Festskrift censureret

Da amtssygehuset i Herlev holdt 25-års jubilæum den 30. april i år, blev det fejret med et stort åbenthusarrangement. Men uden festskrift.

Tre år tidligere påtog en gruppe nuværende og forhenværende medarbejdere sig ellers at beskrive sygehusets historie og fik frie hænder til opgaven af daværende sygehusdirektør Peter Orebo Hansen.

Men da gruppen overdrog det færdige manuskript til Peter Orebo Hansens efterfølger, Ida Sofie Jensen, havde hun adskillige indvendinger mod både indhold og stil.

Efter bitre og resultatløse diskussioner valgte forfatterne at tage deres festskrift med sig og få det udgivet et andet sted. Det kan nu læses som en artikel i Danmarks ældste lægetidsskrift ''Bibliotek for Læger.'' Her forklarer professor, dr.med. Povl Riis i et forord, hvorfor gruppen tog det usædvanlige skridt at påberåbe sig sin ophavsret og forhindre sygehuset i at bruge manuskriptet i den tilrettede form. Bl.a. står der:

"En sygehusdirektør, tiltrådt i løbet af arbejdsfasen, valgte (...) at behandle det færdige manuskript, som en lærer gjorde det med en dansk stil i 1930'ernes danske skolevæsen. Det betød fremsendte overstregninger og rettelser, der skulle bringe de 35-40 års historie over i en gennemrettet version, tilpasset nutidens politiske klima og udtrykt i politisk korrekt sprog.''

Fortalt af pionerer

Det var ellers ikke hvem som helst, der havde gravet i gamle papirer og interviewet politikere og personale fra dengang og i dag. Povl Riis kan skrive 24 år som redaktør af Ugeskrift for Læger og 19 år som formand for den Centrale Videnskabsetiske

Side 19

Komite på sit i øvrigt meget lange CV og er formentlig den bedst kendte. Men i gruppen sad også sygehusets chefsygeplejerske gennem 27 år, Benthe Quistgård, og flere forhenværende og nuværende overlæger og oversygeplejersker. Selve sammenskrivningen stod videnskabsjournalisten Gitte Meyer for.

''Det var en gruppe af dem, der havde været med fra starten, og vi var meget entusiastiske, for vi var nogen, der virkelig holdt af det sygehus,'' siger Benthe Quistgård.

Deres beretning var historiefortælling, for så vidt som det var historien fortalt af pionererne selv. Men der blev lagt et stort arbejde i at fremskaffe og kontrollere oplysninger.

"Det var spændende at få historien frem, og mange ting var nye for mig. Gitte Meyer behandlede stoffet utrolig fornemt, og jeg var begejstret for resultatet,'' siger Benthe Quistgård.

''Derfor var jeg også meget skuffet over den medfart, manuskriptet fik. Jeg vil sige det på den måde, at jeg egentlig mistede glæden ved det arbejde, vi havde gjort.''

Fejl og karrikaturer

Sygehusdirektør Ida Sofie Jensens væsentligste anke mod manuskriptet er de afsnit, der angår det nutidige:

''Gruppen bestod jo for en stor del af fratrådte medarbejdere. Men én ting er at skrive en historisk beretning, noget andet er, når de skriver om nutiden,'' siger hun.

''For noget af det, de skriver, er faktuelt forkert. De skriver, at pengene bliver mindre og mindre. Det kan man ikke, når der tværtimod er tilført penge i de senere år.''

Dine rettelser angår altså kun de afnit, der beskriver?

''Nej, jeg havde også nogle kommentarer til, hvordan de beskrev politikerne. De var beskrevet karikerende.''

Gruppen henholder sig til, at de har fået frie hænder til at skrive beretningen?

''Jeg ved ikke, hvilken aftale der skulle være tale om. Der ligger ikke noget på skrift. Det er da klart, at når jeg som direktør for sygehuset indgår i et samarbejde om at udgive et festskrift, har jeg også et ansvar for at sikre, at det, der står, ikke er forkert.''

Balladen om pengene

Povl Riis afviser, at der er faktuelle fejl i beskrivelsen af de senere års økonomi.

''Vi har tjekket alle oplysninger om beløb og den slags. Og vi har selv strøget, hvad vi ikke kunne finde belæg for i kilderne.''

Han trådte tilbage som administrerende overlæge i 1996. Men flere andre medlemmer fra forfattergruppen var på sygehuset helt frem til jubilæet, bl.a. Benthe Quistgård, der først gik af som chefsygeplejerske tre måneder senere.

Da arbejdet med festskriftet begyndte, lå de store tumulter på Herlev Sygehus allerede nogle år tilbage. Nærmere betegnet 1994, hvor overlægerne først sagde fra over for amtsrådets besparelser, og direktøren siden blev fyret pga. budgetoverskridelser.

Benthe Quistgaard giver Ida Sofie Jensen ret i, at forholdet til politikerne er blevet bedre i de seneste år og pengene flere.

''Men det havde hun muligheden for at beskrive i efterskriftet,'' siger hun med henvisning til, at arbejdsgruppen opfordrede sygehusdirektøren til at skrive et efterskrift til festskriftet.

'I efterskriftet kunne Ida Sofie Jensen netop have slået fast, at vores fremstilling var historie, og at verden nu ser anderledes ud.''

Strøget og skrevet om

Ved jubilæet i april i år deltog Benthe Quistgård i festlighederne som toastmaster. Men Povl Riis, der skulle have holdt festtalen, meldte fra og var ikke til stede.

''Som chefredaktør på Ugeskriftet har jeg selv redigeret tusindvis af sider. Men her var der tale om, at store afsnit var pillet ud, og mange sider var skrevet helt om,'' siger han.

''F.eks. havde vi beskrevet, hvordan politikerne i sin tid udviste stort politisk mod ved at acceptere arkitekternes ideer og tanken om at lade billedkunstneren Paul Gernes udsmykke og farvesætte huset. Politikerne sagde, at de ikke havde forstand på kunst. Men hvis arkitekterne og andre syntes, det var en god ide, ville de gerne skaffe pengene. Det var en fin demonstration af, hvordan man stolede på hinanden, selv om modet nogle gange skulle være i millionklassen. Men det afnit var strøget."

Holdt på ophavsretten

Povl Riis fastholder, at der lå en helt klar aftale om at give forfattergruppen frie hænder, selv om den ikke blev skrevet ned.

''Men der har været mange misforståelser i det her. F.eks. mente Ida Sofie Jensen også, at hun som sygehusdirektør havde ret til at overtage vores arbejde og udgive det i den form, hun ønskede. Derfor måtte vi gøre hende opmærksom på, at vi havde en intellektuel ejendomsret til vores arbejde, som hun ikke bare kunne overtage, og slet ikke med vold og magt.

Det har været en meget sørgelig historie. Også fordi gruppen netop ikke har bestået af bitre, ældre personer.  Det var en stor oplevelse at skrive husets historie, fordi det har været en stor oplevelse at tilbringe det meste af et arbejdsliv derude.''

Festskriftet ''Det store hus i Herlev. Et stykke nutidshistorie'' er offentliggjort i Bibliotek for Læger, nr. 3, september 2001.