Efter ambulancerne - kom kølebilerne

"Klokken var vel omkring 11 eller 12. Vi forsøgte at se tv, men den eneste kanal, vi kunne fange, var kanal 2. Der var sne på billedet, men bagved kunne vi ane konturerne af World Trade Center og flyene, der styrtede ind i dem. Det lignede en gammel nyhedsfilm fra 1940erne.

Jeg hørte patienter, pårørende, brandfolk, læger og sygeplejersker fortælle om, hvad der var sket. De kom selv dernedefra. Men det virkede uvirkeligt. Det var først, da jeg kom hjem sent på natten og fik tændt for mit eget tv, at det gik op for mig, hvad der var sket. Først her foran tv-skærmen blev det hele virkeligt.''

Joyce Buffolino er afdelingssygeplejerske på skadestuen på Bellevue Hospitalet på Manhattan, som er et af New Yorks største traumecentre. Den 11. september 2001 mødte hun på arbejde klokken 7. Her er hendes beretning om den dag, der blev amerikanske sygeplejerskers mareridt.

''Det var en dag som alle andre - måske lige bortset fra, at vi var lidt færre på arbejde end normalt. Jeg havde modtaget tre sygemeldinger, så vi var underbemandede. Ikke at jeg regnede med, at det skulle komme til at betyde noget.''''Klokken var vel omkring 8.45, da vi fik at vide, at en helikopter var fløjet ind i World Trade Center. Jeg er ikke helt sikker på tidspunktet.

Tiderne flød sammen den dag, selvom jeg må have kigget på klokken mindst tusind gange i løbet af dagen. Jeg tænkte, at det var en af trafikhelikopterne, der konstant kredser over Manhattan. Det er før sket, at de er styrtet ned. Vi var på standby til at modtage sårede.''

''Der gik vel et par minutter, selvom det føltes som sekunder, da vi fik at vide, at det var et mindre fly, der var fløjet ind i et af tårnene. Nu talte vi pludselig om lidt flere sårede, og vi gik i gang med at forberede skadestuen efter vores katastrofeplan, men på lavt niveau. Dvs. at vi kun aktiverede en lille del af planen.''

''Et kvarter senere fik vi så at vide, at et fly havde ramt det andet tårn, og at det var et terroristangreb. Alle mulige tanker fløj gennem mit hoved. Vi havde lige være på kursus i biologisk krigsførelse. Jeg begyndte at spekulere på, hvad der mon var om bord på det fly. Først langt henne i strømmen af informationer fik vi at vide, at det var et passagerfly, og at det var blevet kapret. Herefter gik det stærkt.''

''Vi har noget, vi kalder en ekstern katastrofeplan, som skal aktiveres, når der lyder syv alarmklokker. Da klokkerne gik i gang, vidste vi, at der var sket en kæmpekatastrofe, og at vi kunne forvente tusinder af sårede - der arbejdede 50.000 mennesker i World Trade Center. Skadestuen blev ryddet for patienter, operationsstuerne gjort klart og elevatorerne holdt fri. Vi havde 17 operationsstuer klar til at modtage sårede.''

''Folk begyndte at ringe ind. Jeg er sygeplejerske, jeg er læge, hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Vi blev sågar ringet op af en tømrer. Folk ringede for at donere blod. En dame, der boede i en lejlighed i nærheden, tilbød et værelse til personale, der ikke kunne komme hjem. Skoler samlede madpakker sammen og leverede dem til hospitalet. Det var overvældende.

I tilfælde af større katastrofer kører man altid de sårede til det nærmeste hospital, hvis det er livstruende. Ellers bliver de ført til nærmeste niveau 1-traumecenter. Vi var ikke det nærmeste. Vi lå tre hospitaler væk, men det her var alvorligt, så vi forberedte os på en lang dag. Da bomben sprang i World Trade Center i 1993, blev dele af katastrofeberedskabet sat i gang. Nu blev det for første gang aktiveret i fuldt omfang.''

Hvor er min søster

''Min søster arbejder for det amerikanske toldvæsen - i bygning 6 i World Trade Center. Hun skulle på arbejde den dag fra 9 til 17.30. Efterhånden som vi fik nyhederne, gik det op for mig, at hvis hun ikke allerede var på arbejde, ville hun være på vej. Jeg måtte have fat i hende. Jeg forsøgte at ringe, men telefonerne var overbelastede og

Side 13

døde indimellem helt. Endelig lykkedes det mig at komme igennem - og få fat i hendes telefonsvarer.

Jeg tænkte: Det er ikke noget dårligt tegn. Da bomben sprang i 1993, døde alle telefonerne øjeblikkeligt. Nu virkede de, så måske var det slet ikke så slemt. Jeg lagde en besked: Hi Patty - hendes navn er Pat - det er Joyce, hvis du ikke har hørt det endnu, så er der sket noget med et af tårnene. Ring til mig, når du kommer ind. Sekundet efter, at jeg havde lagt røret, styrtede et fly ind i det andet tårn. Jeg ringede tilbage, men nu var det dødt i den anden ende af røret. Ingen telefonsvarer, intet. Kun tom lyd.''

''Jeg var nødt til at gå tilbage på arbejde. Vi var midt i et katastrofeberedskab, og jeg skulle i gang med at fordele opgaverne, skaffe medicin og iv-udstyr. Og der var intet, jeg kunne gøre for at finde min søster. Jeg kunne ikke tage derned. Jeg måtte koncentrere mig om mit arbejde. Der var brug for mig her. Det var mig, der skulle få det hele til at glide og bevare overblikket. Og måske var det meget godt. Hvis jeg havde siddet derhjemme, havde jeg været syg af bekymring.''

''Så ringede hun pludselig. Jeg var der ikke - jeg var på en af de andre afdelinger, men hun lagde en besked hos kontorpersonalet: Bare sig, at jeg er o.k., og at jeg er på vej hjem, sagde hun. Gud ske tak og lov.''

Kom i taxa

''Vores første patient kom gående ind på skadestuen. Han var blevet væltet omkuld og havde slået knæet. Vi behandlede ham og spurgte, hvor han kom fra. Jeg var dernede, sagde han. Dernede? Jamen hvordan er du kommet herind? Jeg tog en taxa, svarede han. Her stod vi og ventede på ambulancerne, og så kom den første sårede i taxa, så måske var det alligevel ikke så slemt.''

''Kort efter - tiden flyder igen - kom der en brandmand ind med ambulance. Man mente, at han var blevet ramt af et menneske, der var sprunget ud fra bygningen. Han havde alvorlige kvæstelser i hovedet. En præst havde givet ham den sidste olie på stedet. Præsten blev kort efter selv ramt af stykker fra WTC og døde. Brandmanden var død ved ankomsten.''

''Det var altså, hvad der skete dernede. Vi forberedte os på at skulle modtage et stort antal sårede, men i løbet af de næste timer kom der vel kun omkring et par hundrede, og det var ikke mere, end vi var vant til på en normal travl dag. De fleste var redningsfolk.''

''En del af dem kom med brud eller røgforgiftning. Mange af brandfolkene kom for at få skyllet øjnene. Nogle af dem burde være blevet på hospitalet, men de ville tilbage. De fortalte, at det var forfærdeligt dernede. Bygningerne var kollapsede, gaderne dækket med støv og røg.''

''Vi spurgte, jamen hvor er patienterne? Der er ingen, svarede de. De er døde. Det var de barske realiteter, og efterhånden, som det gik op for os, blev vi mere og mere vemodige. Vi havde forventet, at der ville komme flere sårede ad gangen i ambulancerne, men der var kun en enkelt i hver ambulance. Til sidst holdt ambulancerne helt op med at komme.''

''Jeg sagde til mine kolleger: Vores liv vil være forandret efter denne dag. Intet vil blive det samme igen. Fremover vil vi tale om, hvad der skete før den 11. september, og hvad der skete efter den 11. september. Folk var fantastiske, personalet gjorde en kæmpeindsats. Der var lyspunkter i løbet af dagen, men det var frustrerende ikke at kunne redde folk - der var simpelt hen ingen at redde.''

Håbet svandt

''Pårørende ringede ind med beskrivelser af deres savnede familiemedlemmer. De spurgte, om vi havde set dem. Det var svært for personalet at sige til folk, nej de er ikke her, alle her har et navn, men de ville ikke tro på os. Nej, nej - kig igen, bønfaldt de over telefonen. De ringede til alle hospitalerne. Det var svært. Du ville ikke være den, der tog håbet fra dem. Vi havde forberedt os på at skulle behandle sårede. Vi var slet ikke klar til det her. Det var meget svært - i hvert fald for mig.

Familiemedlemmer kom med billeder. De blev sat op på en væg, som vi passerede hver morgen. De håbede, at vi kunne genkende nogle af dem, men alle patienterne på hospitalet havde et navn, og deres var ikke et af dem. Det var svært - meget svært. Hver time modtog vi opdaterede lister fra alle hospitaler, så hvis nogle spurgte efter Joe Brown, ville vi hurtigt kunne finde ud af, om han var blandt de sårede, som var blevet bragt ind.''

''Vi ventede på ambulancerne, men i stedet kom kølebilerne. Der var ingen, der sagde noget, men alle vidste, hvorfor de var der. De var rullende lighuse. Retsmedicineren bor lige over for skadestuen, og de ryddede et hjørne af parkeringspladsen for at få plads til kølebilerne med lig og ligstumper. Efterhånden som håbet om at finde flere i live svandt, voksede antallet af kølebiler. De satte et hegn op omkring, men vi kunne stadig se dem. Det var et trist syn.''

''Min søster kom ud af toget, da det første fly ramte. Folk løb forvildede rundt. På vej op fra undergrunden mødte hun en kollega. I samme øjeblik blev det andet tårn ramt. Først da gik det op for hende, hvad der var sket. Hun løb op til mig på hospitalet - hun var faldet flere gange, og hendes knæ blødte. Jeg gik hjem kl. 2 den nat.''

''Dagen efter fik vi besøg af sundhedsministeriet. Der skal opføres et hus med baderum i tilfælde af biologisk krigsførelse. Det bliver altså det næste.''