Lad være at spille klog

Hvorfor er der så mange diabetikere, som udebliver fra deres kontroller?

En undersøgelse foretaget på diabetesambulatoriet på Odense Universitets Hospital i 1999 viste, at 1700 ud af knap 8000 af diabeteskontrollerne aldrig blev til noget, fordi diabetikerne blev væk. Det svarer til 21 pct. på årsbasis. Fra resten af landets ambulatorier berettedes om mellem 8 og 12 pct. udeblivelser, et højt antal og en stor udgift, der kom bag på behandlerne, som havde svært ved at finde en faglig begrundelse.

Side 26

Afdelingens administrerende overlæge udtalte til tidsskriftet Diabetes (nr. 5, 1999): ''Vi mener ikke, vi har et tyndt, halvdårligt tilbud, men et varieret et, der kan indrettes efter den enkelte.'' Men hvordan oplever brugerne dette tilbud?

En ung mand på 22 år beretter om sine oplevelser, og hvorfor han udebliver fra nogle af kontrollerne:

Som at tale med en brochure

''Jeg har fulgt kontrollerne hver anden gang. Jeg har valgt, at jeg gider ikke komme hver tredje måned, fordi de er utrolig kedelige at høre på. Og så synes jeg, det er lidt af et kiks, at hvis man ikke møder op en gang, så næste gang man kommer, bliver der ikke spurgt til, hvorfor man ikke kom sidste gang. Det er utrolig upersonligt, synes jeg. Forestil dig, at man ved, at man ikke kom sidste gang, og så møder man sin læge, og så sidder han bare der og lader som ingenting.

Man er bare et tal i systemet, det får man en fornemmelse af. Man ville føle, det var lidt mere personligt, og man ville føle, at man havde lidt mere pligt til at møde op, hvis man blev spurgt, hvorfor man ikke kom sidste gang. Det er et ansvar som alt muligt andet, om man møder op eller ej, det koster jo systemet penge, hvis man ikke møder op, og der bare står noget personale og glor. Hensigten med at komme er vel at få svar på de ting, der evt. måtte komme.

Jeg har altid fået at vide, at min sukkersyge ville ændre sig meget i starten, og det har den også, der er mange ting, der har ændret sig, og så kan man godt få nogle nye spørgsmål. Det har ikke været aktuelt for mig, fordi jeg finder bare et sted at søge min viden, hvis der sker ændringer. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal forstyrre en læge i dyre domme.

Det er ligesom at snakke med en brochure, hvis jeg ringer ind og siger: ''Jeg har fået nyt arbejde, jeg laver en hel masse fysisk arbejde.'' Så siger han: ''Du skal lave hyppige blodsukkermålinger, og så skal du sørge for at spise lidt mere sukker, og så skal du ringe til mig om to dage og fortælle dine blodsukre,'' og så gør jeg det, og det eneste, han så fortæller mig, det er ''du skal sørge for at spise lidt mere,'' det kunne jeg lige så godt have læst i en brochure, det står fuldstændigt magen til, det kan jeg jo ikke bruge til noget. Man får ikke noget personligt ud af kontrollerne.

Hvis jeg havde det endnu mere svært med diabetes, og hvis jeg syntes, det var en kamp, og jeg vidste, de lå inde med en viden, som virkelig kunne hjælpe mig, så dukkede jeg da helt klart op, det ville enhver da gøre, hvis de havde problemer i tilværelsen, og de vidste, der var nogle andre, der kunne hjælpe dem. Man går da også til sine venner for at få et problem løst, hvis man har det dårligt, men man går ikke til de venner, som man ved ikke kan hjælpe én, dem holder man sig fra. Du tror, det er løgn. Du kan ringe til lægen, og det første, han nævner, er det første, der står i brochuren.

Det er i hvert fald tæt på, og det er helt sikkert, de siger det, der er næsten standard: ''Tag dit blodsukker de næste to døgn.'' Jamen det har man jo gjort, ellers ringede man slet ikke til at starte med. Man er jo godt klar over, det er galt, når man ringer, det virker lidt komisk, man er godt klar over det.''

En stangvare

Fortællingen anskueliggør, at denne unge mand bevidst har truffet et valg om at udeblive, og at han er skuffet over ikke at blive konfronteret med det. Det giver ham oplevelsen af ikke at blive set eller anerkendt som person, hvilket er en central ting for unge med en kronisk sygdom som diabetes.

Det bliver ikke forbundet med tryghed, at alle behandlere giver samme besked, men snarere oplevelsen af at blive betragtet som en stangvare. Det siger de unge fra over for, fordi mange af dem selv er i stand til at indhente ''brochureinformationerne.'' Meget tyder på, at behandlingssystemet ikke har indstillet sig på, at de unge i dag er opvokset i et informationssamfund, at de er velunderrettede, før de møder frem, og at de derfor primært er interesserede i individuelle konsultationer om lige netop det, der er vedkommende for den enkeltes hverdag.

Har læst alt

Overlægen fra diabetesafdelingen udtalte til Tidsskriftet Diabetes i forbindelse med hans bud på udeblivelserne: ''Vi tror, det skyldes forglemmelser som følge af en travl hverdag.'' Det er sikkert også én forklaring for nogle, men for andre, og af dem nok en del af de unge, der udebliver, er det ganske enkelt for forudsigeligt. Og det er ikke kun de socialt belastede unge, der har det på den måde.

Den unge mand, der her har fortalt om sine oplevelser, har et fint biokemisk kontrolniveau. En anden psykisk og socialt velfungerende ung mand på 23 år, der går til kontrol samme sted, og som også har fine blodsukkerværdier, udtaler helt i samme ånd: ''Det har måske noget at gøre med min stolthed, for jeg ved sgu godt det, lægen siger. Det er ligesom, han behandler mig som en nyopdaget diabetiker, som ikke har en skid forstand på det selv. Selvfølgelig er han læge, men for fanden - jeg har jo læst alt, hvad der kunne læses om den sygdom. Det kan godt være lidt træls, at de skal spille så fandens mere klog end én selv.''

Måske var det en ide, at behandlerne så lidt mere kritisk på indholdet i konsultationerne og var lidt mindre optaget af formen. Noget tyder på, at det godt ville kunne betale sig for alle involverede parter.

Bibi Hølge-Hazelton er ph.d.-studerende.

Litteratur

Kristensen M. Diabetikere misser kontrollen. Tidsskriftet Diabetes 1999(5).

Side 27
Billede