Sygeplejersken
Jeg følte ikke, at jeg fortjente maden
En fortælling om otte års fortsat kamp mod spisevægring for at få lov til at leve.
Sygeplejersken 2001 nr. 23, s. 42-44
Af:
Mette Larsen, pædagogstuderende
Som årene gik, kom anoreksien snigende ind ad bagvejen. Tankerne om at tabe sig har været der, så længe jeg kan huske tilbage, men i mit 14. år blev tankerne til handlinger. Uden at vide, hvor jeg bevægede mig hen, og hvilke konsekvenser det senere ville få, lod jeg anoreksien rive mig den forkerte vej.
Jeg var ikke tyk eller overvægtig, men trods det var jeg overbevist om, at jeg ville blive lykkelig, hvis jeg tabte mig. Jeg havde det svært med mig selv, svært ved at finde ud af, hvem jeg i virkeligheden var, tanker, som de fleste teenagere kender til.
Mine forældres skilsmisse havde givet mig mange sår på sjælen, ikke mindst fordi jeg i årene efter oplevede en kolossal angst for at blive forladt. Jeg dulmede angsten for livet ved at motionere en masse, spise mindre og mindre, og når jeg kunne komme til det, kaste op. Jeg ønskede ikke, at nogen skulle finde ud af, hvad jeg var ved at gøre, skønt jeg selv var ret bevidst om, at det, jeg gjorde, var forkert.
På efterskole
Efter niende klasse tog jeg på efterskole 300 km fra mit hjem. Hvad der dengang fik mig til at tage den beslutning, er jeg stadig i tvivl om. Måske var det fordi, jeg vidste, at jeg bedre kunne tabe mig, så længe min mor ikke var til stede. Mit ønske gik delvis i opfyldelse, jeg stoppede med at spise fra første dag på efterskolen, men jeg blev langtfra mere lykkelig.
I takt med at kiloene raslede af mig, slap kræfterne også op. Den dejlige efterskoletid, hvor man hygger sig med vennerne, laver en masse ballade og i det hele taget nyder livet, gik fuldstændig forbi min næse. Jeg havde ikke kræfter til at lære de andre at kende, det eneste, jeg brugte tiden på, var at tælle kalorier, kaste den smule mad, jeg fik, op og spise en masse afføringspiller. Lærerne fandt hurtigt ud af, at jeg var på vej ud på et skråplan, og de brugte derfor meget tid på at prøve at snakke mig til fornuft. Da intet virkede, kontaktede de min mor, og jeg begyndte i terapi. Terapien hjalp mig heller ikke, og jeg var efterhånden så undervægtig, at jeg kun ønskede at komme væk fra det hele.
Efter at have været på efterskolen i et halvt år ville de ikke længere tage ansvar for mig, og jeg indvilligede i at komme hjem for en periode. Da jeg kom hjem, tog min mor mig med til lægen, hvor jeg fik taget en masse prøver.
Få timer efter mit lægebesøg ringede min læge, og jeg fik den besked, at jeg straks skulle indlægges, da mit hjerte slog uregelmæssigt. Jeg blev akut indlagt og undersøgt fra top til tå. Lægerne fortalte mig, at motion og opkastninger kunne føre til hjertestop, men trods det motionerede jeg en sen aften ude på toilettet. Angsten for døden var mindre end angsten for at blive tyk.
Overført til børnepsykiatrisk afdeling
Jeg prøvede at spise, men det var meget sværere, end nogen kan forestille sig. Jeg elskede mad, jeg følte bare ikke, at jeg fortjente noget godt. Efter 14 dage på medicinsk afdeling blev jeg overflyttet til en børnepsykiatrisk afdeling, og det var et kæmpe chok for mig. Bare tanken om at være på en psykiatrisk afdeling fik alle fordommene frem i mig. Jeg fik mit eget værelse, to kontaktpersoner og en diætplan med en masse kalorier.
Jeg skulle nu til at spise seks gange dagligt, og det var ikke fedtfattig mad, men smør, flødeis, sødmælk, sovs og ost. Det var stort set umuligt for mig, da jeg kom fra at have spist et halvt æble om dagen. Efter kun få dage på afdelingen blev jeg lagt i seng, hvor jeg skulle være døgnets 24 timer, og ved siden af sengen sad der en fast vagt, som overvågede mig - selv når jeg var på toilettet. Dette var det mest ydmygende, jeg nogensinde har prøvet. Når jeg ikke spiste den mad, som blev serveret, blev der stukket en slange gennem min næse ned til maven, og det i sig selv var en frygtelig oplevelse. Til tider blev det alligevel sonden, jeg foretrak, da bare det at tygge maden var en kamp for mig. Jeg fik derfor i en periode sonde seks gange dagligt, og det gjorde frygteligt ondt, og min næse blødte næsten hver gang.
Efter næsten halvandet år og ca. 10-12 kg tungere blev jeg udskrevet.
Da jeg blev udskrevet, begyndte kampen for alvor. Jeg
Side 43
Billlede
Side 44
skulle nu til at klare det hele selv, og det var ikke nemt. Jeg havde næsten været isoleret i halvandet år, da jeg kun måtte få besøg to gange om ugen i en time, og jeg måtte ikke benytte telefonen. Jeg havde næsten ikke set nogle af mine venner, og da jeg blev udskrevet, så jeg virkelig, hvordan verden var gået videre, imens jeg blot havde stået stille.
Tilbage til den virkelige verden
Det var en kamp for mig at vende tilbage til den ''virkelige verden,'' og det tog mig måneder, før jeg turde bevæge mig rundt i byen. Alle sagde, at det var dejligt at se, at jeg var blevet rask, men de så kun på min krop og ikke på mit fortvivlede og splittede sind.
Tanken om, at jeg igen kunne blive indlagt, afholdt mig fra at sulte mig. Jeg ville aldrig nogensinde udsætte mig selv og mine kære for en indlæggelse mere. Men det forhindrede mig desværre ikke i at have mange destruktive tanker om mig selv og min krop. I en del år efter indlæggelsen var det kun min nærmeste familie, der så mig spise, jeg skammede mig så meget over, at jeg ikke længere var stærk nok til at fravælge maden.
Det er nu fem år siden, at jeg blev udskrevet, og ca. otte år siden, min anoreksi udviklede sig, og jeg kæmper stadig en brav kamp for at blive fri og få lov til at leve.
Jeg er stadig i behandling, og jeg tror ikke, at jeg var i live i dag uden min terapi. Systemet har alligevel svigtet mig mange gange, og jeg har selv måttet kæmpe for at få noget ordentlig behandling.
Behandlingen af spiseforstyrrede er på mange punkter helt grotesk. Mange behandlere tror, at det udelukkende handler om mad, og glemmer alt det, der ligger til grund for en spiseforstyrrelse.
Taknemmelig for livet
Min indlæggelse har påvirket mig meget, men uden den smertefulde behandling, som specielt sonden medførte, ville jeg måske ikke leve i dag, og det er jeg taknemlig for, at jeg gør.
Jeg tror aldrig, at jeg vil være i stand til at fortælle, hvornår og hvordan jeg kom ud af anoreksien, for det er en proces, som tager mange år, og som måske aldrig ender. Helt fri bliver jeg måske aldrig, og jeg vil altid have en risiko for at falde i igen, men jeg har lært meget om mig selv og om mine reaktioner, så jeg måske en dag bliver i stand til at klare svære situationer på en anden måde end ved at sulte mig selv. Min familie og mine venner har hjulpet mig meget, og selv om de det meste af tiden har stået uforstående over for det, jeg har gjort mod mig selv, så har jeg hele tiden været bevidst om, at de har været der, når jeg havde brug for dem.
Det har også hjulpet mig utrolig meget at starte på mit studium. Efter jeg blev student, har jeg på en måde fået lov til at starte på en frisk, idet jeg har fået nye bekendtskaber og har valgt ikke at fortælle mine nye studiekammerater om min sygdom.
Efter i mange år at have spillet med åbne kort om min anoreksi, trænger jeg nu til at blive set som et menneske og ikke kun som en pige med anoreksi. Jeg tror, at det på en måde kan være farligt at være så åben, som jeg har været, da det kan fastholde en i sygdommen.
Det sker stadig, at jeg ikke bliver inviteret med til spisning, når der bliver holdt fest. Det kan på den ene side være en lettelse, men på den anden side er jeg bange for, at jeg den dag, jeg har lyst til at deltage, ikke har kræfter og overskud til selv at sige til. Netop derfor har det været sundt for mig at møde nye mennesker, som ikke kiggede på det, jeg spiste, eller på min krop.
Mange årsager til sygdommen
Mange spørger mig, hvad jeg selv tror er skyld i, at jeg blev syg. Gid jeg dog vidste det. I modsætning til mange behandlere tror jeg ikke, at der kun er én grund til det, men derimod mange. Det ville være nærliggende at tro, at mine forældres skilsmisse var årsagen til min sygdom, men jeg tror, det er for letkøbt. Jeg siger ikke, at det ikke kan have været medvirkende, men jeg tror, at jeg var blevet syg alligevel. Jeg tror, det handler mere om, hvilket menneske jeg er, og ikke så meget om de ydre omstændigheder. Nogle mennesker går igennem grueligt meget, men er ikke disponeret til at få en spiseforstyrrelse og reagerer på en anden måde. Jeg har altid været følsom og sat andres behov højere end mine egne. På et tidspunkt kunne jeg ikke mere, jeg ønskede, at andre skulle høre mig og se mig som den, jeg i virkeligheden var. Jeg konkurrerede meget med mine veninder, fordi jeg ønskede at være den bedste til alt, hvad jeg foretog mig. Da det ikke kunne lade sig gøre, da jeg jo ikke var perfekt, måtte jeg bruge et andet sprog og ved at sulte mig, kunne jeg bevise, at der var noget, jeg var god til.
Selv om jeg i dag er på vej ud på den anden side, synes jeg stadig, at det er ulideligt svært at give slip på det sidste af min anoreksi. På en måde føler jeg, at min personlighed og min anoreksi hænger så tæt sammen, at jeg har svært ved at se, hvad jeg vil være uden. Jeg øver mig i at mærke mine egne behov, og det er til tider meget hårdt, da det kræver mange kræfter, når man i så mange år som jeg har ignoreret mine behov og følelser.
Min sygdom er ikke forsvundet, men noget meget vigtigt er sket. Jeg har fået lyst til livet og lyst til at slippe kontrollen. Lige meget hvor slemt det hele har været, så har det været det værd, da jeg ikke ville have været det samme menneske uden.
Mette Larsen studerer på Roskilde Pædagog Seminarium.