Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejerske for anden gang

For ni år siden blev 30-årige Sanne Luplau uddannet som sygeplejerske i sit hjemland, Ukraine. Alligevel begynder hun nu forfra på sygeplejestudiet for at kunne arbejde som sygeplejerske i Danmark.

Sygeplejersken 2001 nr. 37, s. 18

Af:

Katja Bender Sebbelov, journalist

De færreste uddanner sig til sygeplejerske to gange. Russiske Sanne Luplau er en undtagelse. Efter fem år i Danmark er ønsket om igen at arbejde med sygeplejen ved at gå i opfyldelse. Sammen med 28 andre uddanner hun sig til sygeplejerske via fjernstudier på sygeplejeskolen i Slagelse.

Det er praktisk for Sanne Luplau at studere hjemme fra stuen i huset i Hvidovre. Hun kan beholde sit job som sygehjælper til daglig og stadig have tid til sin danske mand og to børn. Men fjernstudiet har andre forcer end det, understreger Sanne Luplau: ''Kommunikationen med lærerne bliver meget direkte, når vejledningen foregår elektronisk. Det synes jeg er en fordel. Kontakten bliver langt mere personlig, end den typisk er, når 30 mennesker sidder i en undervisningssituation i et auditorium. Læreren bliver også nødt til at tage stilling til hver enkelt studerendes eventuelle problem, når de bliver kontaktet pr. telefon eller e-mail,'' siger hun.

Godkendt som sygehjælper

Sproget var den største forhindring, da Sanne Luplau kom til Danmark fra Kiev. Nu taler og skriver hun dansk uden problemer. Hun fik hurtigt Sundhedsstyrelsens godkendelse til at arbejde som sygehjælper, men ikke som sygeplejerske. Selvom uddannelsen til sygeplejerske tager tre år i Ukraine, giver den ikke autorisation til at arbejde i Danmark. Derfor har Sanne Luplau siden arbejdet som sygehjælper på forskellige plejehjem, indtil muligheden med fjernstudiet dukkede op:

''Studieformen har utrolig mange fordele for mig. For det første kan jeg veksle mellem mit job og studiet, så jeg tjener penge, mens jeg læser. For det andet giver variation mellem arbejde og studie et stort fagligt udbytte, fordi mit job er studierelevant. Desuden er jeg absolut ikke et A-menneske, og fjernstudiet giver mig mulighed for selv at bestemme og f.eks. studere om aftenen,'' siger Sanne Luplau.

Hun havde hverken haft råd eller tid til igen at læse til sygeplejerske, hvis ikke det var for fjernundervisningsholdet på sygeplejeskolen i Slagelse. For at klare sig økonomisk beholder hun indtil videre jobbet som sygehjælper på deltid. Senere vil hun måske melde sig til et vikarbureau, hvor der er mulighed for endnu større fleksibilitet.

Den eneste ulempe, Sanne Luplau umiddelbart kan få øje på ved fjernstudiet, er den fysiske afstand til studiekammeraterne. Alligevel håber hun, der er grundlag for studiegrupper, som ud over de elektroniske møder kan mødes fysisk.

Selvom Sanne Luplau allerede er sygeplejerske og derfor har haft de grundlæggende sygeplejefaglige fag, ser hun frem til igen at studere og lære mere om det danske sundhedsarbejde:

''Arbejdet som sygeplejerske er meget anderledes i Ukraine, end det er i Danmark. I Ukraine er systemet mere stift og grænserne mellem fagene er meget skarpe. Sygeplejersker skal ikke behandle, men kun pleje patienterne. De må i højere grad rette sig efter, hvad lægerne beslutter, og bliver aldrig rigtig hørt. Fagforeningen fungerede dårligt, så der kunne man ikke klage. Desuden er der stor social klasseforskel på læger og sygeplejersker i Ukraine,'' siger hun.