Boganmeldelser

ERKENDELSE OG HÅNDVÆRK

Helle Ploug Hansen

At skrive opgave
Indhold og struktur

Sundhedsvidenskab
København: Gyldendal Uddannelse 1999
120 sider, 132 kr. 

Helle Ploug Hansens hensigt er at skabe viden og indsigt i opgaveskrivning som en kreativ erkendelsesproces og som et håndværk. Det er lykkedes godt, og bogen kan bestemt anbefales. Målgruppen er studerende på mellemlange, videregående sundhedsuddannelser og studerende på efteruddannelser i universitetsregi.

''En opgave er et skriftligt produkt, hvor et fagligt indhold præsenteres i en bestemt struktur. At skrive opgave indebærer først og fremmest en kreativ erkendelsesproces, som først og fremmest er knyttet til indholdet, og en teknisk og håndværksmæssig kunnen, som er knyttet til strukturen,'' skriver Helle Ploug Hansen.

Første del er koncentreret om tankerum, metoderum, teori, empiri, data og metodeovervejelser. Anden del handler om selve opgaveprocessen, arbejdsproces, skriveprocesser, forholdet mellem tænkeskrivning og den færdige tekst, litteratursøgning, notatteknik og læsestrategier. To kapitler handler om vejledning og gruppearbejde, dels henvendt til studerende, der skal modtage vejledning, dels henvendt til vejlederne.

Tredje del fokuser på hovedafsnit, erkendelsesprocesser, argumentation, ræsonnement, analyse og syntese, layout, sprog og formidlingsovervejelser. I fjerde del er der konkrete eksempler på anvendelse.

Det er ikke en opskrifts- eller opslagsbog. Den skal ifølge Helle Ploug Hansen læses i sin helhed for at inspirere til at søge ny viden, ny erkendelse og nye erfaringer.

Der er eksempler på litteraturlister udfærdiget efter Harvard-systemet og efter Vancouver-systemet. Bogens egen litteraturliste er opstillet alfabetisk i to dele, anvendt litteratur og anbefalet litteratur. Der er god inspiration at hente begge steder. Desuden er der en liste med internetadresser og et godt stikordsregister.

Af Anette Brunshøj, primærsygeplejerske i Herlev Kommune.

OVERBEVISENDE PSYKOLOGISK DIAGNOSE AF SAMFUNDET

Finn Skårderud

Uro En rejse i det moderne selv

Oversat fra norsk af Nina Bolt
København: Tiderne Skifter 1999
476 sider, 350 kr.

Den norske psykiater Finn Skårderud er sine steder næsten uhyggelig præcis i sin skildring af det moderne menneskes psykologiske vilkår. Hvis nogen erindrer, hvordan man som sygeplejeelev tit var overbevist om, at man selv led af de sygdomme, man læste om, er det lidt den samme fornemmelse, når Skårderud forklarer, hvor smerten og glæden begynder og ender i nutidens samfund. Man føler sig overbevisende psykologisk diagnosticeret.

Det bærende element i bogen er, at den højt besungne individualisme og forestillingen om det selvtilstrækkelige menneske er et blålys. Vi kan aldrig undvære næsten. Vi kan kun udvikle os fra individer til personer i samspil med andre. Samfundsmæssig retorik om den enkeltes frihed overser fuldstændig, at den refleksion, som følger i kølvandet på valgfrihed, kun er frugtbar, hvis vi har andre mennesker at spejle os i. Når vi overvejer, hvordan vi skal vælge, har vi brug for kendskab til andres liv for at kunne vurdere konsekvenser og muligheder. Når vi fornægter det, er det et udtryk for angst for at udlevere sig selv. Det nutidige menneske vover sig ud i alt fra elastikspring til riverdrafting, men tøver med at kaste sig for fødderne af den elskede. Det opfattes som meget mere farligt.

I overbevisning om fællesskabets nødvendighed for os alle præsenterer Skårderud en lang række livshistorier fra sin praksis som psykiater og fra kendte personers (selv)biografier. Disse skæbner giver et interessant indblik i, hvordan forskellige tiders kultur påvirker psykopatologien. De forskellige typer livskvaler præsenteres på en sådan måde, at psykiatriske og psykologiske diagnoser afdramatiseres. Først og fremmest fordi Skårderud foreslår, at disse diagnoser ikke skal tages alt for bogstaveligt, men snarere betragtes som metaforer, ordbilleder, der søger at indkredse lidelsens karakter. Sygdomme kan betragtes som sociale konstruktioner, hvor en eventuel biologisk essens omkranses og ofte domineres af sociale og kulturelle forestillinger. Dernæst fordi Skårderud også udforsker de skabende kræfter, der næres af skam, skyld, smerte og andre følelser, der er forbundet med belastende tilstande. Dermed understreger han, at noget sjældent er så galt, at det ikke er godt for noget.

Det er en almindelig antagelse, at de, som klarer sig godt i livet, også har en stærk og stabil selvfølelse. Den udvendige succes antages helt automatisk at smitte af på det indre. Så enkelt er det ikke, skriver Skårderud, for en uregerlig svingen mellem følelsen af omnipotens og en svidende mindreværdsfølelse er blandt det moderne menneskes mest udbredte plager. Det rammer ikke mindst den mest tilpasningsdygtige og hensynsfulde gruppe, der ikke nødvendigvis er lige så god til at passe på sig selv som til at tage hensyn til andre. Tomheden og den personlige usikkerhed kan lure lige under overfladen hos selv de mest fejrede og anerkendte personer.

Skårderud kommer kort ind på tendensen til at somatisere. Det er mere respektabelt at have fibromyalgi eller amalgamallergi end ondt i sjælen, fordi årsagen til lidelserne kan eksternaliseres, hvis de angives at have en fysisk årsag. De nye medier, der intensivt beskæftiger sig med sygdomme, medvirker til, at epidemier af nye sygdomsbilleder breder sig med lynets hast. Sådanne epidemier har altid været der. Man behøver blot at tænke på arsenikforgiftning og skrivekrampe i forrige århundrede. De teknologiske forudsætninger for hurtigt at få sat symptomerne i system er bedre i dag. Et eksempel er golfkrigssyndromet, hvor alle de lidende hurtigt fik rettet deres symptomatologi ind efter, hvad der var nævnt på Internettet. Hvad der begyndte som en række vidt forskellige symptomer, blev hurtigt et velbeskrevet syndrom, selv om det næppe dækkede over andet end forventelige traumer i forbindelse med krigsførelse, tidligere benævnt granatchok.

Bogen er så velskrevet og har så mange relevante og spændende henvisninger til skøn- og faglitteratur, at den kritiske læser næsten manisk leder efter svage punkter, for nogle må der da være. Kan det virkelig passe, at forfatteren er så klog, belæst, indsigtsfuld og sympatisk, at man griber sig selv i at overveje de positive sider ved kloning? Men der er ikke meget at få skovlen under, selv om det snerper ved nogle få lovlig selvsmagende sekvenser, fx når en Armanijakke sammenlignes med antikke kunstværker, og selvom Skårderud gaber over rigelig mange emner og derfor går lidt let hen over nogle af de mange interessante problematikker.

Af Karen Ellen Spannow, etnograf og sygeplejerske.  

MODVILJE MOD FREMMEDE I SUNDHEDSSYSTEMET

Birgit Møller, Lise Togeby

Oplevet diskrimination
En undersøgelse blandt etniske minoriteter

København: Nævnet for etnisk ligestilling 1999
160 sider, 128 kr. 

Når vi møder patienter, der har en anden etnisk baggrund end os selv, må vi indstille os på, at patientens forudforståelse af os indeholder forventninger om, at vi diskriminerer. Lise Togeby og Birgit Møllers kvantitative undersøgelse af 1.132 tyrkere, somaliere, bosniere, palæstinensere og libanesere viser, at somalierne er mest udsatte og bosnierne mindst. Undersøgelsen er sat i værk af Rådet for Etnisk Ligestilling, der har modtaget klager over diskrimination, og på opfordring fra European Commission against Racism.

Oplevelsen af diskrimination stiger med graden af integration. Fænomenet tolkes gennem teorien om relativ deprivation ud fra hvilken, svareren tilpasser sig sin referencegruppe. Når diskriminationen kommer til udtryk, viser det, at svareren identificerer sig med retten til ikke at blive diskrimineret. Det kan i givet fald betyde, at den dårligt integrerede patient underspiller individuelle behov i samvær med sygeplejersken. Der er metodiske problemer ved at undersøge så små populationer. De interviewede kan have påvirket hinanden ved besvarelsen. Der har været en lav svarprocent på spørgeskemaerne, hvilket undersøgerne forklarer med bl.a. sprogproblemer. En skriftlig oversættelse af sproget alene har ikke givet det ønskede resultat. Telefoninterview gav flest besvarelser, blot var de yngre interviewpersoner svære at træffe. På trods af vanskelighederne med at få svar kan der granskes i materialet, som er et udtryk for, hvad de deltagende har valgt at svare på interviewtidspunktet.

Det store talmateriale er med som bilag, hvorfra man kan uddrage oplysninger om, hvor, hvordan og hos hvem diskriminationen rammer. Vi kan finde de mest sårbare grupper og se, hvornår de etniske minoriteter selv betegner deres oplevelser som diskriminerende. At 148 personer oplever modvilje og fjendtlighed fra sundhedssystemet, forestillede vi os næppe. At 12 personer oplever, at der aldrig bliver skaffet en tolk, når de beder om det, er måske en nyhed for mange. Her er også oplysninger om etniske minoriteters oplevelser af uddannelses- og arbejdsmarked, myndighedspersoner fra politi og socialforvaltning, tilknytning til Danmark, at udøve sin religion, at opdrage sine børn, at spise kulturbunden mad, at gå på diskotek, at få danske bekendte og meget mere.

Hvis undersøgelsen bliver fulgt op, bliver det spændende at se, om de initiativer, der tages til fagliggørelse af området, kan ses i statistikkerne og hvordan.

Diskriminationen til trods ser flere indvandrere og flygtninge danskerne som mere venlige end fjendtlige.

Af Grete Mygind, sygeplejelærer på Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt. 

UDELUKKET FRA FÆLLESSKABET

Helle Rabøl Hansen, Klaus Henriksen

Mobbedreng
En håndbog om mobning

København: Børnerådet 1999
108 sider, 150 kr.

Når børn mobber hinanden, er der tale om mere end almindelige drillerier. Mobning er ''systematisk forfølgelse gennem gentagne drillerier, ondskabsfulde øgenavne, aggressiv adfærd og en nærmest sygelig udelukkelse fra fællesskabet.'' Drillerierne foregår oftest i klasseværelset. Det er meget forskelligt, hvad børnene bliver drillet med. Ofte er det, fordi børnene på en eller anden måde er anderledes end de andre. Rødt hår og handicap er fortsat oplagt at drille med.

I 1998 gennemførte Børnerådet en spørgeskemaundersøgelse om mobning, drillerier og venskaber blandt 1088 børn i danske folkeskoler.

Elevernes svar bekræftede WHOs undersøgelse fra 1998, som siger, at 25 pct. af alle børn jævnligt mobbes, og 32 pct. mobber andre. Det hjælper, når voksne griber ind. De voksnes hjælp er typisk at lytte og snakke, og oftest er det læreren og forældrene, der hjælper mobofferet. Pigerne henter hjælp i de voksne, hvorimod drengene giver udtryk for, at det er svært at indvie voksne i deres problemer.

Der findes ingen entydige svar på, hvorfor nogle børn mobber andre. Børn er påvirkede af det, de ser, og hvis et barn bliver slået i familien, vil det ofte slå andre. Nogle børn savner selvværd.

Bogen indeholder mange beretninger fra børn om, hvordan de er blevet mobbet, og hvilke problemer det har givet dem, mens det stod på og senere i livet. Der er også mange beskrivelser af, hvordan skolen kan gå ind i kampen mod mobning, og en del skoler har en meget aktiv politik på området.

I nogle teoretiske afsnit bliver både moboffer og aggressor beskrevet. Selv om bogen ikke er henvendt til sundhedspersonale, men til lærere, pædagoger og forældre, synes jeg, den er værdifuld for skolesundhedsplejersker og andre, som arbejder med børn og unge. Det at give et barn selvværd starter jo allerede, mens børnene er små. Sundhedspersonale kan også blive mere opmærksomme på mobofferets problemer.

Bogen er letlæst og spændende, og det er uhyggeligt at læse nogle af børnenes beskrivelser. Her er god inspiration til forebyggelse af mobning, og WHOs undersøgelser viser, at mobning falder markant, hvor der bliver gjort en indsats.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.