Faglig kommentar: Surferne

Der er rift om sygeplejersker, og ledigheden er meget lav. Men Lenes historie kunne godt give næring til tanken om, at ajourføring af faglig kompetence inden for eget område var en betingelse for at bevare autorisationen.

Hov, skal jeg ikke også have en af de lyseblå om aftenen?'' Fru Tut sad ved spisebordet ved siden af primærsygeplejersken Suleima og fulgte med i medicinophældningen.

Suleima kiggede en gang til på medicinlisten. ''Det skal du sandelig også. Det er godt, du følger med.''

Kort efter afbrød fru Tut medicinophældningen igen: ''Nej, jeg skal altså ikke have fire af de små hvide hver aften.''

''Nåh - nej, der står jo også en kvart.'' Sygeplejersken samlede de hvide tabletter sammen og begyndte at brække dem i stykker. ''De hjælper ellers godt mod dine hjertesmerter, ikke?''

''Næh, det er for, at jeg ikke skal få flere blodpropper,'' rettede fru Tut. ''Du skal heller ikke brække så mange i stykker. Hver anden dag skal jeg have en halv. Og på torsdag skal jeg have taget en ny blodprøve for at se, om dosis skal reguleres.

Da Suleima var gået, tog fru Tut æsken med hen under læselampen, skubbede brillerne på plads og studerede æsken. Der lå to af de store grønne i det øverste onsdagsrum, men ingen i torsdagsrummet. Nå, det er måske heller ikke så nemt at skulle have nyt distrikt i feriesæsonen. Godt, at hendes sædvanlige sygeplejerske Lene snart kom fra ferie. Hende var hun tryg ved.

Lene kom tilbage, og alt gik fint et stykke tid. Så blev Lene forkølet, og Suleima mødte op for at dryppe øjne. Fru Tut måtte fortælle, hvilken flaske der først skulle dryppes med, og noget af væsken kom ikke ordentligt ind i øjet, men løb blot ned ad kinden. Suleima tog en snip af sin kittel og tørrede af. Skal du ikke have vasket hænder først, havde fru Tut måttet sige til Suleima, da hun kom. ''Det er ikke nødvendigt,'' svarede Suleima. ''Jeg skal slet ikke røre ved noget.''

Da Lene kom igen, betroede fru Tut sig til hende. ''Jeg vil ikke have Suleima inden for mine døre mere.''

Påstand mod påstand

Lene lod fru Tuts melding gå videre til ledelsen. Det var netop den klage, hun og flere kolleger havde ventet på. Flere af sygeplejerskerne i den integrerede ordning havde i lang tid været utrygge ved Suleimas arbejde. Sygeplejerskerne arbejdede jo meget på egen hånd, så det var meget svært at bevidne og dokumentere egentlige fejl. De havde selv observeret forkert ophældt medicin i doseringsæskerne, når Suleima havde hældt op, men Suleima forklarede det hver gang med, at det i så fald måtte have været patienten, der havde rodet rundt med sine piller.

Hendes rapporter var mangelfulde, og de måtte ofte spørge specifikt til vigtige observationer. Suleimas observationer svarede ikke altid til de andre sygeplejerskers. Hvis de påpegede konkrete fejl i hendes sygepleje, undskyldte Suleima sig med, at det havde været nødvendigt i den aktuelle situation. De øvrige sygeplejersker var efterhånden ikke i tvivl om, at Suleima løj for at redde ansigt og skjule sine forsømmelser, men det var ikke let at bevise.

Hver gang var det påstand mod påstand. Ved faglige møder afslørede Suleima jævnligt ukendskab til basale kundskaber. Forsvandt der medicin? Det var ikke til at afgøre, men der lå en mistanke. Suleimas kolleger havde aftalt at skrive alle eksempler på Suleimas faglige inkompetence ned, når de kunne dokumentere dem. En dag var der tilstrækkeligt med eksempler, derfor kom fru Tuts klage meget belejligt.

Advarsel og prøvetid

Sagen gik sin gang. Suleima blev kaldt til samtale. Kollegerne kom til samtale. Der blev givet skriftlig advarsel. Der blev aftalt en vis prøvetid, som Suleima ikke klarede tilfredsstillende. Fagforeningen var inddraget. Det tog sin tid, men Suleima fik sin afsked, og så blev der ikke talt mere om det. Lene og de øvrige sygeplejersker havde ikke været inddraget i selve afskedigelsessagen. De blev orienteret, da beslutningen var truffet, og Suleima viste sig ikke mere.

Arbejdsklimaet blev trygt og rart igen. Man glemte den ubehagelige tid med mistanker, mistillid, anklager og ubehagelige konfrontationer.

Et par måneder senere var Lene til privat selskab i en nærliggende kommune. Blandt gæsterne var en anden sygeplejerske. Hun fortalte glad, at hun nu skulle til at have mere tid sammen med familien, fordi hendes vagtbyrde blev mindre. De havde nemlig fået en ny, fast nattevagt. Afdelingen havde længe søgt efter en ansvarshavende sygeplejerske til fast nattevagt, og nu havde de endelig fået en. ''Hun hedder Suleima. Pudsigt navn, ikke?''