Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 1999 nr. 46, s. 50-53

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

EN TERAPEUTISK OG KULTUREL FAKTOR

Anthony Bateman, Jeremy Holmes

Introduktion til Psykoanalyse

Oversat fra engelsk af Lisbeth W. Sørensen
København: Hans Reitzels Forlag 1999
336 sider, 325 kroner 

Psykoanalysen er vokset fra sine beskedne centraleuropæiske rødder til en verdensomspændende terapeutisk og kulturel faktor. Vore dages politiske, religiøse og sociale usikkerhed har skabt en nærmest umættelig trang til psykologisk viden, hvor psykoterapeutisk uddannelse og behandling efterspørges.

Anthony Bates og Jeremy Holmes definerer akademisk psykoanalyse som en gren af psykologien, grundlagt af Sigmund Freud. Den beskæftiger sig med tre særskilte områder: Udvikling af psyken og den tidlige erfarings indvirkning på den voksnes psykiske tilstand, arten af ubevidste fænomener og deres rolle og den psykoanalytiske behandlings teori og praksis specielt overføring og modoverføring. Tidsfaktoren har også betydning for definitionen. Mere end tre gange om ugen = psykoanalyse. Tre gange eller mindre om ugen = alt andet. I praksis defineres psykoanalyse som: ''Det psykoanalytiske håndværk ­ og den kunst, det også er ­ består i at finde den rette balance mellem 'at være sammen med' og 'at gøre noget for'. I praksis kræver 'at gøre noget for'-funktionen ofte en veletableret 'væren sammen med'-relation for at være effektiv.''

'Introduktion til psykoanalyse' befinder sig inden for traditionen ­ et kritisk opslagsværk ­ da den sigter mod at afklare, diskutere og uddrage det, der er værdifuldt, fra hvert enkelt psykoanalytisk synspunkt. Begreberne klassisk og nutidig skal ikke betragtes som hinandens modsætninger, men snarere sådan, at det ene belyser det andet. Sigmund Freud, Melanie Klein, Wilfred Bion, Winnicot og Karen Horneys teorier beskrives, analyseres og sammenlignes kritisk, så ligheder og forskelle fremstår tydeligt. Efter denne solide teoretiske gennemgang er bogens anden del fokuseret på psykoanalyse i praksis. Det indledende interview, den terapeutiske relation, psykiatrien, kliniske dilemmaer og psykoanalytisk forskning fremstilles, og det fremstår tydeligt, at der er en dialektik mellem teori og praksis.

Målgruppen er studerende inden for psykoanalyse og psykoanalytisk terapi. Sygeplejersker og studerende i psykiatrien vil også kunne få stort udbytte af bogen.

Af Anne Winkel, klinisk oversygeplejerske på Sankt Hans Hospital. 

EN SNIGENDE SYGDOM

Peter Johannsen, Peter Bruhn, Kirsten Schultz-Larsen, Ole Bjørn Skausig

Demens ­
- information om psykiske lidelser

København: PsykiatriFondens Forlag 1999
81 sider, 75 kr. 

SY-1999-46-50-2Demens er en sygdom. Alder medfører ikke i sig selv uafvendelig svækkelse af åndsevnerne. Sygdommen kommer ofte snigende og udløser chok, og den rammer ofte personer, som skal i gang med en ny livsperiode, den tredje alder. Ca. 80.000 mennesker i Danmark lider af demens. Ca. halvdelen har Alzheimerdemens. Antallet vil stige i takt med, at der bliver flere ældre.

Mange bliver mere glemsomme med alderen, og derfor er flere ældre med symptomer på demens måske blevet overset både af pårørende og af professionelle. Verdenssundhedsorganisationen WHO har defineret, hvad der kræves, for at en demensdiagnose kan stilles. Udredning af sygdommen og differentialdiagnoser er udførligt beskrevet. Demens er en fælles betegnelse for en række symptomer med svækkelse af hjernens intellektuelle evner, følelsesliv og/eller personlighed. Symptomerne er beskrevet som en række karakteristiske ændringer af adfærd og færdigheder. Sygdomsbilledet omfatter hukommelsessvækkelse, forstyrrelser i sprog og stedsans, opmærksomheds- og koncentrationsbesvær og mangelfuld erkendelse af graden af vanskeligheder. Også psykiatriske symptomer følger i kølvandet af demens, fx depressive symptomer med angst og følelsesmæssig uligevægt.

Demenssygdomme kan ikke helbredes, men en del af de tunge problemer, patienten og de pårørende oplever, kan behandles og afhjælpes. Behandlingen er opdelt i psykosocial behandling, medicinsk behandling og behandling af psykiatriske symptomer. Behandlingen beskrives også som en indirekte hjælp til pårørende. Mellem 60 og 75 procent af de demente passes i hjemmet af pårørende. Bogen er skrevet af fire eksperter på hver sit område inden for demens. Den kan give fornyet indsigt i demenssygdommene og være en hjælp til større forståelse af helheden omkring den demente patient.

Af uddannelsesleder Inger Jerichau, Roskilde Amts sygehusforvaltning, uddannelses- og udviklingsafdelingen. 

ER MOR NØDVENDIG?

Judy Dunn

Små børns nære relationer

Oversat fra engelsk af Lisbeth Eriksen
København: Hans Reitzels Forlag 1998
164 sider, 185 kr. 

Spædbarnsforskning fokuserer især på forholdet og tilknytningen mellem mor og barn. Judy Dunn har gennem flere år iagttaget børns relationer til deres mor og til andre personer nært knyttet til børnene. Hun anfægter ikke vigtigheden af, at børn knyttes tæt til en enkelt person, men spørger, om det nødvendigvis er moderen, børnene skal skabe denne tilknytning til.

Dunn refererer både til egen og andres empiriske forskning i børns relationer, fortrinsvis amerikanske undersøgelser, og på grund af de mange kildehenvisninger er lange passager tunge og kedelige. Derimod er konklusionerne spændende. Bl.a. argumenterer Dunn for en ændring i tilknytningsteorien. Fra at se tilknytningen som: ''en dimension ved omsorgsgiver-barnrelationen til at se den som en kvalitet, der kan findes i mange andre relationer.''

Dunn gør opmærksom på, hvor vanskeligt det er at forske i relationer, fordi de er så komplekse og varierede, og fordi forskellen mellem børn er så stor. Dunn argumenterer for, at man ser barnet som mere differentieret i sine relationer end blot som kompetent eller inkompetent.

Dunn belyser børns relationer til forældre, søskende og venner, og hun ser på, hvilke sammenhænge der er mellem relationer inden for familien, og hvilke forbindelser der er mellem familierelationer og venskaber. Navnlig søskendes forskellighed, og hvordan den kommer til udtryk i forhold til relationer, er meget spændende. Forskerne må acceptere, at det er svært at vurdere, hvad der er barnets små særheder, og hvad der er mangelfulde tilknytningsforhold. Det er interessant, at Dunn tør være skeptisk over for, hvor vigtig moderens tilknytning til sin egen mor er, når hun skal knytte bånd til sine børn. Søskende kan i en vis udstrækning erstatte, hvad moderen ikke kan give.

Relationer har mange facetter, og bogen åbner for mange nye vinkler. Dunn ved, det provokerer at anfægte eksisterende viden, og opfordrer forskere til at se på børns relationer inden for en bredere referenceramme end tilknytningsteorier.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune. 

BEGRÆNSET VÆRDI UDEN FOR LABORATORIET

Jørgen Lyngbye

Norsk håndbok i laboratoriemedisin

Molde: Forlaget Helped 1999
720 sider, 495 norske kr.

Tre fjerdedele af bogen består af en alfabetisk opstillet, systematisk og minutiøs analysefortegnelse af alle tænkelige laboratorieundersøgelser, deres biokemi, analyseresultater, referenceområder, tolkningsmuligheder og diagnoserelevans. Det er en omfattende opslagsbog i klinisk kemiske og laboratorieanalytiske data og fakta. Niveauet højt specialiseret, teknisk indviklet, og der indgår både matematiske beregninger og forskningsanalytisk teori. Bogen er på norsk (forordet på dansk), og den handler hverken om sygepleje eller sygeplejefaglige problemstillinger, og de plejerelevante data er ubetydeligt få.

Forfatteren er læge, dr.med., professor, specialist i biokemi og nuklearmedicin og utvivlsomt en kapacitet på sit felt, men bogen er bestemt ikke skrevet til danske sygeplejersker. Det er først og fremmest en opslagsbog, og dens anvendelse uden for et laboratorium vil være begrænset.

Flere afsnit i bogen har fanget min interesse, fx afsnit om forskningsmetodologi, analyseteknik og biokemi. Der findes dog mere let tilgængelige bøger om de samme emner på dansk, skrevet til sygeplejersker.

Bagest findes et fysiologiafsnit, som måske vil kunne interessere i kardiologisk regi. Men også her findes udmærket, fyldestgørende litteratur og kompendier på dansk, som rammer plet i forhold til observation og pleje af intensive patienter af både kardiologisk og anæstesiologisk karakter.

Bogen har selvfølgelig indeks, noteapparat og rigelige litteraturhenvisninger til lægefaglige, klinisk kemiske og fysiologiske tidsskrifter og litteratur. En bog med data af dette omfang vil hurtigt forældes, tror jeg, da referenceintervaller og analysemetoder dels afhænger af geografi, økonomi og teknik, dels hele tiden ændrer sig. Tænk blot på, hvordan kolesterolanalysernes tolkning, referenceværdi og signifikans får og har fået forskellige konsekvenser for observation og behandling i løbet af de seneste år.

Af Ole Bjørke, sygeplejelærer på Sygepleje- og Radiografskolen i København. 

VÆK FRA DEN ONDARTEDE SOCIALPSYKOLOGI

Tom Kitwood

En revurdering af demens

-­ personen kommer i første række

Oversat fra engelsk af Nina Johnsen
Frederikshavn: Dafolo 1999
176 sider, 248 kroner 

SY-1999-46-50-3Den britiske socialpsykolog Tom Kitwood har i mere end et årti været fortaler for både i teori og praksis at skifte fokus fra sygdomstilstanden demens til personen med demens. Her opsummerer han sit arbejde, idet han tager udgangspunkt i overvejelser over det at være en person. Kitwood definerer et menneskes status af person som ''en rang eller status, der tildeles et menneske af andre i en kontekst af indbyrdes forhold og social væren.'' Det betyder, at demente menneskers omsorgsgivere: familiemedlemmer, venner og professionelle har et meget stort ansvar for, om demente mennesker forbliver integreret i den sociale verden af personer, efter en demenssygdom er indtrådt. Det er en stor opgave, som det er svært at løfte, men Kitwood giver i denne bog et stort og brugbart bidrag til, at vi kan gøre det.

Kitwood giver en velunderbygget kritik af det, han betegner som standard-paradigmet i både teoretisk og praktisk arbejde med demens, nemlig den opfattelse, at en demenstilstand alene er resultat af neuropatologiske forandringer, der igen skyldes en kendt eller oftest ukendt årsagsfaktor. Denne forklaringsmodel forveksler de diagnostiske kategorier og det virkelige sygdomsforløb hos et menneske, og den rummer ingen mulighed for at forstå sygdomsprocessen i den sociale proces, den rent faktisk udvikler sig i. Med støtte i nyere hjerneforskning foreslår Kitwood et nyt paradigme, hvor demensprocessen, som den i virkeligheden udspiller sig, ses som et resultat af både patologiske forandringer i hjernen og socialpsykologiske faktorer, hvor de socialpsykologiske faktorer kan have direkte indflydelse på hjernens fysiologi.

Til brug i demensplejen beskriver Kitwood både tidligere tiders 'ondartede socialpsykologi', som vi stadigvæk finder elementer af selv i de bedste omsorgsmiljøer, og de vigtigste psykologiske behov hos mennesker med demens, behov ''foruden opfyldelse af hvilke et menneske ikke kan fungere som en person, end ikke i minimal forstand.'' Disse psykologiske behov er først og fremmest behovet for kærlighed, omkring hvilket behovene for tilknytning, trøst, identitet, inklusion og beskæftigelse er grupperet. Opfyldelsen af disse behov sker igennem det 'positive personarbejde', Kitwood opstiller i kontrast og som alternativ til den ondartede socialpsykologi.

Det positive personarbejde kan realiseres i en interaktion af høj kvalitet mellem demente og deres omsorgsgivere. Kitwood beskriver omsorgsgivernes rolle i interaktionen under bl.a. overskrifterne: Anerkendelse, forhandling, samarbejde, leg, afslapning, omfavnelse og facilitering. De demente personers rolle beskrives under overskrifterne skabelse og given.

Endelig beskriver Kitwood ''organisationen, der viser omsorg'' både for klienter og personale og ''den omsorgsgivendes behov,'' idet han bestemt ikke undervurderer de høje krav, der stilles til både private og professionelle omsorgsgivere i hans omsorgsteori. Afsluttende beskriver han ''den kulturelle transformationsopgave,'' vi står overfor, når vi skal ændre den ondartede socialpsykologi til et positivt personarbejde.

I forordet anføres, at Kitwoods arbejde ''underbygger den udvikling, demensplejen i Danmark har undergået gennem de seneste årtier.'' Det er efter min opfattelse både rigtigt og forkert og tenderer til at undervurdere det store bidrag, Kitwood kan give også til udvikling af demensplejen i Danmark. Heller ikke i Danmark er vi almindeligvis i besiddelse af de interaktive færdigheder, der er omdrejningspunktet for et positivt personarbejde. Det afspejler sig blandt andet i, at personale i skærmede enheder ofte føler, at de er ved at gå i stå i deres arbejde.

Med 'En revurdering af demens' har vi fået et redskab, der giver nyt håb både til mennesker med demens, deres pårørende og det plejepersonale, der drager omsorg for dem.

Af Kirsten Amstrup, sygeplejerske og MA-studerende i socialforskning og gerontologi. 

FRI FOR RYGESLAVERI

Jan Geurtz

Røgfri Den lette vej til rygestop

København: Gyldendal 1999
Oversat fra hollandsk af Jørgis Kobold
168 sider, 98 kr. 

SY-1999-46-50-4Undertitlen kunne lige så godt have været 'Kogebog for frihedssøgende rygere'. Frihed og uafhængighed er nøgleordene i bogen, der henvender sig til rygere med det formål at cementere opfattelsen af, at lykkelige rygere er en illusion.

I 40 korte kapitler på mellem to og otte sider gives der konfronterende og provokerende anvisninger på, hvordan det totale rygestop gribes an. ''Når du er holdt op med at ryge, så er du holdt op med at ryge,'' lyder budskabet. Rygenedsættelse, som ellers anbefales af mange, duer altså ikke, fordi det ikke giver gevinsten uafhængighed.

Den hollandske forfatter kalder metoden en helt ny logisk og følelsesbetonet metode, som på kort tid befrier rygeren for rygeslaveri. Metoden er inspireret af Allen Carrs principper og er udviklet på baggrund af forfatterens egen rygeafvænningsproces og de kurser, han har afviklet fra 1997 til 1998. To måneder efter kursernes afvikling kan der fremvises en succesrate på 70 procent. Hvorvidt metodens succes beror på, at han kun får fat i de mennesker, der i forvejen er indstillet på rygeophør, problematiseres ikke. Foruden mange flotte og illustrative beskrivelser af dels den kropslige, dels den psykiske afhængighed, fremsættes en del synspunkter, som er i modstrid med mange andre rygeafvænningsmetoder. Der advares således mod belønning, idet det er belønning nok i sig selv at være fri for at ryge. Samtidig peges på, at nikotinerstatning er overflødig og forhøjer risikoen for tilbagefald. Samfundsmæssige forbud mod rygning og salg af tobaksartikler virker mod hensigten, idet det kun gør rygning mere spændende. Det er udsagn, der er med til at give bogen et kvikt, men samtidig frelst præg uden tilknytning til den beskrevne evidens på området. Som ikke-ryger har jeg ikke kunnet afprøve bogen i praksis. Umiddelbart vurderer jeg dog, at den har brugbare anvisninger for den frihedselskende ryger, der er så langt i rygeafvænningsprocessen, at rygeophør er nært forestående.

I en tid, hvor rygestop er i fokus, kan bogen være en af flere metoder i rygeafvænningsforsøg, hvor succesrater ved forskellige metoder sammenlignes.

Af Susanne Meldgaard, sygeplejerske, MPH. 

DE GODE, DE GRIMME OG DE VIRK'LIG GRUMME HISTORIER OM GAMLE

Anne Leonora Blaakilde

Den store fortælling om alderdommen

København: Munksgaard 1999
208 sider, 228 kr. 

SY-1999-46-50-5Trods en del gentagelser læses 'Den Store Fortælling om Alderdommen' med vedvarende nysgerrighed næsten som en spændingsroman. For hver side og for hvert kapitel skal man lige have det næste med.

Anne Leonora Blåkilde, cand.mag. i folkloristik og retorik med tilknytning til Gerontologisk Institut, vil provokere, så der kan sættes mere nuancerede fortællinger i gang. Provokationen lykkes til fulde, når hun systematisk eksemplificerer påstanden om, at 'Den store fortælling om alderdommen' grundlæggende er negativ. Selv om vi forsøger at sige noget positivt om alderdommen, viser det sig ofte at have en negativ bagside. I kapitlerne om de gode, de grimme og de virk'lig grumme historier om gamle får man syn for, at alderdom opfattes synonymt med forfald af både unge og gamle. Hvor vi hver især kan give vort eget bidrag til små fortællinger, er 'Den store fortælling' den overordnede viden, vi alle deler om alderdommen. Vi tildeles efterhånden en hovedrolle i den, alene i kraft af vores alder.

De små fortællinger kan relateres til de tre historietyper. Tilpasningsfortællingerne svarer til de gode historier, hvor det handler om at være glad for sin nye rolle som gammel. Forsvarsfortællingerne minder om de grimme historier, hvor historien fortælles positivt, men dybest set handler om at undsige sig alderdommen. De virk'lig grumme historier modsvares af angrebsfortællingerne, hvor man angriber andres fejlopfattelser i et forsøg på at forsvare egen værdi som menneske.

Foruden de mange konkrete eksempler hentet fra litteratur, statistikker og medier er bogen værdifuld og tankevækkende, når det gælder begrebsafklaring af alderdom, aldring og gammel. Fx er begrebet alderdom på vej ud og erstattet med aldring i nyere opslagsværker. Alle kan have glæde af de mange budskaber om alderdommen, men en af tegneserieillustrationerne må være speciel udbytterig for sygeplejersker.

Forfatteren peger på, at der tidligere var flere nuancerede fortællinger om alderdommen. Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om Anne Leonora Blaakilde ved nærmere efterforskning ikke allerede nu kunne have fundet fortællinger, hvor alderdom betragtes som et værdigt fænomen med forskellige muligheder, vilkår og situationer. Eller er det virkelig en drøm, der hører fremtiden til?

Af Susanne Meldgaard, sygeplejerske, MPH. 

SUNDHEDSFREMME I STØRRE PERSPEKTIV

Stephen J.Cavanagh

Orems model i praksis

Oversat fra engelsk af Kirsten Amstrup Kristensen
København: Munksgaard 1999
176 sider, 198 kr. 

SY-1999-46-50-6Orem på originalsproget er ikke let at gå til trods Orems egne forsøg på at revidere. Skulle det lykkes at fremskaffe reviderede udgaver af 'Nursing: Concepts of practice', er det stadig svært at forstå dem selv med en gedigen ordbog ved hånden. Problemet er ikke løst med en god oversættelse, eftersom Orems definitioner er uklare, men både den amerikanske professor i sygepleje Stephen Cavanaghs bearbejdning og Kirsten Amstrups oversættelse gør det lidt nemmere at forstå hende. Den bearbejdede oversættelse illustrerer det væsentlige ved begreberne egenomsorgsbehov, egenomsorgskapacitet, egenomsorgssvigt og udviklings- og sundhedsrelaterede egenomsorgsbehov. Orems antagelser om menneskets natur er vigtige at forstå for at kunne forholde sig kritisk til modellen. Det er lykkedes godt at oversætte og bearbejde dem efter danske forhold. Kulturelt betingede egenomsorgsbehov synes også mere relevante i et multietnisk Danmark end for 30 år siden, da Orems tanker første gang blev udgivet.

Orem mener, at sygeplejersken skal vurdere menneskets egenomsorgskapacitet og behov og herefter yde en målrettet sygepleje på patientens præmisser. Målet er egenomsorg. Egenomsorg er defineret som de aktiviteter, den enkelte sætter i gang og udfører for sig selv for at bevare liv, helbred og velbefindende. Der er behov for sygepleje, når der er ubalance i forholdet. Sygepleje skal således være funderet i omfattende teoretisk viden, som ikke alene kan erhverves ved praktisk træning og erfaring.

Det er en udbredt misforståelse, at Orems sygeplejemodel er identisk med begrebet egenomsorg. Modellen rummer i langt højere grad temaer vedrørende vurdering, planlægning, udøvelse og evaluering af pleje og omsorg. Modellen er en begrebsramme omkring sygeplejepraksis, uddannelse og administration i Orems forsøg på at besvare spørgsmålene: Hvad gør sygeplejersker, og hvad bør de gøre? Hvorfor gør de, som de gør? Hvad er resultatet?

Orem forsøger at etablere sygeplejens grænser. Hvornår er der behov for sygepleje, og hvornår kan sygeplejen høre op igen. Sygepleje er handling, og Orems handlingsbegreb bygger på, at ideer må oversættes til noget, der kan anvendes i praksis på linie med de fleste andre sygeplejemodeller. Ideer omsættes til praksis ved hjælp af sygeplejeprocessen, og sygeplejersken indgår i interpersonelle og sociale handlinger. Teknologiske og professionelt baserede handlinger bygger på en slags sygeplejediagnose forstået som en patients aktuelle og fremtidige egenomsorgskrav og egenomsorgsressourcer. Orem ender med at finde frem til, om der er brug for et støttende/undervisende sygeplejesystem, et delvist kompenserende system eller et helt kompenserende system.

Cavanagh har brugt modellen på fem plejestudier med omfattende plejeplaner, der alle er bearbejdet til danske forhold. De fem plejestudier handler om: En patient i rehabilitering efter en blodprop i hjernen. En patient, der skal lære at leve med sukkersyge. En patient på kirurgisk afdeling. Et barn på to et halvt år, der indlægges. En patient i distriktspsykiatrien. Hvert plejestudie afsluttes med en række spørgsmål beregnet til refleksion og udvikling af sygeplejen. Afslutningsvis evalueres Orems model systematisk, stringent og kritisk med henblik på relevans i forhold til sygeplejens virkelighed og modellens anvendelighed. Anvendeligheden er tydelig i studiet af den psykiatriske patient, hvor modellen nøje granskes med fokus på Orems opfattelse af menneskets natur. Orems model klarer også en kritisk vurdering af anvendeligheden over for det lille barn.

Med den danske oversættelse er sundhedsfremmen anbragt i et større perspektiv, end det almindeligvis antages.

Der er mange forståelsesniveauer i Orems model. Afhængigt af, hvad man søger, kan enhver, der studerer sygepleje, skabe sig et hurtigt og godt overblik over modellen og vurdere, om der er behov for at arbejde med originallitteraturen. Kildehenvisninger er der nok af.

Af Anette Brunshøj, primærsygeplejerske i Herlev Kommune.