Nuuk: Kortere kommandovej - større kompetence

Grønland kan ikke dække behovet for sygeplejersker. Derfor er der brug for danske sygeplejersker mange år endnu. For mange af dem er Dronning Ingrids Hospital det første møde med grønlænderne og deres land.
Dronning Ingrids Hospital

Sygehuset, i daglig tale SANA eller DIH, har i dag 156 senge og omkring 5.000 indlæggelser om året, fordelt over 45.000 sengedage. Ambulante undersøgelser løber op på omkring 20.000 om året. Sygehuset har CT-scanner og foretager 800 scanninger pr. år samt 10.000 røntgenundersøgelser og 400.000 laboratorieundersøgelser. Den samlede personalenormering er på 390 stillinger, fordelt med 185 på plejesiden. Budgettet for hele virksomheden ligger årligt på 300 mio. kr.

Side 15
 

På madvognen står små tildækkede glasskåle fyldt med den grønlandske nationalspise mattak ­ hvalspæk, der smager som en blanding af nødder og avocado. Fra vinduerne er der udsigt til fjord, fjelde og isbjerge. Stedet er Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

På mange måder minder det om et mellemstort dansk provinssygehus med de samme behandlingstilbud og patienter, der efterspørger de samme ydelser. Det er her, mange danske sygeplejersker introduceres til et Grønland, der på én og samme tid er et hypermoderne samfund og et samfund gennemsyret af traditioner med kaffemik (selskabelig sammenkomst), tupilakker (eskimoisk figur af knogler, skind, ben, træ o.a., som er tillagt overnaturlig, ulykkebringende kraft) og stolte fangertraditioner. Hvor man kan handle ind i supermarkedet eller gå ned til brættet og købe frisk sælkød eller rensdyr. Og hvor ski og snescooter kan være mere fremkommelig end Ford Fiestaen derhjemme.

Chefsygeplejerske Maybritt Andersen og forstander Marianne Arnfjord, som er chef for sygeplejerskerne på Nuuks lægeklinik, er vant til at annoncere i Sygeplejersken efter arbejdskraft. Langt de fleste af sygehusets og lægeklinikkens sygeplejersker er nemlig danske, og sådan vil det være mange år endnu, indtil Grønland selv kan dække efterspørgslen med egne uddannede sygeplejersker.

Selv har de to sygeplejeledere arbejdet i det grønlandske sundhedsvæsen i mange år:

''Hvis vi med få ord skal fortælle, hvad der er så tiltrækkende ved vores arbejde, så drejer det sig dels om kompetenceområdet, som er væsentligt større end derhjemme, dels om hierarkiet, som er meget mindre udtalt her end i Danmark.''

Selv om personalesituationen er præget af skiftende vikarer og for sygehusets vedkommende stor mangel på anæstesi- og intensivsygeplejersker, kan Maybritt Andersen og Marianne Arnfjord glæde sig over mere stabile forhold for tiden:

''Tidligere lukkede vi ofte ned. Men i år har vi kunnet nøjes med at lukke et enkelt afsnit på medicinsk afdeling pga. ferie,'' siger Maybritt Andersen.

Marianne Arnfjord: ''Lige nu har vi ingen vakante sygeplejestillinger. Alle er besat med fastansatte sygeplejersker. Men vi har da haft ferievikarer, der kun bliver her i tre måneder. I øvrigt svinger det, men generelt er det attraktivt at arbejde på lægeklinikken, hvor sygeplejerskerne har egen sygeplejerskekonsultation, og hvor vi varetager en lang række opgaver, som vi aldrig ville gøre i Danmark, hvor kompetenceområdet er mere afgrænset. For tiden kører der f.eks. et projekt om smear-screening af alle grønlandske kvinder mellem 20 og 70 år. Her er det sygeplejerskerne og de grønlandske sundhedsmedhjælpere, som tager prøverne. Det kunne ikke lade sig gøre derhjemme.''

Aktiviteterne

Dronning Ingrids Hospital er landshospital for hele Grønland og varetager den specialiserede behandling inden for specialerne intern medicin, kirurgi, ortopædkirurgi, gynækologi-obstetrik, dermatologi og venerologi samt psykiatri. Operationshold og specialistteam med læger og sygeplejersker besøger regelmæssigt de grønlandske sundhedsdistrikter, ligesom sygehuset yder speciallægeassistance til alle 16 sundhedsdistrikter i Grønland. Takket være ny teknologi kan distrikterne samarbejde med sygehusets røntgenafdeling, og siden 1994 har tele-radiologi kørt som pilotprojekt mellem sygehuset, Rigshospitalet og et af sundhedsdistrikterne.

Lægeklinikken er en selvstændig enhed, som fungerer både som modtagelse og skadestue for sygehuset. Samtidig er den sundhedscenter og lægehus for hele Nuuk. Det er her, folk kommer ind og trækker et nummer for at konsultere en af de praktiserende læger eller sygeplejerskerne.

''Vi har åben konsultation hver dag, hvor en af sygeplejerskerne visiterer patienterne til læge eller sygeplejerske. Rullen med numre bliver hængt op kl. 7.30 og taget ned igen kl. 9. Herefter er det kun akutte sygdomstilfælde, der visiteres videre,'' fortæller Marianne Arnfjord.

Sygeplejerskerne tager sig af så forskellige ting som sårskift, suturering af flænger, forbrændinger, fjernelse af fremmedlegemer, urinvejsinfektioner, halsbetændelser, vaccinationer og graviditetsprøver.

''Begrebet behandlersygeplejersker, som er dukket op på nogle af de danske skadestuer de sidste par år, har eksisteret i Grønland i mange år. Vi har bare ikke kaldt os behandlersygeplejersker,'' siger Marianne Arnfjord.

Dronning Ingrids Hospital omtales stadigvæk af de lokale som SANA ­ den gamle forkortelse for Dronning Ingrids Sanatorium, der blev opført i 1954 til bekæmpelse af tuberkulosen i Grønland.

''Dengang lykkedes det os at få bugt med tuberkulosen takket være sanatoriet og skibet Misissuut, der sejlede rundt til kystbyerne med læger og sygeplejersker. Nu 30 år efter har vi igen nye tb-tilfælde,'' siger Maybritt Andersen og understreger, at det grønlandske sundhedsvæsen ikke kan stå alene med tuberkulosebekæmpelsen:

''Tb er også et socialt problem. Forleden så jeg et grelt eksempel i avisen:

19 mennesker stuvet sammen i et lillebitte hus. Den slags er med til at øge risikoen for smittespredning.''

Rekrutteringen

Da Maybritt Andersen fik job i Grønland, måtte hun resocialiseres, som hun siger:

''Jeg skulle have min viden konverteret til grønlandske forhold, hvad enten det drejede sig om sundhedsvæsenets opbygning, sociallovgivningen eller folks måde at tænke på. Hvordan reagerer grønlænderne f.eks., når de bliver syge? Det skal man sætte sig ind i for at få det optimale ud af sin sygepleje. Derfor synes jeg også, det er en stor gevinst, at vi har fået mulighed for selv at Side 16

uddanne vore egne sygeplejersker.'' Maybritt Andersen er ikke så langt væk fra praksis som danske sygeplejeledere:

''Hvis det brænder på, må jeg springe til f.eks. i en afdeling, der står uden sygeplejefaglig leder. Men ellers er mit job en blanding af administrative opgaver og strategisk planlægning. Ikke mindst det sidste er vigtigt både af hensyn til rekrutteringen, og fordi det er nødvendigt at følge med i, hvad der sker inden for faget og inden for sundhedsområdet generelt. Lige nu arbejder jeg f.eks. på at få etableret nogle stillinger med ansvar for den kliniske uddannelse samt en stilling som udviklingssygeplejerske med en mere overordnet funktion.

Jeg har lige haft en udviklingssygeplejerske ansat i fire måneder til kvalitetssikring af de sygeplejestuderendes praktikstudier. Det gik over al forventning. Der blev udarbejdet praksisbeskrivelser og beskrivelser af læringsområder for de sygeplejestuderende og afviklet undervisning i kvalitetssikring, standarder og dokumentation af sygeplejen.''

Maybritt Andersen har sammen med sygehusets øvrige sygeplejeledere drøftet de krav, de mener er relevante for sygeplejersker, som søger job på Dronning Ingrids Hospital: ''Vi er nået frem til, at folk helst skal have et par års erfaring og være indforstået med at blive her mindst et halvt år og meget gerne noget længere. Vi kan dog godt tage nogle enkelte helt nyuddannede sygeplejersker til oplæring, men så kræver vi en fastansættelse.

For mange kortvarige vikariater i en afdeling er en ulempe. Det går ud over kontinuiteten i sygeplejen. Derfor er det helt afgørende at have nogle faste nøglepersoner, vi kan satse på ­ både til introduktioner og som praktikvejledere.''

Maybritt Andersen kan ''lokke'' med gode kurser og efteruddannelse. Også videreuddannelse kan komme på tale. Et andet gode er sygehusets personaleforening, der ryster folk sammen, f.eks. på en herlig sejltur ind i Godthåbsfjorden. Det skal også nævnes, at der følger tjenestebolig med til jobbet, ligesom der er aftaler om børneinstitutionspladser. Dem er der dog ventetid på. Det samme med den permanente bolig. Indtil boligselskabet INI er klar med en permanent adresse, er der fri indkvartering i møblerede boliger.

Kasketterne

''Jo mere ballast du har med hjemmefra, jo bedre rustet er du til opgaven i lægeklinikken, siger Marianne Arnfjord. Men heller ikke hun er totalt afvisende over for nyuddannede: ''Dem kan vi godt bruge, især de sygeplejersker, som har rejst lidt og lært at stå på egne ben. Som er gode til at skabe kontakter og opbygge eget netværk.''

Som sygeplejefaglig leder på lægeklinikken har hun et af de mere specielle sygeplejerskejob i Grønland:

''Jeg er chef både for sygeplejerskerne på klinikken og for de sygeplejersker, der arbejder i vores to bygder, samt for sundhedsplejen og hjemmesygeplejen, som i modsætning til derhjemme hører under sundhedsvæsenet i Grønland. I tal er vi ikke så mange. I alt drejer det sig om 27 på lægeklinikken, syv i sundhedsplejen, tre i hjemmesygeplejen og tre i bygderne. Når der f.eks. ikke er flere hjemmesygeplejersker i Nuuk med sine 13.000 indbyggere, skyldes det, at der indtil nu ikke har været behov for døgnpleje.''

Marianne Arnfjord kom første gang til Grønland i 1984 med mand og to små børn og var her i tre år.

'' Jeg var længe om at akklimatisere mig. Jeg savnede det derhjemme utrolig meget. Nok fordi jeg var for ung til at rejse ud,'' siger hun.

En ferie hjem gjorde underværker: Side 17
 

''Dér fandt jeg ud af, at jeg ikke gik glip af noget.'' Og da Marianne Arnfjord var hjemme et par år og arbejdede som afdelingssygeplejerske på en intensivafdeling, opdagede hun for alvor, hvor mange lag, man skal igennem, før ens gode ideer måske bliver realiseret. Anderledes i Grønland. Her er kommandovejene korte og mulighederne store for udviklingsarbejde, projekter mv.

Marianne Arnfjord og familie kom tilbage til Grønland i 1990, og i modsætning til første gang, er det nu meget svært at løsrive sig:

''Der er så mange udfordringer her. Det er nok det, der gør, at man bider sig fast,'' siger hun og peger på, at hun med sin centrale placering er med i mange arbejdsgrupper:

''Her er man mere end velkommen til at være med, hvis man er interesseret. Det sker nok ikke så tit derhjemme, hvor det mere er spidserne, som deltager.''

Projekterne

Et af de projekter, Marianne Arnfjord har været med i, er udviklingen af en fælles elektronisk patientjournal for læger og sygeplejersker på lægeklinikken. Endnu arbejdes der ikke med sygeplejediagnoser, men det er der planer om i en ny version af journalen. Både hjemmeplejen og sundhedsplejen i Nuuk er koblet på systemet og kan selv notere i journalerne:

''Det er en stor fordel. Hjemmesygeplejerskerne kan f.eks. følge med i, om deres klienter har været til læge, fået ny medicin osv., ligesom lægerne kan se, at patienten hører til i hjemmesygeplejeregi og kan give hurtig besked ved medicinændringer, akutte indlæggelser m.m. Sundhedsplejerskerne kan f.eks. se, hvad pædiateren fra Danmark har skrevet i barnets journal, eller skaffe sig overblik over barnets undersøgelses- og vaccinationsprogram.

Min fremtidisvision er selvfølgelig, at vi skal have udarbejdet særlige sygeplejerskejournaler for de to grupper, ligesom de hver især skal have en bærbar pc med ud til klienterne.'' Et andet projekt, der har Marianne Arnfjords store interesse, er telemedicinen. Her er hun med i den arbejdsgruppe, som har været med til at få systemet til at køre:

''Jeg har bl.a. stået for oplæring og undervisning af personalet de steder, hvor vi har stillet udstyret op. Udstyret gør det muligt at arrangere videokonferencer og transmittere elektrokardiogrammer, hudbilleder, røntgenbilleder og levende billeder i det hele taget. F.eks. kan sygeplejersken ude på kysten sende billeder af eksem eller sår til vores hudlæge her i Nuuk og konsultere ham om, hvordan hun skal behandle det, eller hun kan rådspørge vores ekg-specialist om det elektrokardiogram, hun lige har sendt. Og på videokonferencerne kan vi sidde flere omkring en patient og diagnosticere og vejlede. I det hele taget fungerer systemet som et stort kollegialt netværk, hvor man kan mødes over videokonferencen og spørge hinanden til råds. Det kan tage meget af presset, hvis man f.eks. sidder alene sygeplejerske langt ude på sin lille sundhedsstation,'' siger Marianne Arnfjord. Systemet har desuden en social dimension:

''Af og til bruges det også af patienterne ude fra kysten som en meget levende form for kommunikation med familien derhjemme. Der kan være tale om lange afstande hjem, så familien har ikke mulighed for at komme på besøg, som vi er vant til det. I stedet kan de så bruge vores telemedicinudstyr, som en mor fra Scoresbysund gjorde for nylig. Hun havde været her i lang tid med et barn. Tårerne trillede ned ad kinderne på hende, da hun genså mand og lillebror derhjemme.''
  

Emneord: 
International sundhed
Internationalt samarbejde
Uddannelse
Annonce