Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Amtskreds efterlyser systematisk arbejdspladsvurdering

Mangelfuld og usystematisk arbejdspladsvurdering af det psykiske arbejdsmiljø er skyld i mange af de problemer, Arbejdstilsynet har fundet på sygehusene. Det siger amtskredsnæstformanden i Fyns Amt. Han erkender dog, at amtskredsen også har en del af ansvaret.

Sygeplejersken 2001 nr. 43, s. 22

Af:

Lotte Havemann, journalist

Hvis der havde været gennemført en systematisk arbejdspladsvurdering på de afdelinger, Arbejdstilsynet besøgte i Fyns Amt, ville tilsynet ikke have afgivet påbud. Det mener amtskredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Fyns Amtkreds, Bo Smith.

Han kalder Arbejdstilsynets påbud et symptom på, at arbejdspladsvurderingen af det psykiske arbejdsmiljø ikke er god nok, og han er overbevist om, at indsatsen fremover netop skal lægges i at forbedre denne.

"'Løsningen ligger i den systematiske arbejdspladsvurdering. Det er vi ikke i tvivl om. Og i amtskredsen vil vi have fokus på, hvordan man arbejder systematisk med det psykiske arbejdsmiljø,'' siger han.

Ud over en temadag om emnet, som amtskredsen vil holde for arbejdsledere og sikkerhedsrepræsentanter i november, vil amtskredsen kraftigt opfordre den samme personkreds til at læse Arbejdstilsynets vejledninger til sygehusene.

''De burde næsten være tvangslæsning, for man kan lære meget af dem,'' som Bo Smith udtrykker det.

Amtskreds har ikke slået til

Han mener, at sygehusenes sikkerhedsgrupper har manglet konkret viden om, hvilke belastninger, det psykiske arbejdsmiljø omfatter. Og før man har den viden, siger han, er det svært at undersøge, om man faktisk har de belastninger.

Fyns Amtskreds anbefaler desuden, at ansvaret for at undersøge det psykiske arbejdsmiljø gøres til en fællessag for hele institutionen.

''Det har været en lokal opgave at undersøge det psykiske arbejdsmiljø, således at de enkelte afdelinger har skullet tage stilling til, hvordan det skulle undersøges. Og det har efter vores opfattelse været for svag en model,'' siger Bo Smith og understreger, at det vil styrke arbejdspladsvurderingerne, hvis de tager udgangspunkt i samme metode.

Han vedkender sig dog også, at amtskredsen ikke har gjort nok for at rette lyset mod det psykiske arbejdsklima.

''Vi har ikke været gode nok til at sætte problemerne ind i en arbejdsmiljømæssig ramme. Vi har talt meget om supervision, og om hvor vigtigt det er at have fælles værdier, men vi har ikke været konkrete nok. Vi har ikke stillet spørgsmålene: Hvad er psykisk arbejdsmiljø, og hvad skal vi tage fat på? Vi skal som faglig organisation prøve at lære mest muligt af Arbejdstilsynets indsats på sygehusene,'' siger Bo Smith og fortsætter:

''Det er nemt nok at stille sig op bagefter og sige, at det har vi også sagt. Men vi må konstatere, at her har vi heller ikke slået til.''

Ømme punkter andre steder

De positive toner, der har lydt fra sygehusene og Arbejdstilsynet i forbindelse med tilsynets besøg i Fyns Amt, har imidlertid også forplantet sig til Dansk Sygeplejeråds lokale kreds. Amtskredsnæstformanden kommer med en sjælden ros til de fynske sygehusledere.

''Jeg må sige, at der fra begge sygehusområder er positive tilbagemeldinger. Og man er allerede gået i gang med at tage hånd om problemerne,'' siger Bo Smith.

Han tilføjer dog, at problemerne langtfra er løst, og at amtskredsen - ligesom Arbejdstilsynet - vil følge processen på sygehusene.

''Vi er interesserede i at se stabiliteten i det, der bliver sat i værk. Det skulle gerne være noget, som holder,'' siger han.

Desuden understreger han, at de afdelinger, som Arbejdstilsynet har konstateret problemer på, ikke er de eneste, som har ondt i det psykiske arbejdsmiljø.

''De problemstillinger, der findes her, vil man også kunne finde på andre afdelinger. Vi vil nu beskæftige os med, hvordan vi kan udbrede den viden om det psykiske arbejdsmiljø, som Arbejdstilsynet har fået på nogle stikprøveafdelinger, til andre afdelinger. For der er meget at lære af de afdelinger, som Arbejdstilsynet har besøgt. Og det er vigtigt, at det ikke kun er medarbejderne på disse afdelinger, der får det bedre.''

Denne formodning bekræftes af en centerchef på Odense Universitetshospital (OUH). I september-udgaven af personalebladet for Odense Universitetshospital, Impuls, skriver han på lederplads:

''På den anden side set kan nogle af de ting, der igennem Arbejdstilsynets indsats er blevet gjort konkret, bruges som grundlag for overvejelser i de øvrige afdelinger på OUH. Det skulle dog pokker være, om ikke der var andre afdelinger med ømme punkter.''

Denne udtalelse får, sammen med sygehusenes imødekommende tilbagemeldinger, Bo Smith til at tro på, at sygehusene vil forbedre det psykiske arbejdsklima, hvor der er behov for det.

''Der er virkelig gode tegn på, at man tager dette seriøst. Sygehusene har f.eks. ikke sat spørgsmålstegn ved Arbejdstilsynets dokumentation og metode, som man har set det andre steder. Det får mig til at være meget optimistisk. Jeg har valgt, at jeg vil tro på, at sygehusene tager fat om problemerne. Nu må vi lade historien vise, om det kommer til at passe.''

Tema: Psykisk arbejdsmiljø