Boganmeldelser

Plejens og omsorgens vugge i Europa

Inger Gøtzsche

Klostervæsen og sundhedsvæsen i Danmarks og Europas middelalder

København: C.A. Reitzel 2001
111 sider, 195 kr. 

Da dansk sygeplejehistories nestor Inger Gøtzsche døde i maj 2001, efterlod hun manuskriptet til bogen ''Klostervæsen og sundhedsvæsen,'' og hendes store ønske var, at også dette arbejde måtte blive udgivet. Med bistand fra Brian Patrick McGuires og Hans Reitzels Forlag er dette ønske nu blevet opfyldt.

De fleste af de sygeplejehistoriske værker fra disse år beskæftiger sig med den såkaldte moderne sygepleje, dvs. tiden under og efter Krimkrigen og ikke mindst Florence Nightingale-perioden. Inger Gøtzsche går tilbage til forholdene i middelalderen til plejens og omsorgens vugge i Europa og Danmark. Derfor tager bogen også sit udgangspunkt i det kristne budskab og dets vandring over hele Europa gennem klostervæsnet.

Den lille bog handler da også mest om de mange munke- og nonneordner, hvor omsorgen for medmennesket spillede en rolle i selve ordenslivet, og hvorfra vi i dag i Danmark stadig finder træk af medmenneskelighed, barmhjertighed og ansvar for de syge og nødlidende. Bogen rummer ikke resultater af ny forskning, men samler i en tilgængelig og overskuelig form den viden, der kan findes i en række langt større værker og med henvisninger til både skrevne og uskrevne kilder. Forfatteren beklager selv det sparsomme materiale, der er til rådighed i Danmark, men det kompenserer hun for ved at anvende viden fra andre europæiske kilder og drage paralleller til forholdene i Danmark på den tid.

Med den mængde viden, Inger Gøtzsche samlede gennem et langt liv med sygeplejens historie, er det på smuk vis lykkedes hende at sammenfatte stoffet fra denne store og dramatiske europæiske epoke på 111 sider med små, men velplacerede illustrationer, som er med til at levendegøre stoffet fra en forsvunden tid.

Inger Gøtzsche indleder med at henvise til Mattæusevangeliet kapitel 25 vers 35 og dermed de syv barmhjertighedsgerninger: at give de sultne mad, de hjemløse husly, de tørstige at drikke, at klæde de nøgne, besøge de fangne, pleje de syge og begrave de døde. Disse gerninger er trods de mange teknologiske og samfundsmæssige landvindinger fortsat helt aktuelle, og der er en lige - men ikke ubrudt - linje fra middelalderens klostervæsen til dagens aktuelle behov og debat, et forhold, der gør bogen læseværdig. Forfatteren slutter selv med bl.a. følgende konklusion: ''Sygeplejens grundsten udgøres af de enkeltpersoner, som aflagde løfte og antog en livsform, som gav andres liv fylde.''

Som et kuriosum kan nævnes, at netop de syv barmhjertighedsgerninger er motivet i det håndbroderede billede, som de hollandske sygeplejersker skænkede Dansk Sygeplejeråd efter anden verdenskrig som tak for den hjælp, Dansk Sygeplejeråd ydede dem. Billedet findes på Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Af Kirsten Stallknecht, sygeplejerske og tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd

Introduktion til uddannelse og job

Tone Elin Mekki, Sissel Tollefsen

På terskelen

Introduktion til sykepleie som fag og yrke
Oslo: Akribe 2001
198 sider, 285 norske kr. 

Forfatterne henvender sig til sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker for at fastholde deres glæde, entusiasme og nysgerrighed for sygeplejen, så den faglige stolthed fremmes, og de bliver dygtige, efterspurgte sygeplejersker. De fortæller gennem interviews, hvad god sygepleje er, og hvad uddannelse og job byder på på det faglige og personlige plan, og hvad der betyder noget for, at studier i praktikken opleves vedkommende og lærerige.

To sygeplejestuderende fortæller om deres praktiktid, kravene til deres fagkundskaber og om mod til at være nærværende og se mennesket, at turde overskride grænser og indrømme, at der er noget, man ikke ved. Den ene studerende fortæller om ydmyghed over for det at hjælpe andre og at kunne give noget unikt, som ikke kan købes. En kvinde, som er indlagt for at få foretaget et mindre kirurgisk indgreb pga. celleforandringer, fortæller om, hvor vigtigt det er at blive set, taget alvorligt og ikke blive opfattet som en rutinesag: ''De virker så uinteresserte. Det var rutine, noe de måtte gjøre.'' Pårørende lægger vægt på de samme ting, som sygeplejersker sikkert også mener, de gør, men som interviewene viser ikke er altid er tilfældet. Sygeplejersker fortæller om episoder fra praksis, hvor sygeplejersker havde engagement og godt kendskab til patienten og samtidig havde viden og kompetence til at handle rigtigt. Her bruges Benner til at fortælle om ekspertviden, opnået gennem erfaring, men som bygger på grundlæggende viden. Korte afsnit om Florence Nightingale, Virginia Henderson og Kari Martinsens syn på sygepleje skal give et teoretisk billede af sygepleje. Kari Martinsen fortæller med egne ord.

Rammeplaner for den norske sygeplejerskeuddannelse og Aristoteles tre kundskabsformer episteme, techne og fronesis beskrives. Interviews og historier analyseres og sættes sammen som et puslespil, der viser den sygeplejefaglige kompetence, og forfatterne reflekterer over nøgleord fra interviewene og kobler dem på puslespillet til en udvidet kompetencemodel. Med den som baggrund gør de rede for betydningen af at have sin grundlæggende viden i orden og af god studieteknik. De fortæller om læring i praksis, og hvordan man kan forberede sig og tage ansvar for egen læring med eksempler på, hvordan man kan lære ved at deltage aktivt i plejefællesskabet, og hvordan refleksion kan bruges som redskab til at bevidstgøre erfaringer. Til sidst er et afsnit om, hvad en sygeplejerske kan arbejde med, en arbejdslivsundersøgelse og en karrierehistorie, der efter forfatternes eget udsagn ikke er repræsentativ. Det hele afsluttes med love og rettigheder.

Bogen har mange vigtige aspekter om det at lære, og om hvad god sygepleje bør være, men da den tager udgangspunkt i den nye rammeplan for den norske sygeplejeuddannelse, vil dele af bogen ikke opleves så vedkommende. Forfatterne er sygeplejelærere og studievejledere med videreuddannelse inden for pædagogik og sociologi.

Af Anne-Marie Ørsted, sygeplejelærer/studievejleder på Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt 

Modne forældre er gode forældre

Dion Sommer

At blive en person

Forældreskab og børns tidlige følelser
København: Hans Reitzels Forlag 2001
208 sider, 225 kr.

Mennesket kommer til verden som individ med de kommunikative og sociale kompetencer, som er nødvendige for at indgå i et menneskeligt fællesskab. Gennem en social konstruktionsproces udvikles individet til en person, som bl.a. afhænger af, hvilke relationer barnet indgår i.

6.000 familier med børn i alderen 4-5 måneder, repræsentative for den fødedygtige befolkning, deltog i en landsdækkende undersøgelse, hvis formål er at indsamle og analysere repræsentativ viden om børns opvækst og deres relation til betydningsfulde voksne. Familierne blev interviewet da barnet var 4-5 måneder, og da barnet var 3-31/2 år. Resultaterne af første etape dvs. interviewene i 4-5-måneders-alderen analyseres og diskuteres. Undersøgelsen er den første af sin art i Danmark, og det interessante er naturligvis dens konklusioner.

Overraskende er, at det tilsyneladende er bedst at blive forældre i en moden alder. Ældre forældres børn har en mere positiv følelsesmæssig tilstand end yngre forældre, og dermed rammes en pæl i den myte, at ældre forældre er mere usikre og bekymrede end yngre forældre. Dermed ikke sagt, at yngre forældre ikke kan have børn med positive følelsesmæssige tilstande. Mindre overraskende er, at barnets nummer i søskendeflokken er af betydning. Det er sværest at få det første barn. Når næste barn kommer, kan forældrene bruge deres oparbejdede rutiner og erfaringer. Det ser ud til, at et barn forstærker forældrenes kompetencer. Flertallet af forældre mobiliserer deres ressourcer, men for et mindretal af forældre øges problemerne i forhold til at håndtere deres livsforhold.

Parforholdet er også af betydning for barnets følelsesmæssige udvikling. Lidt groft sagt udtrykkes det: ''Fortæl mig, hvordan du mener, dit parforhold er, så skal jeg sige dig, hvordan du oplever dit barns velbefindende - eller omvendt.'' Det diskuteres ikke, om det er det problematiske parforhold eller det besværlige barn, der kom først. Det tages for givet, at det er parforholdet, hvilket jeg ikke er overbevist om altid er tilfældet.

I en teoretisk del gennemgås forskningsmetoderne, og i anden del præsenteres resultaterne og fortolkningerne. Første del er tung, hvis man ikke er specielt interesseret i forskningsmetoder, men anden del kan sagtens læses uafhængigt af første del. Faktisk bliver den første del lidt mere forståelig, når man har læst anden del.

Undersøgelsen er interessant for alle, som arbejder med børn og børnefamilier og vil sikkert blive diskuteret meget. Interessant at se, hvad næste etape af undersøgelsen vil bringe.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune. 

Kogte frøer

Producent: Chano Rasmussen

Syg af stress

- en film om stress i det moderne samfund
Odense: Nobe film 2001
Varighed 33 min., ca. 400 kr.

''Hvis man putter en frø i kogende vand, vil den hoppe ud af vandet. Hvis man sætter en frø i koldt vand og langsomt varmer det op, bliver frøen i vandet, til den dør,'' siger stressforskeren Thomas Milsted. Det samme sker for mennesker, når deres arbejdssituation langsomt ændrer sig til det sundhedsfarlige. Man mærker ikke forandringen, før det er for sent, og man er blevet syg af stress.

Videoen består af beretninger fra fire personer, der er blevet syge af stress, og ekspertudtalelser fra overlæge dr.med. Bo Netterstrøm, arbejdsmarkedsforsker Tage Søndergaard og stressforsker Thomas Milsted. Overlægen fortæller om symptomer på stress og giver gode, enkle, pædagogiske forklaringer på, hvad stress er, og hvordan det viser sig. Arbejdsmarkedsforskeren forklarer det stigende stressproblem i samfundet ud fra forskellige hypoteser. En af hypoteserne er, at fagforeningernes krav om højere løn og kortere arbejdstid har været med til at gøre deres medlemmer syge. En anden hypotese er, at børnefamilier er særlig udsatte for stress. Tage Søndergaard foreslår, at unge familier får kortere arbejdstid og mere i løn, og at de midaldrende med deres på det tørre betaler og arbejder lidt mere.

Fire offentligt ansatte, en sygeplejerske, en sagsbehandler, en politibetjent og en antropolog, fortæller deres egen historie om stress. Filmen kan bruges som et redskab til information til målgruppen, folk under uddannelse og befolkningen i al almindelighed. Selv blev jeg ved første gennemsyn lettere deprimeret af at se tre af de medvirkende. De midaldrende havde alle svært ved at klare omstillingskravene på arbejdsmarkedet. Filmen gav ikke meget håb for deres fremtid. En var dog kommet i arbejde igen, men havde været i antidepressiv behandling og igennem en tjenestemandssag. En anden var stærkt i tvivl om, hvorvidt hun kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, og en tredje havde fået forhøjet blodtryk og hjerteproblemer. Kun den unge sygeplejerske synes at have fået glæden tilbage. Hun havde været i psykoterapi, var kommet på deltid og var begyndt at læse til voksenpædagog.

Ekspertudtalelserne er placeret fint i forhold til de fire personers fortællinger, så teorierne underbygges med eksempler. De fire personer er oprigtige og bevæger sig rundt i deres hjem, på arbejde eller er på vej til jobbet. Det giver liv og afveksling. Jeg tror, filmen har en mission, hvis vi skal blive opmærksomme på at ændre de stressede arbejdsforhold, som så mange klager over, og færre gør noget ved.

Af Berit Fekkes, selvstændig sygeplejerske og psykoterapeut.

Handlingens kulturelle betydning

Jens Hjort Andersen, Anne Dorthe Roland Jensen (red.)

Etniske minoriteter

Kulturmøder i sundhedsvæsenet
København: Munksgaard 2001
216 sider, 198 kr. 

Mødet mellem sundhedsarbejder og klient af anden etnisk minoritet giver ofte anledning til frustration, vrede og afmagt pga. uvidenhed, fordomme og misforståelser. Afmagt blokerer for faglig håndtering af det egentlige problem. Den indre svinehund får let overtaget i kultursammenstødet. ''Etniske minoriteter'' giver forståelse for, hvad der sker i sundhedsfeltet i mødet mellem sundhedspersonen og de etniske minoriteter, og den giver værktøjer til at forebygge frustration, så mødet forhåbentlig bedre kan håndteres til gavn for begge parter.

Når sundhedsarbejderen skal forstå en persons handling, er hun nødt til at medtænke den mening, denne handling har i forhold til den etniske minoritetsgruppe og det fællesskab, personen tilhører, inden hun inddrager personens personlige forudsætninger og de samfundsmæssige betingelser for at få belyst problemet i sin helhed og ikke kun isoleret for den aktuelle person. Indstillingen til gynækologisk undersøgelse og blodprøver kan illustrere problemstillingen.

I den islamiske diagnosticerings- og behandlingstradition bruges pulstælling, afførings- og urinprøver, mens kropsnære undersøgelser som f.eks. underlivsundersøgelse, stetoskopering og blodprøver ikke anvendes. I den vestlige verden indgår gynækologisk undersøgelse og blodprøvetagning som en fast del af svangrekontrollen. F.eks. er testen for syfilis lovbefalet i Danmark, men det opleves som blufærdighedskrænkende af den islamiske kvinde. Det bygger på en manglende tradition og opfattelse af, at blodet ikke gendannes, og at graviditet og fødsel er naturligt og ikke sygdomsbetinget og derfor ikke omfatter diagnosticering. Dertil kommer skammen over den udækkede krop, hvor islam foreskriver tildækning.

Sundhedspersonale må huske, at enhver familie er unik og den personlige historie vigtig. Det styrker forståel

sen for familien og fremhæver dens ressourcer og er samtidig med til at revidere egne fordomme. Det skaber respekt, når familien føler sig mødt, som de er, og ikke som stereotyper. I deres hidtidige møde med Systemdanmark vil de ofte have følt sig marginaliseret og klientgjort. Det kan føre til passivitet, handlingslammelse og magtesløshed og fremmer ikke den integration, der er så vigtig for, at de kan fungere optimalt og se deres børn som hele samfundsborgere og ikke pariaer mellem to kulturer.

De to redaktører er forfattere til nogle af kapitlerne, mens øvrige forfattere med ekspertviden grundigt behandler specifikke emner som f.eks. tolkning, islam og seksualitet, ældre etniske minoriteter og alderdom samt sundheds- og sygdomsbegreber.

Bogen er en slags leksikon til brug for hospitalsafdelinger og socialkontorer og kan bruges i de forskellige situationer, man støder ind i. Den er let og overskuelig at gå til og finde rundt i ved hjælp af et overskueligt indeks. Læst fra A-Z kan den let virke tung, men styres læselysten af emnet, sluges den let. Med den ved hånden kunne mange misforståelser i mødet mellem den vestlige og ikke-vestlige kultur undgås.

Af Karin E.F. Holm, jordemoder og sundhedsplejerske.

Utraditionel historisk fremstilling

Ashild Fause, Anne Micaelsen

Et fag i kamp for livet

Sykepleiens historie i Norge
Oslo: Fagbokforlaget 2002
348 sider, 523 kr. 

Det er med en vis spænding, man tager fat på de 346 sider, skrevet af to norske sygeplejersker, som selv gør opmærksom på, at de ikke er historikere. Deres mål er, at sygeplejestuderende udvikler en kritisk og reflekterende holdning til uddannelsen og faget på baggrund af historiske analyser. Bogen strækker sig over perioden fra vikingetiden til fremtidens udfordringer, og med bl.a. det sidste kapitel adskiller bogen sig fra den traditionelle historiske fremstilling.

Sygeplejens historie i Norge har mange fællestræk med den danske. Fra kloge koner over klostervæsnets betydelige indsats for syge og svage, gennem reformationens konsekvenser og den moderne sygeplejes tilblivelse i henholdsvis Kaisersverth og England med Florence Nightingales initiativer. Man får imidlertid en fornemmelse af, at diakonien og andre private initiativer har haft en noget større betydning end det, vi ser her i landet, specielt i forholdet til oprettelsen af sygeplejeskoler og de livsvilkår, både elever og færdiguddannede blev budt over en meget lang tidsperiode. Fremelskelsen af den sygeplejekultur, der var gennemgående helt op til sent i det 20. århundrede, træder tydeligt i karakter gennem beskrivelser af regulativer og forordninger og formelle som uformelle forventninger til fagets udøvere.

Forfatterne giver som indledning til nogle af afsnittene et billede af situationen i det omliggende samfund og herunder specielt kvindernes forhold i den tid, som afsnittet beskæftiger sig med, så læseren får forståelse for, at sygeplejen ikke har udviklet sig i et vakuum. Desværre er det ikke gennemført systematisk, hvilket uden tvivl hænger sammen med, at forfatterne er så nær ved stoffets kærne, selve uddannelsen, dens indhold, etik og grundlæggende teori, at det kniber med historikerens distance til stoffet. Det understreges yderligere af den varierede vægtning af det ''historiske'' og de mange enkeltheder, som inddrages, efterhånden som vi nærmer os vor tid. Det kan undre, at forfatterne stort set ikke inddrager den betydning for fagets udvikling i nyere tid, som udviklingen uden for rigets grænser har haft. Hvor Florence Nightingale får små tre sider, får Virginia Henderson tre linjer. Forfatterne har også fravalgt hele debatten om sundhed og uddannelse i det nordiske samarbejde, i WHO internationalt, i Europaregionen specielt og endelig i EU. Derved fremstår norsk sygeplejes historie i den henseende i et vakuum.

I omtalen af Norsk Sygepleje Forbunds aktiviteter og politikker genspejles en udvikling, der på nogle punkter er parallelle til Dansk Sygeplejeråds, mens der tilsyneladende har været betydeligt større spændinger sygeplejerskerne imellem om faglige spørgsmål end i Danmark.

Sidste kapitel er ikke historie, men et oplæg til en debat, baseret på den foranliggende historiske analyse og rettet mod fremtidens udfordringer i norsk sygepleje. Dermed er der en linje fra forordets formål til afslutningens indhold. Der er gode informationer og refleksioner for såvel undervisere som sygeplejersker engageret i formningen af fremtidens sygepleje i teori og praksis.

Et kapitel tiltrækker sig særlig interesse, nemlig sygeplejen under den tyske besættelse af Norge 1940-45 og forsøget på at nazificere Norsk Sygepleje Forbund. Forsøg på rekruttering af norske sygeplejersker, forsøg på indflydelse på uddannelsen og ikke mindst de etiske problemstillinger, den enkelte sygeplejerske blev stillet over for i den situation og sygeplejerskernes individuelle og kollektive reaktion er viden, som ikke er kendt af ret mange af nutidens sygeplejersker uden for Norge, men som fortjener at komme frem og blive medinddraget i den nutidige diskussion i forhold til uroligheder verden over og sygeplejens virkelighed i sådanne situationer.

Et register, en billedoversigt, en kildeoversigt og et sæt noter og referencer efter hvert kapitel gør bogen læseværdig og overskuelig.

Af Kirsten Stallknecht, sygeplejerske, forhenværende formand for Dansk Sygeplejeråd.