Miltbrandøen i Aralsøen

På en vindblæst ø i Aralsøen er hundrede aber tøjret til pæle, der i parallelle rækker strækker sig mod horisonten. En dump lyd bryder stilheden.

I det fjerne skyder en lille metalkugle op i luften, hvorefter den roterende suser nedad, indtil den eksploderer.

Ca. 25 m over jorden begynder en sky i en farve, der ligner mørk sennep, at udvikle sig, hvorefter den langsomt går i opløsning på sin vej ned mod aberne. De slår sig i tøjret og begynder at græde. Nogle gemmer deres hoveder mellem benene. Et par stykker holder sig for mund eller næse, men det er for sent: de er allerede ved at dø.

Fra den anden ende af øen betragter nogle mænd i biologiske beskyttelsesdragter scenen i kikkerter og gør notater. Om et par timer vil de hente de aber, der stadig trækker vejret, og sætte dem tilbage i burene, hvor dyrene i de kommende dage vil blive undersøgt uafbrudt, indtil de, en efter en, dør af miltbrand eller tularæmi, Q-feber, brucellose, snive eller pest.

Den beskrevne episode er ikke en spændingsroman, en forfatter med livlig fantasi har fundet på. Dette er foregået i en konkret periode - 1980'erne - på et konkret sted - øen Vosrosjdenija i Aralsøen mellem Kasakhstan og Usbekistan. Vidne til begivenhederne og deltager i dem er dr.med. Kanatsjan Alibekov, som er født i Kasakhstan.

I omkring 20 år var Kanatsjan Alibekov en af de førende designere/forskere/udarbejdere, der udviklede biologiske våben i Sovjetunionen. Han har med egne hænder skabt særligt dødbringende stammer/familier af miltbrand og pest, der er immune over for antibiotika.

Største produktion af biologiske våben

Fra 1983 til 1987 ledede Kanatsjan Alibekov verdens største produktion af biologiske våben baseret på miltbrand. Produktionen var placeret i byen Stepnogorsk i Kasakhstan. Fra 1987 til 1991 var Kanatsjan Alibekov førstevicedirektør for produktionssammenslutningen ''Biopræparat,'' der førte det sovjetiske militærprogram for biologiske våben ud i livet (First Deputy of the Soviet Union Offencive Biological Warfare Program). Ca. 40 virksomheder og 32.000 specialister, der var beskæftiget med produktion af biologiske våben, var under Kanatsjan Alibekovs ledelse.

I 1992, efter Sovjets sammenbrud, flygtede Kanatsjan Alibekov til USA, hvor han afslørede hemmelighederne i det sovjetiske program til produktion af biologiske våben over for den amerikanske regering og ændrede sit navn til Ken Alibek. Han konsulterer USAs regeringsorganer vedrørende biologiske våben og beskæftiger sig fortsat med videnskab/videnskabelig forskning, men nu med modsat fortegn - nu udvikler han metoder til at beskytte sig mod biologiske våben. I 1999 udgav Ken Alibekov en bog ''Den biologiske fare,'' hvor han afslørede sin karrieres forløb og hemmelighederne i det sovjetiske program for biologiske våben.

Som avisen ''The New York Times'' (fra 25.02.1998) skriver: ''Af embedsmænd i De Forenede Staters efterretningstjeneste betragtes doktor Alibekov som en kilde, der fortjener tiltro, hvad angår de problemer, som han har førstehåndskendskab til - størrelsen og strukturen af det sovjetiske biologiske våbenprogram fra 1975 til 1991.''

Den 12. oktober 2001 optrådte Ken Alibek i egenskab af hovedvidne i en høring i Underkomiteen for National Sikkerhed, Veteraner og Internationale relationer i Repræsentanternes Hus i USA. (Se artiklen ''Sovjetunionens biologiske våbenproduktion'' side 12). Høringen drejede sig om, hvor de biologiske våben stammer fra, der de seneste måneder er anvendt til angreb på USA og andre lande.

I den forbindelse anmodede vidnet Ken Alibek de amerikanske specialister om at være særligt opmærksomme på den forladte ø Vosrosjdenija (genfødelse/ renæssance) i Aralsøen mellem Kasakhstan og Usbekistan. Under den kolde krig forvandlede den sovjetiske regering øen Vosrosjdenija til det vigtigste forsøgsområde for afprøvning af biologiske våben.

Efter Sovjets sammenbrud og den dag i dag er denne ø, formodentlig, verdens største lager for miltbrandstammer.

70.000 mennesker inddraget

Verdenssamfundet begynder først nu at erkende omfanget af det sovjetiske program for biologiske våben. Tre ministerier (forsvarsministeriet, landbrugsministeriet og sundhedsministeriet), det øverste niveau af det russiske videnskabsakademi, henved 50 enorme virksomheder, der indgik i produktionssammenslutningen ''Biopræparat,'' og ca. 70.000 personer var inddraget i udviklingen, dyrkningen og produktionen af biologiske våben.

Selv i 1990, da Sovjets økonomi var i dyb krise, og befolkningen var nødt til at stå i lange køer efter brød og kød, udgjorde USSRs udgifter til biologiske våben næsten 1 mia. US dollars. Det sovjetiske program til produktion af biologiske våben blev påbegyndt i 1928. Under 2. verdenskrig anvendte Sovjetunionen i 1942 biologiske våben baseret på tularæmi mod tyske tropper i det sydlige Rusland.

I 1982 blev der anvendt biologiske våben (Glanders) imod mujahedinerne i Afghanistan. I slutningen af 80'erne var det Sovjetiske biologiske våbenprogram det mest omfangsrige og det mest magtfulde program af sin art i verden. Det omfattede våben, som var baseret på kopper, pest, miltbrand, Venezuelansk equine encephalomyelitis, snive, brucellose, Marburg infection, Ebola, gul feber, forskellige former for blødningsfeber o.a.

Mange typer biologiske våben, der blev udarbejdet på grundlag af f.eks. miltbrand og pest, ville ikke kunne behandles med de eksisterende behandlingsmetoder baseret på antibiotika.

De biologiske våben blev ikke fremstillet i gram eller kilo, men i tonsvis.

F.eks. lå der alene i den kasakhiske by Stepnogorsk en fabrik, der i den kolde krigs sidste år var i stand til at producere to tons miltbrand (sporer) om dagen. Hvis det skulle blive nødvendigt, rådede fabrikken over produktionskapacitet til at fremstille 300 tons miltbrandsporer i løbet af 250 dage. Ifølge Ken Alibek blev en del af slutproduktionen placeret i ballistiske og med vinger/bevingede missilers sprænghoveder, der var rettet mod byer i USA og andre vestlige lande.

Vosrosjdenija i Aralsøen - det største forsøgsområde til afprøvning af biologiske våben i det fri - indgik også som en integreret del af den biologiske produktion i Stepnogorsk.

Ken Alibek bevidner: ''I flere årtier afprøvede man forskellige former for biologiske våben i forsøgsområdet, herunder pest, tularæmi, bruccellosis, snive og miltbrand. Der var stor aktivitet omkring afprøvning af miltbrand i dette prøveområde.''

Efter Sovjets sammenbrud blev forsøgsområdet på øen Vosrosjdenija i al hast nedlagt.

Side 10 

Informationerne om øen er imidlertid stadig hemmeligtstemplede.

Videnskabelig efterforskning

I sommeren 1999 fik jeg (denne artikels forfatter, red.) mulighed for at deltage i en ekspedition til Aralsøens svært tilgængelige områder. Øen Vosrosjdenija var blandt de steder, der havde min særlige interesse. Adgang til øen er officielt forbudt. Men det kan ikke udelukkes, at naturen indimellem selv stiller illegale adgangsveje til øen til rådighed. I forbindelse med udtørringen af Aralsøen er det i år med tørke muligt at komme til øen i et tærrengående køretøj. Fra den uzbekiske by Mujnak er der i lige linje 150 km til øen Vosrosjdenija.

Civile helikoptere overflyver Aralhavet hver dag. Disse helikoptere flyver ikke i luftområdet over øen - det er forbudt. Men hvis man finder de rigtige personer, kan man være heldig at komme om bord på en helikopter, der flyver i nogle få kilometers afstand fra øen.

I godt vejr kan man selv fra stor afstand med en kikkert se nogle detaljer. F.eks. ser landområderne oppe ved kystlinjen øde ud. Men lidt tættere på øens midte ses infrastruktur og huse - en hel lille by af lave etagebygninger, asfalterede veje, store pladser af beton, der sandsynligvis er den militære flyvestations landingsbaner.

Er der mennesker på øen? En troværdig kilde har informeret om, at der ''på øen arbejdede uzbekiske geologer i 1999 - folk med rent civil baggrund. De var i gang med videnskabelig efterforskning - bl.a. borede de efter olie. Alt udstyret og boreanlæggene blev transporteret til øen med helikoptere, for det var umuligt at gøre det ad landeveje.

I år med særlig meget tørke kan man komme til øen fra sydsiden, men det kræver et særdeles godt terrængående køretøj. Til det formål anvender geologer store firehjulstrækkere.''

Aber og dødsdømte fanger

Hvornår blev det sovjetiske biologiske våbenprogram interesseret i øen Vosrosjdenija?

Ifølge ubekræftede oplysninger fandtes der allerede i 1936-37 en mindre forsøgsplads på øen. Øen blev dog først taget i brug som et regulært forsøgsområde i midten af 50'erne. Det var også i disse år, at man etablerede en mindre militær by med den karakteristiske infrastruktur og eget kraftværk. I måneder med særlig høj aktivitet kunne der på øen befinde sig op til 10.000 mand - videnskabsmænd, militærfolk, sømænd og piloter. Og hundredevis af forsøgsdyr.

Den russiske ''Obschaja gazeta'' (nr. 48, december 2000), en velrenommeret russisk avis, bragte vidneudsagn af en tidligere soldat, der aftjente sin værnepligt på øen.

''...Hele øen var opdelt i områder, som hver især krævede en særlig adgangstilladelse. Jeg arbejdede i nærheden af flyvebasen - store flyvemaskiner landede og lettede hver dag. Men så snart en flyvemaskine var ved at gøre klar til landing, blev vi beordret ind i kasernerne, hvor vi blev holdt bag lås og slå i flere timer. Hvad eller hvem, der blev fragtet over til øen, måtte vi ikke vide - langs med landingsbanerne stod der soldater med maskingeværer, som end ikke lod officerer uden tilladelse slippe igennem til flyvemaskinerne. Men en af vagterne fortalte, at ''i dag kom de med så og så mange aber eller zeki (kriminelle fanger), altså dødsdømte.''

Det er uvist, hvilken tidsperiode i den sovjetiske historie, den tidligere soldats minder hører til, samt hvor troværdige hans formodninger er om de forsøg, der skal være foretaget med fanger på øen.

Dog bekræftes hans formodninger indirekte af en anden kilde, som vi var heldige at tale med under ekspeditionen til regionen ved Aralsøen. En geolog, der arbejdede på Vosrosjdenija i midten af 90'erne, berettede, at han i en af de militære bygninger, som man kaldte det videnskablige laboratorium, så en sal med otte gynækologiske brikse, der stod på række. Geologen udtrykte sin formodning om, at briksene var nødvendige i forbindelse med gensplejsningsforsøg, der blev foretaget på øen.

Begge disse vidneudsagn bekræftes af Ken Alibek. I sin tale under en høring om biologiske våben i Repræsentanternes Hus i USA i oktober 1999 sagde Ken Alibek: ''I 1930'erne og 40'erne brugte Sovjetunionen mennesker til afprøvning af biologiske våben, mens man i 1970'erne og 80'erne kun brugte primater. Vi rådede over videnskabeligt godkendt udstyr, der kunne beregne den effekt, som et biologisk våben forårsagede, både på dyr og mennesker.''

Ken Alibek sagde også: ''I 1970'erne begyndte Sovjetunionen at udvikle genteknologiske former for biologiske våben, som var resistente over for de eksisterende former for behandling med antibiotika og vacciner. Desværre opnåede dette land succes et langt stykke af vejen.''

En dødelig fare

I slutningen af 1980'erne var Vosrosjdenija blevet til det største lager af miltbrandbakterier. Informationsbureauet ''Kasakhstan PRESS'' meddelte: ''I foråret 1988 fik militærbakteriologer fragtet forbudt våben fra Sverdlovsk til øen Vozrozjdenije i Aralsøen med et jernbanetog (24 vogne lastet med beholdere af rustfrit stål med miltbrandbakterier). Efter desinficeringen blev lasten straks begravet i de til formålet udgravede jordfordybninger.''

Efter den hastige nedlæggelse af forsøgsområdet efter Sovjets sammenbrud blev en del af udstyret transporteret bort, mens resten blev begravet eller efterladt.

I 1995 gav Kasakhstans regering en gruppe amerikanske specialister tilladelse til at besøge øen. Generaldirektøren for Kasakhstans statscenter for bioteknologi Gennadij Lepjosjkin udtalte i april 2001 med reference til udenlandsk presse til nyhedsbureauet ''Interfax,'' at de amerikanske specialister under deres undersøgelser af øen i 1995 opdagede nogle nedgravede beholdere med miltbrandbakterier.

Informationsbureauet ''Kasakhstan PRESS'' havde (d. 11.02.2000) informeret om, at jordprøverne taget af de amerikanske specialister i 1995 samt fire år senere viste, at selv om miltbrandbakterierne havde gennemgået en desinficering med en opløsning af klorkalk mindst to gange (første gang ved anbringelse i de 66-gallon store beholdere og anden gang ved nedgravning i jorden), har nogle af sporerne bevaret deres levedygtighed og udgør i dag en dødelig fare.''

Potentiel kilde for terrorister

Under en aktuel kongreshøring i USA den 12. oktober 2001 gentog Ken Alibek sine tidligere påstande om, at man i dag på øen Vosrosjdenija i den kasakhiske del af Aralhavet kan indsamle en ubegrænset mængde prøver af miltbrandinfektion. På den måde har Ken Alibek henledt ikke blot amerikanernes, men hele verdens opmærksomhed på muligheden for, at øen

Side 11

Vosrosjdenija kan anvendes som en potentiel kilde til fremstilling af biologiske våben af eventuelle terrorister.

(Fra høringen:)

''Spørgsmål: Hvad miltbrand angår er denne ø ikke blot en ø, men en ø af miltbrand i Aralhavet i Kasakhstan. Hvad kan De sige om den miltbrand, der er på øen? Jeg mener, hvad er risikoen for, at den stadig er farlig? Altså, hvis afghanske terrorister får lyst til at tage til øen efter miltbrandbakterien med en skovl, hvad er sandsynligheden for, at infektionen udgør en fare, og at den vil kunne bruges af terroristerne?

Ken Alibek: Denne ø i Aralsøen hedder på russisk øen Vosrosjdenija og på engelsk Renaissance Island. Øen var et sovjetisk forsøgsområde for biologiske våben inklusive pest, harepest, kalvekastningsfeber, hjernebetændelse og miltbrand. Miltbrand blev afprøvet meget aktivt i dette forsøgsområde.

Hele øen er kontamineret, fuldstændig kontamineret. Tag et spadestik, og De har sporer af miltbrand, der stadig er aktive og kan anvendes, hvis der skulle findes en gruppe, der har adgang til stedet. Det er ikke noget problem at skaffe aktive stammer af miltbrand fra denne ø.

Spørgsmål: Hvad er proceduren? Bliver øen overvåget i dag?

Ken Alibek: Man kan komme, bare man har taget de mest simple forholdsregler. Når jeg siger dette, vil jeg blot bemærke, at rumdragter eller noget lignende selvfølgelig ikke er nødvendige. Simple forholdsregler som handsker og masker. Samt det mest primitive udstyr - for at tage prøver har man blot brug for nogle petriskåle med to podninger. Derefter skal man blot udskille de enkelte kolonier, og så man har nok materiale for at gå videre ...''

(Uddrag af Ken Alibeks indledende tale i 1999 til kongresmedlemmerne i USA kan læses på side 12, og hans vidnesbyrd kan læses i sin helhed i artiklen: "Sovjetunionens biologiske våbenprogram").

Afvist af USA

Kasakhstans udenrigsministerium har afvist Ken Alibeks og de amerikanske mediers formodninger om, at der muligvis består en forbindelse mellem Kasakhstan og bioterroraktioner i USA. Men selv om de kasakhiske diplomater taler sandt, giver dette ingen anledning til at være ubekymret. For hvert år stiger risikoen for, at miltbrand vil sprede sig fra øen Vosrosjdenija til fastlandet - Kasakhstan eller Usbekistan - ad naturlige veje.

Generaldirektøren for Kasakhstans statscenter for bioteknologi Gennadij Lepjosjkin har i sit interview til nyhedsbureauet ''Interfax'' i april 2001 udtalt, at risikoen for infektionsspredning meget vel kan være stadigt stigende, da vandstanden i Aralsøen falder, og Vosrosjdenija øens areal bliver tilsvarende større. Ifølge Lepjosjkin udgør øens areal i dag 2000 km2 mod 200 i 1950.

Gennadij Lepjosjkin sagde ligeledes, at de afprøvninger af biologisk våben, der blev gennemført på øen på trods af alle forholdsreglerne, har efterladt sig spor i øens dyrerige, og at de farlige sygdommes smittebærere kan være mus og springmus.

Derudover bemærkede Lepjosjkin, at øen på den usbekiske side allerede er forbundet med fastlandet i Usbekistan, og at den i dag kan betragtes som en halvø. Det er nærliggende at antage, at med den eksisterende forbindelse mellem øen og fastlandet vil smittede dyr nemt kunne migrere til fastlandet.

Denne tanke blev bekræftet af Ken Alibek i et interview til den russiske avis ''Vrjemja'' (fra den 18. oktober 2001).

Han sagde:

''Jeg ved ikke, om der er forbindelse mellem Vosrosjdenija og fastlandet, men jeg har informationer om, at vandstanden i Aralsøen er faldet så meget, at man ubesværet kan gå over til øen og tilbage igen. Og her skal man huske, at selve øen Vosrosjdenija er ualmindeligt kontamineret. Det siger jeg til jer som specialist. Kontaminationsniveauet er meget højt der. Og hvis man tager højde for, at fugle flyver, kan de bære miltbrandsporer på fødder, kløer og fjer ... Hvis sajgaen kan gå over til øen ved lavvande, kan det også være en måde for virussen at spredes. Sporerne kan bæres af kvæg, gnavere og i nogle tilfælde af insekter.''

Naturlig spredning

Der findes endnu en måde, hvorpå miltbrand kan spredes. I sin målestok overgår den alle de førnævnte - den naturlige spray. Som følge af Aralsøens udtørring sker der klimatiske forandringer i Aralregionen. En af dem er, at der er begyndt at opstå kraftige orkaner i regionen, som styrer hen mod befolkede områder fra det tidligere hav. Orkanerne hvirvler jordbund, sand og støv op og sender dem ud i atmosfæren. Ifølge videnskabsmænd spredes de 200-400 km lange og 30-40 km brede orkansøjler over et areal på 300.000 km. Det sker i gennemsnit 15 gange om året. Der udledes således 75 mio. tons toksiner i atmosfæren om året. Hvis en orkan dækker øen Vosrosjdenija, er det ikke udelukket, at der blandt andre toksiner er sporer af miltbrand i luften.''

I de forgangne år rapporterede organisationen ''Læger uden grænser'' gentagne gange om tilfælde af miltbrand blandt dyrene i Aralregionen. I sommer dukkede der i Kasakhstans presse mange meldinger op om miltbrandepidemier blandt befolkningen i landets sydlige egne - Sjymkent, Taraz, Kyzyl-orda. På trods af den overhængende fare kan internationale organisationer ikke gå i gang med undersøgelse af situationen på øen og eliminering af de alvorlige eftervirkninger af forsøgene. Årsagen er, som det plejer at være, af politisk karakter.

Det forholder sig sådan, at rent geografisk set har øen Vosrosjdenija to ejere - Kasakhstan og Usbekistan. Lige siden 1991 kan disse lande stadig ikke blive enige om øens juridiske status. Ingen ønsker at påtage sig finansieringen af oprydningsaktiviteterne i området, samtidig med at parterne heller ikke har lyst til at overdrage kilometervis af deres land til naboen.

Det tidligere forsøgsområde for biologiske våben og det største opbevaringslager af miltbrand har i nu 10 år været ''et barn uden opsyn.''

Oversættelse: Svetlana Hvenegaard og Marie Nytoft.