Boganmeldelser

Omfattende lærebog til klinikken

Johan Kjærgaard, Jan Mainz, Torben Jørgensen, Ingrid Willaing (Red.)

Kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet

København: Munksgaard 2001
288 sider, 298 kr

Denne danske lærebog i kvalitetsudvikling er en samlet fremstilling af centrale emner inden for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, baseret på national og international viden og erfaring. Bogen er meget omfattende og er bedst egnet som opslagsværk, når et kvalitetsudviklingsprojekt skal gennemføres som en dynamisk og vedvarende proces. Den røde tråd er, at hvert kapitel skal kunne bidrage med kvalitetsudvikling på det kliniske niveau. Gode eksempler fra den kliniske hverdag er med til at operationalisere begreber, metoder, redskaber og strategier.

Ordlisten med definitioner er placeret forrest. Der henvises desuden i stikordsregistret til ord, der er defineret i teksten, en nyttig oplysning, da der er mange relativt nye begreber og international nomenklatur i flere afsnit.

Lærebogen giver anvisning på, hvordan søgning, vurdering og organisering af relevant litteratur kan udføres. Ved kvalitetsudvikling er det vigtigt at kunne identificere relevant viden i relation til en konkret problemstilling med henblik på at udarbejde fornuftige kriterier, standarder og indikatorer.

Hvordan kan den indsamlede litteratur arkiveres? Der findes ca. 20.000 biomedicinske tidsskrifter, men ikke en enkelt referencebase, som omfatter alle tidsskrifter. MEDLINE, den største og mest kendte base, indeholder ca. 3.600 tidsskrifter med biomedicinsk, veterinære og sygeplejeorienterede tidsskrifter. CINAHL indeholder stort set alle engelsksprogede sygeplejetidsskrifter, i alt 600. Bogen anbefaler, at man opretter sin egen elektroniske base.

Utilsigtede hændelser beskrives som en metode til kvalitetsforbedring af de enkelte hændelser. Ved en utilsigtet hændelse forstås en begivenhed eller en komplikation, som var en utilsigtet følge af behandling eller forløbet og dermed ikke en direkte følge af patientens sygdom. ''Utilsigtede hændelser har sædvanligvis en så alvorlig karakter, at de kræver øjeblikkelig handling i form af audit med tilbundsgående årsagsanalyse, således at eventuelle defekter i struktur og proces hurtigt kan udbedres for at sikre fremtidige patienter mod tilsvarende hændelser.

'' Kvalitetssikring baseret på utilsigtede hændelser forudsætter, at der sker en overvågning ved systematisk rapportering, så hovedårsagen kan afdækkes og elimineres. Rapportering af utilsigtede hændelser forudsætter en ikke-straffende kultur og klare retningslinier for, hvad der skal rapporteres til hvem, hvornår og hvordan.

Kliniske retningslinier defineres som systematisk udarbejdede retningslinier, der kan bruges af klinikere og patienter, når de skal træffe beslutning om passende og korrekt sundhedsfaglig ydelse i en specifik situation. Når de udarbejdes, bør der foreligge originale artikler, evidenstabel, anden baggrundslitteratur, metaanalyser, klaringsrapporter, MTV-udredninger, referenceprogrammer og kliniske retningslinier fra andre lande. Nogle patienters situation passer ikke altid til de kliniske retningslinjer, som derfor ikke repræsenterer den eneste anerkendte løsning af et klinisk problem.

Bogen henvender sig til klinikere og ledere af klinisk virksomhed i primær og sekundær sektor. Dele af lærebogen bør indgå i efteruddannelse af sygeplejersker inden for alle kliniske områder, men da flere af metodeafsnittene forudsætter viden om og erfaring med almindelige kliniske forskningsaktiviteter, skal målgruppen blandt sygeplejersker findes blandt udviklings- og forskningsinteresserede.

Lis Kofoed Borrild, chefsygeplejerske cand.cur., Steno Diabetes Center, Gentofte.

Familier med uforudsigeligt klima

Lene Lier, Bernadette Buhl-Nielsen, Hans Knudsen

Psykisk syge forældre og deres børn

København: Socialministeriet 2001
160 sider, 125 kr.

To børne- og ungdomspsykiatere og en psykiater belyser gennem interviewer de problemer, psykisk syge forældre og deres børn oplever, deres behov og ønsker om hjælp. Det drejer sig om forældre med skizofreni, affektive lidelser og personlighedsforstyrrelser.

Problemet er ingenlunde af nyere dato, idet deres børn altid har været en udsat og sårbar gruppe, men også en gruppe, som har været overset i sundheds- og socialsektoren, og som ikke formår at gøre opmærksom på deres situation.

At vokse op med en følelsesmæssigt ustabil far eller mor indebærer, at de aldrig helt ved, hvordan klimaet er. Uforudsigeligheden er stor og de lærer i høj grad at tolke andres signaler på bekostning af at mærke egne behov.

Disse forhold sammenholdt med forældrenes ambivalens og omgivelsernes usikkerhed og berøringsangst medfører, at børnenes sociale og personlighedsmæssige udvikling er truet.

Problemets omfang, symptomer, konsekvenser i familien og de interviewede forældre og børns specifikke situation beskrives. Endelig gengives en del passager fra samtalerne i komprimeret og redigeret form, så man for en stund ser problemerne fra de impliceredes synsvinkel.

Det giver en stærk og autentisk fornemmelse. Behovet for hjælp er iøjnefaldende, og interviewene viser, hvor kompliceret det er at bede om og modtage hjælp inden for et tabubelagt felt. Et gennemgående træk er børnenes evne til at tilpasse sig og føle ansvar og omsorg for deres forældre. De er i reglen dybt involveret i forældrenes tilstand, men mangler i udtalt grad faktuel viden om sygdommen. Forsvindende få har talt med professionelle om sygdommen. De bliver meget isolerede med deres tanker og følelser, som leder til store spekulationer og angstfyldte fantasier med skyld, skam og afvisning. Hvor gerne forældrene end vil gøre det bedste for deres børn, sætter sygdommen en grænse for deres formåen. Mange føler det som en falliterklæring ikke at kunne klare sit barn, det potentielle stempel som dårlig mor er ydmygende, og angsten for, at børnene bliver fjernet, lurer i baghovedet.

Interviewundersøgelsen viser, at motivationen for at modtage hjælp er til stede hos både børn og forældre. En tidlig tværfaglig og tværsektoriel indsats er altafgørende, så der hviler et stort ansvar på socialforvaltning og børne- og voksenpsykiatrien, herunder distriktspsykiatri, for at koordinere indsatsen og skærpe opmærksomheden på dette alvorlige og hidtil forsømte område.

Der afsløres mange åbenlyse svigt fra systemet, hvor ingen hidtil rigtig har påtaget sig ansvaret, før problemerne har udviklet sig til alvorlige psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser.

Sonja Bech, distriktspsykiatrisk sygeplejerske, Distriktspsykiatrisk Center, Lyngby-Taarbæk og Søllerød. 

Familieorienteret sygepleje

Marit Kirkevold, Karen Strømsnes Ekern (red.)

Familien i sykepleiefaget

Oslo: Gyldendal Akademisk 2001
263 sider, 366 kr.

Vellykket forebyggende og rehabiliterende sygepleje må også omfatte omgivelserne, specielt den nærmeste familie. ''Familien i sykepleiefaget'' er et videnskabeligt bidrag til familie- og gruppeorienteret sygepleje. Forfatternes formål er at sætte familiens behov for omsorg og pleje på den faglige dagsorden og pege på, hvilke følger det må få for kundskabsudvikling og udøvelse af sygepleje.

Marit Kirkevold, der selv har skrevet en tredjedel af bogen, gennemgår familiens kulturhistoriske placering i forbindelse med pleje af syge og diskuterer forskellige opfattelser af familiebegrebet. Karen Strømsnes Ekern præsenterer tre perspektiver på udforskning og udøvelse af familieorienteret sygepleje, som hænger sammen med Kirkevolds kulturhistoriske gennemgang og begrebsafklaring.

 Den pluralistiske tilgang til familieorienteret sygepleje er værkets styrke. I det psykoedukative perspektiv anses familien for at være en naturlig kontekst for patienten. I det systemteoretiske perspektiv anskues familien som et system af flere subsystemer, der samtidig er en del af et suprasystem. Den fænomenologiske, den konstruktivistiske og den socialkonstruktivistiske tilgang til familiesygepleje sammenfattes i dialogperspektivet. Ekern diskuterer perspektivernes rækkevidde i forhold til familiesygepleje i Norge, idet hun lægger vægt på sygeplejens mål og sygeplejerskens rolle som henholdsvis ekspert og ligestillet medmenneske. Fremstillingen omfatter mange referencer til relevante teoretikere og aktuel litteratur.

I seks artikler redegør en række sygeplejersker for hver deres familieorienterede udviklingsprojekter med empiriske data fra det kliniske felt. Projekter med familien i fokus er forholdsvis sjældne, og redaktørerne gør opmærksom på, at de ikke nødvendigvis er repræsentative for sygeplejens virksomhedsområde. Til gengæld synes de eksemplariske i forhold til de positioner, som præsenteres af Ekern, og er med til at illustrere udforskning og intervention. Kjersti Nævestad, Kari Elisabeth Bugge, Nina Aarhus Smeby, Astrid Bjørnerheim Hynne og Aashild Thorsen fremlægger veloplagt og personligt deres teoretiske overvejelser og praktiske erfaringer med sygepleje til henholdsvis børn

med eksem, til børnefamilier, der mister en forælder eller et barn, til familier ramt af psykiatrisk lidelse og til familier med terminalt syge og til familier, som tager vare på gamle og senilt demente. Kirkevold præsenterer de familieorienterede resultater af sin forskning i sygepleje til apoplektiske patienter. Disse artikler har alle karakter af essays, hvilket må tilskrives redaktørernes opgave og ansvar. Det øger nok læsevenligheden, men er en svaghed for den forskningsorienterede læser, som hindres i at vurdere gyldigheden af resultaterne, fordi ingen af forfatterne redegør tydeligt for, ud fra hvilke perspektiver og på hvilken måde udviklingsarbejdet har været tilrettelagt som i mere traditionelt disponerede forskningsartikler.

Ud fra en helhedsbetragtning er ''Familien i sykepleiefaget'' en vellykket udgivelse, der med sin pluralistiske tilgang og omfattende referencer kan tjene som et oversigtsværk, der åbner nye muligheder og diskuterer betingelser for sygepleje i dette af litteraturen forsømte område. Evidensbaserede forskningsresultater kan søges andetsteds.

Lone Hougaard, vicerektor, cand.cur., Sygeplejeskolen i Vejle Amt.