Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fyns Amt: Tog godt imod kritik fra Arbejdstilsynet

Sygehusene i Fyns Amt har taget positivt imod de 10 påbud, Arbejdstilsynet pålagde dem efter tilsynsbesøg på en række afdelinger. Samarbejdet mellem sygehuse og tilsyn har tilsyneladende været præget af åbenhed og lyst til at gøre det psykiske arbejdsmiljø bedre.

Sygeplejersken 2001 nr. 43, s. 20-21

Af:

Lotte Havemann, journalist

Arbejdstilsynets besøg på landets sygehuse har langtfra været påskønnet alle steder. Kritikken har bl.a. lydt, at tilsynet var overfladisk, at det ikke havde forståelse for sygehusets væsen, og at det kun pegede på kendte problemer og tilmed kom med for få forslag til, hvordan det psykiske arbejdsmiljø kunne gøres bedre.

I Fyns Amt har forløbet været anderledes positivt. Ifølge Arbejdstilsynet er påbud og forslag til forbedring af det psykiske klima blevet taget alvorligt af både lokal og central ledelse på sygehusene, som omfatter Odense Universitetshospital og Sygehus Fyn. Og det på trods af, at Arbejdstilsynet konstaterede en lang række problemer på de udvalgte to sygehuse.

Sygehusene selv har også været tilfredse med Arbejdstilsynets indsats. I de fleste tilfælde har de rettet sig efter tilsynets vejledninger.

Grunden til, at sygehusene har reageret positivt, er bl.a., at Arbejdstilsynet har gennemgået det psykiske arbejdsmiljø så detaljeret, at sygehusene har kunnet bruge det til noget og samtidig er kommet med konkrete løsningsforslag.

I septemberudgaven af Odense Universitetshospitals personaleblad, Impuls, citeres chefsygeplejerske Birgit Harving, der er formand for hospitalets områdesikkerhedsudvalg, for følgende:

''Det har været en kærkommen lejlighed til at få hjælp udefra. Arbejdstilsynet har sy

stematisk indsamlet data, de har afdækket og klarlagt problemerne i tæt samarbejde med personalet, og de har sikret sig, at medarbejderne har andel i løsningerne. Det sidste er meget vigtigt, for det er ingen kunst at påvise problemer. Forlader man skuden uden at anvise løsninger, har man gjort mere skade end gavn.''

Odense Universitetshospital og Sygehus Fyn indkasserede tilsammen ni påbud og ét varslet påbud efter Arbejdstilsynets besøg i Fyns Amt i efteråret og vinteren 2000.

De seks af påbuddene plus det ene varslede påbud gik til Odense Universitetshospital. Disse syv påbud er dog neutraliseret efter en høringsproces, som har resulteret i tilfredsstillende tilbagemeldinger fra hospitalet. Forholdene skal imidlertid stadig bringes i orden, og processen følges af Arbejdstilsynet. De resterende tre påbud til Sygehus Fyn var ved redaktionens afslutning endnu i høringsprocessen.

Isolation og demotivation

Det varslede påbud blev pålagt Odense Universitetshospital pga. risiko for udbrændthed i forbindelse med arbejde med mennesker med særlige problemer. Det var personalet på afdeling P3, et akut lukket psykiatrisk afsnit, der var i farezonen.

Afdelingen har været præget af skift i sygeplejeledelsen og stor udskiftning blandt personalet. Sygeplejersker og social- og

sundhedsassistenter har været kontaktpersoner for nyansat personale, før de selv var fuldt fortrolige med plejearbejdet på afdelingen. Dette har betydet, at arbejdsrutiner og værdier langsomt er forsvundet.

Arbejdstilsynet vurderer, at P3 står uden fælles mål og tilstrækkelig klarhed over metoder i arbejdet. Plejepersonalet isolerer sig i stigende grad fra hinanden og fra patienterne ved at opholde sig på kontoret. Dette er medvirkende til, at kontaktpersonordningen og plejeplanerne ikke fungerer. Og dette medvirker igen til, at stemningen på afdelingen er negativ, og at holdningen er præget af demotivation og manglende arbejdsglæde.

Som en forværrende faktor nævnes tidspres og mange afbrydelser, som skyldes elever og studerende.

Påbud til psykiatriske og kirurgiske afsnit

De øvrige seks påbud til OUH drejede sig om:

  • Psykiatrisk afsnit P3, pga. manglende udsugning fra medicinskab og manglende tilførsel af frisk erstatningsluft til rummet, hvor medicin håndteres (stresspåvirkning).
  • Mave-tarm-kirurgisk afdeling A4, pga. psykisk belastende arbejdsmængde og tidspres i nattevagten.
  • Mave-tarm-kirurgisk afdeling A4, pga. psykisk belastende arbejdsmængde og tidspres for overlægerne.
  • Mave-tarm-kirurgisk afdeling A4, pga. utilstrækkelige fælles mål og værdier.
  • To yderligere påbud, som er undtaget aktindsigt pga. personfølsomme data.
  • For Sygehus Fyns vedkommende koncentrerede påbudene sig om en enkelt afdeling på Center Vest i Middelfart:
  • Psykiatrisk afsnit P1, pga. utilstrækkeligt akustisk signal fra sikkerhedsalarm.
  • Psykiatrisk afsnit P1, pga. manglende arbejdsmiljøuddannelse af en afdelingssygeplejerske og en sikkerhedsrepræsentant.
  • Psykiatrisk afsnit P1, pga. manglende arbejdspladsvurdering.

Side 21 

De to sygehusområder har allerede taget skridt til at forbedre det dårlige arbejdsklima. Dels i praksis og dels på papiret.

De dårlige medicineringsforhold på psykiatrisk afsnit P3 vil eksempelvis blive afhjulpet ved en ombygning af afsnittet. Endvidere øges indsatsen på afsnit P3 for at udarbejde værdigrundlag, mål af pleje og personaletræning. Der er taget initiativ til at opnå ekstern bistand til arbejdet.

For kirurgisk afdeling A4s vedkommende vil forbruget af vikarer blive ændret til fast personale på de problemområder, Arbejdstilsynet har peget på. I alt seks stillinger. Herudover vil oplæringen af sygeplejersker blive forbedret, så antallet af flere erfarne sygeplejersker stiger. Fælles mål og værdier fastsættes.

Endelig har afdelingen ansat en ekstra overlæge og en afdelingslæge. 

Tema: Psykisk arbejdsmiljø