Vi har lige hørt et fly styrte

​''Jeg stod udenfor og talte med personalet, der havde været på vagt om natten. Pludselig hørte vi lyden af et fly. Så kom braget, og alle bilalarmerne gik i gang. Sygeplejerskerne og jeg så på hinanden. Et fly er styrtet ned. Vi må tilbage - jeg husker ikke, hvad jeg gjorde de første minutter ud over at jeg løb ind ad døren, hvid i hovedet som et spøgelse, og råbte: Folks. Det her er en gyser. Vi har lige hørt et fly styrte ned.''

Mary Lyke er oversygeplejerske i skadestuen på Beekman Hospitalet på sydspidsen af Manhattan. Hospitalet ligger kun to gader fra World Trade Center. Mary Lyke bor over for sygehuset og var lige mødt på arbejde, da terrorangrebet fandt sted.

''Jeg greb telefonen og meddelte Code Yellow, som er koden til at iværksætte vores katastrofeplan. På det tidspunkt var personale fra andre afdelinger allerede begyndt at strømme til. De havde set flyet styrte ind i det første tårn fra den side af hospitalet, der vender ud mod World Trade Center. Vi på den anden side af bygningen så det ikke - vi vidste, at et fly var styrtet ned på Manhattan, og det var rigeligt.''

''Jeg samlede alt, hvad jeg kunne finde af intravenøst udstyr, medicin og midler til at skylle øjne med. Der var 12 patienter på skadestuen den morgen. Dem flyttede vi til andre afdelinger. Vi er et niveau 2- traumecenter og altså ikke et af de største, men den morgen var det lige meget. Vi var tæt på tragedien, og vi var klar. I løbet af få minutter havde vi samlet læger og sygeplejersker fra alle specialer.''

''Folk blev ved med at fortælle om fly, der var fløjet ind i World Trade Center, ind i Pentagon og styrtet ned på en mark i Pennsylvania. Jeg sagde: Hold op med at fortælle mig om det, alt, hvad jeg behøver at vide, er, at der er et fly, der er styrtet ned på Manhattan, og så er det ligegyldigt, hvor det har ramt - det er en tragedie under alle omstændigheder.''

Side 10
 

''Så forsvandt strømmen. Hele det sydlige Manhattan blev mørklagt. Nødgeneratoren gik i gang, så vi fik lys, men telefonerne var døde. Der gik over en uge, inden de kom til at virke igen, og vi måtte klare os med walkie-talkie. Det var nok det værste.''

Ramt af landingsstel

''Læger og sygeplejersker visiterede de sårede, efterhånden som de kom ud af ambulancerne. Vi lavede cafeteriet om til et triagecenter for de sårede, der selv kunne gå ind på hospitalet - det var en af de ting, jeg lærte på katastrofekurset. Når du har en større gruppe sårede og ikke lige kan overskue, hvem du skal behandle først, beder du alle dem, der har brug for en læge, om at følge med. Dem, der rejser sig, behøver du ikke at bekymre dig så meget om. Det er dem, der bliver tilbage, der har brug for hurtig behandling. Og det var sandt nok den dag. Vi behandlede 347 sårede på fire timer.''

''En kvinde kom ind ret hurtigt efter. Hun var blevet ramt af dele af et landingsstel. Al huden var skrællet af ryggen, benene var brækket og hun havde svære indre kvæstelser. Hun var et multitraume - men alle specialisterne var her, plastickirurgen, ortopædkirurgen og medicinerne. De opererede i mange timer, men nu er hun uden for livsfare. Da hun vågnede op efter operationen, kaldte hun en af sygeplejerskerne hen til sig. Kan du se, om lægen har gjort min bagdel mindre? Er det ikke fantastisk. Hun var nok en af de hårdest sårede, og hun fik os til at grine.''

''En mand havde åbent bækkenbrud - hans underkrop var forskubbet 3 inches (ca. 7,5 cm) i forhold til overkroppen. Vi hasteopererede ham her på skadestuen. Det sker yderst sjældent. Normalt bliver patienterne sendt videre, og ingen af mine kolleger havde oplevet det før, men den dag opererede vi tre. Han døde. Vi mistede i alt fire ud af de mange hundrede, vi behandlede. De fleste klarede den, og det er da meget godt - i betragtning af, at vi modtog de hårdest sårede.''

''En anden kom ind med åbent kraniebrud. Da vi flyttede ham fra båren, væltede hjernemasse ud på lagenet. Vi prøvede at stabilisere ham, men der var ikke noget at gøre - vi måtte videre. Det var hårdt. Selvom vi godt vidste, at der ikke var noget håb, og at han ikke ville overleve, var det alligevel svært.''

''Der var en kvinde med voldsomme forbrændinger i ansigtet og på armene. Armene var helt sorte - næsten forkullede. Vi gav hende iv-medicin og stabiliserede hende, inden hun blev sendt videre til brandsårsafdelingen på et andet hospital - jeg håber, hun klarer den. Underkroppen var hel, men problemet er selvfølgelig at undgå, at der går infektioner i sårene.''

''Vi behandlede også tre hunde - den ene var en redningshund. De to andre var blevet reddet ud af en lejlighed lige ved siden af World Trade Center.''

Ind i hold

''Jeg kom ikke hjem den nat - klokken to lagde jeg mig på opvågningsstuen for at få et par timers søvn, inden jeg skulle i gang igen. Mange af mine kolleger sov på hospitalet. Der var ingen, der bad om at få fri for at komme hjem til familien. Alle blev - det var flot. Resten af ugen arbejdede vi mellem 14 og 16 timer i døgnet - stadig uden strøm og uden telefoner.''

''Skyen - jeg glemmer aldrig røgskyen. Jeg husker ikke tidspunktet, men der gik vel en time, fra det første fly ramte World Trade Center, til den første bygning styrtede sammen.

Folk løb i panik. Vi så 400 mennesker løbe ned ad gaden - ned mod hospitalet med en kæmpe støvsky efter sig. Det var det mest forfærdelige syn, vi nogensinde havde set. Folk var skrækslagne.''

''Vi har to indgange. Den ene vender ud mod World Trade Center. Folk ville ind, men vi var nødt til at lukke dem ind i hold for ikke at få støvskyen med. Der er to sæt

Side 11

glasdøre. Vi fyldte forhallen op med mennesker og lukkede de yderste døre , inden vi åbnede de inderste og lod folk komme ind på hospitalet. Når de var inde, lukkede vi de inderste døre og åbnede de yderste, så næste hold kunne komme ind. Folk bankede på dørene, men vi måtte sige nej - det kan man ikke på et hospital, men vi var nødt til det.''

''Der er mange politifolk i min familie. Min bror kom forbi kort efter, at de første fly havde ramt bygningen for at høre, om jeg var o.k. Han var dækket af støv. Han sagde, at han var nødt til at gå tilbage - det var, før bygningen faldt sammen. Først i løbet af aftenen kom jeg i tanker om ham. Heldigvis var han o.k. Jeg havde ikke haft tid til at tænke på ham før.''

''Jeg græd en lille smule om onsdagen, da jeg gik op sammen med en kollega for at se stedet, hvor bygningerne havde stået. Ellers reagerede jeg først senere - sådan tror jeg, de fleste havde det. Da jeg en uge senere tændte for tv'et og så et billede af Osama bin Laden og hørte ham fortælle, at han var ked af det, blev jeg så rasende, at jeg fik lyst til at rive hovedet af ham, uanset om han havde gjort det eller ej. Da græd jeg - meget.''

Nonnen kom med pizzabudet

Tre uger efter tragedien hænger røgen og lugten stadig i luften omkring ruinerne fra World Trade Center. Folk kommer forbi skadestuen for at hente støvmasker eller få vasket støv ud af øjnene. På den ene væg hænger der takkebreve fra patienter og pårørende, efterlysninger af forsvundne familiemedlemmer og et billede af en nonne.

''Nej, hun er ikke en af de forsvundne. Hun kom med pizzabudet. Da vi pakkede pizzaerne ud, lå hun der. Det kunne vi ikke stå for.''

En hjemløs ruller forbi i kørestol i en salig brandert. Hans hår er filtret sammen. Sweateren hænger i trævler, og bukserne er brune af skidt. Hans hænder er røde og hævede.

''Han er en af vores gamle kendinge. Han plejede at drive os til vanvid - det kommer han formentlig til igen, men lige nu er vi bare så glade for, at han er i live. Han kom bare rullende ind: Hej, hvordan har I det. Oh boy, hvor var vi glade for at se ham igen. Tænk, at han af alle klarede den. Han plejede at sove i World Trade Center. Nu er der indrettet et sted til ham under en af broerne.''

''Vi har haft besøg af psykologer, men ingen har været særligt vilde med at tale om det, der er sket. Lige nu er personalet mest irriteret over, at det er så svært at komme på arbejde. Jeg mærker det ikke selv, for jeg bor lige overfor, men de, der kommer udefra, mærker det. De bliver stoppet i checkpoints, deres biler bliver undersøgt, og hvor de før brugte en halv time på at komme ind til Manhattan, kan der nu let gå to timer. Jeg tror, det er en blanding af frustration og posttraumatisk stress.''

''Lige efter tragedien var folk helt oppe på mærkerne i håb om, at vi ville finde flere overlevende. Nu, hvor vi så småt er ved at vende tilbage til det normale og må se i øjnene, at der ikke er flere overlevende, kommer reaktionerne og frustrationer, men indimellem er der da stadig lyspunkter. Forleden fik vi besøg af sygeplejersker og læger fra et hospital i Philadelphia. De krammede og roste os for vores indsats. Det gav os håbet tilbage. Vi grinede også, da vi hængte billedet af nonnen op. Hver gang, vi ser på det, husker vi, hvordan vi fik hende. Det er en sød historie, så vi er på vej, men der kommer til at gå lang tid, og vi skal formentlig igennem en masse rådgivning og en masse samtaler, men vi er på vej.''

Katastrofeberedskab virkede

''Hvad jeg har lært af det her? Det er første gang, vi har testet vores katastrofeberedskab, og det virkede. Selvom strømmen forsvandt, og telefonerne døde, så virkede det. Vi var i stand til at tænke klart, selvom alt var kaos. Der var så meget personale, at vi kunne behandle alle de sårede, der kom ind, og stabilisere dem, der skulle sendes videre til brandsårsafdelingen.''

''Her bagefter kan jeg da godt undre mig over, at vi ikke blev valgt som triagecenter for alle ofrene. Det første triagecenter blev indrettet i byens beredskabsafdeling i Tårn 2 i World Trade Center. Efter bomben i 1993 troede man, at bygningerne var urørlige, og at de aldrig ville styrte sammen. Derfor indrettede man beredskabsafdelingen her. Da Tårn 2 blev ramt, flyttede man triagecentret uden for tårnene, og da det heller ikke var sikkert, flyttede man det til Pace Universitetet, som ligger lige her ved siden af, og som støder op til vores hospital. Personalet kom for at spørge os om råd. Hvorfor valgte man ikke os som triagecenter? Vi har ekspertisen og erfaringen i triage, og vi lå lige i nærheden.''

''Folk siger, at vi er helte - vi er ikke helte - vi gjorde vores arbejde - de rigtige helte er brandfolkene. De gik ind i bygningerne for at redde folk. På vores lille brandstation var der en brandbil og fem brandmænd. Fire af dem mistede livet. De var de rigtige helte.''

Efter katastrofen opstod der mange rygter og myter - også inden for hospitalsverdenen. Bl.a. fik jeg at vide, at personalet på det sygehus, der lå tættest på, måtte evakueres. Mens et andet rygte fortalte, at hospitalet måtte lukke pga. strømsvigt. Ingen af delene passede. Beekman Hospital fungerede i allerhøjeste grad.