Studerende forbedrer sundhedspjecer

Sundhedsplejersker kaster sig ofte med dødsforagt ud i at udfærdige pjecer, når de har et budskab, der skal ud til 'kundekredsen'. Det er ikke altid ensbetydende med et godt og præcist resultat. Som sundhedsplejersker har vi energien og den faglige ekspertise, men vi kender ikke altid nok til skriftlig formidling af sundhedsoplysning.

I Hvidovre Kommune er der et pjeceudvalg, som igennem årene løbende har skrevet og redigeret forskellige oplysende og informerende pjecer. Det drejer sig blandt andet om lusepjecer, pjecer om overvægt, kostpjece samt introduktionspjece om sundhedsplejerskernes arbejdsområder.

Da vi fik chancen for at få hjælp fra personer, der arbejder professionelt og videnskabeligt med kommunikation, så vi det som en kærkommen mulighed for at opnå større gennemslagskraft.

Projektopgave på Roskilde Universitetscenter

I 1997 var Yvonne Brems-Pedersen på efteruddannelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i København. Emnet kommunikation indgik i efteruddannelsen, og ekstern lektor, cand.comm. Signe Bonnén, fra Roskilde Universitetscenter gav vejledning i en bedre måde at kommunikere på i skriftlig form.

En efterfølgende samtale med Signe Bonnén fik hende med på en ide om at give sine studerende i kommunikation en praktisk projektopgave, som gik ud på at ombryde og modernisere nogle af de pjecer, vi anvender.

Signe Bonnén havde en workshop for 3.- og 4.-års studerende på kommunikationslinien, hvor de studerende skulle arbejde med formidlingsopgaver. Formidlingen skulle have et fagligt sigte. Det passede fint med vort behov, så rammen om vores samarbejde med Roskilde Universitetscenter blev en mindre semesteropgave for de studerende, som skulle forbedre udvalgte pjecer fra sundhedsplejen i Hvidovre Kommune.

Præmisserne for arbejdet var, at de studerende kunne arbejde med pjecerne, men resultatet kunne og ville ingen love noget om. For de studerende var det også et forsøg, et led i deres uddannelse.

Vi sendte et udvalg af vores pjecer til de studerende, der var opdelt i tre grupper.

Holdet valgte tre forskellige emner, som fordelte sig således:

• 'For tyk'. En pjece, sundhedsplejerskerne selv havde lavet, da der manglede målrettede pjecer til overvægtige børn i 3.-6. klasse.
• 'Velkommen til sundhedstjenesten'. En folder, som forældre til børnehaveklassebørn og tilflyttere får.
• 'Lus'. En folder, der for nylig var blevet omskrevet i sundhedsplejerskegruppen.

Til eksamen

Vi blev herefter inviteret til Roskilde Universitetscenter for at sætte de studerende ind i Hvidovre Kommunes opbygning, hvad sundhedspleje er, og hvilken målsætning vi arbejder efter. De enkelte grupper ville desuden drøfte baggrunden for pjecerne, hvad intentionen var,

Side 41

hvem afsenderen var, placering af logo samt det konkrete indhold. Det blev til to intense timer, hvor vi i perioder talte med stor energi, men også momentvis havde følelsen af at være til eksamen. Der var stor spørgelyst, og spørgsmålene spredte sig lige fra dybtgående samfundsspørgsmål til mere jordnære, for eksempel om hvordan man kæmmer for lus.

De studerende spurgte uddybende ind til målgruppen, befolkningsunderlaget, boligforhold, kommunens politiske opbygning, målgruppens medievaner og informationsbehov samt sundhedsplejerskernes servicetilbud.

Vi gik fra mødet med et stærkt indtryk af, at de studerende ville arbejde seriøst med emnerne, og vi var ret spændte på at se, hvad de ville få ud af deres opgaver. Vi opfordrede dem til at kontakte os, når der var noget, de var i tvivl om, og afventede spændte råskitserne.

For Tyk-pjecen blev til et tegneserielignende hæfte med udtryk, børnene kender.

Afsender, modtager og budskab

Først fik vi de enkelte gruppers kommunikationsplaner, der dannede baggrund for pjecerne. I planerne diskuteredes i detaljer:

Hvem er afsender? Sundhedsplejersken vil gerne profilere sig selv som åben, rar og troværdig. Børnene og deres forældre skal ikke være bange for at kontakte hende for råd og vejledning. Sundhedsplejersken vil gerne fremstå i øjenhøjde med brugerne, for eksempel ved at blive opfattet som en slags klasselærer i sundhed. Hun forsøger at slippe af med de fordomme, mange har om sundhedsplejerskerne som nogle upersonlige hvide kitler med knold i nakken og kolde fingre.

Hvem er modtageren? Skolebørn og forældre er jo to vidt forskellige grupper, og det er derfor naturligt, at kommunikationsformen tilrettelægges under hensyntagen hertil. I begge grupper må regnes med stor spredning med hensyn til modtageligheden, men man definerer dog to modellæsere: Mikkel i 5. a og fru Jensen.

Hvad er budskabet? Det står i de pjecer, som de studerende har fået som oplæg, men udtrykt i en enkel form bliver det til:

• Du skal ændre dine vaner, hvis du vil tabe dig.
• Dit barn har muligvis fået lus, det er dit ansvar at gøre noget ved det.
• Din sundhedsplejerske er der og kan vejlede og støtte.

Side 42

Hvilket medie? Her er det jo på forhånd afgjort, at det er en pjece. Formen skønnes at være rigtig. Den er god til både at give oplysninger til at gemme og til at formidle situationsinformation.

Hvordan skal pjecen læses? Ikke nødvendigvis fra den ene ende til den anden. Det skal være nemt at finde de oplysninger, som man har brug for, enten i overskrifter eller i skemaform på bagsiden.

Hvilket layout? Der bruges en del kræfter på at finde formater, der adskiller sig fra de sædvanlige A4- og A5-formater for at gøre pjecerne iøjnefaldende og tiltrækkende, men det erkendes, at de skal kunne fremstilles med en enkel teknik. Overvejelser om skriften munder ud i, at der vælges letlæste skrifttyper. Tegninger foretrækkes frem for billeder, ligeledes af hensyn til trykketeknikken, for lusepjecens vedkommende dog også for, at det ikke skal blive for ulækkert.

Velkommen til sundhedstjenesten blev til en lille appetitvækker. Den var tillidsvækkende og virkede gennemarbejdet.

Nyt og forfriskende

De tre grupper arbejdede ret forskelligt, men de havde alle forfriskende nye måder at anskue deres stof på. Forfriskende i hvert fald for os, som nu havde levet så længe med de gamle pjecer.

Det var meget tankevækkende, og det øgede vores viden at læse den dataindsamling og analyse, der dannede baggrund for pjecernes udarbejdelse. Vi kom til at tænke på, hvor meget at vores viden der har været underforstået, når vi tidligere som glade amatører har lavet pjecer.

Efter seks uger fik vi første udgave af pjecerne:

• 'For tyk' ­ pjecen havde gennemgået den største forandring. Den var blevet til et tegneserielignende hæfte. De enkelte sider var en blanding af tegninger, oplysninger og enkle, relevante råd. Den indeholdt udtryk, som børnene ville kunne genkende: ''Fedt nok,'' ''Hot or not'' og ''Nødbremsen.'' Vi var meget begejstrede for pjecen. Vi syntes, den ramte målgruppen præcist. Vi var overbeviste om, at vi kunne få den trykt i kommunens trykkeri, da den var i sort/hvid.
• 'Velkommen til sundhedstjenesten' var blevet til en lille konkret appetitvækker. Dens nye titel var 'Dig og Mig og Vi to'. Forsiden var prydet af et glad børnehaveklassebarn. Når man åbnede folderen, var der en overskuelig præsentation af sundhedsplejerskens arbejde i skolen. Det blev slået fast over for forældrene, at samarbejdet omkring barnets trivsel er det væsentligste. Folderen var tillidsvækkende og virkede meget gennemarbejdet.

Side 43

• Den sidste pjece var lusepjecen. Den var stadig en enkel pjece med nogle tegnede illustrationer. Den havde til formål at gøre forældrene mere ansvarlige i bekæmpelsen af lusene. Dens indhold var meget konkret. Alligevel var det den af pjecerne, vi havde flest rettelser til.

Lusepjecen var stadig enkel med tegnede illustrationer. Dens formål var at gøre forældrene mere ansvarlige i at bekæmpe lusene.

Evaluering

Vi tog nu atter til Roskilde Universitetscenter. Denne gang var det os, der havde udspillet. Vi havde forberedt os grundigt.

Vi havde både læst pjecerne selv og også haft nogle kollegaer til at give deres mening til kende. Desuden fik seks udvalgte skoleelever lejlighed til at gennemgå og kommentere 'Fedt nok' ­ pjecen direkte over for de studerende.

I vores evaluering af pjecerne tog vi stilling til, om de var velegnede og forståelige, både hvad angik det skriftlige og illustrationerne.

Alle i vores gruppe var tilfredse med pjecerne. Efterfølgende var det helt spændende at samarbejde med kommunens trykkeri om, hvorvidt vi kunne få dem ud til starten af skoleåret 1998.

Det lykkedes med lusepjecen og pjecen om vores arbejde i skolen. Det var til gengæld ikke muligt at få pjecen 'Fedt nok' ud til tiden. Disketten var blevet væk på Roskilde Universitetscenter, og papirformatet kunne man ikke levere på trykkeriet. Det var rigtig trist, men disse problemer blev også løst, disketten blev fundet, og ved hjælp af kommunens pædagogiske central fik vi indført en lille ændring af formatet, så pjecen blev trykbar. Ved at samarbejde med de studerende genopdagede vi fordelen ved at gå analytisk til værks. Og vi fik en gevinst ved at gå utraditionelle veje og trække på specialviden i forbindelse med en opgave, som ikke var rent sundhedsfaglig.

Nøgleord: Kommunikation, pjecer, sundhedspleje.