Faglig kommentar: Få det dog til at glide

Fru Tut havde været til ambulant undersøgelse på specialafdeling X. Lægen mente ikke, at fru Tuts gener hørte ind under hans speciale, så han ville skrive en henvisning til specialafdeling Y og en til røntgenafdelingen.

Efter et par dage dumpede tre breve ind ad brevsprækken hjemme hos fru Tut. Tre standardbreve, som blot var blevet udfyldt med fru Tuts navn og journalnummer.

Det første brev lød: ''Kære fru Tut. De er blevet henvist fra læge, afdeling X, med henblik på undersøgelse og behandling på afdeling Y. De vil blive indkaldt snarest muligt. Såfremt Deres sygdom forværres, inden vi kan se Dem her, bedes De kontakte Deres læge. Med venlig hilsen . . . afdeling Y'' ­ og så en underskrift, men hverken stillingsbetegnelse eller oversættelse af det håndskrevne. Intetsigende oplysninger om noget, hun netop havde fået at vide af lægen på afdeling X.

Det andet brev var skrevet på samme brevskabelon, afsendt samme dag og bar samme underskrift. Sætningen ''De vil blive indkaldt snarest muligt'' var blot udskiftet med dato og klokkeslæt godt to måneder efter, og hvor fru Tut skulle henvende sig, og hvor lang tid undersøgelser forventedes at tage. Fru Tut skulle ringe, hvis hun var forhindret i at komme. Til sidst stod der, hvad fru Tut skulle medbringe.

Med venlig hilsen personalet

Brev nr. to indeholdt relevante og præcise oplysninger, selv om underskriften var utydelig. Fru Tut var tilfreds og nøjedes blot med at ryste lidt på hovedet over den besynderlige betegnelse: ''Læge, afdeling X.'' Fru Tut undrede sig selvfølgelig noget over, hvorfor ''underskriften'' brugte tid, papir og frimærker på at sende brev nr. ét, når tidsbestilling mv. alligevel blev ordnet samme dag.

Brev nr. tre var skrevet og afsendt samme dag som de to andre. ''Kære fru Tut. Lægen på Deres afdeling har bedt os foretage en røntgenundersøgelse af Dem. Vi må desværre meddele Dem, at vi i øjeblikket har 3-4 måneders ventetid på pågældende undersøgelse. Ca. 2-3 uger før undersøgelsen vil De modtage en skriftlig indkaldelse med nærmere oplysninger. Med venlig hilsen ­ Personalet på røntgenafdelingen.'' Upersonligt, upræcist og uden mindste interesse for fru Tut.

Tænk, hvis lægen på afdeling X havde taget telefonen, mens fru Tut sad i konsultationen, og havde ringet til sin kollega eller en sekretær på afdeling Y og sagt: ''Kære kollega. Har du tid at se på fru Tut nu. Hun kan selv gå derover og er villig til at vente lidt. Der er jo altid patienter, der ikke møder op. Ellers giv mig lige en tid, så jeg kan give fru Tut besked med det samme.'' Ja, tænk, hvis ansatte i hospitalsvæsenet kunne handle direkte og med samme konduite, som vi forventer andre steder i samfundet.

Ressourcer ødes bort

Røntgenundersøgelsen kan åbenbart først foretages 1-2 måneder efter speciallægeundersøgelsen på afdeling Y. Det betyder, at fru Tut skal ulejliges med endnu flere breve og indkaldes endnu en gang. Fru Tut ulejliges og må forsømme sit arbejde adskillige gange. Hospitalsvæsenet råber op om flere ressourcer. Samtidig spildes ressourcer på grund af manglende koordination og bevidstløse rutiner. Det havde måske været til at forstå, hvis ''pågældende undersøgelse'' havde været en koronararteriografi. ''Pågældende undersøgelse'' var et røntgenfotografi af en hånd.

Hvis blot hver enkelt ansat i sygehusvæsenet følte ansvar for at få tingene til at glide til gavn for patienterne, ville der kunne flyttes bjerge. For slet ikke at tale om, at arbejdet ville blive langt sjovere og mere tilfredsstillende.