Næste gang bliver det bedre

Jeg står kl. 8.30 mandag morgen i klassen sammen med en kollega. Det bliver dejligt at få de sygeplejestuderende tilbage efter en måneds praktik. Første time er fælles for alle 80 studerende. De skal udfylde et omfattende evalueringsskema omhandlende første uddannelsesafsnit. Ca. 30 studerende dukker efterhånden op. Det bliver godt nok ikke nogen valid statistik, men sidst evalueringen var skemalagt, mødte kun otte op, og vi måtte aflyse.

Resten af dagen skal undervisningen foregå i basisgrupperne, som hver består af 16 studerende tilknyttet en fast sygeplejelærer. Hensigten er, at de mindre grupper skal fungere som et trygt forum for diskussion; et modstykke til den gængse undervisning, der gives på hold med omkring 40 studerende og mest ligner forelæsninger.

Jeg mødes derfor også med min basisgruppe kl. 9.30. Allerhelst ville jeg være forblevet hjemme under dynen; er forkølet, ondt i halsen og har en generende hoste. Men ikke syg nok til at sætte mine kolleger i en besværlig situation ved at skulle overtage mit hold.

Det hjælper heller ikke på hverken arbejdslyst eller helbred, at jeg kan forvente en dag med brok ­ eller kritisk stillingtagen, som det plejer at hedde. Erfaringsmæssigt ved jeg, at de studerende har svært ved at bruge den korte praktik. I de lange praktikker klager de over, at de fungerer som arbejdskraft. I denne korte praktik kan de ikke nå ''at komme ind i afdelingen,'' de ''bliver ikke inddraget'' og ''modtager ikke vejledning.'' En kort praktik burde faktisk være ideel for målrettede studier, når der ikke er forventninger om arbejdsværdi. Enten har vi ikke været ret gode til at forberede dem på praksisstudier, eller også forudsætter læringen i praksis en social deltagelse. Måske en kombination ­ jeg ved det ikke.

Meget kritiske

Af skemaet fremgår det, at vi har tid til kl. 15. Praktikken skal evalueres og bearbejdes ud fra en skriftlig dataindsamling, som de studerende skal aflevere. Udover de generelle problemer, denne praktik afføder, er min basisgruppe meget kritisk stillingtagende. Allerede ved første møde, første dag på semesteret startede det. Strukturen på uddannelsen, skema, pensumlister, lokaler osv. var helt forfærdeligt. På senere møder fortsattes stilen.

Jeg bliver vist aldrig rigtig god til at tackle sådanne situationer. På den ene side kan de studerende have ret i mange kritikpunkter, men når det fremføres så kategorisk, uden nuancer, uden lyst til en faglig dialog bliver den kvælende. At give begrundelser virker blot som forsvar. Jeg oplever i de situationer, hvor stor afgrunden er imellem sygeplejens stræben efter en akademisk disciplin og de studerendes forventninger om læring af det konkrete håndværk. Og jeg er selv i tvivl.

På den anden side kommer kritikken altid fra de samme 2-3 studerende.

Resten siger ingenting. Tør de ikke? Er de enige? Er det bare en samværsmåde, vi har udviklet; en forlængelse af folkeskolen, hvor det handlede om at få læreren afledt fra det, der egentlig var dagens emne? Eller har kritikken personlig adresse?

Kedeligt at lytte

Men i dag skulle være anderledes. Jeg har lagt mit indre program for dagen.

Først individuelle fremlæggelser af praktikoplevelser, herefter fælles øvelse i analyse af sygeplejerskens virksomhedsområder samt refleksion over sygeplejen.

Under første fremlæggelse må jeg bede to studerende om at tie stille, da de virker forstyrrende. Under anden fremlæggelse anmoder den studerende selv andre om at få ro. Efter pausen fremsættes ønske om at springe resten over, fordi det er kedeligt at lytte til hinanden. Desuden har de allerede hørt alt om hinandens praktikker, fordi de har ringet sammen. Jeg kan betvivle rigtigheden, men det kniber med dokumentationen.

Kompromisset bliver, da jeg instisterer på, at alle skal fremlægge, at indlæggene bliver lidt kortere. Fortsat spredt uro, og min koncentration er dalende. Den forsvinder helt, da en studerende lægger sig til at sove hen over bordet. Min hjerne kværner. Er det blot en provokation over for mig, en utrolig disrespekt over for medstuderende, umodenhed, eller er det blot en fed selviscenesættelse?

Min første reaktion er vrede, men samtidig kan jeg mærke en boblen i maven; det er

Side 43 

simpelthen også morsomt. Jeg kan ligefrem se sceneriet udefra som en film, et tragikomisk teaterstykke.

Da vi får vækket den sovende studerende, viser det sig ikke overraskende, at vedkommende ikke har foretaget nogen dataindsamling. Så sandelig er basisgrupper et trygt forum, man skal bare ikke være lærer.

Rosenthal-effekten

Generelt har der, som ventet, været bred utilfredshed med praktikken og sygeplejerskernes vejledning og interesse. En enkelt studerende bryder dog pludselig den kollektive jammer ved at tale meget varmt og positivt om sit praktikforløb. Jeg bliver fuldstændig overrumplet. Her serveres et klart brud på koden i klassen, men i situationen er jeg ikke i stand til at følge op. Retrospektivt kan jeg genkalde mig, at flere studerende faktisk ytrede sig positivt om deres praktikoplevelser, men jeg lod mig indfange af det negative. Rosenthal-effekten.

Da vi skal til at foretage den fælles analyse, har alle fået nok. De studerende anfører, at jeg kan læse deres analyse i opgaverne, og jeg har intet engagement tilbage. Forsøger noget halvhjertet at motivere, men de er næsten på vej ud ad døren. Og selvfølgelig kunne det jo tænkes, at de har fuldstændig styr på den analytiske del. De bliver dog en halv time længere, da det kendte omkvæd starter: ''Hvorfor skal vi have alle de bløde fag i stedet for f.eks. lægemiddelregning,'' og ''hvorfor skal vi udarbejde individuelle pensumlister. Kan vi ikke bare lave en fælles?''

Som sædvanlig er der ikke tale om reelle spørgsmål eller lyst til dialog, og jeg kan mærke den ironiske distance, jeg lægger til diskussionen. Det er såvel komisk som dybt sørgeligt. Skolen har en forventning om, at de studerende er opsøgende, interesserede og nysgerrige omkring mangfoldigheden af litteratur. De studerende ønsker lektier og helst én lærebog, da bøger er dyre, og gerne en lærebog, der giver håndgribelige anvisninger.

Vi skilles to timer tidligere end berammet. Jeg havde egentlig besluttet at få en snak med ''den sovende studerende,'' men fanges op af to studerende, som har nogle spørgsmål. Spørgsmål, som de oprigtigt ønsker at diskutere. Og overvejende er det min opfattelse af alle studerende i klassen, at individuelt fremtræder de med mange flere facetter.

Alle har potentiale

I rygerummet får jeg en tiltrængt smøg og skimmer nogle af de skriftlige besvarelser. Det sædvanlige spektrum fra udmærkede opgaver til besvarelser, hvor det tager længere tid at læse og give tilbagemelding, end det har taget den studerende at skrive. Den beskrivende del af opgaven volder ikke de store problemer, men det gør analysen, og refleksioner over sygeplejen er stort set fraværende.

I virkeligheden det samme mønster som i deres måde at fremføre kritik på. Heldigvis inkluderer min transport til og fra arbejde en længere togrejse, hvor der er mulighed for eftertanke i fred og ro. Jeg vil ikke løbe fra et personligt ansvar for indhold og forløb af vore møder, men de kan vel næppe laste mig personligt for alle fortrædeligheder vedrørende deres studium. Jeg kunne næsten ønske det, for da var problemet løst meget enkelt og involverede kun én person. Nu handler det om adskillige vordende sygeplejersker.

Deres uddannelse er de negative over for, og sygeplejerskerne i praksis er ikke dygtige og engagerede nok. Hvad er det for et billede og selvbillede dette giver næste generation af sygeplejersker?

Men måske er det ikke så alvorligt. Midtvejs i en uddannelse er det ikke ualmindeligt, at demotivation er fremherskende. Jo flere nuancer, der kommer på en sort/hvid opfattelse, jo mere uoverskuelig bliver verden.

Når jeg i tankerne genkalder mig hver enkelt studerende, så tror jeg, at alle har potentiale til at blive en god sygeplejerske. Og næsten hjemme kan jeg helt glæde mig til næste møde med min basisgruppe.

Det skal blive anderledes.

Kirsten Dalby Rasmussen er sygeplejelærer på Sygepleje- og radiografskolen, Københavns Amt.