Den gode fjende og fællesskabet

Unges brug af ecstasy har skabt panik hele sommeren 2000. Medierne har haft travlt med at puste til panikken, og enhver med kendskab til ecstasy og brugen af det er blevet skamredet i trykken, på skærmen og i æteren. Det kunne se ud, som om Danmark pludselig havde fået et kæmpeproblem, som måtte bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Selv sundhedsministeren

Side 35 

måtte bøje sig for presset og nedkomme med en plan, hvis primære formål kan siges at være at give det udseende af, at de ansvarlige myndigheder ikke bare vil, men også kan, stoppe brugen af illegale stoffer.

Imidlertid har man i de sidste godt 30 år til stadighed opprioriteret en indsats i forhold til illegale stoffer, uden at indsatsen kan siges at have haft nogen nævneværdig betydning for den faktiske brug af stofferne. Den største mængde af ressourcerne ­ antagelig omkring 85 pct. af et stort, men ukendt antal millioner gode danske kroner ­ er blevet tildelt politiets kontrolarbejde, der skulle tjene til at gøre stofferne sværere tilgængelige, og dermed gøre dem dyrere. Den øvrige del af ressourcerne er blevet brugt på information, præventive kampagner og behandling.

De egentlig hårde stoffer, der enten er derivater fra opiumsplanten som morfin, heroin og kodein eller syntetiske smertebehandlingspræparater som f.eks. ketogan og metadon, anvendes og misbruges af en lille gruppe. De eksperimenter med opioider, der var i slutningen af tresserne, indbefattede en bredt socialt sammensat gruppe, men det varede ikke længe, før stoffet socialt dumpede til bunds, og mere end 90 pct. af dem, der i dag er afhængige af opioider, har en broget opvækst og talrige psykiske og sociale problemer med i bagagen. Antallet af opioidafhængige har været stabilt i en del år. Man skændes med jævne mellemrum om, hvor mange der er, men ingen skønner meget over 12-13.000, dvs. under 0,3 promille af den danske befolkning.

Antagelsen af, at det er stofferne alene, der har ødelagt disse menneskers liv, er tvivlsom. Næppe nogle af dem ville have haft en helt ukompliceret tilværelse, selv om de ikke var blevet stofmisbrugere. Men naturligvis gør det ikke ligefrem deres leveforhold nemmere, at afhængigheden af illegale stoffer både betinger og forstærker en kriminel adfærd, og at uhygiejniske injektioner ofte virker ødelæggende for helbredet.

Det er især pga. disse knap 0,3 promille af den danske befolkning, at alle politiafdelinger i hele landet er blevet udstyret med en afdeling for narkotikakriminalitet, der har det ædle formål at beskytte os alle sammen mod narkotikaens svøbe. Mange narkomaner tilbringer en god del af deres tilværelse i fængsel, men denne form for indgriben kaster sjældent noget positivt af sig. Desuden er indsatsen overordnet set uden iøjnefaldende resultater; mens antallet af politiansatte, der har til opgave at opklare narkotikakriminalitet, er blevet forøget, er priserne på narkotika faldet, og antallet af afhængige misbrugere er i det højeste stagneret.

Rekreativt brug af illegale stoffer

I samme tidsrum er det rekreative forbrug af illegale stoffer steget støt. Lige siden de første fede blev fyret i tresserne, er procentdelen af unge, der mindst en gang har prøvet at ryge hash, steget med cirka 10 pct. hvert årti, således at vi i dag regner med, at ca. halvdelen af alle under 30 har røget hash mindst en gang. Prisen har uforandret været ca. 50 kr. pr. gram i årevis. Den præventive og kontrolmæssige indsats har altså stort set ikke virket, og i dag må det nærmest regnes for normalt, at man på et eller andet tidspunkt i løbet af ungdommen eksperimenterer med sjov tobak. Det er de færreste, der selv køber hash på det åbne marked, de får eller køber det fra venner og bekendte, ofte til private sammenkomster.

Mens hash mest indebærer, at man flader eller flipper ud, så giver de centralstimulerende stoffer en optur, der indebærer, at man kan holde sig længere vågen, holde ud til flere strabadser og drikke mere alkohol uden at gå under bordet. Det mest almindeligt anvendte centralstimulerende middel er amfetamin, der meget betegnende kaldes fattigmandskokain. I de sidste 30 år er brug af amfetamin steget, men vi taler om langt lavere procenter, end det gør sig gældende for hash. Ifølge tilgængelige tal fra skole- og ungdomsundersøgelser i årene siden 1970 drejer det sig om en stigning fra ca. 2 pct. til ca. 5 pct., der en eller flere gange indtager amfetamin, som regel i forbindelse med diskoteksture eller andre sociale begivenheder, hvor der danses og scores.

Siden sidst i 80'erne er brugen af ecstasy, der er et amfetaminlignende stof, steget stille og roligt indtil nu, hvor man skønner, at op mod 5 pct. af de unge prøver det mindst en gang. Nye tal med henblik på at afdække brugen af ecstasy hos de 20-30 årige er på vej, men foreløbige meldinger fra indtasterne tyder ikke på nogen himmelflugt.

Brugen af kokain er også steget lidt, men hidtil har priserne kombineret med kokains korte virkningstid (omkring en halv time) begrænset udbredelsen. Hvis priserne falder, og det kan udviklingen i Sydeuropa tyde på, må man nok forberede sig på, at flere af dem, der nu bruger amfetamin eller ecstasy, vil foretrække kokain. Allerede nu er kokain en komplicerende faktor i behandlingen af de opioidafhængige, der er i metadonbehandling, fordi det kan give det sus, som for mange narkomaner er en integreret del af afhængigheden. Kokain kan skabe en stærk og svært behandlelig afhængighed hos regelmæssige brugere.

Der optræder også andre stoffer i det rekreative repertoire, men deres betydning er mindre, dels fordi de anvendes af ganske få procent, og dels fordi de ofte ikke anvendes med nogen form for regelmæssighed. De almindeligste er gode, gamle kendinge fra 60'erne som LSD og psilosybinholdige svampe, der begge må kategoriseres som hallucinogener, dvs. stoffer, der medfører forskellige grader af forvrængede sanseopfattelser.

Der er ingen indlysende grund til, at det netop er ecstasy, der bliver gjort til genstand for særlig opmærksomhed. Det er kun et ud af flere illegale stoffer, der siden 1970 har vundet større udbredelse. Årsagen til de seks dødsfald, der af en overivrig formiddagspresse i løbet af 2000 er blevet

Side 36 

forbundet med ecstasy, er for fleres vedkommende stadig uafklaret, og formodentlig er der kun ét dødsfald, der skyldes ecstasy, mens de andre kan skyldes PMA og PMMA, to nye amfetamintyper, der optræder på markedet bl.a. i en højdosispille, der går under navnet mitshubishi.

I forhold til hvor mange ecstasydoser, der er indtaget i Europa de sidste 15 år, er antallet af dødsfald ­ hvor ulykkelige og unødvendige de end er ­ beskedent på europæisk plan. I samme periode er der mange, mange flere unge, der pga. overdreven alkoholindtagelse er kommet af dage, fordi de blev involveret i trafikuheld. Man kan derfor undre sig over, at der ikke har rejst sig et folkekrav om at få gjort noget ved unges indtagelse af alkohol. Mens langtidsvirkningerne af ecstasy er usikre, så er langtidsvirkningerne af et højt alkoholforbrug velkendte og bedrøvelige.

Virkning og bivirkninger

Alle stoffer kan misbruges, men i almindelighed er der ikke tale om, at brugerne af amfetamin, ecstasy, kokain m.m. er afhængige af stofferne, der tages ved bestemte, som regel festlige, lejligheder ­ og selv om der er tømmermænd i form af nedture og mismod, behøver brugen tilsyneladende ikke at være særlig risikabel. Amfetamin blev først forbudt i 1960'erne, og det blev med rund hånd delt ud til soldaterne i 2. verdenskrig, så de kunne holde sig vågne på kritiske tidspunkter. Efter krigen optrådte det som ferietabletter og i slankekure. Det er således indtaget af mange uden tilsyneladende at have medført mange bivirkninger.

Den umiddelbare virkning af ecstasy er opstemthed, velvære og en følelse af udadvendthed og samhørighed med omgivelserne, der gør brugeren venligt, for ikke at sige kærligt, stemt. Der kan optræde lette hallucinationer. Mange nævner det som et godt stof i forbindelse med sex, og det går også under betegnelsen love-drug. Virkningen af ecstasy skyldes, at der frigives mere af transmitterstoffet serotonin i hjernen end ellers. Det virker derfor forskelligt fra amfetamin, der blokerer for genoptagelsen af serotonin og på den måde øger serotonineffekten.

Den dosis ecstasy, der skal til for at fremkalde en rus, ligger på mellem 80 og 120 mg, og rusen varer 4-6 timer (1). Eftersom stoffet fremstilles og sælges illegalt, er det naturligvis vanskeligt for brugerne at kende det faktiske indhold af tabletterne. Det indebærer, at den dosis, der tages, ofte er ukendt. I almindelighed regner man med, at mindst 20 pct. af de piller, der sælges som ecstasy, indeholder andre stoffer, mest amfetamin.

En af de akutte ­ og i sjældne tilfælde fatale ­ bivirkninger af ecstasy skyldes ikke så meget stoffet som den adfærd, der er knyttet til indtagelsen. Da ecstasy ofte tages ved lejligheder, hvor der danses vildt og længe, kan brugeren blive overophedet og udtørret, således at der ved manglende væskeindtagelsen kan opstå forskydninger i kroppens normale væskebalance. Det medfører forskydninger i bl.a. blodets kalium og kan i værste fald føre til hjertestop.

Der er også observeret dødsfald, fordi brugeren, efter mange formaninger om at indtage tilstrækkeligt med væske, har drukket så meget, at der er opstået generelt ødem. Væske skal indtages med omtanke, og der skal holdes passende pauser i de fysiske udfoldelser, så man ikke drukner sig selv. Ecstasy kan nemlig virke således, at det kan blokere for væskeudskillelsen, så der dannes intracellulært ødem. Man skal altså ikke blot drikke, men også lade vandet.

Endelig er der observeret tilfælde af serotoninsyndrom, som opstår ved meget høje koncentrationer af frigivet serotonin. Symptomerne inkluderer delir, konfusion, hjertebanken og stærkt forøget muskeltonus. Det kan i sjældne tilfælde ende med generelle kramper og koma.

Der er nogen usikkerhed omkring eventuelle langtidsvirkninger af ecstasy. Laboratorieforsøg med forskellige dyr peger på, at et regelmæssigt forbrug på længere sigt griber ind i serotoninstofskiftet i hjernen og nedsætter serotoninproduktionen, så depression kan blive resultatet. På den anden side er der ikke fra lande som f.eks. England, der har haft problemet med ecstasybrug i mange år (og hvor 15 pct. af alle unge har prøvet det), nogen rapportering om depressioner som følge af ecstasybrug. Det kan skyldes, at symptomer på depression måske ikke år efter brugen kan tilskrives ecstasybrug. Der kan endvidere være en vis underrapportering af skadevirkninger, fordi praktiserende læger ikke inddrager spørgsmål om rusmiddelbrug i deres diagnosticering. Vores humør og mangel på samme baserer sig på en hårfin balance mellem de forskellige transmitterstoffer i hjernen, og der er fare for, at ecstasy brugt gennem længere perioder, også selv om det ikke er hver dag, kan gribe forstyrrende ind i denne balance.

Hvorfor bruger unge ecstasy?

Der er givet mange forklaringer på, at de unge bruger ecstasy på trods af, at de fleste brugere er velorienterede om risikoen for ubehagelige langtidsvirkninger. Interviewundersøgelser med ecstasybrugere (2) tyder i hvert fald på, at brugerne følger godt med i diskussionen om eventuelle risici ved at tage stoffet.

Det forhold, at fremtiden altid er langt væk, når man er ung, gør sig sikkert gældende, men derudover kan der være tale om, at brugen af ecstasy er knyttet til samværet med den klike, man tilhører, og selv om meget få af de interviewede brugere mener sig underlagt gruppepres, kan det nok ikke helt udelukkes.

Derudover kan man hævde, at ecstasy er ''stof til tiden'' (3). I en kultur, der vægter deltagelse i grænseoverskridende begivenheder og udadvendthed så højt som den danske ­ og vestlige ­ kan det blive svært

Side 37 

altid at leve op til kravet om engagement og involvering. Man må ikke spilde tiden, og derfor kan en lejlighed til fest ikke forpasses, selv om man måske ikke af egen kraft er oplagt til det. Opstår humøret ikke af sig selv, må det hjælpes på vej. I øvrigt bør indtagelsen af ecstasy heller ikke anskues som løsrevet fra den vidt udbredte brug af alkohol i forbindelse med sociale sammenkomster, men snarere ses som en alternativ måde til at give slip på kontrollen og forbeholdene.

Forbruget af stoffer er ikke noget, de implicerede praler af til søndagsmiddagen i familiens skød. Tværtimod holder de fleste deres forbrug af illegale stoffer skjult for forældre og andre vedkommende voksne. Pudsigt nok mener de alligevel ikke, at en frigivelse eller legalisering af disse stoffer er nogen god idé. Det ser ud, som om de i højere grad er interesseret i at demonstrere deres evne til at kontrollere noget, der er svært at kontrollere for andre, end at få legaliseret ecstasy, selv om de i øvrigt er trætte af, at anskaffelsen af det indebærer en lovovertrædelse, da de nødigt vil i kontakt med politiet.

Reaktioner på ecstasybrug

Når gemytterne kommer sådan op at køre over det svagt stigende ecstasyforbrug, der kan konstateres i de regelmæssige skoleundersøgelser, er det mest på baggrund af en overdreven angst for, at hvem som helst, der eksperimenterer med illegale stoffer, bliver dybt afhængige og ender med den sociale deroute, vi kan se hos kernegruppen af heroinafhængige. Imidlertid bør man snarere frygte mindre dramatiske symptomer, som dog for den enkelte kan være alvorlige nok.

Nordjyllands Amt holdt en høring om ecstasy i september i år. Amtet har sammen med Århus Amt fået til opgave at udarbejde en handlingsplan imod unges brug af ecstasy. Til høringen var inviteret en række personer fra behandling og forebyggelse af stofmisbrug og foreninger, der har med unge at gøre. Et bredt sammensat ekspertpanel skulle medvirke til at afklare, hvilke forslag til reduktion af ecstasybrug der kunne tages op af amtet.

Mange af de inviterede var helt overbeviste om, at omfanget af ecstasybrugen var meget stort. De blev nærmest irriterede over at få præsenteret de tilgængelige statistikker, som gav et mindre dramatisk billede end det, de selv havde dannet sig. Flere af de tilstedeværende udtrykte deres utålmodighed over for yderligere forskning. De mente, at det var fuldstændig overflødigt med videre forskning, for nu gjaldt det om at iværksætte nogle initiativer, som kunne tackle problemet.

Jeg deltog selv i ekspertpanelet og blev slået af den manglende vilje til at se problemet i naturlig størrelse. Det er klart, at en række dødsfald, der er blevet forbundet med ecstasy, om end kun ét er verificeret som sådan, skaber ængstelse. Men alligevel skulle man forestille sig, at folk ville blive lettede over at få dokumenteret, at problemet nok ikke var så stort, som de troede. Det betyder jo, at deres børn ikke er så udsatte, som de frygtede.

Men de færreste var indstillet på at skrue ned for panikken og insisterede på, at alle midler blev taget i brug. Den norske kriminolog Niels Christie og rusmiddelsforskeren Kettil Bruun kaldte i en bog fra 1984 narkotikaen for den ''gode fjende'' (4). Den i bogen tilgrundliggende anskuelse af, at der er problemer, der er så gode, at man nødigt slipper dem, er efter min mening det eneste, der kan forklare, at man efter mange års mislykket indsats både med hensyn til kontrolpolitik, behandling og præventive tiltag ønsker at fortsætte i de samme spor, hvor narkotikaen dæmoniseres og betragtes som årsag i stedet for symptom.

Man kan så spørge, hvorfor det er et ''godt'' problem. Hidtil har jeg forsøgt at forklare ved at pege på, at rigtig mange er økonomisk afhængige af at holde narkotikaproblematikken på kogepunktet. Det gør sig gældende for politi, misbrugskonsulenter, behandlere osv. Men her var det jo forældregrupper, der faktisk ikke kunne anklages for at have nogen økonomisk interesse i at dramatisere situationen. Forklaringen måtte altså være en anden. Det slog mig også, at hvis al den energi og vilje, der var til at bekæmpe dette narkotika, blev sat ind på noget mere positivt, så ville der virkelig kunne flyttes noget. Og det var det, der fik mig til at tænke på, at i et samfund, hvor båndene til både det nationale, det lokale og det private er blevet tyndslidte af globalisering og fraværet af autoritet, så er en fælles ydre fjende måske det eneste, der kan få fællesskabets varme til at gløde.

Hvor ligger ansvaret?

Ecstasysagen rejser nogle principielle overvejelser om, hvilken sundhedspolitik der skal anvendes. På den ene side set er bestræbelserne for at øge den offentlige sundhed og reducere risikoadfærd fokuseret på den enkeltes ansvar for egen sundhed. Men samtidig er der vanskeligheder ved at acceptere, når folk faktisk påtager sig ansvaret for eget helbred, uden at de samtidig følger de gode råd, som regner ned over os. Vi må kun få lov at have ansvaret selv, hvis vi gør det, som for tiden anses som det ''rigtige.''

Eftersom det er skik i både pressen og i den politiske opposition at kritisere regeringen for at forsømme sine forpligtelser, når sygeligheden er høj, overlevelsen lav og risikoadfærd udbredt, så er det i praksis svært for regeringen at lade være med at blande sig i den enkeltes gøren og laden. Så i virkeligheden er der ikke meget frit valg for den enkelte, hvis de stadig vil gøre sig fortjente til den behandling, som samfundet tilbyder i al almindelighed. Der har mere end én gang været forslag om, at de usunde skal bagest i køen til behandling af livsstilsbetingede sygdomme. Myndighederne viger således ikke nødvendigvis tilbage for at fremsætte trusler for at få de genstridige til at makke ret.

Spørgsmålet er, hvor meget de ansvarlige myndigheder kan bebrejdes de ulykkelige dødsfald, når der er givet bred information, og når det er voksne mennesker, der af egen fri vilje forsøger sig med stoffer, som, de udmærket ved, kan være farlige. Kan myndighederne holdes ansvarlige for den, der først fylder sig med stærke øl og derefter

Side 38-40

Anden artikel

Side 41 

indtager indtil flere tabletter med ukendt og ulovligt indhold, eller må man erkende, at alle ulykker ikke kan forhindres?

Det, der kaster mere mudder i feltet, er svaret på spørgsmålet om, hvem der profiterer af de tiltag, som det offentlige finansierer for at få bugt med narkotika. Det ureflekterede svar er, at hele befolkningen profiterer af præventive interventioner og kontrolforanstaltninger, der holder det onde fra livet. Imidlertid bliver svaret på spørgsmålet måske snarere, at de, der har gavn af tiltagene, er de professionelle, der laver dem. De får da i det mindste både en månedsløn og opfattelsen af at gøre en indsats ud af det. Det er måske derfor, at interessen for at omdefinere problemet til at være et socialt problem, der udfolder sig på trods af (eller værre, måske ligefrem på grund af!) den danske velfærdsstat, er temmelig begrænset.

Litteratur

1.  Rindom H. Rusmidlernes biologi ­ om hjernen, sprut og stoffer. København: Sundhedsstyrelsen; 2000.
2. Aalholm K. Rapport om brug og distribution af ecstasy og andre rekreativt brugte stoffer i Århus. Arbejdspapir, Center for Rusmiddelforskning; 1996.
3. Spannow KE. Stof til tiden. I: Stof, Narkotikarådets Blad nr. 10, december; 1999.
4. Bruun K, Christie N. Den gode fjende. Universitetsforlaget Oslo; 1985.