Raske børn bliver også indlagt

SIde 32

Illustration

Side 33
 

I Danmark såvel som i resten af den vestlige verden har antallet af børn, der indlægges, været stigende de sidste 10-15 år. Desuden er andelen af børn, der indlægges i første leveår, steget fra 22 pct. i 1978 til 29 pct. i 1995 (1). En dansk undersøgelse fra Glostrup i 1973 viste, at 20 pct. af alle indlæggelser var utilstrækkeligt begrundet i barnets sygdom (2).

Også på Centralsygehuset i Herning, der dækker det pædiatriske speciale for hele amtet, har hyppigheden af børns indlæggelser igennem en årrække været let stigende. Det har medført, at der især i vinterperioden er meget overbelagt på børneafdelingen.

Indlæggelseshyppigheden i Ringkøbing Amt er lavere end landsgennemsnittet, men hvis indlæggelsesmønsteret ikke ændrer sig, kan amtet forvente en stigning i antallet af indlæggelser på børneafdelingen. Det vil bl.a. medføre øget sengebehov.

Medicinske begrundelser

Det var baggrunden for, at der i 1996 blev nedsat en tværfaglig projektgruppe, som fortsat eksisterer i dag. Den skulle undersøge, om der i gruppen af indlagte børn kunne være indlæggelser, som ikke var medicinsk begrundede. Projektgruppen, der bestod af læger, sygeplejersker, administrativt personale og sundhedsplejersker, fandt bl.a., at 55 pct. af indlæggelserne var absolut medicinsk begrundede. 35 pct. af indlæggelserne var måske medicinsk begrundede. 9 pct. var ikke medicinsk begrundede.

Livstruende syg var et enkelt barn. 14 pct. af børnene blev vurderet til at være svært syge, 39 pct. var middel syge, 34 pct. var let syge. 11 pct. var ikke syge.

Forældrenes usikkerhed

I et forsøg på at kortlægge, hvilke faktorer der havde betydning for indlæggelserne, svarede den indlæggende læge på uddybende spørgsmål og vurderede forældrenes evne til at observere, forældres angst og bekymring, forældres usikkerhed og forældres sociale forhold. I 24 pct. af indlæggelserne havde forældres angst og bekymring haft betydning for indlæggelsen. I 15 pct. af indlæggelserne havde forældres usikkerhed haft betydning. I 14 pct. af indlæggelserne havde forældres evne til at observere haft betydning for indlæggelsen, og i 11 pct. af indlæggelserne havde sociale forhold haft indflydelse.

Det ser altså ud til, at andelen af medicinsk begrundede og medicinsk ubegrundede indlæggelser i Ringkøbing Amt, svarer til nationale ­ og internationale undersøgelser, og at forældres angst og bekymring er en betydningsfuld faktor for børns indlæggelse.

Forældrenes møde med sundhedsvæsenet

For at få dybere indblik i forældres oplevelser, når deres børn er syge, og for at undersøge, om der kunne findes alternativer til indlæggelse, interviewede projektgruppen forældre, praktiserende læger, sundhedsplejersker og ansatte på børneafdelingen. Forældrene blev bl.a. spurgt, om de havde nogen, der kunne rådgive dem, når børnene var syge.

Ingen af de 10 familier spurgte venner, naboer eller familie til råds om børns sygdom. De forklarede, at de selv tog stilling. De blandede ikke for mange ind i det. Venner turde for øvrigt heller ikke tage ansvaret. Forældre ville ikke risikere noget, derfor gik de til en specialist. Enkelte brugte sundhedsplejersken. Oftest gik de til egen læge. Egen læge kendte de, han kendte dem, og de havde selv valgt ham. Ellers benyttede de vagtlægen. Privat netværk benyttede de til praktisk hjælp, men de benyttede ikke privat netværk til rådgivning om sygdom.

En mor fortalte fx: ''Jeg ringer til min mor, men det er, fordi hun er gammel sygeplejerske og har arbejdet på en børneafdeling.'' Der er en tendens til at søge en specialist højere oppe i hierarkiet for at få forventningerne opfyldt. Nogle forældre stiller ligefrem krav om det.

I mødet med sundhedsvæsenet søger forældrene først og fremmest en forklaring på barnets symptomer. De fleste forældre får en meningsfuld forklaring på barnets symptomer. De får opfyldt deres forventninger om, at barnet bliver grundigt undersøgt, at der stilles en diagnose, og at barnet bliver behandlet og bliver rask. Den kategori af forældre har haft en positiv oplevelse af indlæggelsen, de har følt sig velinformeret, de har snakket med en specialist, de er blevet taget alvorligt, de har overladt ansvaret til børneafdelingen, men de har samtidig følt sig medinddraget, og de har været trygge ved at blive udskrevet.

For lidt information om symptomer

Den bekymring og angst, forældre oplever, når deres barn har uforklarlige symptomer, kan imidlertid forstærkes af, at de ikke får en for dem meningsfuld forklaring på barnets symptomer. En mor fortalte fx: ''Når man kommer hjem, er det lidt utilfredsstillende bare at få at vide, at det er en virus. Jeg ved godt, det kan være svært at fastslå, Side 34
 

hvad det kan være. Jeg føler, at virus bare er en betegnelse, der bliver slynget ud. Jeg vil gerne have, at man kan sige, at det er derfor, han får så høj feber. At have en eller anden grund at sætte på, så man kan tage sine forbehold.''

Forældrene får fx at vide, at barnet har feber, uden at der kan stilles en diagnose. Nogle får at vide, at det er en virus, men at lægen ikke kan sige, hvor virus ''sidder.'' Forældre informeres om, at disse symptomer ikke er alvorlige, at de går over af sig selv, at barnet bliver rask uden behandling. Det er for nogle forældre svært at acceptere. Det lever ikke op til deres forventninger, og det kan øge deres usikkerhed. Nogle har følt, at de ikke er blevet taget alvorligt og ikke har mødt forståelse for deres bekymring. Forældre har et stort behov for at få at vide, at sygdommen er ufarlig, og at barnet vil overleve. Nogle forældre forestiller sig alt muligt, fx at et symptom som feber må være en fejl i immunforsvaret. Altså at almindelige og for sundhedspersonalet helt banale symptomer skyldes fejl i et organ.

''Jeg blev lidt harm eller sur, da min kone kom hjem og fortalte, at lægen på vagtstuen havde sagt, at han ikke fejlede noget, når han havde så høj feber. Så kan man som læge ikke sige, at der ikke var noget. Jeg ville ikke have været tryg ved at have ham derhjemme, fordi han havde så høj feber. Han har aldrig haft feberkrampe, men man kan aldrig vide!'' fortalte en far.

I en stor del af alle indlæggelser har henvisende læge vurderet, at forældrenes angst og bekymring kunne spille ind som faktorer for indlæggelsen. Plejepersonalet synes, det er tankevækkende, hvor usikre forældre er, og hvor lidt de ved om pleje af syge børn.

Samarbejdet kan koordineres bedre

Samarbejdet i primærsektoren og mellem primærsektoren og sekundærsektoren kan koordineres bedre. Samarbejdet fungerer bedst de steder, hvor de forskellige faggrupper kender hinanden og har et klart billede af, hvem der gør hvad. De enkelte faggrupper gør hver især deres arbejde godt, men set som et forløb er der nogle huller. Ved de alvorligt syge børn og ved de socialt belastede familier fungerer samarbejdet bedst, men der mangler opmærksomhed på, at forældre har stor usikkerhed og er angste og bekymrede, når deres børn er syge. Der er mindst én familie, som skulle have været henvist til en med store pædagogiske evner.

Faderen i den familie, der bl.a. blev spurgt, hvor ofte de var i kontakt med vagtlægen, svarede: ''4-5 gange på en måned.'' ''Dvs. ca. en gang om ugen?'' lød det efterfølgende spørgsmål. ''Ja, måske nogle gange to.'' Og moderen fortsatte: ''Ja, også selv om vi har været i kontakt med vores egen læge om dagen.

Vi ringer mest og får beskeden ''Giv dem noget Panodil og læg dem til at sove, så er det ovre i morgen.'' Som jeg siger, jeg synes, det er en for let løsning på alting. Det gør en mere utryg. Hvad hvis det ikke hjælper? Det er nok dér, man burde have noget mere at vide om sygdomme.''

Anbefalinger

Forældre, praktiserende læger, sundhedsplejersker og personalet fra børneafdelingen har foreslået mange alternativer til indlæggelse af syge børn, fx forestiller en mor sig en hotline til sundhedsplejersken. På baggrund af rapporten har projektgruppen anbefalet:

Generelt

• at de forskellige faggrupper både i primær- og sekundærsektoren er opmærksomme på angste og bekymrede forældre, som ikke får en for dem meningsfuld forklaring på barnets symptomer.
• at de forskellige fagpersoner udvikler metoder og kompetencer til at støtte forældrene, så de får ballast til at klare en normal febersygdom, uden at de får behov for at søge hjælp af en specialist. Metoder der stimulerer personers selvværd og tro på egen dømmekraft, også når børn er syge.

Infrastruktur

• at samarbejdet forbedres og koordineres i hele barnets forløb, fra sygdom opstår, til den er behandlet.
• at sundhedsplejerskernes udviklingsgruppe og distriktspædiatriske sygeplejersker mødes og udarbejder en arbejdsmodel for formaliseret samarbejde, hvordan der kan sættes fokus på syge børn, og hvordan de gensidigt kan bruge hinanden.
• at praksislægekonsulenten bygger bro mellem de praktiserende læger og børneafdelingen.
• at samarbejdet mellem praktiserende læger og de kommunale ordninger for børn og unge styrkes.

Primærsektoren

• at undervisning af forældre i pleje af det syge barn prioriteres som en del af det lokale sundhedsarbejde.
• at de kommunale sundhedsordninger for børn og unge skal have afklaret, om de har mulighed for at yde mere akut service, og hvilken rolle hjemmesygeplejen og sundhedsplejen skal spille. At de er opmærksomme på, at forældre lærer mest, hvis de er hjemme og deltager i observation og pleje af barnet.
• at der i samarbejde mellem kommuner og amt iværksættes en telefonrådgivning betjent af sundhedsplejersker, således at angste og bekymrede forældre har øget mulighed for at få råd og vejledning i pleje af det syge barn.

Sekundærsektoren

• at alle akut henviste børn modtages via akut modtage- og observationsafsnit til indledende behandling og observation, med henblik på om de fortsat har behov for indlæggelse.

Ingeborg Kristensen er ledende sundhedsplejerske i Brande Kommune og midlertidigt ansat som projektmedarbejder på Herning Centralsygehus.

Litteratur

1. Nielsen A, Lie H, Keiding L, Madsen M. Børns sundhed i Danmark. København:DIKE; 1998.
2. Hertel K, Andersen MS, Becher-Christensen F, Thomsen K. Akut indlæggelse af børn. Ugeskrift for læger 1973; 135: 1347-49.