Fem faglige minutter: Haves nysgerrige sygeplejersker - søges: center for evidensbaseret sygepleje

Hun sad og skrev rapport efter aftenvagten. Otte patienter havde der været i hendes gruppe. Det gik op for hende, at hun havde udleveret sovepiller til tre af dem uden at overveje andre muligheder. Hun havde heller ikke spurgt dem, om de plejede at have besvær med at falde i søvn. Faktisk havde hun ikke spurgt om noget som helst, hun havde ikke gjort andet end at åbne glasset og hælde en pille op i låget, da de sagde, at de ikke kunne sove.

Tankerne fløj. Mon kollegerne også bare gjorde sådan uden at tænke over hvorfor? Hvordan mon sovepille-praksis egentlig så ud på hjerteafdelingen? Var der andet, man kunne gøre end at give piller?

Hvor kunne man læse om søvn og sovepiller henne?

Manden lå parat til operation på operationslejet. Sygeplejersken vaskede ham af, da hun havde fortalt ham, at det ville føles koldt, at det var en normal procedure at vaske der, hvor der skulle opereres. Imens funderede hun over, hvordan det mon føltes at ligge der, med underlivet blottet, og blive vasket, mens der stod tre sygeplejersker og gjorde de praktiske ting parat. Gad vist hvad han tænkte? Mon han var for sløret af medicin til at opleve, hvad der skete? Mon han syntes, det var ubehageligt? Burde man vente med at vaske, til patienten var helt bedøvet?

Hvor kunne man læse om blufærdighedsfølelse hos patienter, der skal opereres i underlivet?

Sygeplejerskerne vil gerne undersøge to problemer fra deres praksis. De vil gerne læse om det, de er begyndt at undre sig over. De vil vide, om det, de gør, er det bedste for patienterne.

Måske har de adgang til Internettet på deres afdeling, måske ikke. Måske er Internettet for dem en række farver, knapper og vild forvirring. Forskningsmetodik har ikke været en del af deres grunduddannelse. Sygehuset, de arbejder på, har ikke en klinisk lektor, der kan hjælpe dem på vej. Den kliniske oversygeplejerske er travlt beskæftiget med at uddanne nyansatte sygeplejersker og sygeplejestuderende i specialet.

På egen hånd

Sygeplejerskerne begynder derfor på egen hånd at udarbejde spørgeskemaer, der skal belyse problemer med søvn og problemer med krænket blufærdighed på operationsstuen.

De vil gerne have 100 patienter med i deres undersøgelser. Projektbeskrivelsen har de i hovedet eller på to A4-sider. En præcis problemformulering er det ikke blevet til. Spørgeskemaet volder problemer. Patienterne forstår ikke, hvad de bliver spurgt om, og de 100 patienter er langt sværere at få fat på end først tænkt. Litteratursøgningen blev ikke til noget. De prøvede at henvende sig til Danmarks Sygeplejerskehøjskole, men fik at vide, at de var eksterne.

Og det var de jo, for de var ikke optaget på noget semester.

Hvor ligger det henne, det center for evidensbaseret sygepleje, som kunne hjælpe de to sygeplejersker på vej?

Hvorfor skal to kliniske problemstillinger ende med at blive undersøgt mangelfuldt, og to sygeplejersker tabe pusten, når der findes gode kræfter, der kunne etablere et center med servicefunktion over for alle landets nysgerrige sygeplejersker? Et center, hvor sygeplejersker kunne henvende sig, hvis de havde brug for viden om specifikke kliniske områder, for eksempel søvn og blufærdighed.

Når ikke så forskningskyndige sygeplejersker begynder at undersøge kliniske problemstillinger, bliver der nemt tale om skønne, spildte kræfter, fordi velvilje sjældent er nok til, at arbejdet bliver brugbart. Evnerne skal også være der og hjælpen ikke mindst. Mindre udviklingsarbejder og små undersøgelser er vigtige for sygeplejens udvikling, men det er synd og skam, hvis ikke der kan afsættes midler til at finde viden og opbygge systematik. Selvlærte forskere har en kort levetid. Lad os få et center for evidensbaseret sygepleje i en fart. Et center med forskere, der kan levere artikler om den nyeste, bedste viden om klinisk sygepleje og hjælpe sygeplejersker uden studiekort.