Tænk lidt mere på jer selv

For ergonomikonsulent Birgitte Rames på Skejby Sygehus er det indlysende, at sygeplejersker må have et pleje-gen.

''Ellers ville de tænke lidt mere på sig selv,'' siger hun og peger på de akavede arbejdsstillinger, sygeplejersker ofte indtager for at gøre det bedst muligt for patienten.

Nedslidning, arbejdsskader og for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet kan blive de alvorlige konsekvenser af den indstilling. Derfor handler arbejdsdagen meget om hensigtsmæssige arbejdsrutiner og ergonomivenligt udstyr, påpeger hun.

Birgitte Rames har netop fejret fire års jubilæum i et job, som kun findes magen til på ganske få sygehuse i Danmark:

''Min ansættelse skyldes et ønske fra personalet. Skejbys 2.500 ansatte ville gerne have en person, der kan agere ''dårlig samvittighed.'' En person, som med viden og indsigt kan se fordomsfrit på arbejdsprocesser og brugen af al den nye teknologi, som kan så meget herligt, men også skade dem, der skal betjene maskinerne. Det svære er at få folk til at indse, at arbejdet kan gøres på en nemmere og mere hensigtsmæsig måde. Gamle vaner er svære at udrydde,'' siger hun og tilføjer:

''Løsningerne bliver dog først optimale, når de ansatte og jeg spiller sammen. Jeg skal vide noget om afdelingskulturen og om de opgaver, der skal løses, før jeg kan udfordre ''Vi plejer-holdningen'' og stimulere til kreative løsninger.

Aktuelt er hun ved at lægge sidste hånd på en projektrapport til Arbejdsministeriet om tunge personløft på sygehusets intensivafdeling. Projektet har fået penge fra en særlig pulje under ministeriet og består bl.a. af en spørgeskemaundersøgelse og en undervisningsdel. Først skulle personalet fortælle, hvor meget man vidste om forflytningsteknik, så fulgte en undervisningsdel og siden et nyt spørgeskema, som skulle vise effekten af undervisningen. Men inden det aktuelle projekt havde Birgitte Rames allerede kigget på afdelingens fysiske miljø og sammen med bl.a. sikkerhedsrepræsentanterne fundet frem til nogle løsninger omkring indretning og arbejdsredskaber.

''Intensivafdelingen er det rene hightech med helt specielle forhold for personalet. Sygeplejerskerne kunne bl.a. fortælle om mange og tunge løft og om meget lidt plads til at bevæge sig på. Skulle de f.eks. hejse et hovedgærde, måtte de nærmest ligge hen over apparaturet, det være sig dropstativer, medicinpumper, sug, respiratorer, dialysemaskiner, slanger, ledninger osv. Et andet problem var de mange intuberede patienter. Skulle sygeplejersken flytte sådan en patient på lejet, måtte hun holde på tuben med den ene hånd og flytte med den anden. Det siger sig selv, at det måtte give problemer,'' fortæller Birgitte Rames.

Løsningen på en del af afdelingens problemer er blevet nogle gode, funktionelle elbetjente senge, en reorganisering af standardopsætningen, nogle nye dropstativer, samt nogle effektive glidelagener, så patienterne nemt kan flyttes rundt på lejet.

''Tænk lige på en sederet patient, der vejer 100 kg. Hvis han skal lejres på siden eller på

Side 23

maven, er det en tung opgave, men med de nye glidelagener kan sygeplejerskerne nu med elkraft blidt og nemt ændre lejringen,'' siger hun.

Alt er ikke ideelt endnu, understreger hun og nævner bl.a. de nye dropstativer, som er konstrueret sådan, at de kan sidde fast på sengene og dermed give mere gulvplads. Tidligere stod disse ''juletræer'' på gulvet lige præcis det sted, hun kalder ''den hellige plads,'' dvs. dér, hvor sygeplejerskerne meget ofte måtte placere sig for at yde sygepleje til patienten. Men da mange af afdelingens patienter er alvorligt syge, skal de kunne reopereres hurtigt, og det fastspændte dropstativ er i så fald ikke hensigtsmæssigt, når patienterne skal over på operationslejet i en fart.

''Men vi arbejder på sagen for at finde en effektiv løsning på problemet,'' siger hun.

64-testen

Birgitte Rames understreger, at personalet efter hendes mening altid skal have en kropslig oplevelse af den viden, hun serverer for dem. Forflytningsteknik er f.eks. ikke noget, man kan nøjes med at fortælle om. Den skal opleves på egen krop.

''Den slags ''aha-oplevelser'' er nødvendige. Derfor er der altid tale om en proces, hvis jeg skal have de ansatte til at ændre vaner. Det samme gælder indretningen af arbejdspladsen. Her må jeg først tjekke, om det overhovedet er muligt for personalet at bevæge sig hensigtsmæssigt, inden jeg begynder at undervise dem i de rigtige arbejdsstillinger. Ellers sker der ofte det, at de ansatte begynder at individualisere problemet:

Det er nok mig, der er noget galt med. Jeg er heller ikke så stærk. Jeg er ikke ret god, lyder det ofte.

Den slags selvbebrejdelser duer ikke. Jeg plejer gerne at sige, at man skal udsætte sit arbejde for ''64-testen.'' Den går ud på at vurdere, om ens kollega på 64 (året, inden hun går på pension) stadigvæk kan være på arbejdspladsen.

Personaleressourcerne bliver mere og mere knappe. Derfor gælder det om at bevare folk på arbejdsmarkedet, og det kan vi kun, hvis vi får skabt nogle hensigtsmæssige arbejdspladser.

Jeg vil også gerne fremhæve, at vi skal kunne være på en arbejdsplads alle sammen uanset højde og drøjde. Tænk, hvis vi kun skulle ansætte sygeplejersker med en vis portion muskelstyrke, og som var mindst 1,70 m og derover. De unge er generelt højere end os midaldrende, og meget ofte er arbejdspladsen indrettet efter de nye generationer. Men det er jo ikke sådan, at vi ansætter sygeplejersker efter højde og drøjde, men fordi de har nogle faglige og menneskelige kvalifikationer. Derfor kan jeg kun gentage, at vi skal være her alle sammen uanset, om vi er store eller små, tykke eller tynde. Den synsvinkel er nok lidt utraditionel, men vi må have den med, når vi indretter arbejdspladserne. Ellers risikerer vi, at folk bliver syge af at passe deres arbejde,'' siger hun.

Birgitte Rames understreger, at der selvfølgelig er en grænse for, hvor ergonomisk man skal være. Vi skal ikke til at lave ergonomiske arbejdspladser til alt og alle, mener hun. Men hvis man vil undersøge belastninger på jobbet, er det vigtigt at kigge på arbejdsgangene og på, hvordan arbejdet er organiseret. Hvor mange gange, hvor intensivt og hvor præcist en arbejdsrutine skal foregå, er nemlig afgørende for, om man får gener, påpeger hun. Derfor er der et punkt, hvor tingene krydser hinanden. Når belastningen bliver for stor, for høj eller for komprimeret, så skal der sættes ind.

''Men den slags ved man jo som regel ikke, når man får nyt apparatur,'' siger hun og fortæller om sin drøm. Den går ud på, at ergonomikonsulenten og eksempelvis sygeplejeeksperten sammen ser på, hvad der er behov for af ny teknologi og derefter rådfører sig med virksomhederne, så teknikken bliver udformet så ergonomivenligt eller rettere så menneskevenligt som muligt.

Det er utopi endnu, men det ville betyde utrolig meget for de mennesker, som dagen

Side 24

Annonce

Side 25

lang skal betjene det nye apparatur,'' siger hun.

Store hjerter

Birgitte Rames kan pege på mange eksempler, hvor maskinen kommer til at bestemme over mennesket. Et af eksemplerne findes på en afdeling, hun kan kigge over til fra sit hyggelige kontor på sygehuset.

Her laver man TEE ­ trans esofageal ekkokardiografi ­ med et særligt scop, der koster flere hundrede tusinde kroner.

''Det må man naturligvis passe godt på,'' siger hun og tilføjer:

''Jeg er ikke spor ironisk her. Det er vigtigt, der bliver passet godt på det dyre apparatur, men for sygeplejerskerne betød det, at de skulle stå i den mest akavede stilling. De skulle nærmest ligge hen over patienten, dels for at indgive medicin, dels for at holde på patienten, så scopet ikke blev ødelagt. Hele seancen kunne vare 20-30 minutter, og det er længe at befinde sig i så unaturlig en stilling. Her har jeg været inde med en løsning, som sygeplejerskerne er blevet glade for. Løsningen består bl.a. af en kile, som gør, at patienten ikke kan vende sig, ligesom man har fået flere muligheder for at placere sig hensigtsmæssigt, bl.a. også mulighed for at sidde ned.''

Birgitte Rames har tit sagt, at sygeplejersker har nogle store hjerter. Ovenstående eksempel viser det udmærket, synes hun. Sygeplejerskerne er så fokuseret på patienten og deres egen sygeplejefaglige viden, at de ofte glemmer at tænke på sig selv.

Hun har et andet eksempel fra sygehusets afdeling for ultralydsscanning af gravide. Her har sygeplejerskerne oplevet store belastninger af nakke, skuldre og håndled, både fordi arbejdspladsen ved scanneren ikke var indrettet hensigtsmæssigt, og fordi arbejdet blev intensiveret med flere og mere krævende scanninger. De nye maskiner fik simpelthen flere og flere diagnostiske funktioner. Eksempelvis skal sygeplejerskerne nu kigge efter misdannelser, og det kræver endnu mere tid, omhu og præcision end tidligere.

En af sygeplejerskerne på afdelingen er lige blevet opereret for karpaltunnelsyndrom, og mange har været sygemeldte pga. overbelastning.

''Den ekstra koncentration og den ekstra tid, der nu skal bruges til hver enkelt scanning, suser lige ud i musklerne,'' siger Birgitte Rames.

''Derfor kan man heller ikke sammenligne den nuværende arbejdsindsats med den tidligere, og det må man tage højde for.

Også her har Birgitte Rames været inde for at se på funktioner, indretning og arbejdsgang. Det hele er blevet gennemfotograferet, og Birgitte Rames er kommet med forslag til ændringer.

Afdelingssygeplejerske Nina Søndergaard fortæller, at hun og personalet nu er blevet meget mere opmærksom på de skader, der kan opstå:

''Alle har myoser. Det er en del af at sidde og scanne hele dagen. Det skal vi ikke lukke øjnene for,'' siger hun og fortæller, at hendes mand, der er fysioterapeut, har sammensat et træningsprogram, der er specielt godt for nakke, skuldre og ryg.

''Vi kan selvfølgelig ikke drive folk ned i Skejbys motionsrum, men mange er gået i gang. Vi har også en gulerod i form af en fri halv time torsdag morgen. De, der træner, møder kl. 9, vi andre kl. 8,30.''

Birgitte Rames kalder det et flot tilbud, men understreger, at det først og fremmest er arbejdspladsen, der må indrettes ergonomivenligt.

''Ellers individualiserer vi bare problemet endnu en gang,'' siger hun.

Den bevidste forbruger

Nina Søndergaard er så småt på vej til at virkeliggøre Birgitte Rames' drøm om et samarbejde med de virksomheder, der producerer maskinerne. Afdelingen er flyttet ud fra Århus Kommunehospital og medbragte dengang forskellige ældre scannere. Det betød, at der skulle købes nye maskiner, og mange firmaer meldte sig som interesserede:

''Vi var et attraktivt marked. Vi skulle bruge mange nye maskiner og gik derfor i gang med at afprøve diverse tilbud, hvilket egentlig var ret hårdt. Der var mange faktorer, der skulle tages stilling til, funktioner, teknik, kvalitet osv. Vi fik et samarbejde i gang med den fabrikant, vi valgte som leverandør, og det fungerer efterhånden.

Vi har fået rettet flere ting, og der er ingen tvivl om, at vi her har mulighed for at handle som bevidste forbrugere. Det gælder også med hensyn til fremtidige indkøb. For skal vi virkelig igennem med noget effektivt, så skal det ske gennem producenterne. Vi skal simpelthen forlange noget apparatur, der passer til de mennesker, der skal betjene det.''

Birgitte Rames:

''Ja, maskinerne skal tilpasses os. Ikke omvendt.''

Birgitte Rames understreger i den sammenhæng behovet for at få bedriftssundhedstjenesten (BST) ind på sygehusene:

''Jeg har forstand på ergonomi, men herudover er der jo mange andre faktorer, der påvirker arbejdsmiljøet. Med BST kan man trække på et helt team af fagfolk med forskellig baggrund. Alt andet lige vil det give bedre løsninger og bedre muligheder for at forebygge skader,'' fastslår hun.