Sygeplejersken
Synspunkt: Hvor er plejen?
Er vi nået dertil, hvor vi ikke kan være der for de syge i julen?
Sygeplejersken 1999 nr. 4, s. 25
Af:
Eva Albrechtsen, pensioneret sygeplejerske
Det er et par dage før jul. Jeg går i min julepyntede stue og tænker på min elevtids jul. Det var på Præstø Amtssygehus i Næstved fra 1947-1950. Julen var dejlig på hospitalet. Vi havde god tid, vi lavede granhjerter til at sætte over alle dørene, der var et stort juletræ i fællesstuen, og vi pyntede og hyggede med patienterne. Der osede af julestemning.
Alt det går jeg og tænker på, da det i radioen bliver fortalt, at sygeplejestuderende demonstrerer, fordi de skal arbejde i julen.
Hvordan er vi nået dertil? Hvor er sygeplejens inderste væsen? Hvis vi er nået dertil, at vi ikke kan være der for de syge i julen, prøve at hygge om dem i en meget følelsesbetonet tid, hvor er så menneskeligheden henne?
Jeg har tidligere været oprørt over, hvordan min årgang er blevet omtalt i krisesituationer. Vi var en flok, der fulgte kæft, trit og retning. Det passer ikke. Vi gjorde da oprør over for de uretfærdigheder, der skete på det sted, hvor vi var. Men det er rigtigt, at vi havde disciplin og respekt for vort arbejde og en stor kærlighed for vore medmennesker. Det er helt klart, at meget skulle være anderledes og heldigvis også er blevet det, og mange har kæmpet store slag for, at det lykkedes. Men hvor er plejen henne?
Eva Albrechtsen er pensionist.
Den bedste juleaften
Kommentar til Synspunkt 'Hvor er plejen?' af Eva Albrechtsen i nummer 4/99
Dette angående avisen 'Giv fremtiden mening' udgivet af Dansk Sygeplejeråd. Der står: Som sygeplejerske bliver du ''rig.'' Der står, at netop som sygeplejerske vil du opleve at kunne blive rig på mange andre måder at der findes andre værdier i tilværelsen end penge.
Og i Sygeplejersken nummer 4/99 skriver Eva Albrechtsen 'Hvor er plejen'. ''Er vi nået dertil, at vi ikke kan være der for de syge i julen?''
Jeg kan derfor ikke lade være at fortælle om den aller-allerbedste juleaften, jeg nogensinde har haft.
Jeg tror ikke, det er muligt nogensinde at opleve en bedre juleaften. Den var uden mad og drikke eller anden form for julehygge. Nej. Det er ikke helt rigtigt, for da jeg havde ærinde i køkkenet, så jeg, at der stod en blå kaffekande med kaffe på gasbordet.
Min første tanke var: Hvordan i alverden har sygehjælperen fået tid til at lave den, det var jo før kaffemaskinens tid, men der var på afdelingen et vældigt godt samarbejde. Vi kom hinanden ved. Gasbordet stod lige inden for døren, så jeg skænkede mig en kop kaffe, og når min vej førte mig forbi, fik jeg lige en mundfuld. Selv om det er mange år siden, husker jeg det, som var det i går.
Det var på en travl kirurgisk afdeling på et københavnsk hospital med mange dårlige patienter. Juleaftensdag om eftermiddagen blev der indlagt en trafikskadet patient en ældre dame. Jeg husker tydeligt hendes navn, men da det var ret usædvanligt, vil jeg kalde hende fru Petersen. Det var, før dårlige patienter kom på intensivafdelingen, de kom direkte på afdelingen.
Men i sådanne tilfælde fik vi en fast vagt. Det var en medicinstuderende med specialuddannelse i at observere patientens puls, blodtryk, temperatur, respiration med mere. Men her fik vi to vagter, da patienten var fuldstændig bevidstløs og ikke kunne trække vejret. Derfor en specialuddannet medicinsk student, som med ballon skulle ventilere stimulere respirationen. Jeg husker, at sengen stod midt på gulvet med en fast vagt på hver side.
Jeg var jo ofte derinde for at se til patientens tilstand. Patienten var uden kontakt og kunne ikke selv trække vejret. På et tidspunkt sagde vagten, at nu var patienten begyndt af og til at trække vejret, men det var bestemt ikke stabilt. Senere lød det: ''Nu kan patienten næsten selv trække vejret'' og endelig da jeg igen kom derind, sagde vagten meget glad: ''Nu kan patienten selv trække vejret jeg har ikke ventileret, siden De sidst var herinde.''
Jeg tænkte, det er juleaften og de to unge mennesker er helt uden mad og drikke. ''Jeg har ikke tid at lave noget mad til jer, men i køkkenet i køleskabet er der rigeligt (på den tid smurte vi selv patienternes aftensmad på afdelingen), så I kan gå derud og tage alt det, I vil, så bliver jeg herinde men vær opmærksom, for sker der noget her, ringer jeg alarm det var tre hurtige træk i klokkesnoren. Der stod jeg så. Klappede fru Petersen lidt på kinden. Spurgte: ''Kan De høre mig, det er juleaften,'' men ingen reaktion hvad gør jeg.
Pludselig kom jeg i tanke om, at vi lige før jul havde fået installeret radio på stuerne. Der var en lang ledning i kontakten på væggen, jeg tog den og hørte et kor, der sang en smuk gammel julesalme. Det kunne ikke være bedre. Jeg lukkede op for fuld styrke, satte hovedtelefonen for patientens øre, og hun gav et lille sæt glippede med øjnene så jeg skyndte mig at sige: ''Fru Petersen, det er juleaften, kan De høre musikken,'' hvorpå der kom en lille bevægelse og et nik med hovedet.
Så var min private juleaften, maden, julehyggen, festlighederne og friheden i julen, intet mod det, jeg her oplevede.
Der er værdier her i livet, der tæller mere end penge som ikke kan betales med alverdens guld eller frihed.
Og slutningen: Fru Petersen blev senere udskrevet, fuldstændig rask.
Anne Marie Hansen er pensioneret.