Boganmeldelse

LÆGMANDS ROLLE SKAL VÆRE KRITISK

Gitte Meyer

De andres viden  
Frygt og underdanighed i vidensamfundet

København: Høst & Søn 2000
231 sider, 248 kr. 

Diskussionen om forskning og teknologi præges af, at videnskab enten er noget, folk frygter og tager afstand fra, eller noget, de tilbeder og underkaster sig ­ to varianter af samme grundsyn.

De er begge lige skadelige. Den følelsesladede afstandtagen eller den ukritiske underkastelse mangler begge den kritiske forholden sig til og analyse af de produkter, videnskaberne frembringer. Herved får teknokratiet eller ekspertvældet frit spillerum. Den forskningsbaserede viden trænger dagligt ind på nye områder og griber ind i vor hverdag med informationer, forskrifter og direktiver, lægfolk kan have svært ved at forholde sig til.

Den forskningsbaserede viden adskiller sig fra troen på et meget væsentligt felt. Troen kan ikke anfægtes. Enten er den der, eller den er der ikke. Den videnskabelige viden skal man derimod til stadighed afprøve og være skeptisk over for. Det er jo netop den måde, viden udvikler sig på. Faren ligger i, at forskningens resultater kun bedømmes ud fra de enkelte forskergruppers forforståelse uden en kritisk forholden sig af en offentlighed med en anden virkelighedsopfattelse.

Vi ser på, hvad der sker, når forskeren bevæger sig fra at være opdager til at blive opfinder. Vi får indblik i, hvad der sker, når statistiske abstraktioner kommer til at tælle mere end personlige motiver til handling. Der ses kritisk på, hvilke områder forskningen har produceret ny viden på om mennesket. Eller endnu mere interessant, hvad er det for handlinger, udledt af forskningen, hvor man endnu mangler at få viden om, hvorfor tingene sker, og hvad de evt. på længere sigt indebærer i yderste konsekvens. Kan man sige, at der udføres eksperimenter med mennesker uden forskningens betryggende rammer af selvjustits? Forskningsbaseret manipulation med æg, sæd, arvemasse, vækst, ernæring, uddannelse, arbejde og død sættes til debat. Der peges på den videnskabelige begrænsning. Det skal ikke altid tages for gode varer, når en forsker fremstår alt for sikker og medievant. Det kan jo bare være udtryk for, at han kender den lettere vej til de offentlige forskningsbevillinger.

Gitte Meyer appellerer til, at vi tager vor rolle som lægmand alvorligt. Rollen indebærer, at vi forholder os skeptisk spørgende til forskningen og ikke tager ekspertudsagn for pålydende, men kræver at få forelagt den baggrund, hvorpå disse udsagn bygger.

'' Jo mere forskning der bedrives og bruges i et samfund, des mere tænkning og diskussion om forvaltning af viden er der brug for.''

En spændende bog, der åbner vore øjne for, at det givne ikke altid er så givet endda. Efter bogen sidder jeg tilbage med en større bevidsthed om, hvor lidt vi ved af det, vi troede, vi vidste. Og det er ikke så ringe endda.

Af Jens Bydam, uddannelsesleder på Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt.