Implantation af Antabus

Spørgsmål:
Alkoholafhængighed kan være en uovervindelig barriere, når ledige søges aktiveret til arbejdsmarkedet. Ballerup Kommune igangsætter et projekt 1. august 2001, som skal forløbe over et år. Projektet er designet til specielt at tage sig af svage ledige fra 25-60 år, som aldrig har opnået tilknytning til det almindelige arbejdsmarked, som mangler et støttende netværk, mangler selvtillid og selvværd og/eller sidder fast i et misbrugsmiljø. Projektets formål er at sætte en adfærdsændrende proces i gang i relation til alkoholafhængigheden samtidig med en psykologisk og social indsats med personlighedsudvikling, selvværdstræning, beskæftigelse, uddannelse og skabelse af private netværk. 

Projektet vil blande teorier fra Minnesotamodellen og traditionel antabusbehandling, dvs. at nogle deltagere skal have Antabus og støttende samtaler i nogle måneder, inden Minnesotabehandlingen bliver relevant.

I pilotprojektet har enkelte deltagere ønsket at holde op med Antabus, som blev givet tre gange om ugen. Disse har fået tilbud om at få indopereret Antabus som depotbehandling. Ifølge de projektansvarlige virker implanteret Antabus i 4-6 måneder, hvis det virker. Sundhedsstyrelsen har givet tilladelse til metoden. Næsten alle deltagere, der havde fået implanteret Antabus, gennemførte Minnesotabehandling.

Samsø Kommune har ikke ønsket at indgå i et samarbejde om projektet, da de projektansvarlige gav en meget kort frist til at beslutte sig i, da de henvendte sig i marts 2001.

Mine spørgsmål lyder: Er implantation med Antabus ikke så risikabel en behandling, at den må betegnes som uetisk i et projekt af denne art, hvor der netop er tale om meget svage deltagere?

Mona-Maria Bech, sygeplejerske på Samsø.

Svar:

Implantation af antabus er ikke en metode, der normalt anvendes i Danmark. Antabus er et stof, der stopper alkohols nedbrydning i leveren. Nedbrydningen stopper ved det stof, der hedder acetaldehyd, et giftstof som bl.a. nedbryder hjernecellerne. Selv små mængder alkohol samtidig med indtagelse af antabus vil producere acetaldehyd. Patienten oplever ikke nogen alkohol-antabus-reaktion, men hvis man analyserer blodet, vil man kunne finde og identificere stoffet acetaldehyd. Derfor er det kontraindiceret at give antabus, hvis patienten ikke er fuldstændig afholdende.

Er man som behandler med til at give antabus til patienter, som har alkohol i kroppen, er det stærkt betænkeligt. Det er ligeledes meget betænkeligt at indoperere antabus, hvis man ikke er 100 pct. sikker på, at patienten vil være afholdende. Man kan faktisk kun vide, om patienten er fuldkommen afholdende ved at have tæt kontakt til og alkoholteste vedkommende.

Alkoholafhængighed er en kronisk lidelse, og er man først en gang blevet afhængig af alkohol, vil det oftest være for resten af livet. Derfor er det ikke fagligt korrekt at tale om "uafhængighed", idet begrebet ikke eksisterer. Patienter med alkoholafhængighed har bl.a. symptomerne abstinens, drikketrang og kontroltab. Har patienten indtaget alkohol, vil behandleren kunne se abstinenssymptomer, og der vil kunne identificeres evt. drikketrang.  Denne drikketrang kan være utrolig voldsom og ekstremt svær at kontrollere. Den kan sammenlignes med sult, hvis man ikke har fået mad i en uge. Så er man villig til næsten hvad som helst for at få stillet sit behov.

Det står nævnt i projektet, at enkelte deltagere ønskede at få stoppet deres antabusbehandling. Hvorfor? Var begrundelsen, at det var for besværligt at skulle indtage stofet tre gange om ugen? Hvis det var begrundelsen, bør man som alkoholbehandler være meget opmærksom på patientens motivation for behandling, idet en sådan begrundelse ofte er optakt til tilbagefald, og man bør absolut ikke begynde at indoperere antabus.

Pilotprojektet har da også vist, at enkelte patienter havde tilbagefald, selvom de havde fået indopereret antabus. Lige præcis dette er grunden til, at man ikke bruger metoden i Danmark. Man vil fra et fagligt synspunkt ikke være med til at give patienterne en forgiftning med acetaldehyd. Desuden ved garvede alkoholafhængige, hvordan de kan undgå at mærke antabus-alkohol-reaktionen ved at indtage antihistaminer, som kan fås i håndkåb. Antihistaminerne forhindrer dog ikke dannelsen af acetaldehyd.

Ved projektlederen, om deltagerne har indtaget antihistaminer? Er deltagerne i projektet informeret på korrekt vis, og kender de til risikoen for acetaldehydforgiftning, selv efter små mængder alkohol?

Ved at have stoffet indopereret har patienten ikke noget reelt frit valg, hvilket er etisk betænkeligt. Han eller hun kan ikke bare vælge fra igen, når først stoffet er placeret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der sker med de mennesker, der ikke vil deltage i projektet. Bliver deres kontanthjælp holdt tilbage? Hvis det et tilfældet, har perosnen overhovedet ikke noget valg. Jeg finder ikke, at projektbeskrivelsen fra Ballerup Kommune er uddybende nok til, at jeg kan udtale mig om, hvorvidt der foregår noget uetisk. Men jeg kan sige, at der mangler en høj grad af faglig viden og indsigt på området, og jeg håber ikke, der deltager sygeplejersker på projektet.

Jesper Weismann, ledende oversygeplejerske på alkohol-enhederne i H:S, Hvidovre Hospital.
 

Læs også "Antabus indopereres på arbejdsløse i Ballerup Kommune"