Vikar i Nordnorge

Langt oppe mod nord, helt ud til Ishavet, klemt inde mellem Rusland mod øst og Finland mod vest ligger Østfinmark, det nordøstligste Norge. Så nordligt som den nordligste kystlinie i Alaska, så østligt som St. Petersborg og Istanbul. Befolkningen kalder selv området for Grænselandet.

Her valgte jeg at tilbringe sommeren 2001 som ferievikar på den kirurgiske afdeling på Kirkenes Sykehus.

Da jeg i 1996 blev færdiguddannet sygeplejerske, havde jeg et ønske om at komme ud at rejse med sygeplejen. Det var naturligt at vende blikket mod Norge, idet jeg i mange år har tilbragt sommerferierne med at vandre i fjeldene. Langt mod nord havde jeg imidlertid aldrig været. Derfor tog jeg kortet frem og fandt en lille by langt mod nord og øst, Kirkenes. Den ligger på samme breddegrad som Tromsø, men 900 km længere mod øst, 2.500 km fra Oslo. Jeg skrev et brev til Kirkenes Sykehus, Kirkenes, Norge, og ventede spændt. Jeg var ikke engang helt sikker på, at der var et sygehus. Men jeg fik svar, og derfor fik jeg en noget anderledes, men meget spændende sommerferie i år.

Forskellige nationaliteter

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle forvente af et lille sygehus i en udørk langt, langt borte. Et spørgsmål, der naturligt rejser sig, når man rejser så langt bort, er, om det kan lade sig gøre at kommunikere på en måde, der er fagligt forsvarlig i forhold til kolleger og patienter? Jeg havde ikke forventet at møde et samfund i konstant forandring for så vidt angår nationaliteter. Det viste sig imidlertid, at såvel indbyggerne som medarbejderne på sygehuset er sammensat af mange forskellige nationaliteter.

Blandet landhandel

Jeg er kirurgisk sygeplejerske og havde derfor mit arbejde på kirurgisk afdeling. Denne er opdelt i fire grupper, som hører sammen to og to. Den ene gruppe er ortopædi/gynækologi. Den anden urologi/generel kirurgi. Jeg hørte til i det, der hedder ''generel.'' Som ordet siger, er dette en blandet landhandel, men med primært fokus på cancersygdomme med kirurgiske diagnoser. Organisatorisk er afdelingen opbygget på samme måde som i Danmark. Det anvendte edb modsvarer Grønt System, som jeg kender hjemmefra, så det tog under en halv time at forstå, hvordan det skulle bruges. Man rekvirerer blodprøver, checker analysesvar, udskriver patienter osv.

Medicinrummet, stort og dejligt, er indrettet efter samme princip som i Danmark. Al medicin stilles efter bogstavkoden, som kan kontrolleres i Lægemiddelkataloget. En meget praktisk detalje er, at de mest anvendte lægemidler er listet i alfabetisk rækkefølge på et dobbelt A4-ark, hvor man hurtigt kunne finde bogstavkoden. De svenske sygeplejersker svedte noget over denne struktur. De er vant til at finde lægemidlerne i alfabetisk rækkefølge uanset lægemidlets indikation. De anvendte lægemidler er stort set de samme, som vi bruger i Danmark. De tekniske hjælpemidler, blærescanner, pumper til intravenøs infusion, sug, fugter, mv. er identiske med det apparatur, vi har i Danmark. Bandager, infusionssæt o.l. er mere avancerede og i bedre kvalitet end de danske.

Det er altid en faglig fornøjelse, når man kan finde en bandagering eller en teknisk løsning, der er helt ideel til formålet. Et lille eksempel: Til intravenøs antibiotika har man infusionssæt med en påmonteret ekstraslange til opløsning af lægemidlet. Denne slange sidder på dråbekammeret og er forsynet med en studs. Denne studs stikker man i lægemidlet og lader tyngdeloven om at fylde hætteglasset. Når lægemidlet er opløst, lader man det løbe tilbage i infusionsvæsken og lukker med en klemme. Hætteglasset bliver siddende på sættet. Der er på denne måde ingen tvivl om, hvilket lægemiddel der er opløst, og ved blandingen opstår den eneste kontakt med lægemidlet, når studsen presses i gummimembranen. Dette er en enkel og sikker måde at blande antibiotika på.

Fagligt dygtige

Plejepersonalet er veluddannet. Mangel på personale medfører, at der til stadighed er mange vikarer i vikariater, der varer fra en måned til et eller to år. Vikarerne kommer typisk fra Sverige, hvor mange har gjort nomadelivet til en livsstil. Der er

Side 35

mange mandlige sygeplejersker, der kommer for at arbejde og fiske, da hele området er et lystfiskerparadis, og der kommer vikarer fra Finland, Norge og Danmark. De fastansatte er fagligt dygtige, i høj grad ajour med ny viden, og der er en stor vilje til at styrke hinanden på faglige områder. Efteruddannelse er i højsædet. Der ydes store ofre for at efteruddanne medarbejdere. Denne fasttømrede, faste medarbejderstab er efter min mening årsagen til, at hverdagen kan fungere, selvom der, f.eks. i ferietiden, måske er 80 pct. vikarer på arbejde en enkelt dag. Når de faste kommer, checker de, at alt er i orden.  

Der er en stor forståelse for, at man som vikar ikke kan vide alt, og en rummelighed og ro, der er enestående. Fra min danske praksis ved jeg, hvor småhysteriske

Side 36

vi kan blive, hvis der blot er en enkelt eller to, der er usikre på rutinerne. Så får vi stress.

Patienterne

En anden, ikke uvæsentlig faktor er, at patienterne kender til forholdene. De er ikke overraskede over, at der er sygeplejersker, der taler underligt. Det forventer de. Der er slet og ret ikke meget stress i disse mennesker, også selvom der i perioder er forrygende travlt.

Der ydes en højt kvalificeret pleje med udstrakte hensyn, hvis situationen kræver det. Jeg oplevede f.eks. et barn, der var cancersygt og kendt i sygehuset gennem to år, hvor det kom med mellemrum for at få palliativ behandling.

Dette barn blev dårligt og skulle indlægges for at dø. Selvom oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske var på ferie, lykkedes det personalet, med en brændende ildsjæl af en assisterende afdelingssygeplejerske i spidsen, at skabe en døgnrytme om den syge og familien, så der konstant var en sygeplejerske, som kendte barnet og familien, på vagt. Det var ufatteligt hårdt for personalet at yde denne service, ikke mindst fordi barnet kæmpede i to lange uger, før det endelig fik fred. Det er hårdt at sidde otte timer ad gangen på en stue med et dødssygt barn og forældre i dyb krise, især fordi barnet og familien bor i byen og er kendt af alle. En af sygeplejerskerne tog seks nattevagter i træk, og nattevagter i Kirkenes er på 10 timer. En kom direkte fra ferie og ind i et skema med tre dagvagter og fire aftenvagter. Undervejs var der opfølgning og evaluering af såvel pleje som behandling, og ved den endelige afsked lå det døde barn en hel dag på stuen, mens personale, venner og familie kom og tog afsked.

Jeg har en dyb respekt for kolleger, der gør dette muligt. Som udgangspunkt vil jeg ikke mene, at dette personale har fordele eller muligheder, der er bedre end vore, hverken økonomisk eller personalemæssigt. De valgte, at sådan skulle det være. Og det blev det. 

Middelalderlig stuegang

I de fem begivenhedsrige uger, jeg tilbragte i Kirkenes, var det arbejdet, der dominerede hverdagen. Jeg oplevede meget morsomt og livsbekræftende, og af og til løb jeg en hel vagt uden pauser for at nå det hele. Der er virkelig mange sygeplejeopgaver på et afsnit med blandet kirurgi, og skellet mellem ''sykepleier'' og ''hjelpepleier'' er langt større end mellem sygeplejerske og social- og sundhedsassistent. Heldigvis er der mange sygeplejestuderende, der tager vikariater som hjelpepleiere, og det hjalp meget. F.eks. er det rutineopgave for norske sygeplejersker at lægge venflon. Det gør lægerne ikke, og da jeg ikke kan, var jeg meget glad for de dygtige sygeplejestuderende, der også boede på elevhjemmet.

Stuegangen var lidt middelalderlig, idet lægerne, fra overlæge til medicinstuderende, sammen med sygeplejersken gennemgik patienterne. Derefter troppede hele paraden op hos hver enkelt patient og tog hele snakken en gang til. Af og til lykkedes det mig at få lægerne til at forstå, at jeg ikke havde tid til at tilbringe en eller to timer sammen med dem, men kun ville med på den ene session, hvis jeg var alene sygeplejerske i vagt. Men den gik ikke hver gang.

Forstod ikke rapporten

I weekenden var der en vagthavende radiolog. Vores boede på elevhjemmet ligesom alle os vikarer. Han

Side 37

ser meget arabisk ud, og en lørdag formiddag, da han skulle lave oversigt over øvre abdomen på en af mine patienter, kom han i afdelingen for at aftale tidspunkt. Stor var min forbavselse, da det lød: ''Og hva' har vi så her?'' ''Jamen, du er jo dansker,'' udbrød jeg overrasket.

Et godt eksempel på de mange gode grin, man kan få på dette sted, når fakta viser sig at være anderledes end forventningerne. Radiologen havde arbejdet fire år på Rigshospitalet og havde derfor tillagt sig en gedigen københavnerdialekt.

Noget burde optages på video. En fredag mødte jeg i aftenvagt sammen med sorte Siva fra Sri Lanka og finske Aino. Siva har boet i Kirkenes i 18 år og har norsk som sit andet sprog. Aino er finsk vikarhjelpepleier, hun taler finsk og kun meget lidt norsk. Jeg skulle læse rapporten for de to. Siva er vældig spirituel. Han møder som regel et kvarter før, hvor han går rundt og indsuger stemningen i afdelingen. Så checker han tavlen med indlagte patienter, sætter sig i rapportrummet og mediterer 10 minutter, indtil rapporten begynder. Under rapporten sidder han som regel med lukkede øjne og siger ingenting. Aino forstår intet af, hvad jeg siger. Hun forstår lidt norsk, men mit blandingsskandinavisk kunne lige så godt være swahili. Forestil jer den farce, der udspillede sig, mens jeg læste rapporten. Aino ville ikke vise, at hun intet forstod. Så hun nikkede og smilede, uanset hvad jeg sagde. Siva havde jeg svært mistænkt for ikke at høre andet end det, han selv mener, han har brug for, og da han er en dygtig, ansvarlig og omsorgsfuld hjelpepleier, blandede jeg mig ikke i det. Det blev et skoleeksempel i, hvordan man ikke skal gøre. Jeg følte mig noget desperat efter 10 minutters monolog. Det interessante er, at vi fik et par herlige vagter, ganske travle, men der var ikke nogen patienter, der ikke fik den pleje, de skulle have.

Klistret dessert og fabriksbagt kage

Noget, de nordmænd kunne lære af os, er at give patienterne ordentlig mad. Jeg er chokeret over kosten. En typisk dag får man til morgenmad: to skiver halvtørt brød med skinkelignende pålæg, margarine, ost eller marmelade. Man kan få et blødkogt æg, hvis man beder om det. Det næste måltid, der er varmt, serveres kl. 13, nogle gange først 13.30: tre kartofler eller tilsvarende ris eller pasta. En fed, færdiglavet sovs og en kød- eller fisketing, der ikke nødvendigvis har været levende i dette århundrede, og evt. en lille, klistret og ækel dessert.

Kl. 15.30 er der kaffe med fabriksbagt kage i plasticemballage. Kl. 18 en gentagelse af morgenmaden: to skiver tørt brød med kedeligt pålæg.

Når de virkelig strammer sig an, er der måske røget laks med røræg til brødet om aftenen, men jeg ville have brug for mindst fire portioner, hvis jeg skulle blive mæt. Der tilbydes dernæst pulversuppe kl. 21. Man går rundt med pulverposerne og en elkedel. Det kan man altså ikke blive rask af. Til forsvar skal siges, at der kun er et par damer i køkkenet til at lave mad til alle patienterne. Derfor må det allermeste være præfabrikeret. Friskkogte grøntsager så jeg kun en eller to gange på fem uger.

Et morsomt paradoks er, at en af køkkendamerne cyklede ned i byen en dag for at købe råvarer til en ret, en af patienterne på ønskekost havde bedt om. Det ville man ikke se i Danmark.

Berigende oplevelse

Jeg valgte Kirkenes, fordi jeg gerne ville prøve at komme helt ud i en afkrog af vores del af verden. Jeg fandt et moderne og velfungerende sygehus med højt kvalificeret behandling og pleje. Jeg mødte et fasttømret, fagligt velfunderet personale og en masse andre vikarer fra skandinaviske lande. Til spørgsmålet om, hvorvidt det kan lade sig gøre at kommunikere på en måde, der er fagligt forsvarlig i forhold til kolleger og patienter, må jeg konkludere, at man kan kommunikere, hvis man vil. Jeg mødte mennesker, der ønskede at kommunikere, såvel kolleger som patienter.

Men jeg tror også, at mit eget forarbejde med at overveje dette problem har gjort det lettere for mig. Ved at tage udgangspunkt i, at det er mig, der taler et andet sprog, og at jeg må gøre mig umage ved at tale langsomt og tydeligt for at blive forstået, har jeg selv banet vejen.

Jeg synes, det er berigende at opleve Nordnorge på denne måde, og jeg vil opfordre kolleger, hvis familie kan undvære dem en måneds tid eller to, til at prøve dette. Overalt i den nordlige del af Norge mangler de sygeplejersker og andet personale om sommeren. Tromsø, Lofoten, Hammerfest og Kirkenes. Det må være fagligt guld for sygeplejestuderende at tilbringe sommeren på denne måde. En praksisøvelse i kommunikation.

Pia Hyldahl læser dansk på Københavns Universitet.