Notes on Nursing kapitel 5 og 9: Florence er død

FLORENCE ER DØD'. Sådan står der på bannere og skilte, når vi sygeplejersker skal ud at demonstrere for højere løn og bedre arbejdsvilkår. Når vi skal op på barrikaderne, henter vi Florence Nightingale frem af gemmerne og bruger hende som et skræmmebillede på et gammeldags kvinde- og sygeplejesyn, hvor arbejdet bærer lønnen i sig selv. Og hvis arbejdet overhovedet skal udmønte sig i løn, ja så er det lønnen i det hinsides, der tænkes på. Vi lader omverdenen forstå, at vi lægger afstand til Nightingale og hendes forståelse af sygepleje som et kald. Nu er det penge, prestige og profession, der er vore krav.

Spørgsmålet er, om vi kan tillade os at bruge Nightingale på den måde. Mit eget syn på hende blev ændret radikalt, da jeg endelig fik læst hende for ganske få år siden. På en studietur rundt på Hospices i London fik jeg lejlighed til at besøge Nightingalemuseet, hvor jeg købte hendes bog 'Notes on Nursing', som jeg læste med stor interesse. Jeg beundrer hendes fantastiske evne til at observere. Der er ikke meget, der er gået hendes næse forbi. Hun reflekterede over sine observationer, og hun havde ikke mindst handlekraft. Samtidig viste hun mod og styrke til at omsætte sine observationer til mange forskellige konkrete handlinger inden for organisering, administration, ledelse, undervisning og udvikling af sygeplejefaget.

Derfor mener jeg, at brugen af Nightingale som skræmmebillede er for letkøbt, og synet på hende har været for snævert. Det viser bl.a. de to kapitler om afveksling (kapitel 5) og lys (kapitel 9), som jeg forholder mig til i denne artikel. (1).

Tiden op til døden

I de sidste snart otte år har jeg koncentreret al min faglige virksomhed om de mennesker, der lever med livstruende sygdom. I dette felt er patientens afgrænsede tid et helt afgørende emne. Det kan være svært at se den resterende tids muligheder, men tanken om, at tiden er afgrænset af døden, kan både skabe muligheder og begrænsninger for livsudfoldelsen.

''Hvornår skal jeg dø?'' ''Hvordan skal jeg overhovedet kunne leve, når jeg ved, at jeg snart skal dø?'' ''Jeg er egentlig ikke bange for døden, men tiden op til døden, den frygter jeg!'' Disse udsagn er meget hyppige, og de udtrykker vel, at vi mennesker har svært ved at leve, når vi bliver kastet ud i usikkerheden og uvisheden og ikke har fuld kontrol over vores tilværelse.

I andre situationer oplever vi, at patienter i deres sidste levetid lever mere intenst og med større glæde og indhold, end de nogensinde før har gjort. ''Jeg har aldrig levet så meningsfyldt, som jeg gør nu, hvor jeg ved, at jeg snart skal dø.'' ''Vi har aldrig talt så åbent og dybt sammen som nu.'' ''Jeg føler en helt utrolig glæde og taknemmelighed for hvert minut, hvor mine smerter og min kvalme er lindret.''

Det er interessant at prøve at klarlægge, hvad det er, der adskiller disse to måder at forholde sig til den resterende tid. Hvordan kan man transformere ventetid til levetid? Hvad er det, de mennesker gør, som ser muligheder frem for begrænsninger? Og hvilke handlemuligheder har sygeplejersker i den sammenhæng? Disse spørgsmål er naturligvis meget komplekse, men jeg har erfaret, at hverdagsliv og de enkle og nære ting i tilværelsen bliver meget betydningsfulde.

Lyset spiller en vigtig rolle, når sygeplejersken skal skabe gode rammer omkring de mennesker, hun har i sin varetægt. Hospitalsgang anno 1867. Fra bogen 'A Picture of Health'.

Besøgskaldender

Én af handlemulighederne kunne være at lade sig inspirere af Florence Nightingale og hendes tanker om begreberne afveksling og lys. Forandring fryder! Med lys, liv og afveksling kan vi forsøge at skabe rammer og muligheder for de mennesker, som er i vores ­ ofte rutinestyrede ­ varetægt.

Når man lider af en uhelbredelig sygdom, er den sidste tid ofte præget af træthed. Det betyder, at man har brug for megen søvn og hvile. Livet i sengen kan dog nemt blive meget ensformigt og sløvende, så sløvende, at patienten enten sover eller døser, hver gang han er alene. Nat og dag, vinter og vår går ud i et og bliver en grå masse. Når der så endelig sker noget, som fx et besøg, bruger patienten så lang tid og så mange kræfter på at komme op til overfladen, at den besøgende føler sig til ulejlighed, og patienten bagefter siger, at han egentlig hellere vil være fri for besøg. (2, 4).

Vi kan hjælpe patienten med at få struktur på den kommende dag, ikke ved at lave en fuldstændig minutiøs døgnrytmeplan, som gentages dag efter dag. Men en plan for den kommende dag eller de kommende timer, der tager hensyn til det, som er væsentligt for patienten. Det er ofte et betydningsfuldt besøg af den nære familie eller en god ven. Patienten kan så spare på kræfterne ved at lade sygeplejersken bade sig i sengen i stedet for at komme i brusebad. Han kan hvile inden besøget, men ikke længere før besøget, end at han kan blive vækket, komme på toilettet og blive gjort lidt i stand, blive friseret, få tøj på, evt. komme op at sidde i en stol og få luftet ud og ryddet op på stuen, inden gæsten kommer. På den måde har han de bedste muligheder for at få det optimale ud af sine besøg. En besøgskalender er en stor hjælp.

Det kan også være befriende, måske specielt for den besøgende, at patienten kommer ud af sygestuen, og da er det godt at komme ud i frisk luft, enten med den syge i en kørestol ud i haven eller med på en køretur til kendte steder. Den svære samtale bliver lettere, når omgivelserne er i orden. Og hvad er mere befordrende for en dyb samtale end blå himmel, frisk vind, fuglesang, blomster og træer? Hvis man ikke har mulighed for at komme ud i naturen, kan vi være opmærksomme på at stille sengen således, at patienten ikke ser på den samme hvide væg hele dagen, men at sengen stilles sådan, at han kan se ud ad vinduet.

Forskel på dag og nat

I hverdagen kan vi være opmærksomme på at skabe afveksling for vore patienter ved at gøre forskel på nat og dag ­ bl.a. ved at der er forskel på det tøj, patienten har på. Selv om man er i sin seng stort set hele tiden, føler patienten velvære og stimulation, når dagtiden markeres ved at skifte nattøjet ud med en bluse eller skorte. Nightingale skriver: ''Når raske mennesker skal indrette et sygeværelse, glemmer de altid, at der er forskel på soveværelser og sygeværelser!''

Musik, radioprogrammer, tv, avis og ugeblade kan også give dagen indhold, ligesom måltiderne kan få en væsentlig betydning. Forberedelsen til måltidet er væsentlig, og man kan måske prøve at fremskaffe en livret, fx ved at de pårørende laver mad og kommer og spiser med den syge. Jeg glemmer aldrig tre unge mænd, som besøgte deres mor på Hospice hver dag. Søndag aften var noget helt specielt, for da havde de lavet en af hendes livretter til hende, som de spiste sammen. Moderen var så stolt og glad for sine dygtige sønner, og jeg er sikker på, at disse unge mænd hele deres liv vil mindes deres mor med glæde, når de tænker tilbage på disse stjernestunder.

Florence lever stadig

På vore breddegrader er der stor forskel på årstiderne, og jeg har erfaret, at forankring i tid og sted har stor betydning for vores måde at anskue tilværelsen på. Det er livsbekræftende at følge årstiderne med deres forskelligheder, den forskellige dagslængde og de forskellige årstidsbestemte madvarer. Hvis vi har mulighed og sans for at bringe disse dagliglivets variationer ind i patientens hverdag, har vi skabt rammer og mulighed for, at han oplever sin tid som levetid frem for ventetid. (3).

Florence Nightingale levede og virkede for mere end 100 år siden, men hendes tanker og ideer om sygeplejefaget kan stadig vække til eftertanke og give os inspiration. She was quite a lady.

Litteratur

1. Nightingale F. Notes on Nursing. Bemærkninger om sygepleje. København: Munksgaard; 1995.
2. Sundhedsstyrelsen. Omsorg for alvorligt syge og døende. København: Sundhedsstyrelsen 1996.
3. Sundhedsstyrelsen. Faglige retningslinjer for palliativ indsats. København: Sundhedsstyrelsen 1999.
4. Saunders C. Terminal pleje. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1986.