Florence Nightingale's fingeraftryk

Er Florence Nightingale en grim kælling inde under kysen? Vidste hun mere om statistik end de fleste? Erkendte hun, at den lille detalje betyder mere for patienten, end vi tror, og var hun en skarp, sanselig og provokerende skribent? I anledning af Dansk Sygeplejeråds 100-års jubilæum har Sygeplejerskens redaktion bedt en række sygeplejersker om at forholde sig til Florence Nightingales bog 'Notes on Nursing' (1).

Florence%20Nightingale2Florence Nightingale nævnes hyppigt af sygeplejersker i dag. Oftest betones det faktum, at hun er død, for at understrege, at den pæne pige og opofrende sygeplejerske er død med hende. Men måske er hun mere levende, end vi tror.

Redaktionen har henvendt sig til ni sygeplejersker, som interesserer sig for sygeplejens udvikling, og som hver især har beskæftiget sig med de områder, kapitlerne i 'Notes of Nursing' handler om. Deres opgave har været at skrive et indlæg til en artikelserie, hvor vi ser på fortiden med nutidens øjne ­ eller på nutiden med fortidens øjne.

Kommentarerne til Florence Nightingales bog er forfatterens personlige og uforbeholdne mening, og indlæggene er meget varierede i både form og indhold. Forfatternes opfattelse af hende og hendes budskaber har fået meget forskellige udtryk, fra novelleform til det personlige brev: 'Kære Florence'.

Florence Nightingale beskæftiger sig i 'Notes on Nursing' med, hvad sygepleje er og ikke er. Hun kommer med mange konkrete råd til den, der vil udføre kvalificeret sygepleje, og selv om social- og samfundsmedicinen ikke var opfundet i 1859, da bogen udkom første gang, er Florence Nightingale uden besvær i stand til at rumme verden uden for sygestuen. Hun har kommentarer til den offentlige hygiejne, og hun siger direkte, at dårlige sanitære, bygningsmæssige og administrative foranstaltninger ofte umuliggør korrekt sygepleje.

Et pluk fra indholdsfortegnelsen viser, at Florence Nightingale var meget jordbunden.

Kapitlerne handler blandt andet om sengen og sengetøjet, observation, ernæring og hygiejne. Områder, som også i dag optræder i lærebøger om sygepleje.

Florence Nightingales forfattervirksomhed har aldrig været genstand for særlig opmærksomhed, og spørgsmålet er: Kan Florence Nightingales tanker og ideer om sygepleje bruges til noget af nutidens sygeplejersker?

Litteratur

1. Nightingale F. Notes on Nursing. Bemærkninger om sygepleje. København: Munksgaard; 1995.


 

 

 

 

 

 

 

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie