Synspunkt: Vejtid som personalegode

''Da jeg startede som husmorafløser, havde vi en halv time mellem hvert hjem,'' sagde en hjemmehjælper til mig for et stykke tid siden.

''Det er jeg ikke sikker på,'' sagde en anden medarbejder. ''Jeg mener, der var et kvarter mellem hver.''

Hvorom alting er, har der tidligere været afsat et fast tidsrum mellem hvert hjem, som har været hjælperens personlige tid til at transportere sig fra det ene hjem til det næste. Den tid, der senere er blevet kaldt vejtid.

I begyndelsen af 1990'erne blev det i mange kommuner moderne at omorganisere hjemmehjælpen. Samtidig med at man fik hjemmeplejegrupper, kollektiver, eller hvilken anden betegnelse der nu vandt gehør i den enkelte kommune, blev vejtiden en del af den tid, der figurerede som borgerens tid.

Rent praktisk var det overskueligt på T-tavlerne, hvor det stort set kun var medarbejdernes klienter, der figurerede. Og ansvaret for, hvilke klienter vejtiden bedst kunne tages fra, blev lagt over på den enkelte medarbejder.

Ingen bekymrede sig imidlertid om, hvad det betød for medarbejderens arbejdsmiljø. At man ikke får givet borgeren den tid, der står på T-kortet, er uden tvivl en psykisk belastning for mange medarbejdere. En belastning, der gentaget mange gange om dagen over lang tid er uhensigtsmæssig for såvel medarbejder som arbejdsplads. For slet ikke at tale om de klienter, der måske imod hensigten alligevel får en fornemmelse af, at det er ''deres sparsomme tid,'' der frarøves.

Uanset om vi går, cykler, kører i bil eller måske får den ide at køre på løbehjul eller rulleskøjter mellem hvert hjem, der modtager hjælp, så vil der altid være en vejtid.

Hvordan vi angiver, beregner og opfatter vejtiden, er noget helt andet.

Vejtid er noget, den enkelte medarbejder i hver situation vurderer og tager fra den tid, der er afsat hos borgeren.

• Vejtid fastsættes forud ud fra geografisk kendskab. Angives med hele minutter. F.eks. 4 min., 10 min., 18 min.
• Vejtid fastsættes som et bestemt tidsinterval, f.eks. 15 minutter. Tiden bliver hermed dels en transporttid, dels en tid til at koble det ene hjem ud, inden det næste besøges.

Alt afhængigt af, hvilken metode, der anvendes, vil det tal, kommunen kan præsentere som vejtid, med sikkerhed se forskelligt ud.

Vil man som kommune foretrække så lave vejtider som muligt og derfor vælge den beregningsmetode, der giver det laveste tal? Måske.

Hvad nu, hvis man i den sidste ende fik forbedret arbejdsmiljøet så meget ved at bruge andre beregningsmetoder, at kommunen endte op med at have flere stabile medarbejdere? Medarbejdere med mindre sygefravær? En lavere personaleudskiftning? Eller måske endda gennem en forbedret vejtidspolitik fik tilstrækkelige og bedre kvalificerede ansøgere til ubesatte stillinger?

Endnu har jeg ikke set stillingsannoncer, hvor vejtid gøres til et personalegode. Et pusterum, som er personligt - og endda med mulighed for indlagt motion i arbejdstiden.

Jeg er heller ikke stødt ind i materiale, der belyser konsekvenserne af forskellige beregningsmetoder på vejtid. Eller dokumentation for, hvilken metode der alt inklusive er den mest rentable.

Til gengæld er jeg ret sikker på, at enhver kommune med respekt for sig selv kan hive et tal frem, hvor vejtiden figurerer med en procentsats. Nogle kommuner kan endda sammenligne med tidligere opgørelser og med tilfredshed konstatere, at tallet er faldet.

Om det er godt nok, om det er den vej, vi vil gå med konsekvenser for personalepolitik og rekruttering, det er hermed til diskussion.

Susanne Meldgaard er ansat i Hørsholm Kommune.