Hastig udvikling i behandling af barnløse

Billede

Side 57 

I indeværende folketingssamling skal ''Lov om Kunstig Befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.'' revideres. Dette skal ske hvert andet år og ses i lyset af, at forskning og udvikling på netop dette område sker med eksplosiv fart. Det er ofte i forbindelse med disse lovændringer, at de etiske diskussioner i medierne blusser op.

Det tværfaglige team på fertilitetsklinikkerne, dvs. læger, sygeplejersker, bioanalytikere, biologer og sekretærer, er nødt til indbyrdes at diskutere den hastige udvikling inden for specialet, således at der er enighed om, hvilken rådgivning det enkelte par kan tilbydes.

Med denne artikel ønsker vi ­ en interessegruppe af offentligt og privat ansatte sygeplejersker under Dansk Fertilitets Selskab ­ at beskrive in vitro fertilisering (IVF) samt udbrede kendskabet til nogle af de problemstillinger, vi møder i vort daglige arbejde i sygeplejen til infertile par i fertilitetsbehandling.

Siden 1978

Det første reagensglasbarn blev født i England i 1978. I 1982 fik Rigshospitalet mulighed for at tilbyde denne behandling på forsøgsbasis og med finansiering af private fonde. Der blev kun opnået én enkelt fødsel af et barn i perioden 1982-1985 (1).

I 1985 blev laboratorieteknikken forbedret, således at man derefter opnåede flere graviditeter og fødsler. Samme år startede en speciallæge det første private tilbud om behandling med kunstig befrugtning. I årene derefter åbnede flere og flere klinikker. På nuværende tidspunkt er der i Danmark seks offentlige og tolv private klinikker, der tilbyder behandling mod barnløshed.

Det stod hurtigt klart, at det var et speciale med mange etiske problemstillinger og uoverskuelige fremtidsperspektiver, og Det Etiske Råd blev således af regeringen i 1987 bedt om at beskrive og vurdere fremtidsperspektiverne inden for området. Det skabte utrolig megen debat både blandt politikerne og i den brede befolkning.

Klinikkerne arbejdede den gang som nu ud fra retningslinier og vejledninger fra Sundhedsstyrelsen. I 1994 indførte Sundhedsstyrelsen indberetningspligt for alle behandlinger med IVF. Dette blev fra klinikkernes side modtaget meget positivt og opfattet som et udtryk for myndighedernes ønske om at sikre kvalitet på området.

I 1997 vedtog Folketinget den lov, som nu skal revideres og som omhandler:

• anvendelsesområde
• forbud mod behandling
• salg, donation og opbevaring af menneskelige æg
• donation, anvendelse og opbevaring af sæd
• kontrol af behandling
• information og samtykke
• forbud mod forskning og forsøg
• straffebestemmelse.

I 1998 blev der i Danmark udført ca. 7.500 behandlinger, som resulterede i ca. 1.720 kliniske graviditeter. Behandlingerne indbefatter in vitro fertilisering (IVF), IVF med intra cytoplasmatisk sperm injektion (ICSI), kaldet mikroinsemination, oplægning af optøede befrugtede æg samt ægdonationsbehandling. Der er ingen forskel på resultaterne mellem de offentlige og de private klinikker. På landsbasis er der i dag ca. 55 sygeplejersker ansat til at rådgive og udføre plejen til disse par. Nogle klinikker har ikke fastansatte sygeplejersker, men sygeplejersker ansat på freelancebasis. Mange er i faglige sammenslutninger, og næsten alle er medlem af Dansk Fertilitetsselskab, der også tæller læger, laboranter, biologer og sekretærer.

Årsager til infertilitet

Man taler om infertilitet eller sterilitet, hvis et par med regelmæssigt seksuelt samliv

Side 58 

ikke opnår en ønsket graviditet i løbet af en vis observationsperiode ­ som regel ét år (2).

Følgende årsager til manglende fertilitet giver behov for behandling:

• beskadigede æggeledere hos kvinden
• nedsat sædkvalitet
• uforklaret barnløshed
• endometriose
• polycystisk ovarie syndrom
• forstyrrelser i hypofysens produktion af hormoner, f.eks. FSH, LH og prolaktin
• kromosomdefekter i æg/sædceller
• for tidlig overgangsalder.

Er sædkvaliteten stærkt nedsat, tilbydes parret ICSI, en behandling, hvor man direkte injicerer en sædcelle i en ægcelle.

Mænd med nogle former for svært nedsat sædkvalitet uden levende sædceller i sædprøven eller med aflukkede sædveje kan have levedygtige sædceller i testiklerne. Disse mænd kan få udtaget sædceller fra testiklerne eller bitestiklerne ved forskellige mindre indgreb i lokalbedøvelse, kaldet Percutan Epididymal Sperm Aspiration (PESA), Testiculær Sperm Ekstraktion (TESE) eller Testicular Sperm Aspiration (TESA) kombineret med ICSI.

I de offentlige klinikker er der følgende fælles kriterier for fertilitetsbehandling:

• at det er medicinsk rimeligt at forsøge behandling
• at parret har levet i et fast etableret parforhold igennem mindst tre år
• at parret ikke har hjemmeboende fælles børn
• at kvinden ikke er fyldt 37 år, når parret sættes på venteliste. Parret bliver afsluttet, såfremt kvinden fylder 40 år.

På de private klinikker gælder ikke de samme regler. Der er ingen restriktioner, selvom der er hjemmeboende fælles børn, og kvinden må behandles indtil det fyldte 46. år.

Enlige og lesbiske par må ikke modtage lægelig behandling hverken privat eller offentligt.

I offentlige klinikker tilbydes parret tre behandlinger. Dvs. ægudtagning og oplægning af befrugtede æg. Er der ved en enkelt ægudtagning overskydende befrugtede æg egnet til nedfrysning, kan parret på et senere tidspunkt (inden for to år) få oplagt optøede æg i uterus. En påbegyndt behandling, hvor der ikke foretages oplægning af æg, medregnes ikke. Man kan dog højst påbegynde i alt fem forsøg. Uanset om parret har gennemført de tre forsøg eller ej, afsluttes behandlingen efter femte påbegyndte forsøg.

På private klinikker er der ingen restriktioner, men klinikkerne giver altid det enkelte par rådgivning og vejledning om det relevante i at fortsætte behandlingen.

Behandlingsforløbet

Princippet i behandlingen er, at man modner mere end en ægblære (follikel) i en cyklus og udtager æggene (oocytterne) ved ultralydvejledt punktur.

Behandlingen er den samme for parret, om der udføres IVF eller ICSI. Forskellen består i, hvorledes befrugtningen (fertiliseringen) foregår i laboratoriet. En IVF-behandling er en behandling, hvor hvert udtaget æg tilsættes ca. hundrede tusind sædceller, hvorefter én sædcelle selv trænger ind i ægget og fertiliserer dette. Dette svarer til den naturlige befrugtning. Ved ICSI-behandling injiceres hvert enkelt æg med én enkelt sædcelle (se figur 1).

Selve behandlingen forløber i følgende faser: Nedregulering, FSH stimulation, aspiration og transferering. Figur 2 viser, hvordan disse faser ligger i forhold til kvindens menstruationscyklus.

Behandlingen starter med den såkaldte nedregulering. Kvinden får en syntetisk analog til gonadotropin-releasing hormon (GnRH), en såkaldt agonist, for at hæmme produktionen af de overordnede kønshormoner FSH og LH i hypofysen, hvorved opnås en hæmning af follikeludviklingen og forhindring af spontan ægløsning. Medicinen gives som injektioner eller næsespray. Nedreguleringen påbegyndes på 21. cyklusdag og varer mindst 14 dage.

Side 59 

Slimhinden (endometriet) i uterus afstødes i denne periode ved en normal menstruation.

Derefter stimuleres kvinden med daglige injektioner af kønshormonet FSH i doser, som er større end dem, hun selv danner, for at opnå vækst af folliklerne. Samtidig fortsætter kvinden med agonisten, således at hendes egen hormonproduktion forbliver undertrykt og ikke virker forstyrrende ind i behandlingen. Stimulationsperiodens varighed afhænger af, hvordan folliklerne i ovarierne udvikler sig. Væksten følges ved ultralydscanning vaginalt, indtil folliklerne og dermed æggene er modne til at blive taget ud. Follikelmodningen tager sædvanligvis 10-14 dage (se figur 3). Endometriet vil i samme periode vokse og få en passende tykkelse til, at de befrugtede æg kan sætte sig fast.

For at kunne tidsfastsætte ægløsningen (ovulationen) gives en ægløsende injektion, humant chorion gonadotropin (HCG), således at de modne æg vil løsnes 38-42 timer senere. Ægudtagningen foretages inden ægløsningen, ca. 36-37 timer efter injektionen.  

LH:	Luteiniserende hormon
FSH:	Follikelstimulerende hormon
HCG:	Human choriongonadotropin
IVF:	In Vitro Fertilisation
ICSI:	Intra Cytoplasmatisk Sperm Injektion
IVM:	In Vitro Modning
PESA:	Percutan Epididymal Sperm Aspiration
TESA:	Testiculær Sperm Aspiration
TESE:	Testiculær Sperm Ekstraktion

Samtidig med, at ovulationstidspunktet fastsættes, ophører behandlingen med agonisten og stimulationen med FSH.

Selve ægudtagningen (aspirationen) foretages ultralydvejledt gennem vagina. Man suger æggene ud af folliklerne under sterile forhold ved at indføre en tynd nål i æggestokkene (se figur 4).

Follikelvæsken gives til laboratoriet, og indholdet undersøges under mikroskop for æg. Når æggene er fundet, anbringes de i firekammerskåle med næringsmedie. Firekammerskålene opbevares i en inkubator (en slags varmeskab), som holder samme fugtigheds- og surhedsgrad samt temperatur som i kroppen (2).

Sædprøven til brug for befrugtningen medbringer manden hjemmefra, eller han laver den i klinikken.

Æggene befrugtes med sædceller nogle timer efter aspirationen.

Side 60 

Efter ca. 48 timer vil et eller flere æg i reglen være fertiliseret (befrugtet) og have delt sig i 2-4 celler (se figur 5).

De udvalgte befrugtede æg suges op i et tyndt og blødt plastikkateter med en lille smule næringsvæske og lægges op (transfereres) gennem cervikalkanalen og ind i cavum uteri (3).

Kvinden starter efterbehandling med hormonet progesteron. Progesteron er et hormon, som stabiliserer slimhinden i uterus, så de befrugtede æg bedre kan sætte sig fast. Progesteron tages som stikpiller i vagina.

To uger efter transfereringen tages en blodprøve for at konstatere, om der er opnået graviditet. Dersom kvinden er blevet gravid, følges hun med ultralydscanning. Hvis resultatet er negativt, anbefales parret at vente med en ny behandling, til kvinden har haft en til to menstruationer.

Sygeplejeopgaver

Sygeplejeopgaverne på en fertilitetsklinik spænder vidt. Der er instrumentelle, pædagogiske og ekspressive opgaver. Det kræves, at sygeplejersken ud over mestringen af specialet besidder empati, er god til at lytte, samtidig med at hun kan se kritisk og realistisk på tingene.

Vi kommer som sygeplejersker ofte i berøring med de stærke menneskelige følelser, vrede, sorg og glæde, fordi parret hele tiden gennemlever op- og nedture, tro og håb, der enten brister eller bærer (4).

Parret kommer til klinikken med meget forskellige forudsætninger og forventninger. Det er vigtigt, at vi som sygeplejersker forsøger at skabe en atmosfære, hvor vi viser åbenhed og imødekommenhed. Når sygeplejersken møder parret, må hun tage udgangspunkt i det enkelte pars behov og forudsætninger. Hvor stort et kendskab har parret til den forestående behandling? Hvilke oplevelser og erfaringer har de med tidligere udredning og behandling?

Sygeplejersken er ofte den i behandlerteamet, der har den tætteste kontakt til parret. Det er hende, der hyppigst bliver den fortrolige, især i forhold til de følelsesmæssige aspekter af behandlingen.

Meget afgørende beslutninger som f.eks. behandling med anvendelse af donorsæd eller donoræg, adoption eller beslutning om at ophøre med behandling tager tid, måske så lang tid, at en behandlingsstart må udskydes af en tænkepause. Men udsættelsen skal ses i lyset af, at parret må leve med beslutningen resten af livet.

Det er en vigtig opgave for sygeplejersken at afdække en eventuel tvivl eller uenighed hos parret. Hvilke følelesesmæssige problemer kan det f.eks. give, at kun den ene bliver biologisk forælder i en behandling med donor? Var det adoption, parret måske skulle vælge, således at parret var fælles om ikke at blive biologiske forældre?

Et andet dilemma kan være spørgsmålet om, hvor mange resultatløse behandlinger parret skal gennemgå. Hvornår bliver det for stor en psykisk belastning? Er det kun den ene parts behov at forsætte? Er parforholdet måske ved at briste pga. den ufrivillige barnløshed og de gentagne behandlinger?

I disse meget vigtige overvejelser kan sygeplejerskens opgave være at fungere som katalysator og samtalepartner. Støtte parret i processen mod en afklaring af, hvilket valg der præcis er det rigtige for dem.

I vores samtale med parret lader vi vide, at vi er bekendt med, at det er en emotionel belastet situation, de er i. Vi skal støtte parret i at acceptere de følelser og reaktioner, der kan komme i behandlingsforløbet. Parret skal vide, at det er normalt at reagere. De vil ofte opleve et højere niveau af stress og depression og et lavere niveau af selvværd. Et fra begyndelsen velfungerende og glædesfyldt sexualliv kan forringes og ændres til et samliv præget af nødvendighed.

Side 61 

De kan opleve tab af privatliv. Det, som andre mennesker klarer alene to, skal nu have indblanding fra professionelle behandlere.

Hele behandlingen er planlagt som et ambulant forløb, hvilket betyder, at parret har mange kortvarige og intense kontakter med personalet. Sygeplejersken skal være i stand til på kort tid at give den nødvendige instruktion, vejledning og undervisning, så parret føler sig velinformerede og trygge.

I dag administrerer langt de fleste par deres medicin selv. Det indebærer, at parret skal undervises grundigt i medicinens virkning og bivirkninger, steril teknik, injektionsteknik, håndtering af brugte utensilier osv. Det kan være en stor overvindelse for kvinden at skulle stikke sig selv eller skulle stikkes af partneren.

Der ligger en stor pædagogisk opgave for sygeplejersken i at få dette til at lykkes.

Ved næsten hvert besøg i klinikken får kvinden lavet en vaginal ultralydscanning i gynækologisk leje. Sygeplejersken skal i den forbindelse være opmærksom på at skabe en atmosfære, der tager hensyn til den enkeltes blufærdighed og ubehag.

På dagen hvor parret møder til ægudtagning, er de ofte meget anspændte og nervøse. Vil det lykkes at få æg ud og hvor mange? Er sæden god nok til befrugtning? Vil ægudtagningen gøre ondt? Vil den smertestillende medicin virke? Kan der gives ekstra medicin ved behov? Det hjælper at tale om det forestående indgreb og vise forståelse for deres mange spørgsmål. Præmedicineringen og smertebehandlingen må nøje gennemgås, således at parret kan føle tryghed og undgå unødvendig bekymring.

Ægudtagning og ægoplægning er tekniske procedurer, som kræver sygeplejerskens medvirken. Kvinden er til begge indgreb lejret i gynækologisk leje, og der er mange instrumentelle opgaver forbundet med begge typer indgreb.

Under ægudtagningen må sygeplejersken ud over at assistere lægen have sin opmærksomhed rettet mod parret. Hvordan har kvinden det? Skal der tilbydes ekstra smertestillende medicin? Er hun lejret tilfredsstillende? Hvordan har manden det?

Manden har det ofte svært i hele IVF-forløbet. Han kan føle sig uden for i en verden, hvor det nemt kan komme til at se ud til, at hans eneste opgave er at aflevere en sædprøve på det rigtige tidspunkt. Det er kvinden og hendes krop, der udsættes for al ubehaget. Det eneste, han kan gøre, er at være til stede og støtte hende. Sygeplejersken må være ekstra opmærksom på manden og prøve at få ham til at føle sig godt tilpas ved at medinddrage ham i det, der sker. En lille, men væsentlig ting, som kan have betydning, kan være at nævne ham ved navn, når han møder i klinikken sammen med kvinden.

Efter ægudtagningen observeres kvinden for vaginalblødning og smerter, som er de mest almindelige komplikationer.

Heldigvis er komplikationer sjældne, men det er vigtigt, at parret, inden de forlader klinikken, er informeret om, hvorledes de skal handle, hvis der i efterforløbet opstår blødning, smerter eller respirationsproblemer. I meget sjældne tilfælde kan der opstå mere alvorlige komplikationer.

En af komplikationerne er overstimulation. Det kan både forekomme undervejs i stimulationsperioden og efter ægudtagningen, hvor det kan udvikle sig til et egentligt overstimulationssyndrom. Det er den mest alvorlige komplikation til IVF-behandling. Den ses ved ca. 1 pct. af samtlige IVF-behandlinger. Kvinden kan få voldsomt ubehag med kvalme, opkastning, vandladningsbesvær, underlivssmerter, diarre, respirationsbesvær, udspilet abdomen og vægtøgning. Optræder et eller flere af disse symptomer, må parret straks kontakte klinikken, således at der kan tages stilling til evt. hospitalsindlæggelse. Behandlingen i tilfælde af indlæggelse er tæt observation, aflastning og intravenøs væske. I sværere tilfælde kan der blive behov for acites tømning.

Når parret to dage efter ægudtagningen møder i klinikken, er der igen mange informationsopgaver for sygeplejersken. Fra interviewundersøgelser af par i IVF-behandling ved vi, at ventetiden fra oplægning af befrugtede æg til konstatering af, om graviditet er opnået eller ej, er den mest stressfyldte periode i hele behandlingsforløbet (5). Parret må oplyses herom samt om, at der ikke er nogle bestemte restriktioner, der kan forbedre chancen for at blive gravid. Der kan dog være individuelle behov, der bør tilgodeses. Et eksempel herpå kan være hårdt fysisk arbejde, som bør undgås. Generelt opfordres de til at leve så normalt som muligt og lade fornuften råde.

Parret håber selvfølgelig og er forventningsfulde, men oftest også realistiske. Der er ingen garanti for, at behandlingen lykkes. Måske ender en evt. graviditet i en anden alvorlig komplikation, nemlig i en extrauterin graviditet, som er en graviditet, hvor fostret sidder uden for livmoderen. Parret må kende symptomerne på denne tilstand, så de også i den situation ved, hvordan de skal handle.

Meget ofte kommer parret i tanke om spørgsmål efter besøgene på klinikkerne. Er de kommet i tvivl om behandlingsforløbet? Har de forstået informationen rigtigt? Spørgsmål om smerter og blødning. Spørgsmål om tvivl, håb og ængstelse.

Sygeplejersken må stå til rådighed ved telefonen. Nogle klinikker har fast telefontid og andre efter behov. De fleste forespørgsler kan besvares i telefonen, men det er også vigtigt at kunne vurdere, om situationen kræver et ekstra besøg på klinikken.

Det er selvfølgelig altid en stor glæde for klinikkens personale, når behandlingen lykkes, og parret bliver forældre til et sundt og velskabt barn. At se parret i en helt ny rolle er en dejlig oplevelse.

Par, der ikke bliver gravide, vil næsten altid spørge om, hvorfor det ikke lykkedes. Reaktionen kan ofte være meget stærk, og vi må prøve at hjælpe parret igennem på bedst mulig måde. Tilbyde en samtale i klinikken nu eller senere, når parret selv føler, de er parate til det.

Side 62 

Fremtidsperspektiver

Med introduktionen af ICSI i Danmark i 1993 kom der rigtig skred i udviklingen af IVF-specialet. Denne behandling kombineret med muligheden for operativ udtagning af sædceller fra manden (PESA, TESE og TESA) har været den største udvikling siden starten på specialet.

Men udviklingen stopper ikke her. Forskere og faggrupperne arbejder fortsat på at udvikle teknikkerne.

Målet er at minimere hormonstimulationen af kvinden og hjælpe flest mulige par til at få et barn i så få behandlinger som muligt.

I det følgende vil der komme en oversigt over nogle af de udviklings- og forskningsmæssige tiltag, der arbejdes med herhjemme og globalt, samt de etiske og moralske aspekter og overvejelser, IVF-personale har, når udviklingen debatteres på disse områder.

Ny metode på vej

In vitro modning (IVM) eller formodning af æg er en ny metode til modning af æggene. Der er blevet forsket på dette område igennem de sidste ti år.

Behandlingen tager sigte imod, at kvinden ikke stimuleres eller kun stimuleres kortvarigt med FSH. Æggene udtages på et tidligere udviklingsstadium, hvor de ikke er befrugtningsdygtige, og folliklerne er halvt så store som ved ægløsningstidspunktet. Den afgørende forskel mellem IVM- og IVF-behandlingen er, at der ikke indgives HCG ved IVM-behandlingen. Derved undgås den største risiko ved den nuværende barnløshedsbehandling, nemlig overstimulationssyndromet. Æggene modnes nogle dage under kontrollerede forhold i en inkubator og fertiliseres derefter som ved den traditionelle IVF-behandling.

Fordelene ved IVM er, at kvinden skal have færre injektioner med et mindre forbrug af medicin til følge. Hun undgår en ægløsende sprøjte og derved overstimulering, som ovenfor nævnt.

Ulemperne er, at det er langt sværere at udtage æggene, da ægblærerne er noget mindre end ved den traditionelle behandling. Indtil videre er graviditetsraten ikke så høj som ved almindelig IVF/ICSI.

Her i landet har to klinikker forsket og udført IVM igennem de sidste to år, hvorfor metoden endnu ikke indgår som en rutinebehandling. Den ene kliniks mål har været at reducere mængden af medicin og fokusere på den patientgruppe, hvor behandlingen har højest graviditetsrate (6). Den anden klinik har forsket i modningsforholdene af æggene i laboratoriet med henblik på en højere modningsgrad af æggene og dermed befrugtning af de udtagne æg (7).

Diagnostik på æg

To universitetshospitaler har af Den Centrale Videnskabsetiske Komite d. 26. februar 1999 fået tilladelse til at foretage præimplantationsdiagnostik. Præimplantationsteknik ­ populært også kaldet ægsortering ­ har til formål at frasortere æg med alvorligt arvelige sygdomme. Dette kan kun foregå som led i en IVF/ICSI-behandling. I de befrugtede æg, som er nået til firecelle- eller ottecelle-stadiet, er cellerne endnu ikke bestemt til at udvikle sig i en bestemt retning. Dvs. at cellerne ved deling kan danne alle slags væv. På dette stadium af cellernes udvikling er det muligt at fjerne en eller to af cellerne fra det befrugtede æg og foretage en genetisk undersøgelse af disse celler. Dersom det befrugtede æg er raskt, kan det transfereres til uterus.

Behandlere anskuer teknikken som en meget tidlig moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, hvor parret spares for det dilemma, det kan være, at have skabt liv i kroppen for derefter at fjerne det igen. Det er lettere at fravælge et æg, der endnu ikke er lagt op i livmoderen end at skulle tage stilling til en provokeret abort.

Den Centrale Videnskabsetiske Komite har godkendt teknikken på følgende sygdomme: cystisk fibrose, hæmophili, muskeldystrohpi, Lesch-Nyhans syndrom, kronisk granulomatøs sygdom, Chorea Huntington, spinal muskelatrofi, Spielmeyer-Voigts syndrom, dystrofia myotonica, thalassæmi og den svære form for Alfa-I-antitrypsinmangel, der rammer leveren og optræder tidligt i barnealderen.

Fremtidsperspektivet kan blive, at teknikken bliver rutine ved hver IVF-behandling med henblik på at forbedre antallet af levende fødte børn. Ca. hvert fjerde æg, en kvinde danner, har kromosomdefekter og det implanteres derfor ikke i uterus. Hvis det implanteres, bliver det ofte til en tidlig abort. Teknikken vil således specielt hjælpe gruppen af ældre kvinder. Ved ældre forstås i denne sammenhæng kvinder omkring 40 år eller derover. Jo ældre man bliver, jo hyppigere optræder aborter pga. kromosomdefekter og dårlige æg.

Autotransplantation

Autotransplantation betyder, at man transplanterer udtaget ovarievæv tilbage til kvindens egen krop.

Lovgivningen godkender autotransplantation af ovarievæv, men forbyder transplantation af ovarievæv fra én kvinde til anden.

Autotransplantation af ovarievæv kan være en fordel f.eks. til kvinder, der har fået

Side 63 

konstateret cancer. Problematikken for kvinder med cancer er ofte, at kemo- og strålebehandling vil medføre sterilitet. Autotransplantation efter, at kvinderne er erklæret raske, vil give dem mulighed for at få eget ovarievæv tilbage.

Derved vil kvinden have intakt ovariefunktion med normal hormonproduktion samt mulighed for follikeludvikling og eventuel graviditet.

Et fremtidsperspektiv kan være, at kvinden som 20-årig får udtaget ovarievæv, der fryses og transplanteres ved begyndende overgangsalder. Således kan hun fortsat danne eget østrogen i stedet for at skulle have en medikamentel substitution.

I yderste konsekvens kan man tænke sig, at en karrierekvinde i tyverne får udtaget og frosset ovarievæv for at bevare ungdommens potentiale til at få børn senere i livet. Hendes æg undgår derved at gennemgå den naturlige aldringsproces.

Ovenstående metoder, IVM, præemplantationsdiagnostik og ovarieautotransplantation, er stadig på forskningsstadiet herhjemme, men er på nuværende tidspunkt godkendt som forskningsprojekter af Den Videnskabsetiske Komite.

Global forskning

Globalt arbejdes der med cytoplasmadonation, kernedonation og det mest kendte, nemlig kloning. Disse tre metoder er ikke tilladt herhjemme. Kun kloning vil blive uddybet nærmere.

Kloning kan opdeles i to former, nemlig embryokloning og voksenkloning. Embryokloning er ikke et ukendt fænomen for naturen, da enæggede tvillinger er naturens egen kloning.

Embryokloning kan foretages i et laboratorium, hvor f.eks. et firecellet embryo deles. Herefter lægges disse fire identiske celler ind i hver sin ghost-celle (et tomt æg). Alle fire æg lægges tilbage i uterus og udvikler sig til fire identiske individer, enæggede firlinger.

Det mest kendte eksempel på voksenkloning er fåret Dolly. Teknisk set tog forskerne en cellekerne fra fårets yverceller og indførte denne i en embryonal stamcelle tømt for kernemateriale. Ved konstateret deling implanterede man embryonet, i dette tilfælde i fåret igen. Fåret fødte en tro kopi af sig selv.

Det, der kan blive grænseoverskridende de næste par år, er et forholdsvis nyt område, nemlig reproduktionsgenetikken.

Om ca. 3-5 år har genetikerne kortlagt samtlige 100.000 gener og kan på én generation ændre den udvikling af liv, der har varet gennem millioner af år. Hvordan vil det påvirke den globale udvikling?

Reproduktionsbiologien, som vores speciale også kaldes, vil gennemgå en rivende udvikling i de næste mange år. Grænserne for udviklingen og lovgivningen på området er forskellige fra land til land og styret af mange forskellige interesser såsom økonomiske, religiøse og hensynet til videnskabelig prestige.

Vi har som faggruppe gjort os nogle overvejelser om, hvordan vi forholder os til udviklingen. Vi har selvfølgelig forskellige holdninger, da vi er individuelle sygeplejersker med hver vores syn på etik og moral. Vi er i interesssegruppen dog enige om, at vi alle som udgangspunkt er positive over for udviklingen, og er meget trygge ved, at den styres af Folketinget, da forskningen sker så hurtigt. Pressens konstante bevågenhed om indførelse af nye teknikker og behandlingsmetoder sikrer en nuanceret og bred debat både politisk og blandt befolkningen. Erfaringsmæssigt ved vi, at vores grænser flyttes i takt med udviklingen, men lovgivningen på området og Det etiske Råd er vores garant for, at der er en bred opbakning i befolkningen for den behandling, der tilbydes.•

Jeanette Lindahl er ansat på Dansk Fertilitetsklinik, Frederiksberg, Inge Rose Jørgensen på Fertilitetsklinikken, Amtssygehuset i Herlev.

Litteratur

1. Koch L. Ønskebørn ­ kvinder og reagensglasbefrugtning, 1.udgave. Charlottenlund: Rosinante; 1989.
2. Bock JE, Fischer-Rasmussen W, Larsen JF, Secher NJ. Gynækologi, 2. udgave. København: Munksgaard; 1998.
3. Lundström P. Politikens bog om barnløshed. København: Politikens Forlag; 1998.
4. Schmidt L. Psykosociale konsekvenser af infertilitet og behandling. København: FADL's Forlag; 1996.
5. Goacher L. In vitro fertilisation. A study of clients waiting for pregnancy test results. Nurs Stand, 1995; 10 (2): 31-4.
6. Mikkelsen AL. ''Factors affecting the development of oocytes and embryo in IVM-ET'' The Second International Alpha Congress ­ September 16-19,1999 Copenhagen, DK: Abstracts s-4. In pres Human Reprod. Suppl.
7. Grøndal C, Høst Hansen T, Marky-Nielsen K, Hyttel P, Ottesen JL, Ahnfeldt-Rønne. ''MAS incluced oocyte maturation in vitro humans ­ Preliminary experience'' The Second International Alpha Congress ­ September 16-19,1999 Copenhagen, DK: Abstracts s-5. In pres Human Reprod. Suppl.