Boganmeldelser

Bidrag til sygeplejens historie

Kirsten Folke Harrits, Ditte Scharnberg (red.)

Ind i faget

Sygeplejersker fortæller

Århus: Dansk Sygeplejeråd Århus Amtskreds/Husets Forlag 2001
173 sider 

''Ind i faget'' er fortællinger om, hvorfor og med hvilken baggrund unge piger i sin tid valgte at uddanne sig til sygeplejerske. De fortæller om autoritetstroen og om, hvordan det var at være sygeplejerske i hierarkiet, om arbejde på sygehus, i hjemmepleje, på sygeplejeskole, i udlandet både i Europa og under mere eksotiske himmelstrøg. Der fortælles om, hvordan hverdagslivet formede sig i forskellige specialer, under krigen og i modstandsarbejdet, om livet i psykiatrien, på lungeklinikken og operationsstuen. Holdninger og praksis er et tema ligesom sygeplejerskens syn på sig selv og på Dansk Sygeplejeråd.

Bogen er et resultat af et toårigt erindringsprojekt iværksat af Århus Amtskreds i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd og Åstedet, arkiv og kulturværksted for den oversete historie. 27 sygeplejersker mellem 85 og 48 år har begået 33 sygeplejerskeerindringer. Intentionerne bag arbejdet har været at skærpe opmærksomheden på betydningen af at overlevere erfaringer og skabe baggrund for dialog mellem det fortalte og læseren. Ønsket er, at flere sygeplejersker vil arbejde med fortællinger om deres liv og virke og dermed bidrage til sygeplejens historie og til diskussion af faget nu og i fremtiden. De meget personlige beretninger er engagerende. Indimellem undres man over, hvor meget disse gæve kvinder egentlig holdt til. Lange, lange arbejdsdage. Ringe kost. Indimellem nedladende behandling. Enkelte måtte også levere deres blod - i en snæver vending. Min egen hukommelse aktiveres også, hvilket selvfølgelig er meningen. Den ene gang efter den anden måtte jeg udbryde: ''Ih, det kan jeg også huske.'' F.eks. den sarkastiske måde, man behandlede elever på, hvis og når teoriniveauet steg. ''Nå kommer de, skolefrøknerne.'' Underligt nok er det stadigvæk almindeligt blandt sygeplejersker at harcelere over den teoretiske tilgang til faget, uanset hvilket niveau vi befinder os på. Den er et godt bidrag til sygeplejens historie. Pædagogisk er den lidt af en udfordring, idet man stille undres over sammenhængen mellem indlæring og erindring.

Sproget er i sagens natur fortællende. Indimellem virker det lidt knudret, men det gør bogen velegnet til oplæsning. Bogen er rigt illustreret med tegninger af Claus Seidel, der skildrer sygeplejerskers arbejde. Alle situationerne er fra vor egen tid og er udført med kærlig hånd og perspektiverer teksten.

Af Hanne Nissen Hugod, ledsagesygeplejerske 

Hvad har de i poserne?

Dorte Caswell, Ida Schultz

Folket på gaden - om posefolket og gadepraktikken

København: Gyldendal 2001
280 sider, 248 kr. 

Hvilket liv lever de hjemløse? Hvordan ser deres hverdag ud? Hvad er det for en type socialt arbejde, der kan nå ud til denne gruppe? For at kunne besvare spørgsmålene empirisk har forfatterne i samarbejde med ''Projekt Udenfor'' været på fem måneders feltarbejde på gaderne i København. ''Projekt Udenfor'' er et privat initiativ, der med midler fra fonde og puljer arbejder med de hjemløse. Forfatterne har observeret folket på gaden, været frivillige medarbejdere på bespisningsstederne for socialt udstødte og hjemløse, og de har fulgt og beskrevet udvalgte posefolk.

Vi kender alle posefolket, men de færreste af os kender deres virkelige liv.

Posefolket står ofte som forsvundne i folkeregistret og har ingen kontakt til sociale myndigheder. De er kontaktafvisende, sky og præget af deres sindslidelser. Posefolkets hverdagsliv illustreres og beskrives med små fortællinger. Hvad har de i poserne, hvordan og hvor sover de, klarer sig økonomisk, plejer og passer deres helbred, hvad bekymrer de sig om, og hvad bekymrer socialarbejderen sig om. Vi får indblik i, at posefolkets normer måske ikke er så afvigende endda. Der er livsberetninger om Hans, Marius, Åse og Svante og beskrivelser af det sociale og meget vanskelige arbejde, ''Projekt Udenfor'' iværksætter, for at hjælpe dem.

Bogen er teoretisk og metodisk veldokumenteret. Forfatterne er Bourdieu-inspirerede og har ud fra det, Bourdieu kalder den refleksive sociologi, operationaliseret tilgangen til et ''refleksivt feltstudie på gadeplan.'' Posefolkets hverdagsliv diskuteres ud fra Bourdieus begreber, felt, habitus og kapital. Goffmans og Beckers teoretiske begreber anvendes til at kaste lys på den sociale interaktion og de sociale mekanismer, der skaber og vedligeholder de hjemløse i en stigmatisering, og til at analysere de processer, der foregår i det offentlige rum.

Det er forfatternes hensigt at bidrage med en historie, der ikke er fortalt før, og skabe debat om det sociale arbejde. Det er lykkedes. De, der arbejder med socialt udstødte, får relevant og inspirerende viden serveret sammen med mange henvisninger til andre kilder.

Af Britta Hjermitslev, sygeplejelærer ved Slagelse Sygeplejeskole.

Værdier i naturvidenskabelig tænkning

Kirsten Paludan

Videnskaben, Verden og Vi

Århus: Aarhus Universitetsforlag 2000
204 sider, 298 kr.

Naturvidenskab går på tværs af den menneskelige fornuft og, skriver Kirsten Paludan: ''... fortæller os urimelige ting, såsom at Jorden og jeg trækker i hinanden, at lys skal forstås som både bølger og partikler, eller at den faste bordplade, jeg sidder og skriver ved, mest består af tomrum.'' Denne form for fornuft er svær at lære. Gennem talrige eksempler argumenterer hun grundigt, sagligt og ofte med humor for, at der er en verden til forskel på den sunde fornuft og naturvidenskabelig tænkemåde. Første del handler om omverden, tænkemønstre og naturvidenskab, anden del om individudvikling og naturvidenskab, tredje del om undervisningsproblemer. Selvom de antropologiske eksempler til tider fremtræder forenklede, er bogens tre dele sammenhængende, velskrevne og indholdsmættede.

Kimen til videnskabelig tankegang er evnen til at tænke abstrakt og hypotetisk. Kimen har vi, skriver Kirsten Paludan, og vi kan forholdsvis let optrænes til at tænke abstrakt og hypotetisk, så længe vi holder os til menneskelige samfund, kommunikation og betingelser, dvs. i omgangen med det nære og kendte. Hun kalder det fremtoningsbundetheden. Bundetheden medfører bl.a., at børn og unges (herunder fysikstuderendes) hjemmelavede ideer ofte lever side om side med skole- og universitetslærdommen.

Der foregår en parallelindlæring, dvs. at de unge kan gøre rede for Newtons bevægelseslove, mens de samtidig tror på en helt anden hjemmelavet mekanik. Når vi skal ud i rummet eller ind i atomerne, kræver det hård træning fra andre, som selv har gennemgået denne træning. Det induktive princip: ''alle dem, jeg har set = alle'' holder ikke.

Der er brug for forskningsbaseret undervisning, i hvert fald på universiteterne. Vi er nødt til at lære at tænke kontraintuitivt, fordi den moderne verden er fuld af matematik og naturvidenskab. Jeg vil vove at påstå, at det ikke er anderledes inden for humaniora og samfundsvidenskab. De studerende kan sagligt og stringent gøre rede for bestemte teorier, metoder og modeller. Men når de skal anvende dem i forhold til konkret empiri, ligger tidligere forestillinger og ideer uanfægtede.

Hvis vi vil forstå forudsætningerne for at lære naturvidenskabelig tankegang, er det nødvendigt at se på individets kognitive udvikling.

Anden del forholder sig hertil, og bl.a. Piaget benyttes i en argumentation for, at der er en radikal forskel på at tænke formelt-operativt og konkret-operativt (fremtoningsbundetheden). Hvor Piaget anskuer tænkningen som knyttet til forskellige stadier, søger Paludan at vise, at der måske snarere er tale om en ''lag på lag''-tænkning som i en cirkel med cirkler indeni. Inderst er der mig, dernæst mennesker, så objekter og til sidst fænomener. For at tænke abstrakt må vore tanker være frigjorte fra de bundetheder, der begrænser dem, og vi skal være i stand til at tænke om tanker og om ideer, altså udvikle metatanker. Jeg vil tilføje, at i sygepleje er der brug for alle cirklerne. Modsætningen mellem erfaringsbaseret viden (mig og mennesker) og videnskabsbaseret viden (objekter og fænomener) er imaginær.

Tredje del fokuserer på undervisning, novicerne og problemerne. Underviserne må vise vej og bygge bro. Undervisning går ikke ud på at bekæmpe normaltankegangen: ''Man får ikke noget ud af at bede folk om at afskaffe deres tanker og begynde forfra på bar bund.'' En underviser i et videnskabsfag må tage udgangspunkt i de studerendes hverdagsideer, for det er ofte fundamentet. At lære at tænke på naturvidenskabens måde er træning i at frigøre sine tanker fra deres bindinger til det konkrete, det forenklede, det menneske- og jegbundne. Det er også og måske først og fremmest en måde, der kan være med til at lære os at lytte til det logiske arguments styrke, at se nuancer og at sige fra over for vore tankemæssige svagheder.

Det er vigtigt at kunne skelne sund videnskab fra kuponkatalogernes pseudovidenskabelige miskmask, skriver Kirsten Paludan. Normaltankegangen skal ændres, men hvordan? Her tager hun afstand fra den opfattelse, at studerende spontant udvikler relevante tænkeværktøjer, hvis bare de arbejder alene med egne projekter og en vejleder. Nej, underviserne skal være med til at styre de studerende til et aktivt tænkearbejde.

En interessant antagelse, der nok kunne bringe vigtige diskussioner frem i relation til sygeplejerskeuddannelsen. Man kunne spørge: ''Hvordan ser det ud hos de studerende, når de starter på uddannelsen. Er de i stand til at tænke over abstrakte fænomener? Bliver de det i løbet af uddannelsen? Hvordan med underviserne. Kan de tænke formelt-operativt over abstrakte fænomener, eller præger fremtoningsbundetheden også dem?''

''Ansvar for egen læring'' er stadig et omsiggribende slogan. Selvfølgelig er det den, der laver noget, der lærer noget. Men hvad lærer den sygeplejestuderende f.eks.? Langtfra altid det, der var meningen. Selvom læring er den studerendes egen sag, kræver det meget omhyggelig styring at få læringsprocessen til at løbe i de baner, der fører til god læring og til sygeplejersker, der kan tilrettelægge, udføre, vurdere, dokumentere og udvikle sygeplejen.

Af Helle Ploug Hansen, sygeplejerske og antropolog, lektor ved Syddansk Universitet, Institut for Idræt og Biomekanik.

Som at fange sommerfugle

Bo Jacobsen, Mikkel Bo Madsen, Claude Vincent

Danske forskningsmiljøer 

En undersøgelse af universitetsforskningens aktuelle situation
København: Hans Reitzels  Forlag 2001
168 sider, 175kr.

Bo Jacobsen

Hvad er god forskning?

Psykologiske og sociologiske perspektiver
Hans Reitzels Forlag 2001
156 sider, 150 kr.

Intet under, at Bo Jacobsen fumler lidt i sit forsøg på at indkredse den gode forskning, den, der gør en forskel. Det kan sammenlignes med at fange sommerfugle. Med mindre man er uhyre omhyggelig, går sommerfuglens støv og smukke ydre tabt, og der går skår i dens vinger. Samtidig med, at Jacobsen kommer rundt om den urovækkende socialkonstruktivisme, der tenderer til blot at efterlade det flygtige spor af forskerens hjernevindinger, fastholder han, at videnskaben må søge sandheden og bore i essensen.

Jacobsen anfører, at der er brug for kvalitativ forskning og forskere, der tør udpege det gode og det onde og altså være politiske, alligevel svæver drømmen om objektivitet mellem linierne. Jacobsen mener også, at formidling bør være en del af forskningen, men udskiller dog essays, der blot inddrager, men ikke bygger direkte på forskningsresultater, som noget, der ikke er forskning. Modsætningerne i definitionen af god forskning, som i høj grad er følelige i forskningsmiljøer, er svære at mane i jorden.

Sandheden er umulig at grave op, og dog må man forsøge. Nok er forskning en systematisk proces med velbeskrevne metoder, men fortolkning af mønstrene i de indsamlede informationer er langt hen en subjektiv proces. Ganske som de spørgsmål, man sætter sig for at besvare, er farvet af kultur og social placering.

Jacobsen vælger den sikre vej og præsenterer fem forskere, hvis kvalifikationer der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Jacobsen mener, at kun en mindre del af forskningen kommer bare i nærheden af de udvalgtes. Den bagvedliggende påstand er, at megen forskning er temmelig ligegyldig og kun i begrænset omfang giver anledning til markante forandringer. Det finder Jacobsen dog ikke ulejligheden værd at dokumentere, endsige udrede, hvad der for alvor skiller vandene. Han kredser lidt om værdien af intuition, men fastholder, at det er væsentligt at bibeholde en analytisk distance.

Det bliver ikke klart, hvad en forskningsleder kan gøre for at højne kvaliteten. Lederen skal vise den enkelte forsker respekt og sørge for, at forskerne orienteres om hinandens arbejde. Jacobsen springer let og elegant over problemet med forskere, der producerer for lidt og for dårligt. På baggrund af den undersøgelse, der ligger bag bogen, burde det være muligt at fremdrage en række faktorer, som forskningsledelsen kunne lægge vægt på. Fraværet afspejler for mig at se en moderne forsigtighed, der vinder frem pga. en tendens til at tage vejledning og irettesættelser meget personligt.

Bogen ''Danske forskningsmiljøer'' må ses som en direkte fortsættelse og er skrevet på baggrund af samme undersøgelse. Eftersom ingen af bøgerne er vældig tykke, kan det undre, at de ikke er udgivet i ét bind, men det kan skyldes, at Jacobsen til denne bog har to medforfattere. Heri antages, at det gode miljø, hvor folk trives og holder af deres arbejde, også frembringer god forskning, men det påvises ikke direkte. Tolv danske forskningsmiljøer er blevet kigget efter i sømmene, og de får vidt forskellige skudsmål. Nogle steder er livlige med mange udvekslinger. Andre steder lukker forskerne sig inde på deres kontorer og hilser dårligt nok på hinanden. Forskellen mellem naturvidenskabelig og humanistisk forskning bliver meget tydelig, fordi der på de fleste humanistiske institutter arbejdes inden for det samme videnskabelige paradigme, mens de naturvidenskabelige forskningsmiljøer i de fleste tilfælde er enige om grundlaget.

På en måde er forskernes respons på undersøgelsens spørgsmål skuffende. Stort set peger svarene i retning af en vis ængstelse for forandringer. Hele bundtet fremhæver forskningsfriheden som noget centralt, men ingen peger på, at alene det forhold, at man lever af forskning og også skal gøre det til næste år, klipper huller i friheden. Den fuldstændige frihed, et næsten automatisk ideal, er ikke mulig, når forskningen skal finansieres. Forkærligheden for anarkiet, som gør enhver forsker til konge i sit eget åndernes rige, kan også problematiseres i relation til, at samfundet kan have behov for bestemte undersøgelser og analyser. Trods fordommen om, at praktisk anvendt forskning er mindre prestigefyldt end fri grundforskning, er det ikke sikkert, at udfordringerne fra den virkelige verden er det dårligste input.

Af Karen Ellen Spannow, etnograf og sygeplejerske.

De gjorde en forskel

Karen Hjorth, Anette Warring

Handlingens kvinder

Roskilde: Roskilde Universitetsforlag, Samfundslitteratur 2001
220 sider, 185 kr.

I den almindelige danmarkshistorie er kvinder i høj grad fraværende. Forfatternes formål er at råde bod på herpå ved at vise, at usynligheden ikke skyldes manglende kildemateriale. De syv artikler er skrevet af syv kvindelige historikere. De handler om kvinder, for hvem det lykkedes at gennemføre det, de ville. De gjorde en forskel. De handlede. Nogle på egen hånd, andre i samarbejde med andre kvinder. Bidragene repræsenterer samlet en historisk bevægelse fra kvinder, der i kraft af deres vilje og overlevelseskraft gjorde sig gældende i privatsfæren, over kvinder, der prægede samfundet på det sociale og uddannelsesmæssige område, til kvinder, som opnåede at få politisk indflydelse.

Bogen er af almen interesse. Adda Hilden skriver indlevende om Diakonissestiftelsens oprettelse og første tiår (1863-73). Vi følger hendes vandringer ad halvmørke gange dybt under jorden til Diakonissestiftelsens arkiv og kan læse om 30 års brevveksling mellem to meget forskelligt placerede Louiser, som i fællesskab opbyggede Diakonissestiftelsen. Den ene var Dronning Louise af Danmark og den anden Louise Conring, der blev stiftelsens første forstanderinde. Dronning Louise blev protektrice af gavn som af navn, og søster Louise forestod ikke blot institutionen, men gik foran i alt arbejde. Skulle man mangle overskud til at gå mørketiden i møde, kan man tage denne bog frem og nyde beskrivelserne af visionære, kamplystne, energiske, stædige og selvstændige kvinder. Nej, der er ingen handlende sygeplejersker i bogen.

Af Helle Ploug Hansen, sygeplejerske og antropolog, lektor ved Syddansk Universitet, Institut for Idræt og Biomekanik.

Færre fejl og større arbejdsglæde

Mads Haugaard

Kvalitetsudvikling i praksis

Sygehusene i fokus
Vejle: Vejle Amt 2000
84 sider, 60 kr.

Hvis idémagere og ildsjæle havde læst denne bog, før de gik i gang, var mange kvalitetsudviklingsprojekter nok ikke blevet til noget. Til gengæld kan planlagte og igangsatte projekter gennemføres med en realistisk forventning om resultat, tidshorisont og implementering. Gennemgangen af kvalitetssikringsprocessen er et forslag til en praktisk fremgangsmåde på en afdeling, hvor der anvises detaljerede forslag til processens enkelte faser, og hvor den kan anvendes som håndbog. ''Kvalitetsudvikling - i praksis'' indeholder ikke meget nyt, men kan ''bruges nøjagtigt ligesom en kogebog i et køkken: Er kokken erfaren, bruger vedkommende måske lidt af opskriften og ændrer på ingredienser, stegetid og temperatur, mens en uerfaren kok i højere grad vil ty til at følge opskriften.''

På 33 af i alt 88 sider gennemgås en række faktorer af betydning for valg af dataindsamlings- og analysemetoder i kvalitetsudviklingsprojekter i sygehusvæsenet, som forudsætter kendskab til de forskellige metoder, da fordele og ulemper ved de enkelte metoder afslutter hvert afsnit. Her kunne man med fordel have henvist til relevante metodebøger, så der var blevet plads til en grundigere gennemgang af kvalitetsudviklingsprocessens sidste faser, som kun er beskrevet meget kort, selv om de sidste faser af processen ofte er de vanskeligste at gennemføre i en travl hverdag. Det skal ses i lyset af, at forfatterne mener, at ''Det er af største vigtighed, at kvalitetsudvikling bliver en del af afdelingens arbejde, og at personalet ser det som et naturligt led i afdelingens udvikling.''

Der opstår også diskrepans mellem udsagnet om, at bogen kan anvendes som en kogebog, når der i etiske aspekter fordres, at ''den trænede interviewer mestrer balancen mellem på den ene side at stille udforskende og nuancerede spørgsmål om informantens værdier, holdninger og livsverden og på den anden side risikoen for at overskride informantens intimsfære - de grænser, som for informanten er dybt personlige, tabubelagte eller måske ligefrem ubevidste.'' En kort gennemgang af muligheder for finansiel støtte, rådgivning, teknisk bistand, efteruddannelse og kurser er kun relevant for personale i Vejle Amt. I bedste fald kan andre lade sig inspirere til at søge støtte i legathåndbogen eller hos medicinalfirmaer. I sidste tilfælde advares mod rollekonflikter og moralsk og økonomisk afhængighed af firmaerne.

Kvalitetsudvikling giver ifølge bogen typisk anledning til udvikling og opdatering af det faglige grundlag i afdelingen, og brugerne bliver mere tilfredse ved at vide, at sygehuset er opmærksomt på kvaliteten. Risikoen for fejl bliver mindre, alene fordi man i højere grad tænker over rutinerne og automatisk stiller dem i et kritisk lys. Det giver ofte anledning til mere hensigtsmæssige patientforløb og større glæde ved at være en del af det offentlige sundhedsvæsen. Hvis denne påstand er korrekt, bør bogen findes på enhver sygehus- og afdelingsledelses kontor.

Af Lis Kofoed Borrild, chefsygeplejerske cand.cur., Steno Diabetes Center.