Tropiske hospitaler

Anden gang, jeg var i Singapore, det var i januar måned i år, fik jeg at vide, at en landsmand, jeg kendte, lå syg på hospitalet i byen.

En formiddag tog jeg derfor ind til byen for at se til ham og samtidig bese hospitalet. Det ville jo være en helt ny erfaring at se et hospital i troperne, i nærheden af Ækvator, hvor det i januar måned var varmere end på vor hedeste årstid. Et sådant hospital måtte jo være bygget på en helt anden måde, end alle de hospitaler, jeg hidtil havde set.

Sved, røg og pindemad

Kommet i land ved havnen satte jeg mig op i en rickshaw, trukket af en kineser, og betydede ham, at han skulle føre mig til det store hospital. Så satte han straks i trav, og nu gik turen forbi de store bankbygninger og kontorer, posthuset og nogle hoteller, op gennem kineserbyen, gennem lange snavsede, ubrolagte gader med små, åbne, toetages og enetages huse.

Luften var trykkende fugtighed, akkurat som i Botanisk Have, og tøjet klæbede til kroppen, skønt jeg var så let påklædt som muligt.

Sveden løb i strømme ned ad kineserens ryg og ben, og en alt andet end liflig duft steg op i næsen på en, såvel fra ham som fra alle de andre tobenede heste, der med deres vogne fyldte kørebanen.

Fra de åbne huse og boder samt fra fortovene, hvor kineserne, lejrede i tætte klynger, solgte frugter og fedtet bagværk, slog den samme ramme lugt af sved og brændt papir en i møde, en lugt, der hviler over hele Singapore og er så gennemtrængende, at man mærker den langt ud på vandet, når man nærmer sig fra søsiden, og som man mange gange efter, at man har været i byen, ikke kan få ud af næsen. Tanken om den lugt er for mig uadskilleligt forbundet med navnet Singapore. En lugt mættet af dunster af sved, røg og brændt papir er sandelig ingen nydelse!

Papirlugten kommer fra det uendelige antal glødende fidibusser, der bruges, idet næsten enhver kineser ryger af en vandpibe, hvori han kun stopper så megen tobak ad gangen, at han kan tage 2-3 drag. Den stoppes således ustandselig og tændes stadig igen med en langsomt brændende fidibus. Røgen og madosen kommer fra alle de brændende ildsteder på fortovet, hvor maden koges.

I forbifarten kunne man iagttage alt, hvad der foregik, også inde i husene, idet facaderne manglede i den underste etage. Når kineserne spiste, sad de i en rundkreds og skovlede maden ind med deres pinde. Havde de bænke, havde de fødderne oppe på bænken, men for det meste sad de på den bare jord.

På samme måde sad de, når de blev barberede, arbejdede eller hvilede sig. De lignede store flokke af fugle, der havde slået sig ned.

Efter ca. en times løb standsede min kineser uden for en stor gitterlåge, der førte ind i en park, hvori mange skinnende hvide bygninger lå.

Som et kæmpebur for vilde dyr

Det var hospitalet. En smuk vej med træer fulde af store højrøde blomster førte op til hovedbygningen, der var i to etager, begge omgivet af dybe verandaer!

En malajisk tjener førte mig op til det værelse på 1. sal, hvor min landsmand lå. Han var ene i et rummeligt, hvidkalket værelse uden vinduer, men med otte åbne fløjdøre. En stærk, men behagelig gennemtræk herskede, og patienten syntes at føle sig veltilpas i sin store seng, omgivet af moskitonet og kun med et lagen til at dække over sig.

Der viste sig snart en fin engelsk sygeplejerske med hvid kappe og kjole; hun plejede officiantpatienterne, som i det hele taget lod til at blive sørget godt for.

Da vi havde passiaret lidt, kom en tyk dame i gul kjole med en stor stråhat på og blev præsenteret som hospitalets matron, forstanderinden. Det

Side 31

var jo meget heldigt, og hun inviterede mig til at gå med, så skulle hun vise mig hospitalet.

Gadebillede fra Singapore omkring forrige århundredskifte, det tidspunkt, hvor den danske sygeplejerske Cecilie Lütken besøgte byen. Arkivfoto: Det Kongelige Bibliotek

Jeg bad især om at få afdelingerne med malajer og kinesere at se, og vi styrede derfor først kursen mod en stor lav bygning med veranda, der lå noget borte i parken.

Hele parken var omgivet af et højt gitter af tykke jernstænger, og man kom ind i den ad en gitterport. Huset var som et kæmpebur for vilde dyr. Stuerne var store og luftige, men temmelig mørke. Lyset faldt ind ad dørene, der alle førte ud på verandaen. På lejerne lå kvinder af alle nationaliteter; kineserinder, japanerinder, malajiske og indiske kvinder. De var iført deres eget brogede tøj og lå uden noget over sig.

En ung malajerinde kom hen til os og viste sit

Side 32

lille syge barn frem. Det havde kun nogle metalarm- og benringe på. Hun selv var glimrende smuk med fine smalle mandelformede øjne og den lange fine næse, i hvis ene fløj sad en guldbroche, mens en vældig ring hang i den anden. Ørerne var på mange steder gennemhullede og helt besat med guld- og perlesmykker. Et broget klæde gik fra hofterne op om håret. Hun pludrede og lo og var strålende glad, da forstanderinden henvendte nogle ord på malajisk til hende.  

I et andet stort hus, ligeledes omgivet af veranda og jerngitter, lå de syge mænd.

De havde intet andet leje end en plade af uhøvlede brædder på fire jernstænger. Ovenpå lå en tynd stråmåtte, og en træklods med en halvmåneformet udskæring til nakken var deres hovedpude. Mange havde kun en klud om lænderne og intet over sig.

De fleste så meget syge ud og stirrede med feberhede og vilde øjne på os; andre lå sløve og udtærede på deres hårde leje. Enkelte krøb rundt på gulvet. Flere af disse stakkels mennesker led af tyfus. I midten af det bræt, de lå på, var et hul, hvorigennem ekskrementerne kunne flyde ned i et bækken, der stod på gulvet.

Det var en ynk at se på den tilstand, hvori mange af dem lå. Sygeplejersker havde de ikke, kun nogle få indfødte indere sørgede for deres fornødenheder.

Jeg måtte uvilkårligt tænke på, hvad vores patienter ville sige, hvis de skulle ligge i ugevis på et bræt med en træklods under hovedet og iført smudsige pjalter, forvænte, som de er med fjedersenge med luft og vandpuder, bløde hovedpuder og rene lagner og tæpper. Det var slående, hvor forskellige kår mennesker lever under her på jorden.

En stue var fuld af beri-beri-patienter, der så meget lidende ud med deres tykke, ophovnede ben. Dette er en speciel tropisk sygdom, der grasserer stærkt i Singapore, og som efter nogles mening skyldes en bakterie i risen, der jo hovedsagelig er de indfødtes næring.

Værst at se var dog rummene for de sindssyge. Disse var åbne ud til parken, kun tilgitret med jernstænger og så aldeles ud som en fortløbende række rovdyrbure.

I nogle af dem fandtes patienter. Forstanderinden kaldte på en af dem, en ung kvinde, der kom helt hen til stængerne og med sløve, forvirrede øjne så på os uden at svare på tiltale. I et af burene, som var med åben dør, sad en flok halvvoksne, nøgne knægte, rigtige galgenfjæs og

Side 33

spillede kort på gulvet. Jeg vil nok tro, at det var praktisk at spærre dem inde om natten, de så ud, som om de var parate til alle mulige spilopper.

Det var et meget middelalderligt og uhyggeligt syn at se disse afdelinger for kulørte i det ellers fine og moderne hospital, men muligt er det jo, at klimaet og forholdene medfører, at det ikke kan være anderledes indrettet, og at disse patienter slet ikke ville føle sig glade ved eller til rette i forhold, der var meget forskellige fra, hvad de dagligt lever under.

Gennemtræk i Madras

At de imidlertid ville kunne finde sig i noget bedre forhold, så jeg nogle uger senere i et stort hospital i Madras, som jeg besøgte.

Der var også nogle engelske sygeplejersker i de indfødtes afdelinger, og det var et helt andet syn at se patienterne ligge på stråmadrasser i rigtige senge med lagener og hovedpude. I dette hospital havde hver sygeplejerske en dobbelt stue; i den ene lå europæerne, i den anden indfødte. De blev passet og plejet lige godt og venligt af pæne, dannede sygeplejersker, der havde lært sig de indfødtes sprog.

Her stod, ligesom i det andet hospital, dørene åbne ud til verandaen, og morsomt var det at se, hvorledes krager fløj ud og ind ad dørene og husvante satte sig på sengestolperne og gulvet. Det kunne slet ikke forhindres, sagde sygeplejersken, der ledsagede mig.

Samme sygeplejerske var en fin og sart udseende dame, der fortalte, at hun var taget fra England til Indien for at pleje pestsyge.

Hun havde været nogle år på et pesthospital i Bombay, men havde så ikke kunnet holde det ud mere, da det var så trist en beskæftigelse, idet de fleste patienter døde. Så havde hun taget imod denne stilling i Madras som assistent hos hospitalets matron. Her havde hun særlig elevernes undervisning og uddannelse at tage sig af.

På dette hospital fandtes smukke og tidssvarende operationsstuer, og alt var i en mønsterværdig orden og fuldt ud på højde med, hvad man ser i gode europæiske hospitaler. Dette tjener til stor ære for de engelske sygeplejersker, idet det er meget vanskeligere at arbejde i det hede, enerverende klima end i England, ligesom tjenestefolkene er meget vanskelige at vænne til orden og renlighed, som de aldrig har set i de usle hytter, hvor de hører hjemme.

At det er vanskeligt at tåle klimaet, kunne man se på de sygeplejersker, der havde været der blot i et par år, de var ligesom alle andre europæerinder i troperne kridhvide i ansigtet og umådeligt blodfattige med slappe træk. I den hede årstid må det være næsten uudholdeligt for alle, der er nødt til at blive i byen, som f.eks. sygeplejerskerne; alle, der kan det, tager op i bjergene.

Operationsstuerne og mange andre rum er selvfølgelig forsynet med elektriske vifter og punkah'er. Susende gennemtræk var der alle vegne, så der var gjort, hvad der kunne gøres, for at gøre tilværelsen udholdelig på hospitalet, og ved vintertid var der virkelig behageligt svalt - kun 24 grader reaumur i skyggen.

Vådt farvel til Singapore

Men tilbage til hospitalet i Singapore. Da jeg havde set de sindssyge, erklærede jeg, at jeg havde set nok og takkede forstanderinden for hendes elskværdighed med at vise mig om.

Jeg måtte da skynde mig at komme tilbage til havnen, da dampbåden skulle sejle kl. tre. Desuden trak det op til uvejr. Det var lige i regntiden, og at få en byge var ikke den bare spøg.

Jeg fik så fat i min kineser igen og vi trillede af. Men ikke ret længe gik det i trav. Farten sagtnede mere og mere, og manden pustede og stønnede, som om det var ham umuligt at gå.

Endelig asede han af sted fod for fod, og vi havde et langt stykke vej tilbage. Skyerne så mere og mere truende ud, og jeg kunne indse, at på den måde ville jeg komme meget for sent samt blive gennemblødt.

Der var intet andet for; jeg måtte springe ud af vognen og op i en anden, hvis hest jeg lovede god betaling, når han ville strække ud.

I fuld karriere kom vi så til kajen i sidste minut, før båden skulle gå. Samtidig brød bygen løs med en sådan kraft, at jeg blot i det par minutter det tog at komme ned ad trappen og om bord, var drivende våd til skindet. Det øsede bogstaveligt som med spande.

Et øjeblik efter var himlen dog klar igen, og i strålende solskin kom jeg våd som en druknet mus om bord på skibet efter mit første besøg på et tropisk hospital.

Ovenstående rejseskildring er gengivet i en sprogligt bearbejdet udgave, tilrettet efter gældende regler for grammatik og retskrivning. Artiklen blev første gang bragt i bl.a. Kvindernes Blad, et ugetillæg til Nationaltidende den 20. april 1904.