Sovjetunionens biologiske våbenprogram

Et skræmmende perspektiv åbner sig i det vidnesbyrd om biologiske våben, som hovedmanden bag Sovjetunionens biologiske våbenprogram afgav til den amerikanske kongres allerede i oktober 1999. Dr. Kenneth Alibek hoppede af fra Sovjetunionen i 1992 og er i dag chefbiokemiker i Hadron Inc. i USA. Her bringes et uddrag af hans vidnesbyrd til Kongressen.

Lige siden jeg kom til USA, har mit personlige og professionelle mål været at gøre mit yderste for at tilintetgøre faren ved biologiske våben.

Selv om de fleste nok betragter biologiske våben som en slags anti-personnel våben, findes der visse våben, der er specielt udviklet til at ødelægge afgrøder eller kreaturhold.

Der er to typer biologiske våben: Flydende og pulver. For de fleste midler gælder det, at den flydende form er nemmest at fremstille, men den tørre pulverform kan lagres længere tid og spredes bedre, når den anvendes.

Biologiske våben kan anvendes og udspredes på tre måder:

  • ved kontaminering af fødevarer eller vandforsyninger
  • ved at sprede smittebærere som f.eks. myg eller fluer, som så viderebringer smitten ved at bide ofrene
  • ved at skabe en aerosolsky, som indåndes af ofrene. Eller som, hvis målet er planter, aflejrer sig på og inficerer planterne.

Da USA har særdeles effektive vandrensningssystemer, er kontaminering af vandforsyningen den mindst effektive metode. Kontaminering af fødevareforsyninger ville efter al sandsynlighed snarere blive anvendt under et terror- frem for et militært angreb, da det er vanskeligt at kontaminere tilstrækkeligt mange fødevarer til at kunne opnå en militær fordel.

Metoden, hvor smittebærende dyr slippes ud, er ikke særligt effektiv, hverken til militære formål eller terroristformål, og indebærer desuden stor risiko for også at smitte dem, der anvender våbnene eller bor i nærheden af det pågældende område.

Den bedste og mest effektive måde at anvende biologiske våben på er at skabe en aerosolsky. En sådan sky består af mikroskopiske partikler og er derfor usynlig. Den kan fremstilles på flere forskellige måder, der alle involverer enten en eksplosion (en bombe eller en bombe inden i et missil) eller sprøjtning (sædvanligvis ved brug af et specielt sprøjtehovede anbragt på en sprøjtemiddelbeholder).

Kopper, miltbrand og pest

Sovjetunionens biologiske våbenprogram blev udformet i de sene 1920'ere. Op til 2. Verdenskrig blev der forsket i et bredt spektrum af midler. Da krigen brød ud, var Sovjetunionen i stand til at fremstille våben, der var baseret på tularemia (haresyge), epidemisk tyfus og Q feber; desuden arbejdede man på teknikker til at skabe våben med kopper, miltbrand og pest.

Efter krigen fortsattes udvidelsen og udviklingen af det sovjetiske program. I mange tilfælde lå det tæt op ad USAs biologiske våbenprogram.

Sovjetunionen oprettede desuden såkaldte mobiliseringsanlæg: anlæg, hvis produktion i fredstid ikke gjaldt biologiske våben, men som hurtigt kunne omstilles til våbenproduktion, hvis krigsfaren blev overhængende.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at ud fra et sovjetisk synspunkt var de bedste biologiske midler dem, for hvilke der hverken fandtes prævention eller helbredelse. For de midler, som der fandtes vacciner eller behandling imod - som pest, der kan behandles med antibiotika - måtte der udvikles antibiotisk resistente eller immunosuppressive varianter. Dette står i skarp kontrast til filosofien bag USAs program (der afvikledes i 1969 efter direkte ordre fra præsident Nixon), som på det strengeste beskyttede sine forskere inden for produktionen af biologiske våben ved at kræve, at en vaccine eller en behandling skulle være tilgængelig mod hvert af de midler, der undersøgtes og forskedes i.

Program intensiveret

Da Sovjetunionen i 1972 tilsluttede sig den Biologiske og Toxiske Konvention, opstod der en intern debat om, hvad der skulle ske med det eksisterende biologiske våbenprogram. Resultatet blev, at programmet ikke blev afviklet, men tværtimod yderligere intensiveret. Inden for denne periode ikke alene indhentede

Side 13

Sovjetunionens program USAs program, men det sovjetiske program blev det mest sofistikerede biologiske våbenprogram, verden til da havde set.

Efter Sovjetunionens sammenbrud tidligt i 1992 underskrev den russiske præsident Boris Jeltsin et dekret, der forbød enhver form for aktiviteter relateret til biologiske våben. Der blev faktisk også foretaget en betragtelig reduktion på området, herunder destruktion af eksisterende biologiske våbenlagre. Der hersker dog stadig en vis tvivl om, hvorvidt Rusland har afviklet det gamle sovjetprogram 100 pct.

Spredning af biologiske våben

Rusland udgør naturligvis ikke den eneste biologiske våbentrussel, vi står over for. En række andre stater vides eller formodes at besidde biologiske våben. Terroristgrupper frembyder også en voksende trussel; Aum Shrinrikyo-kulten i Japan arbejdede på biologiske våben, og Osama bin Ladens organisation råder tilsyneladende også over biologiske våben.

At truslen er så udbredt, kan ikke undre. Biologiske våben har mange træk, der gør dem velegnede både i militært og i terroristøjemed: deres dræbende kapacitet kan næsten måle sig med atomvåbens. De udsletter kun liv, men efterlader infrastrukturen intakt. De er relativt billige at fremstille. Et angreb med biologisk våben af mindre omfang, hvor der anvendes en almindelig sygdomsorganisme som f.eks. tularemia eller pest, kan maskeres som en naturlig hændelse. Råmaterialet - sygdomsfremkaldende stammer af mikroorganismer - er ret nemt at fremskaffe. Og de teknikker og det udstyr, der benyttes i almindelig bioteknologisk forskning og produktion, kan lige så vel bruges til biologiske våben.

Så vidt jeg ved, har hverken Sovjetunionen eller Rusland eksporteret egentlige våben i form af mikroorganismearter. Der er imidlertid talrige andre måder, hvorpå spredning kan ske.

For det første kan det foregå ved, at videnskabsmænd med den rette erfaring rejser rundt i verden. Adskillige videnskabsmænd, der tidligere har arbejdet på det biologiske våbenprogram, har bosat sig i udlandet. Mange af disse forskere bor nu i USA eller Europa, men andre er taget til Iran og andre lande, hvor deres ekspertise kan bruges til at tjene forbryderiske formål.

En anden form for spredning involverer videnskabsmænd fra andre lande, der er blevet sendt til det land, der udgør spredningstruslen, for her at forske i bioteknologi, mikrobiologi og genetiske manipulationsteknikker. Eksempelvis har Moskva statsuniversitet i årevis ydet undervisning til videnskabsmænd fra mange lande, herunder Cuba, Nordkorea, østbloklandene, Iran, Irak, Syrien og Libyen.

En tredje vej til spredning kan være private firmaer, der sælger videnskabelig ekspertise. Jeg har f.eks. modtaget en brochure fra et firma, der falbyder rekombinerende francisella tularensisbakterier med ændrede virulensgener. Direktøren for dette firma arbejdede tidligere for Sovjetunionens biologiske våbenprogram.

En fjerde form for spredning forekommer, når ophavslandet sælger udstyr, der kan bruges til produktion af biologiske våben.

Den femte art spredning foregår via offentliggørelse af videnskabelig litteratur. Alene ved at læse videnskabelige artikler udgivet i Rusland inden for de sidste få år ville en udvikler af biologiske våben kunne lære, hvordan man genmanipulerer vaccinia virus og dernæst overfører resultaterne til kopper, hvordan man skaber antibiotisk resistente stammer af miltbrand, pest og snive, og hvorledes man kan masseproducere Marburg virus og Machupo virus. Resultaterne af de milliarder af dollars, som Sovjetunionen og Rusland har øset ind i bioteknologisk forskning, er nu tilgængelige for enhver for det, en oversættelse koster.

Bioberedskab

Det absolut væsentligste formål med bioberedskab er at forhindre lidelser og tab af liv og derved gøre biologiske våben ineffektive. Først må vi sætte os i stand til at afgøre, om et biologisk angreb har fundet sted. Dette indebærer, at der skal udvikles udstyr beregnet på at opdage et biologisk angreb og diagnosticerende udstyr, der kan identificere, hvilket biologisk middel der er anvendt, lige så vel som der skal sørges for, at ansatte på hospitaler og hos sundhedsmyndighederne er uddannede til at genkende og indrapportere tegn på et biologisk angreb. Når så et angreb er blevet opdaget og identificeret, må vi være i stand til at behandle sygdommen, eller - endnu bedre - at forhindre symptomerne i at udvikles.

Der er et betragteligt antal nye vacciner under udvikling. Planlægger man at udvikle vacciner mod alle mulige biologiske angrebsmidler? Som sagerne står nu, tjener udviklingen og administreringen af bestemte vacciner mest af alt som oplysning til potentielle angribere om, at de skal anvende et angrebsmiddel, som tropperne ikke er vaccineret mod.

Anbefalinger

Det er tvingende nødvendigt, at vi reviderer vor opfattelse af den biologiske våbentrussel for at kunne udvikle et adækvat forsvar.

Frem for at imødegå specifikke trusler, der er variable og hurtigt kan forandres ved bioteknologiske tiltag, bør vi snarere udvikle metoder, der er tilstrækkeligt bredspektrede til at kunne bruges mod potentielle biologiske trusler, før disse opstår. Skønt vaccination og traditionelle medicinske modforholdsregler (som f.eks. antibiotika) er alt, hvad vi for tiden råder over til at møde den biologiske våbentrussel, er det efter min mening en langt bedre udnyttelse af vore ressourcer at udvikle nye behandlingsmåder og profylaktiske metoder, især sådanne, som er naturligt bredspektrede.

Ligeledes mener jeg, at vore detektionsmetoder og efterfølgende håndtering af problemerne bør være af bredspektret natur.

Oversættelse: Ingrid Ballhausen. Bearbejdelse:Anne Vesterdal og Hannah Maimin Weil.

Kenneth Alibek er rådgiver for de amerikanske myndigheder og chefbiokemiker i Hadron Inc.

www.hadron.com, som beskæftiger sig med bl.a. informationsteknologi og medicinsk forskning, særligt inden for spørgsmål vedrørende national sikkerhed.

Kenneth Alibeks vidnesbyrd er forkortet af redaktionen.