Staten overtager sygehusene

Med den nye sygehusreform samles ejerskab og penge ét sted, nemlig hos den norske stat. Norsk Sykepleierforbund er spændt på, hvad konsekvensen bliver af den driftsøkonomiske tankegang, der også ligger bag reformen. Foto: Stig Weston.

 Vi kender det også fra det danske sundhedsvæsen: Ventelister, personalemangel, budgetoverskridelser.

I Norge skal det være slut nu. Det er i hvert fald hensigten med den norske sundhedsreform, der træder i kraft den 1. januar 2002. Fra den dato overtager den norske stat sygehusene fra amterne. Driften skal fremover ligge i fem selvstændige regionale sundhedsselskaber, som selv skal bestemme, hvordan ressourcerne skal bruges. Reformen lægger op til, at de enkelte sygehuse drives som datterselskaber under det regionale selskab.

Reformen, som den daværende sundhedsminister Tore Tønne har kaldt den største omvæltning i Norge, siden Harald Hårfager samlede Norge i 900-tallet, skal gøre op med en række paradokser i den norske sundhedssektor - paradokser, som også findes i den danske sundhedssektor:

Stadigt flere patienter kommer igennem systemet, men ventelisterne vokser alligevel.

Side 7

Der uddannes flere og flere læger og sygeplejersker og andet sundhedspersonale, men alligevel vokser manglen på arbejdskraft. Sygehusene får stadigt mere udstyr, men meget af det står ubenyttet hen en stor del af døgnet. Selv om der tilføres stadigt flere ressourcer, er der alligevel økonomiske problemer.

Det er de norske amter, fylkerne, som er blevet gjort til syndebukke for den udvikling. De ligner på mange måder de danske amter. Begge har sygehusvæsenet som deres suverænt største opgave. Og begge må drive deres sygehusvæsen med bloktilskud fra staten. Men til forskel fra de danske amter kan fylkerne ikke selv bestemme deres eget skatteprovenu. Det gør Stortinget ved at lægge loft over de regionale trækprocenter, og det betyder, at de norske amter er mere afhængige af, hvad staten dikterer. Hertil kommer, at amterne har fået skyld for, at organiseringen af sygehusvæsenet fungerer dårligt med svag ledelse og meget bureaukrati.

Norsk Sykepleierforbunds formand Bente Slaatten skildrer situationen sådan:

''Sygehusene har haft konstant underskud på budgetterne og har måttet bede amterne om flere ressourcer, og da amterne heller ikke har kunnet få bloktilskuddene til at slå til, er man gået til staten for at få flere penge. Men staten har meldt hus forbi. Det betyder, at ingen har taget ansvar for tingenes tilstand. På den måde har der været en spillen sorteper mellem de forskellige niveauer. Den slags er uværdigt. For den, der bliver sorteper i det spil, er den enkelte borger.''

Med den nye sygehusreform samles ejerskab og penge ét sted, nemlig hos staten - i stedet for som nu, hvor amterne både er ejer og arbejdsgiver, men ikke herre over de økonomiske ressourcer. Nu bliver der kun én ejer og i princippet kun en, der bestemmer. Det skulle ifølge Tore Tønne give et mere solidarisk sundhedsvæsen og samtidig blive et skridt i retning af et mere ensartet tilbud i de fem nye sundhedsregioner.

Hård kritik

Det er ingen hemmelighed, at kritikken mod den norske reform har haglet ned over den daværende regering, som det lykkedes at haste reformen igennem Stortinget på rekordtid. Måden, det blev gjort på, er bl.a. blevet sammenlignet med, hvad der skete, da de danske politikere fik beslutningen om oprettelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab H:S igennem i 1994. Syv måneders hektisk aktivitet og H:S var en realitet fra den 1. januar 1995. Dengang skortede det heller ikke på kritik:

''H:S er udemokratisk, fordi statens repræsentanter ikke er folkevalgte,'' hed det bl.a.

Nøjagtig den samme kritik lyder nu i Norge. Ganske vist er der kommet ny regering i mellemtiden, men den borgerlige Bondevik-regering, der har afløst den socialdemokratiske Arbeiderparti-regering, er fast besluttet på at føre reformen igennem til det fastsatte tidspunkt - den l. januar 2002.

Norsk Sykepleierforbund er postiv over for tanken om at samle ansvar, myndighed og penge ét sted, nemlig hos staten, men deler den kritik, der anker over det manglende demokrati i reformen:

''Statens rolle bliver at vælge medlemmer til bestyrelserne i de nye selskaber, som så skal forvalte virksomhederne på statens vegne.

På den måde bliver der tale om et slags indirekte demokrati. Og når det gælder datterselskaberne, de enkelte sygehuse,

Side 8

bliver statens rolle endnu mere fjern, for her er det de enkelte virksomhedsbestyrelser, der skal have ansvar for den daglige drift,'' siger Bente Slaatten.

Hun er også bekymret over, at de nye regionale sundhedsselskaber bliver lukkede fora.

Styremøderne skal holdes for lukkede døre, og offentligheden har ikke adgang til møderne, sådan som det er muligt, når det drejer sig om politiske forsamlinger, hvor medlemmerne er valgt på demokratisk vis til at tage vare på befolkningens behov. Her er medlemmerne udpeget af sundhedsministeren, og de kommer alle vegne fra, bl.a. fra erhvervslivet, fortæller hun.

Økonomien vil styre

I det hele taget er Norsk Sykepleierforbund spændt på, hvad konsekvensen bliver af den bedriftsøkonomiske tankegang, som ligger bag reformen.

''I det første forslag til reformen var der en paragraf, som lagde op til, at sygehusene kunne omdannes til rene aktieselskaber og på den måde åbne for privatisering. Det gik vi stærkt imod i vores høringssvar. Nu er der så vedtaget en særlig lov, som netop skal regulere virksomheden i de enkelte sundhedsselskaber. Alligevel er vi skeptiske,'' siger den norske forbundsformand og peger på, at det nok alligevel bliver økonomien, der bliver det styrende i de nye selskaber:

''Selskaberne skal fungere som selvstændige økonomiske og juridiske enheder ud fra en virksomhedsøkonomisk betragtning, og det kan betyde, at patienten bliver et middel til økonomisk indtjening.

Vi er i hvert fald spændt på, hvordan sygehusene vil tackle de ikke-lønsomme patienter, de ældre, de kronisk syge og andre med særlige behov,'' siger Bente Slaatten.

'' I den politiske forvaltningsmodel, som vi nu har levet med, er hovedprincippet jo, at alle skal have lige adgang til hjælpen. Her er der åbenhed om prioriteringer, åbenhed om vedtagelser og lovgivning, der regulerer tilsyn og sagsbehandling. Det sidste er ganske vist også blevet muligt i den nye selskabsmodel, men først efter massive indsigelser."