Tværfagligt samarbejde forudsætter faglighed

Spændende betragtninger Helle Nørlykke og Jens Peter Borup kommer med i deres indlæg om det tværfaglige samarbejde.

Det må da gøre indtryk ­ og I vedkender jer også som garvede socialrådgivere ­ at meldingerne fra evalueringen af ''På Tværs'' i Horsens er jer velkendte fra øvrige samarbejdsrelationer, I har været en del af. Men jeg kan ikke læse af jeres referat af evalueringen, at socialrådgiveren har ansvaret for det tværfaglige samarbejde, blot at det er ''faggruppen der vanskeliggør'' det.

For mig er første forudsætning for at indgå i et tværfagligt samarbejde omkring en familie, der har brug for støtte og hjælp, at være monofaglig ­ dvs. kende og være tydelig i sin egen faglighed og kompetence ud fra de love, vi fælles arbejder under for at nå målet, nemlig at forældrene oplever

• at have valgmuligheder
• at være medansvarlige
• en koordineret indsats
• optimalt fagligt resurseforbrug
• tværfagligt samarbejde
• at barnet og familiens stærke sider vokser
• at ha' en kontaktperson
• at hjælpen virker
• at de kender vejen og målet for hjælpen

Der er jo en grund til, at en kommunal forvaltning har ansat forskellige faggrupper, nemlig at opnå en synergieffekt, så 2+2 bliver 5.

Sammenligner vi det tværfaglige samarbejde med det at bygge et hus, er det bygherren, der koordinerer den arkitekttegnede skitse. Bygherren har dyb respekt for og tro på, at elektrikeren klarer alt det elektriske, at VVS-manden sørger for det, han er god til osv., således at huset bliver funktionsdygtigt og trygt at bo i. Selvfølgelig indkalder bygherren til byggemøder, hvor alle (inklusive arkitekten) får et billede af, hvordan huset ser ud, grundens beskaffenhed osv. Herefter bliver opgaverne fordelt, og tidsfristerne aftalt. Alle ved, hvad opgaven er, og hvem der udfører hvad. Det, der opnås, er:

• faglig succes
• målrettethed
• overblik
• forudsigelighed
• at tværfaglighed er et gode
• respons og respekt
• minimale hovsaløsninger

For mig er tværfaglighed det samme som et sådant byggeri. Arkitekterne er forældrene og bygherren socialrådgiveren. Begynder vi at så tvivl ved, om de enkelte faggrupper kan deres kram, er vi i fællesskab på vej i en nedadgående spiral.

Kun ved i fællesskab at sætte ord på vores fælles daglige frustrationer, være nysgerrig efter, hvad der gør forskelligheden i faggrupperne, finde vores fælles resurser og sammen definere den fælles ordbog og kultur kan vi nå målet med vores arbejde og undgå faglig isolation og udbrændthed.

Læs også "Socialrådgivere får skylden for dårligt tværfagligt samarbejde"