Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Sygeplejens væsen

Jeg har altid fundet det ustyrlig morsomt, at sygeplejersker i samlet flok kan finde på at lede efter sygeplejens væsen. Men nu leder jeg selv. Jeg har læst bøger, kigget i tidsskrifter og surfet rundt på snesevis af hjemmesider. Væsenet er væk.

Sygeplejersken 2001 nr. 36, s. 25

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

En gang imellem er jeg på kursus med sygeplejersker, der år efter år har gjort et fortræffeligt stykke arbejde i klinikken. Jeg har mere end en gang oplevet, at vi bliver sat til at indkredse sygeplejens væsen på den første kursusdag. Og sygeplejerskerne bliver gudhjælpemig i tvivl om sygeplejens bestanddele.

''Er vi lægens forlængede arm?'' ''Hvad kan vi egentlig?'' ''Hvor er omsorgen henne?''

Et enkelt spørgsmål om væsenet, og alle drukner i mindreværd godt blandet med selvoptagethed.

Selv har jeg altid følt mig sikker i den sag. Jeg har godt nok aldrig brudt mig om udtrykket sygeplejens væsen, men for mig har det kunnet kobles tæt sammen med Virginia Hendersons komponenter i grundlæggende sygepleje. Vejrtrækning, ernæring, udskillelser, mobilisation, søvn osv. Det var sygepleje, og det var områder, som andre kun i mere begrænset omfang kunne tage sig af.

Så mens diskussionen bølgede, sad jeg tilbagelænet med armene over kors og mente, at seancen var spild af tid. Men det var dengang. Hovmod står for fald.

For to uger siden startede min eftersøgning. Jeg blev med få dages mellemrum kontaktet af sygeplejestuderende, som i fællesskab fik min fagidentitet flænset. Måske havde jeg slet ikke nogen i forvejen, måske var mit omsorgsbegreb i uorden, måske skulle jeg opsøge en numerolog.

Den ene sygeplejestuderende var i gang med at skrive afsluttende opgave på studiet, og opgaven handlede om medlidenhedsdrab. Jeg forsøgte mig med lidt morskab: ''Det er vel ikke det, du skal ud og praktisere mest af, hø, hø?''

Den studerende overhørte spydigheden og fortalte med entusiasme om 100 spørgeskemaer, der dels skulle belyse, hvor mange patienter som faktisk bad om at blive aflivet, fordi deres lidelser var utålelige, dels personalets reaktioner på patienternes ønsker.

Den næste studerende var også i gang med sin afsluttende opgave. Hun tog fat i debatten om fri heroin. Den studerende ville gerne vide, om Sygeplejersken kunne sponsere en rejse til Schweiz, så hun kunne interviewe brugere og politikere om ''implikationerne af fri heroin, herunder projektets overførbarhed til Danmark.''

Direkte afledt af samtalen foreslog jeg hende at skrive om kvalme, hvilket hun afslog.

''Skolen godkender de problemer, vi skriver om, og min vejleder brænder for det her,'' sagde hun. Jeg gik hende på klingen. Den var god nok. Skolen havde godkendt problemformuleringen på en formular, der skulle følge den studerende, indtil eksamen var bestået.

Flænset fagidentitet

Så begyndte jeg at lede efter sygeplejens væsen. Jeg troede, jeg kendte det og vidste, hvor det var, men de sygeplejestuderende havde overbevist mig om, at det gjorde jeg ikke. Jeg slog op i ordbøger, lærebøger og internationale tidsskrifter. Jeg opsøgte syv sygeplejelærere, som alle gjorde min forvirring endnu større. Da jeg spurgte: ''Hvad er sygeplejens væsen?'' svarede to af dem, at det var, når man gav alt og aldrig fik noget igen. En af dem sagde, at væsenet lå i at beherske Habermas teori om kommunikativ handlen og kunne overføre den på patienten.

To svarede, at omsorg var kernen, to sagde dokumentation og refleksion. En kollega kom ind og afbrød til sidst. Hun havde tårer i øjnene og sagde, at hun i 10 år havde været ulykkeligt forelsket i omsorg, men det førte ikke til noget.

Glasdørene var længe om at åbne, og jeg stod og trippede for at komme ud. Væk fra fundamentalisme og forvirring.

Opkast i kunsten

På vej hjem reflekterede jeg mig til ny erkendelse.

Sygeplejersker kommer alligevel aldrig ud i klinikken mere, hvorfor ikke se det i øjnene og finde på nogle emner til afsluttende opgaver, som vil få studerende til at stå i kø foran sygeplejeskolerne, tænkte jeg.

Som sagt, så gjort: Medicinsk Historisk Museum i Bredgade, en beskrivelse af samlingen. Portrætkunst på Florence Nightingales tid. Opkast i kunsten. Fedme som personligt udtryk belyst ud fra billedanalyse. Inkontinens i udviklingslande. Mobilisation i dyreverdenen. Sociologisk globalisering af familiebegrebet. Tværkulturel behandling af piskesmæld.

Faktisk ser og mærker jeg rigtig mange muligheder for at skrive interessante opgaver i sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg aflyser numerologen.