Boganmeldelse

Den døende er et levende menneske

Marie de Hennezel, Jean-Yves Leloup

Kunsten at dø

Religiøse traditioner og åndelig humanisme ansigt til ansigt med døden i dag
Oversat fra svensk af Else Henneberg Pedersen
København: Munksgaard 2001
116 sider, 168 kr.  

Det åndelige er et integreret og karakteristisk træk ved den menneskelige eksistens, uafhængigt af eventuelle religiøse erfaringer. Den, der ledsager et døende medmenneske det sidste stykke vej, får derfor til opgave at nære hans ånd og hjælpe ham til at gå ''levende ind i sin død.'' Ved at acceptere sin egen magtesløshed i situationen kan ledsageren bekræfte den døende i hans menneskelighed. Den døende er ikke bare en organisme i opløsning. Som en af livets overgange, som det enestående øjeblik, den er, skal døden gennemleves og ledsages af omgivelserne, også når den indtræder på et hospital. Hvis vi undgår at tale om døden, undgår vi samtidig de spørgsmål, den rejser, om meningen med livet, og om der er et liv efter døden. Spørgsmål, som er grundlæggende for den menneskelige eksistens. Med en åndelig indstilling ses dødslejet som en periode med værdi og mulighed for forandring og indre udvikling.

Prisen for bruddet med de store traditioner, dvs. de religiøse traditioner, der tidligere forberedte mennesket på døden, er fremmedgørelse. Hvis personalet og de pårørende undgår at tale herom, opstår en ''tavshedens sammensværgelse,'' der forhindrer en ægte kommunikation, og som medfører en adfærd, der ligner flugt. Den døende lades i stikken, for han ved som regel godt, at han skal dø. Til trods for, at vi dagligt konfronteres med død, ødelæggelse og vold i medierne, er den personlige død tabubelagt, og på hospitalerne reduceres patienten fra et subjekt til et kropsligt objekt. Den tekniske plejes umenneskeliggørelse af forholdet mellem personale og patienter kritiseres skarpt. Jeg synes, at kritikken, som ikke er ny, er ufrugtbar og i lyset af danske forhold sat meget på spidsen. Det stjæler opmærksomhed fra den yderst inspirerende diskussion af den døendes behov for at blive anerkendt som et levende, åndeligt medmenneske.

Forfatternes faglige grundlag er psykologi, teologi og filosofi, og de arbejder tværdisciplinært, hvilket gør det meget svært at gennemskue det teoretiske fundament. Det forudsættes, at læseren er bekendt med en række franske teoretikere, som et ikke-fransk publikum ikke kan forventes at kende. Der er en overvægt af henvisninger til den jødisk-kristne tradition, og terminologien er meget kristent inspireret med ord såsom nåde og tilgivelse. Herudover er der henvisninger til hinduistiske og buddhistiske traditioner med enkelte buddhistisk inspirerede termer: Ikke-tid og ikke-tilknytning, mens islam forbigås i tavshed. Derfor skyder undertitlens ''religiøse traditioner'' lidt over målet. I stedet for at behandle de jødisk-kristne, buddhistiske og hinduistiske traditioner særskilt som de forskellige traditioner, de er, paralleliseres de i hurtige snuptag. De forekommer taget ud af deres rette sammenhæng med det formål at legitimere forfatternes hypotese, som ret beset er mere antropologisk-psykologisk end religiøs. Der tales således om en ''tusindårig intuition'' i stedet for om en ''tusindårig tradition.'' Interviewstilen virker besynderlig og forstyrrende. Spørgeren er anonym, og spørgsmålene virker konstruerede af forfatterne, for at de kan komme individuelt til orde.

Bogen er henvendt til og yderst relevant for plejepersonale med mange præcise observationer af dynamikken mellem et døende menneske og dets omgivelser. Dens skelnen mellem åndelighed og religion er meget interessant, og der er inspirerende forslag til, hvordan man i plejen af en døende kan være med til at nære hans ånd og oplevelse af at være et levende medmenneske. I den danske oversættelse burde man i stedet for at tale om sygehjælpere og sygeplejersker have anvendt mere tidssvarende fagbetegnelser.

Af Helle Lykke Pedersen, freelance sygeplejerske og stud.mag. i religionsvidenskab.