Notes on nursing kapitel 12: Florence og sproget

Kære Florence!

Du skrev til det somatiske sygehus i England i 1859, og alligevel får du mig til at stoppe op og vende dine ord midt i en psykiatrisk afdeling i 1999. Hvad var det, du kunne med dit sprog?

''Opmuntrende snak og gode råd'' kalder du sarkastisk et af kapitlerne i din bog, og jeg kan næsten høre din skarpe pen hvæse mod papiret:

''Jeg tror virkelig ikke, langvarigt syge kan udsættes for noget mere sindsoprivende end deres venners ukuelige optimisme,'' skriver du, ''lad mig henstille på det alvorligste til alle den syges venner, besøgende og plejere, at de undlader disse forsøg på at ''opmuntre'' den syge ved at bagatellisere situationens alvor og overdrive udsigterne til helbredelse.'' Pludselig får du mig til at se, hvorfor de tre patienter, der sad inde i afdelingens dagligstue i går, ikke ville have besøg i weekenden.

Kunne det ikke være hyggeligt at få besøg af dine børn/venner/forældre, spurgte jeg dem, og de så på mig og rystede på hovedet. De havde antagelig ikke ord til at forklare mig, at de ­ lige nu ­ er langt mere ensomme blandt de velmenende venner, der svinger den ukuelige optimismes fakkel, end de er en regnfuld søndag eftermiddag i dagligstuen blandt de andre patienter på en psykiatrisk afdeling.

Hvad er det så, patienten har brug for? ''Han savner blot et enkelt menneske at tale åbent med uden at nedkalde denne styrtsø af tåbelige forhåbninger,'' svarer du. Og du forklarer mig på tværs af århundredet, at jeg skal kunne udholde at være i kontakt med smerte, angst og håbløshed uden altid at ville gøre noget ved det. Og for at kunne det må jeg turde være i nærheden af mit eget mørke uden straks at tænde lyset.

Du taler også i metaforer. Du skriver sanseligt om den falske trøst, om flosklerne i sygeplejen: ''De minder mig om det slimede spor, sneglen efterlader sig på en solbeskinnet, sydvendt havemur, der bugner med frugt.'' Jeg ser havemuren for mig, mærker duften af moden frugt og ser dyret, der langsomt bevæger sig hen for at fortære frugten. Du er skarp i din symbolik: de floskler, vi kommer til at anvende, trækker slimede spor i sproget.

Lad tungerne hvile

Med samme kritiske pen sætter du fingeren på både befolkningens og sundhedsvæsenets evne til at sammenligne usammenlignelige størrelser, og her tager du gerne lægestanden i forsvar: ''Jeg har hørt en læge blive sværtet til, fordi hans patient ulykkeligvis døde, mens en anden læges patient af et andet køn og en anden alder kom sig af en anden sygdom i en anden del af landet.''

Du opfordrer os til at være præcise i vores sammenligninger, du peger på det unikke i enhver sygehistorie, og du anbefaler alle med hang til dramatik, uvidenskabelighed og sladder til ''at lade deres tunger hvile.''Det er tilværelsens store værdier, du beskæftiger dig med. Du holder min opmærksomhed fangen, fordi du er enkel i dine anvisninger.

Du vover at opfordre os til at fortælle patienten om konkrete hændelser i hverdagen, hvor ''det gode og rigtige sejrer,'' små situationer, hvor mennesker har kunnet nå hinanden. Umiddelbart stopper jeg op: hvem taler nu til dags om ''det gode og rigtige?'' Men ved nærmere eftertanke tror jeg godt, jeg ved, hvor du vil hen. Med dette ordvalg bevæger vi os ind på det almenmenneskelige og eksistentielle plan, hvor vi ­ i særlig grad når vi er syge ­ har brug for at høre, at der stadig sker glædelige ting i verden, og at livet går videre, selvom vi ikke er i stand til aktivt at deltage i det.

Vi taler ud fra de vilkår, vi deler som mennesker, ikke som de roller, vi befinder os i lige nu, som patient og sygeplejerske. Når vi taler om ''det gode og rigtige,'' taler vi som et menneske, der vedkender sig nogle værdier, og som tør udtrykke sig til et andet menneske om dem. Når vi taler sådan sammen, har vi bevæget os væk fra den betragtende og bedrevidende holdning, som du så skarpt anfægter.

''For de syge mister begivenhederne deres rette proportioner. Det er derfor din opgave som besøgende at minde dem om, hvad man er optaget af i resten af verden. Men det kræver, at du har noget virkelig interessant at fortælle dem, ikke bare tom snak.'' (''The happiest hour of the day.'' År 1900. Fra bogen ''A picture of Health'').

Vær nærværende

Længe inden kommunikationsteorierne og de mange terapeutiske retninger kom på banen, satte du ord på patientrollen: ''Man har meget rammende fremført, at de syge minder om børn i den forstand, at for dem mister begivenhederne deres proportioner.

Det er derfor din opgave som besøgende at føre tingene tilbage til deres rette proportioner ­ at minde dem om, hvad man er optaget af i resten af verden (. . .). Men det kræver, at du har noget virkelig interessant at fortælle dem, ikke bare tom snak.''

Her taler du primært til den besøgende, men det er stort set samme besked, som du giver sygeplejerskerne: Vær nærværende, vær til stede! Og giv patienten mulighed for at følge med i verden uden for hospitalet.

Så hvad var det, der gjorde, at dit sprog overlevede næsten halvandet hundrede år, Florence?

Det primære er, at du skriver klart og enkelt.

Du er en tydelig afsender.

Du er skarp, sanselig og provokerende.

Du er personlig uden at blive privat.

Og så er du dybt og varmt engageret i vores fag og i vores muligheder for at udvikle det.

Hvor var det godt, du satte lampen fra dig og lod pennen finde papiret.