Vi klarer lidt af hvert

Side 14  

Side 15
 

"Mor har stadigvæk hovedpine.''

Kathrines datter er i telefonen. Klokken nærmer sig midnat, og Ruth Kier, vikarierende stationssygeplejerske, er på vej i seng. Efter lidt snak frem og tilbage pakker hun sin rygsæk og begiver sig ud i Kangaatsiaq, en lille by langt ude i Diskobugtens skærgaard.

Ruth Kier kender Kathrine. Kronisk bronkitis. Dårligt hjerte. 68 år. Og nu med halvsidig hovedpine igen.

''Jeg er altid opmærksom på, om det kan være et glaucoma, når en ældre patient klager over stærk hovedpine. Men det var der ikke tale om her. Nu fik Kathrine en halv sovepille og lidt til at slappe af på. Og så kigger jeg ud til hende i morgen formiddag,'' fortæller hun efter besøget hos Kathrine.

Kl. 8 næste morgen er hun i sving igen på sygeplejerskestationen sammen med sundhedsmedhjælperen Irena og kollegaen Steen Rasmussen, der også er i Kangaatsiaq som vikar.

Telefonen ringer, venteværelset fyldes. Der bliver gang i legoklodserne. Småbørn græder.

Steen haster rundt efter en tolk, inden han skal i gang med en gynækologisk undersøgelse.

Ruth kommer forbi med et ekspektorat, der sammen med to andre prøver skal ekspederes til Statens Seruminstitut, før hun kalder sin første patient, Hansigne, ind.

''Det er vigtigt, han ikke piller i sårene,'' siger hun til Hansigne, som har sin treårige på skødet.

Ruth har hurtigt set, at Hansigne selv har et børnesår på sin ene finger. Både mor og barn bliver smurt ind efter alle kunstens regler, og med tolkens hjælp får de grundig besked om, hvordan de skal forholde sig. Gummihandsker og salve pakkes i plastpose, klar til at tage med hjem.

Hansigne rejser sig. Her er det hverken nødvendigt med betaling for medicinen eller en underskrift til brug for sygesikringen. Al behandling og medicinudlevering er gratis i Grønland. Det gælder også svangerskabsforebyggelse. Derfor er det også helt almindeligt med en kasse kondomer i de grønlandske venteværelser og receptioner:

Forsyn dig gerne, er det enkle budskab.

Resten af dagen forløber, som den er begyndt, med telefoner og konsultationer og for Ruths vedkommende det lovede hjemmebesøg hos Kathrine, som heldigvis har det bedre.

Kl. 16 er det slut. Hun og Steen kan gå hvert til sit med en aftale om, hvem der har telefonvagten i aften.

Den faste aftale er to dage ad gangen samt

Side 16

hver anden weekend ­ fra fredag kl. 16 til mandag morgen kl. 8. Den, der har haft weekendvagten, møder også i almindelig dagvagt ugen igennem.

Man er altid på

Kangaatsiaq er en af Grønlands mindste kommuner med 1.500 mennesker fordelt på hovedbyen Kangaatsiaq med knap 700 indbyggere og de fire bygder Attu, Niaqornaarsuk, Ikerasaarsuk og Iginniarfik. Her lever man af fangst og fiskeri, og de små samfund ligner på en prik det Grønland, vi ser i turistbrochurerne:

Små træhuse i stærke farver placeret rundt om på klipperne og med alt det, der hører til i et fisker- og fangerhjem: Kajakker, bøjer, net, slæder, hunde, tørrestativer til fisk og kød, udspilede skind samt børn i alle aldre. Og som dekorativ indramning: Himlen og havet med drivende isbjerge og blåst fra legende hvaler.

Om sommeren når man Kangaatsiaq med båd, om vinteren med hundeslæde.

Eneste flyforbindelse er helikopteren. Veje, der forbinder de enkelte byer, som vi kender det, findes ikke. En bil her ville være som en hund i et spil kegler. Hvis man overhovedet har noget på hjul i Kangaatsiaq, er det en trillebør. Sygeplejerskestationens er ny og fin. Her er der plads til udstyr, sygeplejersketaske og en patient i ny og næ.

Fiskefabrikken, Brugsen, skolen, kirken, kommunekontoret og sygeplejerskestationen er vigtige fikspunkter i det lille samfund, hvor alle kender alle. ''Man er på hele tiden. Folk ved, hvor man er,'' siger Ruth.

En blandet landhandel

Sygeplejerskestationen er sundhedsvæsenets primære tilbud til borgerne i Kangaatsiaq kommune. Sygeplejerskerne og det grønlandske hjælpepersonale (sundhedsmedhjælperen og tolkene) klarer, hvad der i Danmark ville svare til en blanding af lægepraksis, sygeplejerskekonsultation, sundhedspleje og hjemmesygepleje, akut modtagelse og skadestuearbejde.

Det er her, man henvender sig med alt fra en betændt tommeltot til graviditet. Så er det stationssygeplejerskens opgave at finde ud af, om hun kan klare opgaverne selv, eller om der skal hjælp til udefra. I de fleste tilfælde er det nok at tage telefonen og kontakte en af lægerne på distriktssygehuset i nabobyen Aasiaat. Her har chefdistriktslægen det overordnede ansvar for al behandling i distriktet, som Kangaatsiaq kommune hører ind under. Han har også ansvaret for udarbejdelsen af de udførlige standardbeskrivelser, som Ruth og Steen har til deres rådighed i Kangaatsiag, så de både kan diagnosticere og behandle, når der nu ikke er en fast læge i det lille samfund. Har patienten f.eks. halsbetændelse, kan Ruth og Steen slå op i listerne og se, hvor stor dosis penicillin vedkommende skal have.

Hvis Ruth og Steen ikke kan klare problemerne selv, gør de patienten klar til overflytning til Aasiaat, hvor der tages stilling til, om vedkommende evt. skal videre til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk eller Rigshospitalet i København

Hurtig udrykning

I sit informationsmateriale om sygeplejerskearbejdet i Grønland skriver Sundhedsdirektoratet i Nuuk:

''Som stationssygeplejerske skal man kunne lidt af hvert.''

Det skriver Ruth og Steen gerne under på. Opgaver som suturering, vaccination, graviditetstest, mikroskopering, podning for klamydia, at lægge en gipsskinne og tage blodprøver er nogle af de opgaver, der er med til at gøre arbejdet som stationssygeplejerske i Kangaatsiaq meget anderledes end et sygeplejerskejob i Danmark. Men ellers er der først og fremmest brug for generalistviden og erfaring.

Ruth og Steen har fundet en fin arbejdsdeling: ''Vi gør simpelthen det, vi er bedst til,'' siger de.

Begge har de f.eks. måttet lære at mikroskopere under opholdet i Grønland og for Ruths vedkommende også at suturere:

''Den slags opgaver er jo ikke noget, man bare kan som sygeplejerske,'' siger Steen, som er uddannet anæstesi-og intensivsygeplejerske, og som også har erfaring fra fem år i hjemmesygeplejen. Selv har han i sin tid lært at suturere, da han arbejdede på Rigshospitalet.

''Og så er han god til at tage blodprøver,'' siger Ruth, der med sin baggrund som onkologisk sygeplejerske også er vant til at stikke i folk, når en venflon skal på plads.

Som regel forløber hverdagen stille og roligt, men af og til sker der ting, som kræver hurtig og behændig indsats fra de to:

''Forleden søndag måtte vi evakuere et lille barn, der var blevet slemt forbrændt. Vi arbejdede hele eftermiddagen med at overbruse den lille, inden en speedbåd nåede frem med to læger fra sygehuset i Aasiaat.

Side 17

Bagefter fik vi meget ros for vores indsats. Bl.a. havde Steen fundet på at bruge en blomsterforstøver til overbrusningen, ligesom han også fik mobiliseret et badekar,'' fortæller Ruth.

Grønland har ændret mit liv

Ud over det daglige arbejde i Kangaatsiaq, der omfatter journalføring, embedslægestatistik, udfærdigelse af medicinliste og opgørelse af de daglige ydelser, holder Ruth og Steen sig i forbindelse med de fire små bygder i kommunen. Bl.a. er det deres job at indkalde beboerne, når der er lægebesøg.

I to af bygderne er der ikke professionelt uddannede sundhedspersoner, så enten arrangeres der bygdebesøg, eller beboerne kommer til Kangaatsiaq og Aasiaat. Alle gravide tages ind til fødsler på sygehuset i Aasiaat, ligesom risikofødsler søges visiteret til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Sygeplejerskestationen i Kangaatsiaq er stor og veludstyret med alle de faciliteter, man næsten kan ønske sig:

Operationsstue, tandklinik, indtil flere undersøgelsesrum, observationsstue, venteværelse, kontor, reception, personalestue mv. Desværre kan man ikke udnytte mulighederne fuldt ud, fordi der er mangel på faguddannet personale i Grønland.

Til gengæld får man besøg af en række specialistteam. Øjenlægen og tandlægen klarer behandlingerne på stedet, de øvrige specialister undersøger og visiterer patienterne til behandling videre i systemet.

Tilrettelæggelsen og koordineringen af de mange specialistbesøg hører også til de to stationssygeplejerskers mangeartede arbejdsopgaver. Efter Sygeplejerskens besøg skal der gøres klar til ortopædkirurgen:

''Der har været så mange lægebesøg hele sommeren, så nu mangler vi en masse journaler, som lægerne har taget med til Aasiaat. Det gør det ekstra svært at indkalde folk til visitation,'' siger Steen og fortæller, at det hele gerne skal klappe ved specialistbesøgene, bl.a. fordi der ikke er overnatningsmuligheder i Kangaatsiaq. Folk fra bygderne skal kunne nå frem og tilbage på en enkelt dag.

''I Danmark er det op til folk selv at møde op. Men sådan er det ikke i Grønland. Her er der ikke nogle offentlige transportmidler, så sundhedsvæsenet må selv sørge for transport til patienterne.''

Umiddelbart lyder arbejdsopgaverne ret overvældende, men har man som Ruth og Steen lyst til at prøve nye faglige og sociale udfordringer, så kan en sygeplejerskestation som den i Kangaatsiaq være en spændende mulighed, synes de.

''Jeg kan kun anbefale det,'' siger Ruth, der er i Kangaatsiaq for femte gang. Hun har tabt sit hjerte til indbyggerne i den lille by.

''De er utroligt søde. Jeg kender de fleste af dem og kan leve med i deres glæder og sorger. Især de ældre er det dejligt at gense. De bliver, mens de unge rejser væk. Jeg har også erfaret, at flere synes, det gør godt at tale med en person, som ikke er fra byen. Mange gange henvender folk sig, fordi de har ondt et eller andet sted, og når vi så sidder og snakker, viser det sig ofte, at det drejer sig om noget helt andet. Folk heroppe taler måske ikke så meget om deres private problemer, som vi er vant til. Det gælder også ægtefæller, tror jeg. I hvert fald har jeg mere end én gang mødt en kvinde, der ikke har fået talt ud om den sorg, det er at miste et barn.''

Ruth er i dag på efterløn og foretrækker at bruge sine 200 arbejdstimer om året på sommerferievikariater i Kangaatsiaq. Forhåbentligt bliver der også et vikariat næste år:

''Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at arbejdet i Kangaatsiaq har ændret mit liv. Jeg er blevet robust af at være her. F.eks. hænger jeg mig ikke så meget i småting og er heller ikke så nærtagende som før.''

Sætter selv sine grænser

Ruth har, lige fra hun var ung, haft lyst til at tage til Grønland, men hendes mand, der er civilingeniør, har aldrig ønsket at bytte sin arbejdsplads i Danmark med et job i Grønland. Ruth er blevet pænt derhjemme, som hun siger, og har bl.a. været ansat i 13 år på Radiumstationen ved Odense Universitetshospital.

''Men da den yngste rejste hjemmefra, måtte jeg bare af sted,'' siger hun. ''Nu var det min tur til at opleve alt det, jeg har ønsket mig i så mange år. Og pudsigt nok er min mand i dag lige så bidt af Grønland som jeg. Han glæder sig hvert år til at besøge mig heroppe. Han trives både i byen og i den rare bolig, vi får stillet til rådighed.''

Også for Steen handler det om, at børnene skulle være store nok:

''Jeg har tænkt på Grønland i flere år, men kunne ikke tage mig sammen før nu. Udfordringen i Kangaatsiaq ligger i, at arbejdet er så selvstændigt. Der er kun dig selv til at sætte grænser, både fagligt og menneskeligt. Det er krævende, men interessant, også fordi man er så markant en del af samfundsstrukturen. Alene det, at vi er her, gør en forskel. Men der er en række forhold, som vanskeliggør arbejdet, f.eks. kommunikationen med patienterne. Den er svær, fordi vi ikke kan tale grønlandsk, og fordi tolkene ikke er uddannede. Og ofte kommer vi også til at mangle informationer, fordi vi skal igennem så mange instanser. Her ville det være godt med et standardiseret informationssystem som den elektroniske patientjournal.''