Synspunkt: Hvad var mit blodsukker?

Jeg blev indlagt på et universitetssygehus i Århus den 15.9.1999 med en blodprop i hjernen. Jeg var lammet i venstre ben og arm og venstre side af ansigtet. Samtidig er jeg insulinkrævende diabetiker. Min diabetes blev opdaget i 1990. Jeg er meget vanskelig at regulere, og jeg har prøvet mange forskellige insuliner for at blive bedre reguleret.

Jeg var som beskrevet indlagt og ude af stand til selv at tage mine blodsukkermålinger på grund af lammelsen. Det var heller ikke noget problem. På sygehuset har man laboranter til den slags.

Jeg mangler at fortælle, at jeg ved indlæggelsen blev frataget al medicin, dvs. piller for blodtryk og al min insulin.

Stik selv

På sygehuset starter man morgenen med at tage blodtryk, puls og temperatur, og derefter kom laboranten for at tage en blodprøve. Lidt senere kom sygeplejersken med min insulin. Pennen var den, jeg selv havde medbragt. Den var blevet mærket med CPR-nr. og navn. Pennen var indstillet og hætten taget af. ''Værsgo, vil du selv stikke. Det er du jo vant til!''

''Tak,'' sagde jeg, ''men jeg vil gerne vide, hvad min blodsukkermåling viser og så indstille min insulinmængde herefter.''

Det kunne ikke lade sig gøre. Resultatet af blodsukkermålingerne nåede aldrig frem før injektion, og jeg fik som følge heraf nogle meget høje sukkertal (20-25).

Jeg fik endog tilbudt et besøg af en mediciner, som mente, at jeg skulle skifte til en anden blandingsinsulin. Om ikke for andet, så var jeg da fri for at stikke så mange gange i løbet af døgnet. Jeg bedyrede, at det slet ikke var det, der var problemet. En omstilling til anden Insulin ville bringe mig ud på endnu dybere vand. Nej, det er patienten eller sygeplejersken. Den, der skal injicere, skal kende resultatet af blodsukkermålingerne, så insulinmængden kan justeres derefter. Alle andre løsninger er galimatias!

Med en blodprop i hjernen er man utrolig træt. Det er ikke ualmindeligt, at man sover op til 15-20 timer i døgnet, og da man er lammet, er det så som så med al fysisk aktivitet. Med så høje blodsukkertal bliver det mest til talrige toiletbesøg døgnet igennem.

Vanskelig patient

Efter nogle få dage kunne jeg begynde at bruge min venstre hånd lidt og bad derfor, om jeg kunne få mine insulinpenne udleveret. Det fik jeg. Herefter tog jeg selv mine blodsukre med mit eget måleudstyr og kunne dosere min insulinmængde derefter. Efterhånden fik jeg normaliseret mit blodsukker igen.

Laboranten kom stadig troligt hver gang og tog blodprøver. Resultaterne fik jeg bare aldrig.

Fra nu af tør jeg aldrig lade mig indlægge til fx operation. Hvad var der sket, hvis jeg havde været bevidstløs?

Helt ærligt, så tror jeg faktisk, at jeg blev betragtet som en noget vanskelig patient, fordi jeg ikke ville indordne mig efter afdelingens normer.

Hvis det står sådan til i landets mange afdelinger inden for sundhedssektoren, må der være et behov for en opfølgning udi lærdommen vedrørende diabetes og denne sygdoms mange facetter.