En dag i forsvarets sundhedstjeneste

Dagen startede med et fælles møde for det samlede personale på et af infirmerierne. På et sådant sted arbejder der typisk en overlæge, en sygeplejerske, en tandlæge, en klinikassistent og et antal sygepassere. Nogle steder er der senge til de indlagte værnepligtige, andre steder må de syge transporteres hen til et områdeinfirmeri for at blive indlagt.

Formålet med mødet var at introducere det nyligt startede projekt omkring implementering af en elektronisk patientjournal på infirmerierne. Vi havde valgt at tage rundt til alle infirmerierne, spredt over landet på ca. 25 steder. Erfaringsmæssigt ved jeg, at viden, fælles fodslag og medinddragelse fra starten tjenes mangefold ind senere, når systemet skal bruges.

Mødet foregik i den lokale kaffestue med plastikdug på bordet, en boblende kaffemaskine på en hylde, en sofagruppe, som ikke just var fra Illums Bolighus og den allestedsnærværende videomaskine og et fjernsyn. Rummet bruges døgnet rundt af de vagthavende sygepassere. Det er noget svært at få samlet tropperne, for butikken kan jo ikke lukkes.

Ude i gangen på en bænk af den gammeldags rygløse type sidder der hele tiden tre unge knøse i grønne uniformer og venter på konsultation. De sidder i strømpesokker, for der hænger et skilt på indgangsdøren om, at støvlerne skal tages af. Hver eneste gang, jeg ser de unge knægte, undres jeg. For mig at se er de rene børn og absolut ikke anvendelige som soldater.

Men, men, men, ét er mine fordomme, noget andet er virkeligheden. Med mig til mødet har jeg stabslægen for flyvevåbenet. Sundhedstjenesten har besluttet, at vi skal tage denne introduktionstur sammen, for at min introduktion til personalet kan forløbe bedst muligt ­ jeg er jo trods alt både kvinde og civil.

Kravlekursus mod edb-skræk

Stabslægen gennemgår kort projektets forhistorie og fortæller om systemets funktionalitet på både kortere og længere sigt. Han taler altid meget hurtigt og er ikke bleg for at bruge fremmede edb-ord. Ingen afbrød og stillede uddybende spørgsmål. Derefter tog jeg over og fortalte om projektorganisationen, tidsplan, arbejdsopgaver for den kommende lokale superbruger og min egen baggrund for at udøve jobbet. Så var det tilhørernes tur. Der var en del spørgsmål. Sygepasserne ville gerne vide, hvordan de kunne anvende journalen, og om de eksempelvis måtte skrive i den? Jeg fortalte dem, at det juridisk er i orden, at de skriver i journalen, men at man skal kunne både se og spore, hvem der har skrevet, og at det måske også vil kræve et kursus i journalskrivning.

En enkelt deltager omkring bordet stod vist helt af. I alt fald gemte hun sig godt og grundigt bag BT, mens vi fortalte, og så kun op ved direkte henvendelser. Min vurdering er, at hun som mange andre kvinder i 40-50-års alderen har edb-skræk. Hende må jeg se at få samlet op ved en anden lejlighed. Jeg satte hende på min liste til et af de kurser, som jeg kalder for ''Kravlekursus,'' hvor personer, der aldrig har rørt en pc, f.eks. får lov at lære musen at kende ved kabalespil og gennemgået tastaturet.

Besøget blev afsluttet med, at vi fysisk gennemgik infirmeriet, dels for at se, hvad de havde af udstyr, dels for at få en snak om, hvor der formodentligt skulle bruges noget, når journal og booking kører elektronisk. Det så ud til, at der skulle anskaffes fire pc'er ud over dem, de allerede havde. En fornuftig udstyrsplacering ville være i receptionen, på overlæge- og sygeplejekontorerne, i de to konsultationsrum og to på tandlægeklinikken. Der var kabler i alle rum undtagen hos tandlægerne. Den lokale IT-driftsstøtte lovede at tage sig af dette. Derudover skulle der anskaffes en netprinter, en receptprinter og evt. en scanner.

Prioriteringsliste som godnathistorie

Hjemme fulgte jeg op på en mail, jeg havde sendt til Aalborg Universitet vedrørende et projekt om udvikling af et cd-rom-undervisningsprogram i den elektroniske journal, til brug for de ca. 160 løst ansatte rådighedslæger, som vil have svært ved at deltage i kurser. Meldingen var positiv, og vi arbejder

Side 31 

i fællesskab videre på sagen, som vil kunne være til glæde for begge parter: Billigt for os og lærerigt for dem.

Jeg havde i sidste uge besøg af en sælger fra et firma, som udvikler og sælger cd-rom-undervisningsmateriale, men sælgeren blev lidt flakkende i blikket, da vi begyndte at tale økonomi. Han kunne vist fornemme min nedtrykthed, da han nævnte en pris på ca. 500.000. En pris, som er totalt urealistisk for os at betale i forbindelse med undervisning af 160 mennesker. Derfor har jeg tænkt kreativt og er gået til universitetet i stedet. Jeg krydser mine fingre.

En anden arbejdsopgave gik ud på at få fat i en rapport fra et sygehus, hvor man har lavet én fælles tværfaglig journal. Derefter samlede jeg al min indsamlede dokumentation om emnet til de tre stabslæger. Dokumentationen omfatter nu svar fra Sundhedsstyrelsen, referat af telefonforespørgsler til Lægeforeningen og Vejle Sygehus, hvor man anvender en fælles elektronisk journal og Sundhedsstyrelsens ''Vejledning om lægers journalføring.''

Så var der disse ugers gennemgående arbejdsopgave: Kravspecifikationen ­ et værk på ca. 100 sider, som omfatter alle funktionelle, tekniske og projektmæssige krav til det kommende system. Der var fortsat ting, som skulle revideres, for jeg suger ny viden til mig hver dag. Specielt har infirmeri-besøgene givet meget. I dag har jeg brugt en del tid på at få indarbejdet nogle funktionelle krav, som ikke ligger naturligt i et praksissystem. Det er et system på niveau med de systemer, som de praktiserende læger bruger, som der er påtænkt at anskaffe her.

Forsvarets infirmerier er efter min vurdering imidlertid noget mere end en praksis, og dette betyder noget for systemets funktionalitet. Eksempelvis er det nødt til at være indbygget i systemet, at infirmerierne er geografisk spredt, så man kan se, hvor et journalnotat eller en behandling er registreret.

Jeg har brug for en hjemlig sparringspartner til drøftelse og planlægning af den organisatoriske udbredelse. Derfor arbejdede jeg med et kommissorium for en lokal følgegruppe, bestående af de tre stabslæger, stabstandlægen, planlægningschefen og stabschefen. Så skulle alle vist være på banen.

Kommissoriet skal jeg forelægge generallægen til godkendelse. Følgegruppen skal jeg bruge til godkendelse af takt og rækkefølge for ibrugtagningen af journalen på infirmerierne, godkendelse af funktionsbeskrivelse for de lokale superbrugere, drøftelse af den tværfaglige journal og den slags ting, som jeg kan fremlægge min egen holdning til, men ikke kan tage den endelige beslutning omkring.

Efter en lidt for lang dag pakkede jeg tasken, og optimistisk puttede jeg også lidt godnatlæsning ned i den ­ en prioriteringsliste over vores opstillede krav.

Anette Pilested er projektleder i Forsvarets Sundhedstjeneste.