Tvunget til ægteskab

Billede

Side 27

Jeg er træt. Jeg er lettet. Jeg har i dag afsluttet familien Mohammed. Vi har kendt hinanden på godt og ondt i fem måneder. Jeg er på vej hjem på cykel i silende regn og modvind. Følelserne afmagt, frustration, glæde og håb er ved at blive vasket af. Jeg er nødt til at koncentrere mig om vejen, cyklen og mørket. Jeg vil hel hjem, hjem til min familie og den hverdag, jeg kender.

Fatima er 22 år og kurder. Hun kom til Danmark som treårig sammen med sine forældre og lillebror. Hun har siden fået yderligere tre brødre. Familien lever efter stærke kurdiske traditioner. Hun blev gift med Ali på 25 år, da hun var 16 år gammel. Fatima er ked af dette ægteskab, hun elsker ikke Ali som en ægtemand, men som en god ven. Fatima turde ikke sætte sig op mod sine forældre og sige nej.

''Vi har et andet moralkodeks. Jeg risikerer en tur i havnen, et skud i brystet, eller hvad min far ellers kan finde på.''

Fatima elsker en anden kurdisk mand, som hun har mødt på sin skole. Fatima var i gang med en pædagoguddannelse. Ali er arbejdsløs og arbejder sort i et pizzeria. Han lever ellers livet med andre damer, selvom ''jeg elsker Fatima,'' som han siger.

Psykotisk og depressiv

Fatima og Ali har ikke opnået graviditet spontant. Det er en stor skam, da det første barn skal melde sin ankomst hurtigt efter ægteskabets indgåelse. De henvises efter tre års barnløshed til fertilitetsbehandling i offentligt regi. Her sættes ikke spørgsmålstegn ved f.eks. alder, ægteskab eller parrets baggrund i det hele taget. Fatima bliver gravid ved insemination med Alis sæd.

Fatima er ikke glad for graviditeten. Hun kan ikke tale med nogen om det. Hun får kvalme, kaster op, og 10 uger henne bliver Fatima indlagt på gynækologisk afdeling og ligger her et par dage og aflaster. Hun holder op med at gå i skole, føler ikke, hun kan klare det. Hun begynder at blive bange for fremtiden, føler sig fanget i situationen, i livet, i sig selv.

Jeg møder Fatima første gang, da hun er ca. halvvejs i graviditeten. Hun indlægges pga. truende for tidlig fødsel. Hun er voldsomt bange for at abortere. Holder mig fast i armen og vil ikke lade mig gå. Vil have mig til at forsikre om, at barnet har det godt. Jeg har travlt, der er mange dårlige svangre patienter, og jeg bliver lidt irriteret på hende.

Alligevel giver jeg mig god tid og forklarer hende gentagne gange, at barnets hjertelyd er normal, og at kun tiden kan vise, hvad der sker. Fatima bliver udskrevet få dage senere, alt ser normalt ud. Resten af graviditeten, indtil Fatima føder fem uger for tidligt, ryger hun ud og ind af henholdsvis vores afdeling og psykiatrisk afdeling. Det bliver hurtigt klart, at Fatima er depressiv med agiteret overbygning. Endvidere udvikler hun panikangst, og to uger før fødslen er hun i perioder psykotisk - med metalkugler i kroppen, organerne hopper, ting kommer ud af hende som på en alien m.m.

Familien er flove over Fatima. De vil ikke besøge hende, og Ali ser vi stort set ikke i afdelingen. Fatima er i antidepressiv, antipsykotisk og beroligende medicinsk behandling. Fatima må ikke amme og er heller ikke i stand til det. Tidligt i forløbet kontakter vi socialforvaltningen, da vi ikke mener, Fatima kan give det kommende barn den omsorg, barnet behøver. Fatima er vred over dette og mener, at hun helt sikkert får det bedre, når hun har født. Ali og resten af familien er totalt negligerende over for Fatimas tilstand og er lige så vrede over denne indblanding.

En stolt familie

Jeg er Fatimas kontaktsygeplejerske og passer hende stort set alle de dage, jeg er på arbejde. Vi kan godt lide hinanden og taler godt sammen. Hun fortæller mig om sit liv og mener selv, hun har det så dårligt pga. alle paradokserne i hendes liv. Det mener jeg også, men har samtidig meget svært ved at hjælpe hende, da det ligger så langt fra alt det, jeg kender.

Jeg taler med Fatima om den afmagt og frustration, som jeg og de andre fra personalet føler. Hun er glad for vores tilkendegivelser, der gør det, hun føler, mere rigtigt. Vi har talt meget om, at hun skal kontakte en af de organisationer, der er for indvandrerpiger, som vil bryde ud. Hun får det ikke gjort. Jeg må ikke, og i slutningen af graviditeten er hun for dårlig psykisk.

Fatimas psykiater har vi et tæt samarbejde med, og hun siger, at Fatima flygter ind i psykosen og under dynen i stedet for at forholde sig til virkeligheden og gøre noget ved den. Fatima bliver nu også hjulpet med at komme op, i bad, i tøjet m.m. Jeg selv og et par kollegaer taler om, at vi må have fat i sygehuspræsten, som ved, hvem vi skal have fat i, så vi kan nå familien. Måske et religiøst overhoved? Eller er det nok med hendes far - patriarken?

Det får jeg ikke svar på, for vi nåede det aldrig, og det er jeg vred på mig selv over.

Fatima føder normalt. Hun får en lille pige, der vejer 2.600 gram og måler 47 cm. Hun skal hedde Susan, for det er et godt navn i både Danmark og hjemlandet. Hele familien er stolte og glade. Der er ingen

Side 28
Annonce

Side 29

skuffelse overhovedet over, at det er en pige. Her er et nyt dilemma for Fatima, som vil have, at Susan opdrages mest dansk, mens Ali vil opdrage hende kurdisk.

Susan skal i hvert fald ikke opdrages af sin morfar, så historien gentager sig. ''Han drikker også for meget og smider rundt med min mor efter forgodtbefindende,'' som Fatima udtrykker det.

Anbringelse eller ej

Det står meget hurtigt klart, at Fatima ikke kan passe Susan overhovedet. Dels pga. medicinen, dels kan Fatima slet ikke klare den tætte kontakt. Dagen efter fødslen kommer Fatimas sagsbehandler. Ali er til stede og bliver gjort klart, at han skal kunne klare pasningen af Susan, hvis hun skal med dem hjem. De gange, hvor han bliver nødt til at gå, skal Fatimas mor, Ayse, være hos Fatima og Susan. De skal forsat være indlagt 14 dage på barselsafdelingen.

Da de 14 dage er gået, står det klart, at heller ikke Ali formår at passe Susan og holde hende fast i kontakten. Vi har i alle vagter kæmpet bravt, og ingen af os er i tvivl om, at den bedste løsning vil være en anbringelse af Susan, indtil Fatima får det bedre psykisk. Vi kan ikke sige, Susan er skadet - heldigvis. Men med al den diskussion, der er i medierne, i vores undervisning og ny litteratur m.m. om, at der gribes for sent ind, så er der slet ingen tvivl i dette tilfælde.

Fatimas sagsbehandler kommer samtidig med hendes sundhedsplejerske, som Fatima kender fra tidligere besøg. De er heller ikke i tvivl om, at en anbringelse vil være det bedste for Susan. Familien - Fatima, Ali, Ayse og Fatimas far - er til stede, da de bliver underrettet om beslutningen. Der opstår en voldsom ballade, og de siger nej. Men beslutningen fastholdes, og der aftales et nyt møde næste dag. Vi havde helst været foruden Fatimas forældre, specielt faderen, men alle vigtige beslutninger går gennem patriarken. Fatima turde måske ikke bede ham om at gå ud, og så blev det sådan.

Da familien stadig siger nej til anbringelse næste dag, informerer sagsbehandleren om, at det kan blive ved tvang, og om proceduren ved tvangsfjernelser. Sagsbehandleren er ikke i tvivl om, at en tvang går igennem Børne- og ungeudvalget, som er dem, der har den endelige afgørelse. Men hun gør regning uden vært. De mener, Susan kan passes forsvarligt af Ayse. Selv om de godt ved, at Ayse bor sammen med en voldelig mand, og at han drikker. Susan er ikke skadet, men er et meget stille barn, der stort set ikke græder. Hun har endvidere været meget længe om at komme i trivsel. Stille børn ses ofte hos forældre, der ikke magter dem, ikke ønsker dem. Som om børnene ikke tør sige noget. Børn, der er født fem uger før terminen, er også tit meget stille, så det er svært at sige, hvorfor Susan er stille.

Mormor flytter ind

Jeg er fortvivlet over denne afgørelse, men kan ikke gøre mere, end jeg allerede har gjort. Jeg har virkelig kæmpet med Ali, så han kunne klare det. Jeg har virkelig gjort opmærksom på tingenes tilstand, men afgørelsen er ikke min, og det skal jeg lige have lagt på rette hylde i mit sind.

Jeg har aftenvagt, og familien skal hjem i morgen, hvor jeg har dagvagt. Ayse har nu overtaget pasningen af Susan og Fatima.

Fatima skal stadig sættes i gang med alt, altså stå op, tage medicin, spise og drikke og andre helt basale ting. Jeg sætter mig ud i en af vores kroge sammen med Ayse, Fatima og Ali. Vi har det fantastisk hyggeligt, vi taler om de sidste fem måneder. Vi taler om mig, alder, børn, fremtiden og om forskelle. Både Fatima og Ali er kede af, at de ikke magter pasningen af Susan, men er utrolig lettede over at få hende med hjem. Ayse skal flytte ind hos Fatima og passe Susan - og Fatima og Ali. Resten af Ayses familie skal så klare sig selv.

De to boliger ligger i samme kommune. Jeg tvivler på, om det er en realistisk ordning. Bliver Fatimas far væk fra Ayse? Kommer Fatima væk fra sin far? Vil Susan vokse op i et hjem med ufred? Og gentager historien sig så alligevel?

Susan skal følges meget tæt af sundhedsplejersken og på børneafdelingen.

Mens vi sidder der og sludrer, passes Susan af Ayse. Hun formår at give Susan fysisk kontakt, at tale med hende og holde kontakten og stille og roligt give hende mad. Mit store håb er, at hun får lov til at fortsætte med det hjemme.

Fatima skal følges på psykiatrisk afdeling, og også for hende håber jeg det bedste. Bare hun på en eller anden måde formår at bryde ud - sætte sig igennem. Ali får også mit håb med på vejen. Han skal blive voksen og ansvarlig, for Susan har brug for sin far. Jeg håber, han på et tidspunkt bruger noget af alt det, vi har prøvet at banke ind i hans hoved.

Livet er ikke altid nemt

Jeg er ved at være hjemme. Jeg fik kys og kram på kurdisk af samtlige familiemedlemmer. De er ved at være vasket af mine kinder. Men familien bliver ikke vasket ud af mit sind nogensinde. Den har været med til at give mit arbejde indhold, eller som nogen engang har sagt ''Livet er ikke altid nemt.'' Nej, det har denne sag ikke været.

Jeg skal til fødselsdag i morgen. Og hvis nogen kommer med den sætning om ''hvor yndigt det er at arbejde på en barselsgang og dikke babyer,'' så er jeg ikke lige nu helt i stand til at sige, hvad jeg så vil gøre eller sige.

Susy Munthe er ansat på KAS, Herlev.