Grandtante Fredrik

Hun blev kaldt Fredrik af sine elevkammerater. Første gang, hun overværede en operation, var hun ved at besvime. Men så fik hun en lussing af overlægen. Siden blev hun en af Danmarks første hjemmesygeplejersker. Hendes grandnevø beretter her om tiden dengang.

Min grandtante - hjemmesygeplejersken - boede i Restauratørstiftelsens gule etageejendom i Østervoldgade. Hun var en af de første hjemmesygeplejersker i Danmark. Da hun valgte at blive det, medførte det umiddelbart en mishagsytring fra den impossante forstanderinde Charlotte Munk på Bispebjerg Hospital: ''De er ellers en af dem, vi har regnet med.''

Tante havde utvivlsomt ''det, der skal til'' for at nå højere op i systemet, gætter jeg. At have ''det, der skal til'' var Don Corleones betingelse for at acceptere en ny mafiosokandidat, og når det gjaldt handlekraft og selvstændighed kunne grandtante Fredrik utvivlsomt konkurrere med mangen en succesfuld mafioso, blot stillede hun disse værdifulde egenskaber i en god sags tjeneste.

Navnet Fredrik fik hun af sine elevkammerater. Hun hed egentlig Marie D. Fredriksen, men måske ansås det for lovligt familiært at kalde hinanden ved fornavn.

Jeg spurgte hende en gang, hvordan hun kunne holde ud at se de barske og blodige ting, hun blev præsenteret for. Hun svarede: ''Man må koncentrere sig om det, man skal hjælpe patienten med. Første gang, jeg overværede en operation, var jeg ved at besvime, men så fik jeg en lussing af professor Wessel!''

Ingen regning til fattige patienter

Den gang foregik hjemmesygeplejerskernes transport på cykler. Tunge, gedigne køretøjer, som blev leveret og perfekt vedligeholdt af en bestemt cykelhandler, som påmonterede dem en bagagebærer til en jordmodertaske. Der skulle også være plads til snavset sengetøj, som blev byttet til rent på Kommunehospitalet.

Sejt og vedholdende passede Fredrik sit arbejde, fortrinsvis blandt mennesker i små kår, først på Østerbro, siden mest i Den indre By i kvarteret omkring Sct. Pouls Kirke. Hun samarbejdede i reglen med en praktiserende læge ved navn Kattrup-Lassen. Denne udmærkede mand havde udviklet sit eget sociale sikringssystem, som bestod i, at han udskrev ingen eller reducerede regninger til de fattigste patienter. Hans humor passede næsten alt for godt til Fredriks, for af og til opstod der barokke situationer, som da hun havde gjort en spritter/klunser smukt i stand til lægens besøg, og hans pæonrøde hoved lyste op som et fyrtårn i det kridhvide sengetøj. Denne patient var nyligt blevet udskrevet fra hospitalet stærkt utilfreds med maden, som ''havde meget mindre smag'' end det, han fiskede op fra skraldespandene med syvtallet.

Sprang af cyklen for kongen

I alle hendes mange år som hjemmesygeplejerske i Den indre By med bælgmørke gårde og opgange blev hun ikke forulempet en eneste gang. Som med et kosteskaft i ryggen kom hun målbevidst marcherende, en omvandrende bekræftelse på den erfaring, at de tilfældige voldsofre på gaderne tit er dem, der trykker sig langs husmurene. Ofte mødte hun på sine ture Kong Christian den tiende. Så sprang hun af cyklen og nejede for ham. En dag sagde kongen venligt til hende: ''Frøken, De behøver ikke at springe af cyklen for at hilse på mig, jeg springer jo heller ikke af hesten for at hilse på Dem.''

''Deres Majestæt, således er jeg opdraget, så således må det blive,'' svarede hun.

Og således orienteret om den rette omgangsform blandt honnette folk hilste kongen på den af sindelag og adfærd lige så majestætiske tante og fortsatte morgenrideturen. Her skal bemærkes, at hun ikke var ret meget højere end en rulle kiks.

Tantes sprog var næsten et kapitel for sig, fyldt med talemåder, som hun først og fremmest havde lært af sin mor.

''Du ser noget klatøjet ud'' i tilfælde af sløjhed, og ''Jah, hvad forstår bønder sig på agurkesalat,'' hvis hun fik forklaret et ukendt fænomen. Desuden havde hun en særlig dialekt. Bredgade blev

Side 37

udtalt som ''Bræ'gade,'' kort og fyndigt. Tidsfordriv med stumt d. Folk med stumt l.

Små gaver fra patienterne

Af flere grunde voksede min mor op hos sin moster, altså Tante. Vi fire søskende kendte ikke vore bedsteforældre på mødrene side, men det fornam vi ikke, for i kraft af sit aktivitetsniveau og sin generøsitet fyldte Tante lige så meget som et helt sæt bedsteforældre. Jeg har ikke kendt nogen anden, der i samme grad efterlevede devisen om ''at spare på skillingen og lade daleren rulle.'' Store gaver blev det til i tidens løb. Min første flyrejse fik jeg af hende. Det med at spare på skillingen kan bedst illustreres med følgende episode: På en tur med sporvognen havde jeg fejlagtigt bedt om en ''Omstigning,'' hvor en ''Ligeud'' slog til. Uden tøven kæmpede den lille, tætte dame sig vej gennem den overfyldte sporvogn for at bytte billetten.

Min grandtantes lejlighed på Østervoldgade havde to værelser, som var adskilt fra hinanden med en tung portiere. Der var næppe plads til en opgående dør, for der var to dominerende møbler: En tung dragkiste i massivt egetræ samt et mahognichatol, som min Tante kaldte sekretæren. Det havde en masse små og store skuffer, de mindste med elfenbensknapper og tillige en nedfældelig skriveklap, som bl.a. gav plads til nipsgenstande, hvoraf vi foretrak en hængeøret hundehvalp i kongeligt porcelæn.

''Den har jeg fået af en patient,'' var Tantes gentagne replik til flere af de kønneste ting.

Stuegang med forkert journal

Fredrik havde en elevkammerat, Ulla J., hvis vigende hage på ingen måde udtrykte hendes karakter; hun blev afdelingssygeplejerske og kom hurtigt i vane med at tage afdelingens plageånd, oversygeplejersken Laura X - også kendt som ''Overlaura'' - fra oven og nedefter. Også ovennævnte professor Wessel kom til at opleve Ulla fra den handlekraftige side, for han havde på en stuegang fået udleveret en journal, som tydeligvis ikke passede til den patient, han havde gjort holdt ved. Med høj røst begyndte han at læse højt af den, men Ulla var hjerteløs nok til at stoppe hans lille private festforestilling. Med ordene ''Professoren har vist fået fat i en forkert journal'' foretog hun en hurtig ombytning. Man vil bemærke den elegante formulering, der indirekte placerede ansvaret for fejltagelsen hos manden selv. De begejstrede tilskuere så naturligvis ingen grund til at holde tand for tunge med episoder af den art.

Hvad oversygeplejersken Laura angik, så fik hendes adfærd konsekvenser for hendes privatliv. ''Hun blev ensom,'' sagde Tante medfølende. Skadefryd var ikke hendes stil.

Overtog profession og navn
Som stor skolepige blev min mor en værdsat ledsager for Fredrik, for dels kunne hun løbe byærinder for patienterne, dels kunne hun spille klaver, bl.a. til glæde for ægteparret Lundberg, hvor den stærkt tunghøre hr. Lundberg betjente sig af et teleskophørerør af skilpaddeskjold, hvis munding han på det nærmeste placerede oven i klaviaturet til gene for min mor og til latter (lydløs) for Fredrik. Ved siden af Marmorkirken havde de en pragtfuld, højloftet lejlighed, som efter deres død blev overtaget af sønnen Georg, som livet igennem bevarede en veneration for min mor, som han gik over til at kalde fru Edith, efterhånden som hun formerede sig med fire børn. Jeg lærte ham at kende som en elskelig og gavmild ældre mand.

Det lå næsten i kortene at med en så massiv påvirkning, måtte min mor også blive sygeplejeelev på Bispebjerg, og hun overtog derfor kæle- og kaldenavnet Fredrik blandt sine elevkammerater og stiftede bekendtskab med Overlaura, som årene ikke havde mildnet, samt professor Wessel, som hun imidlertid kom til at opleve fra en anden side end hans strenge omdømme lod ane. Hun så ham med ægte empati tage sig af en hårdt ramt patient, hvilket hun kunne berette til sine forbløffede kammerater.

Emneord: 
Historie