Danmark uden kriseberedskab

Det danske katastrofeberedskab er 20 år bagud. Det hævdede en udenlandsk beredskabsekspert i sommeren 1998 (Politiken 7.6.99), og der er ingen tvivl om, at beredskabet trænger til et gevaldigt løft. Behovet for helhedstænkning i beredskabet er himmelråbende, men desværre ser det ud til at lykkes teleoperatørerne og Justitsministeriet at hindre en fornuftig udvikling.

Tre enkeltstående bidrag af stor betydning for dansk beredskab har i den sidste tid set dagens lys. Arbejdes de tre bidrag sammen, kan det betyde et gennembrud for dansk beredskab med anvendelse af ny avanceret mobilradiokommunikationsteknologi. Bidragene vil blive gennemgået i det følgende.

Indsatstaktiske retningslinier

Ethvert udviklet samfund skal selvfølgelig være i stand til at yde en indsats, der enten stopper eller afhjælper skader i en række situationer. Det kræver fælles fodslag i indsatsområdet. Derfor er der nu udarbejdet et sæt 'Indsatstaktiske retningslinier og samarbejdsprincipper' (Beredskabsstyrelsen, september 1999), som skal gælde for hele indsatsrækken fra dagligdagen til større ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger.

Disse retningslinier og samarbejdsprincipper baseres på Beredskabsstyrelsens koncept om 'det oppustelige beredskab'. Hermed menes, at man mobiliserer ressourcerne efter princippet 'lille ulykke: én brandbil', 'meget stor ulykke: 20 brandbiler'. Påfaldende er det, at håndteringen af ulykkes- og katastrofescenarier sker, som var der alene tale om et fysisk afgrænset område, et matrikelnummer.

Men verden, risiciene og dermed kravene til beredskabet er helt anderledes, end de var for 20 år siden. Der er ikke taget højde for, at beredskabet skal kunne fungere under uheld, forsyningssvigt, nedbrud, kriser, etc. med en tværgående ledelseskæde.

Problemet er, at det har været næsten umuligt at vinde gehør for den nødvendige, moderne beredskabs- og sikkerhedskultur. Forklaringen er, at vi ­ lykkeligvis ­ har været fri for omfattende ulykkeshændelser, katastrofer og kriser, hvor man kan se betydningen af et overordnet civilt beredskab med den nødvendige sammenhængskraft. Økonomiske argumenter og isolerede tekniske løsninger dominerer debatten og drukner argumenterne om at sikre et robust samfund. Det virker som om, man fra centralt hold vil påføre den danske befolkning et kollektivt hukommelsestab, hvad angår det civile beredskab.

Risikosamfundet

Det danske samfund er sårbart. Det er et risikosamfund.

Ganske vist eksisterer der ikke nogen trussel mod dansk territorium. Men der eksisterer andre former for risici med en anderledes dynamik og med evne til at spredes i samfundet uden småligt hensyn til forvaltningsgrænser. Epidemier, terrorisme, brud på el-, gas- og vandinstallationer, naturens luner, trafiksammenbrud, betydelige flygtningestrømme, IT-nedbrud mv. Hertil kommer de ukendte, som vi endnu ikke kan sætte navn på.

Alle disse ting er et såkaldt grundvilkår, vi må forholde os til. Helst med sund fornuft og i tillid til, at det på demokratisk vis er muligt at beholde et 'sam-fund'

Side 37

til forskel fra et 'hver-for-sig-fund' i den 'rene' markedsøkonomiske model.

I risikosamfundet er der behov for at overvåge kritiske udviklingstendenser med et helikopterblik under demokratisk kontrol. Der er behov for at arbejde med basale værktøjer som kompetenceudvikling i krisehåndtering og risiko- og sårbarhedsanalyser. Det har man indset i en række af de lande, vi normalt sammenligner os med, og vi ser det konkret i det norske 'Direktoratet for Sivil Beredskap' og i den svenske 'Överstyrelsen for Civil Beredskap'.

Sammenhæng mangler

I Danmark har vi ikke noget tilsvarende. Vi har et beredskab, som grundlæggende består af tre instanser: politi, redningsberedskab og sundhedsberedskab. Med hver deres planer, hver deres ministerium og med ansvaret placeret på tre forskellige niveauer, nemlig henholdsvis stat, kommuner og amter. Men der mangler sammenhæng, struktur og overblik, og beredskabet har ikke den helt afgørende ledelseskæde bestående af veldefinerede ledelseskompetencer på centralt, regionalt og lokalt niveau.

Vi har et civilt beredskab som den civile del af totalforsvaret. Det omfatter politiet, redningsberedskab, sundhedsberedskab, forsyningsvirksomhed, transport mv. Imidlertid aktiveres det civile beredskab kun i tilfælde af krig eller krise (= 'truende udsigt til krig'). Vi kan formelt set ikke bruge det i fredstid, og som følge af at udsigten til krig er ikke-eksisterende, er planlægningen af det civile beredskab en meget lavt prioriteret kommunal opgave.

Der er brug for et beredskab, der ikke bare dimensioneres ud fra krav om et minimumsberedskab baseret på indbyggertal. Der er brug for risiko- og sårbarhedsanalyser, som ikke bare baseres på 'ét skadested på ét matrikelnummer'. Sådanne analyser med et rumligt udgangspunkt, lokalt, regionalt osv. vil anskueliggøre, at brandslanger og for den sags skyld militære våben ikke nødvendigvis vil være svaret på 'de nye risici'. Analyserne vil også vise, at der er behov for en meget forskelligartet forebyggende indsats og et meget stort behov for udvikling af nye kompetencer i form af krisehåndtering. Kompetencer som bl.a. skal bygge på tværsektorielle netværk og på en ledelseskæde.

På den baggrund er Beredskabsstyrelsens 'Indsatstaktiske retningslinier' helt utilstrækkelige. Konceptet om 'det oppustelige beredskab' kan ikke erstatte, at samfundet har en overordnet og aktiv ledelseskæde med tilhørende informations- og beslutningsstøttesystemer.

Det civile beredskab trænger i den grad til en vitaminindsprøjtning for at kunne leve op til sin opgave med at mindske samfundets sårbarhed.

'Politirapportens' anbefalinger

Om baggrunden for arbejdet i Udvalget om Alarmering og Akut Medicinsk Indsats hedder det, at der er et ønske om en bedre service over for borgerne. Alle indsatskædens led skal forbedres. Forbedringen skal bl.a. finde sted ved, at befolkningen tilbydes fornøden kontakt med sundhedsfagligt uddannet personale i alle led fra alarmering til modtagelse på sygehuset.

Alarmeringsfunktionen er i dag placeret hos politiet og i København hos Beredskab Storkøbenhavn, og sådan foreslår udvalget under Sundhedsministeriet, at det skal vedblive med at være. Et ordsprog siger: 'Man ligger, som man har redt' eller omskrevet: 'Man får svar fra et udvalg, som man har sammensat det!'

Det anbefales i rapporten, at der i lovgivningen indføjes muligheden for, at staten kan indgå aftaler med andre offentlige myndigheder end politiet om varetagelse af ansvaret for alarmeringsfunktionen f.eks. som aftalen med Beredskab Storkøbenhavn. Altså: Principielt placeres alarmeringsfunktionen hos politiet, men det kan også være hos en anden offentlig myndighed.

Lad det være sagt ligeud: Politiet er uerstatteligt som politi. Men det er altså ikke holdbart først at lægge op til et udvalgsarbejde, hvor opgaven er at tilbyde befolkningen fornøden kontakt med sundhedsfagligt uddannet personale i alle led ­ og så lande med at anbefale en lovgivning, hvor det skal være politiet, der driver alarmeringscentralerne.

80% af alle opkald til alarmcentraler omhandler sundhedsfagligt orienteret assistance. Ofte er der brug for omgående hjælp, hvor det kan have altafgørende betydning for redning af liv og førlighed, at hjælpen ydes inden for et minimum af tid. Her tales der om kostbare sekunder og minutter.

Kun ca. 20 % af alle opkald til alarmcentralerne omhandler politimæssig assistance. Og ­ kommer politiet lidt for sent ud til et indbrud, kan man vel ikke tale om, at det betyder noget for den bestjålnes liv og førlighed.

Uagtet at udvalget ikke kan anbefale, at der anvendes sundhedsfagligt personale til bemanding af alarmeringsfunktionen,

Side 38

så pointeres det dog, at ambulancetjenesten og den præhospitale indsats bør fungere som en integreret del af det samlede sundhedsvæsen.

Muligheden for en sådan sammenhængende indsats begrænses dog af, at indsatsen skal tilpasses politiets kvalifikationer. Udvalget kan ikke anbefale, selv om man anbefaler 112 som eneste nummer, at der viderestilles til lægevagt, skadestue, hjemmesygeplejen og andre grundlæggende sociale hjælpeforanstaltninger. Den angivne begrundelse herfor er, at ''disse samtaler kan virke forsinkende på ekspeditionen af livsvigtige opkald''.

Af de henvendelser, der herefter accepteres, vil politiet skulle orienteres ved et antal opkald og i visse situationer udfylde en koordinerende funktion i forhold til de øvrige beredskabsaktører. Altså inden for en reduceret platform for relevante henvendelser vil der være behov for politiet i en række kombinerede indsatser ud over de rent politimæssige opgaver. Dette bruges som begrundelse for, at alarmeringsfunktionen placeres hos politiet.

Det kan givetvis på det meget generelle plan være rigtigt, at en effektiv koordination forudsætter, at et samarbejde påbegyndes så tidligt som muligt. Men i forbindelse med en alarmudrykning kan dette ikke vendes til, at det er bedst, at politiet, som har ansvaret for den koordinerende indsatsledelse, også bør have ansvaret for alarmeringscentralen. Hvordan kan man på den baggrund argumentere for, at det i det storkøbenhavnske område er erfarent ambulancepersonale med en grundig efteruddannelse, der betjener alarmeringscentralen for Storkøbenhavn?

Rapporten er blevet en 'politirapport', og den lader hånt om ønsket om, at befolkningen skal tilbydes fornøden kontakt med sundhedsfagligt uddannet personale i alle led fra alarmering til modtagelse på sygehuset.

Beredskabsfrekvenser på udenlandske hænder?

Nye frekvenspolitiske initiativer er titlen på et oplæg, Forskningsministeriet har afleveret til forskningsudvalget den 4. oktober 1999.

Første afsnit bærer titlen 'Markedssituationen i dag', og vidste man det ikke, ville det være umuligt at gætte, at dette 'nye frekvenspolitiske initiativer' er et oplæg til indførelse af en moderne digital radiokommunikation (TETRA) til beredskabet og sundhedssektoren som erstatning for deres nuværende PMR-radiosystemer.

I henhold til dette oplæg er det planen, at alle beredskabsfrekvenser i praksis skal udliciteres. Dette udbud vil sandsynligvis blive vundet af herboende nordamerikansk dominerede teleoperatører, som således i praksis får tildelt næsten alle beredskabsfrekvenser med henblik på et kommercielt videresalg og med indbyggede offentlige tvangskunder. Med andre ord bliver ansvaret for en væsentlig del af det danske totalforsvars kommunikationssystem placeret på private udenlandske hænder.

TETRA-teknologien giver mulighed for, at beredskabsmyndighederne i fremtiden kan tale sammen ved f.eks. gruppekald, indsatsgrupper, direkte fra terminal til terminal og via det offentlige telefonsystem. Når man betænker, at mobil radiokommunikation indgår som en livsnødvendig del af enhver alarmering og sundhedsfaglig indsats, forekommer det helt utænkeligt, at en alarmeringscentral ikke skal have fuld kontrol og rådighed over et selvstændigt mobilt radiokommunikationssystem, som kan fungere i situationer, hvor de offentlige tele- og mobilkommunikationssystemer bryder sammen.

Politi og Falck er angiveligt ikke på nuværende tidspunkt interesseret i TETRA. Politiet har just brugt 350 millioner kr. på et nyt radiokommunikationssystem, som ikke kan tale sammen med andre end politiet i Danmark. Falck har også et eget landsdækkende radiokommunikationssystem, som de lige har moderniseret, og som understøtter Falcks forretningskoncept.

Hvorfor er TETRA overhovedet ikke nævnt i rapporten fra udvalget om alarmering og akut medicinsk indsats? Hvorfor interesserer ansvarlige myndigheder sig ikke for problematikken, og hvorfor forærer staten vitale frekvenser væk?

Der mangler således indbyrdes helhed og sammenhæng i ovennævnte tre initiativer. Var det for meget forlangt, at Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Sundhedsministeriet og Forskningsministeriet satte sig sammen og forsøgte at udarbejde et samlet oplæg, når nu det i høj grad handler om at bringe indholdet i store dele af de tre bidrag sammen?

Er uddannelsen af ambulancebehandlerne tilstrækkelig?