Boganmeldelser

Lederskabet er forældrenes

Jesper Juul

Smil vi skal spise - børnefamiliens måltider

København: Forlaget Apostrof 2000
138 sider, 199 kr. 

Fortidens blodige gladiatorkampe er tilsyneladende det rene vand ved siden af de scenarier, der udspiller sig i en dansk gennemsnitsfamilie, når familien er til højbords.

Jesper Juul vil hjælpe forældrene med at genindføre måltider, hvor barnet er et af flere familiemedlemmer, og den høje stol ikke en tronstol, som alle ser på hele tiden.

''Det er hverken ukærligt, undertrykkende eller udtryk for omsorgssvigt, når børn ikke nødvendigvis får det, de lige har lyst til. Det er det derimod, hvis de altid får det.'' Jesper Juul skriver jordnært og humoristisk, og mange forældre må kunne få mod til igen at tage lederskabet i familien ved hjælp af de erfaringsbaserede, gode råd om kræsne børn, tykke børn, børn, der ingenting spiser, og børn, der kun vil spise det samme hver dag.

Jesper Juul starter med en bekendelse. Han er gammeldags. Han kan godt lide gode råvarer, og han kan lide at lave mad. Så kender vi udgangspunktet.

Når familien samles ved bordet, hvad enten det er hver dag eller 1-2 gange om ugen, er stemningen en indikator på, hvordan den enkelte trives. Derfor kan måltider forløbe så forskelligt, og Jesper Juul er meget fordomsfri i forhold til de konflikter, der kan udspille sig, mens familien tygger. Han funderer bl.a. over forskellen på, hvordan vi behandler venner og børn. Vennerne får serveret det bedste, og bordet er dækket med omhu. Ingen siger til en god ven: ''Du får ingen dessert, hvis du ikke spiser op,'' ''ti stille og spis'' eller ''du skal smage.'' Så når ungen er kræsen, kun vil have spaghetti med kødsovs eller slet ikke spiser, er det forældrenes måde at forholde sig til børnene på, der trænger til et eftersyn.

Forældre skal øve sig i klare, personlige udsagn i stedet for krænkende eller sirupssøde appeller. F.eks.: ''Jeg kan godt se, at det er svært at spise kylling, når hele hovedet tænker på chokoladeis, men jeg vil gerne ha', at du spiser kyllingen først og isen bagefter.''

I et andet eksempel er treårige Kamma på banen. Kamma er forældreløs forstået på den måde, at hendes forældre har overladt lederskabet til hende. Kamma navigerer gennem livet uden styring, hendes forældre opfører sig som to handlingslammede matroser, og derfor er måltiderne kun symptomer på, at Kamma savner sine forældres aktive lederskab. Der er konflikter, når Kamma skal have tøj på, når hun skal børste tænder, og når hun bliver hentet i børnehaven, for sådan viser hun sin frustration. Kamma har ikke lyst til at have magten i sin familie. Hun vil gerne ses og høres, men det er noget helt andet. Jesper Juul beskriver, hvor galt det kan gå, når Kamma skal vælge morgenmad, og han nævner et alternativ, hvor forældrene tager ansvar for familiens trivsel i stedet for at lade Kamma navigere rundt i cornflakes og yoghurt alene.

Bogen er hjælpsom og nem at læse. Køb den, hvis der er mudder i måltidet.

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder på redaktionen, Sygeplejersken. 

Et stabilt liv uden for hospitalet

Leonard I Stein, Albereto B. Santos

Psykoseteam - En model for opsøgende psykiatrisk arbejde

Oversat fra amerikansk af Niels Johansen, Agnete Iversen, Per B.Vendsborg
København: Hans Reitzels Forlag 2000
208 sider, 225 kr. 

''Psykoseteam'' anviser en metode til at hjælpe mennesker med alvorlige, langvarige psykiske lidelser til et stabilt liv af en rimelig kvalitet uden for hospitalet. Det er en særdeles væsentlig bog for alle, som arbejder med psykiatriske problemstillinger både i og uden for hospitalsregi. At dømme efter reaktionerne på den medicinske teknologivurdering af metoden i 1999 kunne man forestille sig, at vi kommer til at arbejde sådan i fremtiden.

Bogen bygger på forfatternes erfaringer med opsøgende psykoseteam i Madison, Wisconsin i USA. Op til 1970'erne var behandlerne frustrerede over forholdene for psykiatriske patienter, de mange genindlæggelser og de mange patienter, som endte i hjemløshed, misbrug eller kriminalitet. En række nye psykosociale behandlingsmetoder blev indført og hjalp da også mange, mens de var indlagte, men man så stadig mange tilbagefald. For nogle af behandlerne blev det mere og mere klart, at en afgørende betingelse for et heldigt udfald efter udskrivelsen var et intensivt og vedvarende støtte- og behandlingsprogram i lokalsamfundet. De startede den omhyggelige undersøgelse af, hvordan alvorligt sindslidende behandles uden for hospitalet.

Der opstod imidlertid nogle vanskeligheder, idet denne tankegang ikke harmonerede med den traditionelle filosofi, som hospitalsbehandlingen byggede på. På trods heraf blev der i årene, der fulgte, gjort et betydeligt pionerarbejde, og igangsatte projekter og resultater blev beskrevet og evalueret.

Metoden er siden med særdeles positivt resultat blevet afprøvet i mere end et dusin randomiserede kliniske forsøg i USA, Storbritannien og Canada.

På dette grundlag giver forfatterne detaljerede anvisninger på, hvordan man igangsætter og arbejder med opsøgende psykoseteam i praksis, og hvilken indsats der fører til hvilke mål for klienterne. Der er ligeledes detaljerede anvisninger på, hvordan man foretager vurdering af klientens situation med henblik på udarbejdelse af behandlingsmålsætning og metode.

Teorierne underbygges af konkrete eksempler fra praksis.

Teamets opgaver består f.eks. i at støtte klienterne, pårørende og andre, som har betydning for klienterne i alle forhold og på alle tider af døgnet i alle ugens syv dage.

Det er centralt og afgørende, at man vedholdende skal fastholde sit tilbud om hjælp til klienten, selv om denne udtrykker ønske om at afbryde kontakten, idet ''manglende eller svingende motivation indgår i den grundlæggende lidelse.'' Der gives konkrete eksempler på, hvordan man mest taktfuldt varetager denne opgave i forskellige situationer.

Bogen er grundig og detaljeret, uden at det bliver trivielt. Det menneskesyn, som forfatterne giver udtryk for, kendetegnes ved respekt for den enkeltes egenart, at alle har stærke sider at bygge på, og omsorg for klienternes borgerrettigheder og livskvalitet.

Af Birgit Jellesen, specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, stedfortræder ved Sygehus Fyn, Middelfart. 

Gode råd til Søren Kusk

Lise Ehlers

De gådefulde frontallapper

1. udgave København: Munksgaard 2000
112 sider, 128 kr. 

Vores viden om frontallapperne er stadig meget begrænset, hvilket resulterer i, at mange frontalt skadede patienters problemer overses ved rutinemæssige undersøgelser. Den første person med en svær frontallapsskade, beskrevet i litteraturen, er højst sandsynligt Marie Gruppe (1643-1718). I.P. Jacobsen har indgående beskrevet, hvordan Marie Gruppe havde svært ved at helhedsbetragte og analysere en situation korrekt, hvorfor hun foretog impulsive, kritikløse og uovervejede ting. Som alle med svære frontale skader havde Marie Gruppe ikke evnen til selvindsigt, og hun var slet ikke klar over det uhensigtsmæssige i sine reaktioner. Hun lærte simpelthen ikke af sine mange fejltagelser, og hun rettede sig ikke efter råd og vejledning. En sådan hjerneskade er invaliderende, fordi følgerne berører evnen til overlevelse.

Uden at der behøver at være tale om intellektuel forstyrrelse, medfører frontallapslæsioner en abnorm social adfærd og forstyrrelse i den pertilsonlige livsførelse, som berører det mest menneskelige - selvet. Men selvopfattelsen ændres ikke, så personen beder ikke om hjælp. De dramatiske adfærdsændringer udtrykkes i almindelig tale som den frontale personlighed. Mange kliniske observationer tyder på, at der er to hovedtyper af frontale personlighedsændringer. Den ene skyldes læsion i hjernebarkens øvre del, den dorsolaterale, hvor patienten præges af apati, energiløshed, mangelfuld evne til at planlægge og noget, der ligner total ligegyldighed. Den anden type er den orbifrontale i den nedre del af frontallappen, hvor patienten er præget af manglende hæmninger og ansvarsløs adfærd. Patienten virker umoden, selvoptaget, har tilbøjelighed til seksuelle udskejelser og tager sjældent hensyn til andre.

Lise Ehlers præsenterer frontallappernes anatomi og funktioner sikkert og præcist uden at anvende for mange faglige udtryk. De orbitofrontale skader præsenteres med reference til Damasios' hypotese og undersøgelse af divergensen mellem følelsesmæssige påvirkninger og kropslige signaler. Følelsernes betydning belyses i forhold til bl.a. empati, moral, at tolke følelser, skyldfølelse og intuition. De dorsolaterale skader præsenteres i forhold til apati, erkendelse, fleksibilitet, planlægning, problemløsning, distraktion og arbejdshukommelse. Lise Ehlers fremfører tanker om både basale og specielle principper for genoptræning efter en frontallapsskade, hvor hun medtænker motivationens betydning for genoptræningen.

I sidste afsnit analyseres Marie Gruppes liv og adfærd med udgangspunkt i den tilgængelige viden på området. Hun slutter med gode råd til Søren Kusk om, hvordan han kan hjælpe og støtte Marie bedst: Han skal fungere som hendes frontallapper ved at organisere hele tilværelsen for hende og bl.a. sørge for, at hun kommer i bad og får skiftet tøj, møder andre mennesker og holdes beskæftiget, og hertil vil et skema med tidspunkter for hver enkelt aktivitet være et godt arbejdsredskab. Søren Kusk skal også forsøge at opmuntre den adfærd, han forventer, samtidig med at han tydeligt forklarer bevæggrundene for indvendinger mod uacceptabel adfærd. Søren Kusk skal reagere med ro og overblik, være accepterende og beroligende.

''De gådefulde frontallapper'' giver et vældigt godt indblik i de karakteristiske personlighedsforandringer ved frontallapslæsioner; og det vil i fremtiden være svært at beskrive en patient som ''frontalt'' præget. Bogen henvender sig til læger, psykologer, psykiatere, pædagoger og sygeplejersker.

Af Anne Winkel, funktionsleder på Klintegården, Frederikssund.  

Så smukt som poesi

Liv Strand

Mental ernæringsbok for sykepleier

Oslo: Universitetsforlaget 2000
230 sider, 362 kr. 

Liv Strand, klinisk specialist i psykiatrisk sygepleje, har arbejdet med fagudvikling, undervisning, vejledning og billedkunst. Hendes bog ''Fra kaos mod samling, mestring og helhed'' om sygepleje til psykotiske patienter er en klassiker, de fleste inden for specialet kender og skatter.

''Mental ernæringsbok for sykepleier'' handler ikke specielt om psykiatrisk sygepleje, men om det at være sygeplejerske eller rettere det at have et arbejde, hvor det drejer sig om at drage omsorg for andre. Det, hun vil udforske, er, som hun selv udtrykker det, livsfremmende inspirations- og kraftkilder, vi kan få næring fra til en konstruktiv, skabende udviklingsproces og derved modvirke den negative indflydelse fra et belastende arbejdspres.

Liv Strand tager udgangspunkt i den hverdag, vi alle kender, og man mærker, at hun på egen krop har oplevet, hvad den indeholder af vilkår, som gør det vanskeligt for os at gøre det gode, ja vanskeligt at få tid og rum til at reflektere over, hvad det gode er. Vi kan reagere på vore arbejdsvilkår med de mange modstridende krav ved at indordne os, en strategi, som beskytter os mod at mærke den megen smerte, vi er omgivet af. Prisen for en høj grad af indordning eller mestring er imidlertid, at man får mindre kontakt til sine egne følelser, hvilket forringer evnen til nærvær, empati og omsorg. Yderligere forringer det muligheden for personlig udvikling.

Det at skulle forholde sig til så mange former for relationer på en travl arbejdsplads med manglende mulighed for selv at styre sin arbejdsdag kan medføre udbrændthed. Konsekvenserne er til skade for patienterne og personalet.

Overskriften på bogens to dele er henholdsvis: ''Om det gode'' og ''Om at give det gode forrang.'' I sin bearbejdning af problemstillingerne bruger Liv Strand sin viden om mellemmenneskelige forhold fra det psykiatriske speciale, som andre faggrupper også kan drage nytte af. For at belyse emnerne teoretisk tager hun udgangspunkt i filosoffer som Aristoteles, Kierkegaard, Løgstrup og Levinas og relaterer til Kari Martinsen og andre sygeplejeteoretikere samt skønlitteratur, digtekunst og billedkunst med henvisninger, citater og illustration. Jeg kan ikke lade være med at beundre det store overblik, den dybe indsigt, den klare systematiske tankegang og evnen til at kombinere og se sammenhænge. Selv om hun bringer os vidt omkring, er der hele tiden en klar linie, en rød tråd, en forbindelse til hverdagens virkelighed.

Man kan ikke påstå, at Liv Strand er lettilgængelig. Det skyldes ikke kun det norske sprog, som jo er charmerende og let at læse. Hun kommer vidt omkring i filosofiens verden og gør det så smukt som poesi. Alt bliver brugt til at belyse eksempler fra den levede hverdag. I betragtning af, at de problemer, som bliver behandlet, er så højaktuelle, kunne man måske godt have ønsket sig en bog, som var skrevet på en måde, der ville give flere potentielle læsere. Men der gives vel ikke nogen lettilgængelige opskrifter på, hvordan man forebygger udbrændthed uden at miste sine idealer. Indledningen afsluttes med et ønske og en anbefaling om, at bogen læses langsomt. Det var efter min mening unødvendigt og kunne godt få én til at trække lidt på smilebåndet. Selve den omhyggelige måde, emnerne er behandlet på, lægger op til stille fordybelse og eftertænksomhed. Man får ikke det hele med ved første gennemlæsning, heller ikke selvom man læser langsomt. Bogen giver inspiration til refleksion over forholdet til sig selv og egne værdier, til faglig og personlig udvikling.

Af Birgit Jellesen, sygeplejerske, stedfortræder på psykiatrisk afdeling P1, Sygehus Fyn, Middelfart. 

Et liv med glæde og indflydelse

Jane Cars, Birgitta Zander

Samvær med demente

Oversat fra svensk af Mikal Arboe
København: Hans Reitzels Forlag 2000
144 sider, 175 kr. 

Nogle af social- og sundhedshjælperne på min arbejdsplads kastede sig over bogen, da jeg modtog den til anmeldelse. Her fandt de ofte en løsning på et problem, de selv havde tumlet rundt med. Til stor gavn for den demente, de pårørende og dem selv.

Det er netop dementes omgivelser, der er målgruppen for ''Samvær med demente.'' Der er et enormt behov for at gøre dementes omgivelser bevidste om, hvordan man enkelt kan skabe gode oplevelser, så den demente oplever sit liv med glæde og med egenindflydelse.

Omgivelserne er familien og de tilknyttede pleje- og omsorgsmedarbejdere.

Bogen giver et indblik i en hverdag fyldt med demensskabte problematikker. Den er let at læse og blander teori og praktiske anvisninger på en række hverdagssituationer og er også tænkt som en opslagsbog, man griber ud efter, når et problem trænger sig på. Til det formål burde der have været et stikordsregister, men det er måske blevet væk i oversættelsen fra svensk til dansk?

Til gengæld er der et godt afsnit om nyttige danske adresser og et godt afsnit med forslag til anden læsning.

De svenske forfattere er gerontopsykologer, som til daglig arbejder ud fra en jeg-støttende holdning, som beskrives nærmere, og som bruges på Rosenlunds geriatriske klinik i Stockholm (demenslidelser og følger efter apopleksier) og et kommunalt ældreteam i Södertälje (hukommelsesproblemer og demensspørgsmål).

Med en jeg-støttende holdning som tilgang behøver livet som dement ikke at være gråt og trist og forvirret, fordi den demente tilbydes hjælp til at vide, hvem han er, hvem han har været og stadig er. Netop med formidlingen af en jeg-støttende holdning henvender denne bog sig til en bred læserskare.

Af Anette Brunshøj, primærsygeplejerske i Herlev Kommune.