Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelse

Sygeplejersken 1999 nr. 48, s. 49

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

GODT VÆRKTØJ TIL VEJLEDNING OG UNDERVISNING

Jens Bydam

Pædagogik

Lærebog for sygeplejestuderende
Dansk Sygeplejeråd ­ 1. udgave
København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1999
139 sider, 172 kr.

SY-1999-48-49-1Undervisning og formidling er en væsentlig del af sygeplejerskens arbejdsområde. Sygeplejersken må derfor have basal viden om pædagogik, så hun kan vælge den i situationen optimale måde at videregive information og tilrettelægge vejledning og undervisning på. Målgruppen er primært sygeplejestuderende, men sygeplejersker med uddannelsesansvar i praksis vil også kunne bruge bogen.

Man mærker Jens Bydams undervisningserfaring i, hvordan stoffet er udvalgt, præsenteres og bearbejdes. Det er med til at gøre bogen nærværende og giver i overvejende grad god forståelse for, hvorfor de behandlede områder er medtaget.

Første del behandler pædagogisk teori og praksis, herunder læring, undervisning, holdninger.

Stoffet fremstilles godt, og Bydam har de væsentligste teorier med. Dog synes jeg, at forfatteren i sin behandling af taksonomier skulle have bemærket og forklaret, hvorfor han bruger en anden terminologi på de enkelte trin i både den kognitive og affektive taksonomi. Jeg mangler også en omtale af kønsforskelle mellem pige- og drengesocialisering i undervisningen.

I anden del beskrives forskellen mellem sundhedsformidling, sundhedsoplysning og sundhedspædagogik. Mestring berøres, og den forebyggende samtale beskrives under overskrifterne ''Den afklarende og den formidlende samtale.'' Stoffet er godt disponeret og omfatter alle væsentlige aspekter. Man kunne dog spørge, om ikke mestringsbegrebet er så kendt stof, at Bydam alene havde kunnet koncentrere sig om anvendelsen af det i sundhedspædagogikken og om en ideologikritisk perspektivering af begrebet.

Sidste del handler om opgaveskrivning, illustreret ved hjælp af processens faser. Jeg synes ikke, at denne del hører til i en bog om pædagogik. Afsnittet er for summarisk i forhold til kravene til opgaveskrivning i mellemlange, videregående sundhedsuddannelser. Derimod kunne jeg have ønsket mig en dybere behandling af skriftlig formidling, fx patientinformation.

Sammenholdes emnerne i ''Pædagogik'' med det forslag til fagbeskrivelse for pædagogik, som findes i Rektorforsamlingens publikation ''Fremtidens sygeplejerskeuddannelse ­ baggrund, rammer samt vilkår for og indhold i en ny sygeplejerskeuddannelse'' fra 1999, er der i overvejende grad sammenfald.

Layoutet er læsevenligt. Jeg kan særlig godt lide de grå bokse, som bryder tekstfladen med dagligdags eksempler på den beskrevne teori eller væsentlige aspekter ved emnet. De mange illustrationer understøtter teksten godt. Enkelte kan fremstå lidt amatøragtige.

Det er bestemt en interessant, relevant og anbefalelsesværdig bog. Jens Bydam giver læseren et værktøj til brug ved tilrettelæggelse af pædagogiske forløb for patienter og medstuderende.

Af Michael Nielsen, sygeplejerske, mag. art. i pædagogik, freelance konsulent og underviser i pædagogik.