Sygeplejersken
Velfærd under afvikling
En voksende kløft mellem rig og fattig præger New Zealand, der engang var verdens mest udbyggede velfærdsstat. For 10 år siden blev der gennemført hårdhændede sociale nedskæringer, huslejerne blev givet fri, og der blev indført brugerbetaling på sundhed og uddannelse. Nu er økonomien i bedring, men prisen er en voksende fattigdom, der rammer de svageste og truer børnenes sundhed.
Sygeplejersken 2002 nr. 20, s. 10-15
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
En sundhedsplejerske i New Zealands største by, Auckland, skal spænde vidt. Fra moderne usikkerhed om forældrerollen til gammeldags fattigdomssygdomme.
Efter anden verdenskrig var New Zealand verdens mest udbyggede velfærdssamfund, og levestandarden var en af de højeste i verden. I dag er kløften mellem rig og fattig så stor, at man ikke længere kan tale om typiske problemer i småbørnsfamilier.
''Det kommer an på befolkningsgruppen,'' siger sundhedsplejeleder Sue Radford. ''Hos hvide middelklasseforældre ser vi et stigende antal efterfødselsdepressioner. Forældrene har problemer med amning og med at leve op til deres egne forventninger. Hos andre, især i South Auckland, ser vi problemer pga. overfyldte boliger. Tuberkulose, meningitis og andre smitsomme sygdomme, vi ikke mødte for 10 år siden.''
Med 1 mio. indbyggere rummer Auckland godt en fjerdedel af New Zealands befolkning på 3,8 mio. Der er mange maorier - efterkommere af New Zealands oprindelige befolkning - og indvandrere fra Samoa, Tonga og andre øer i Stillehavet.
Det er især disse to befolkningsgrupper, der er ramt af arbejdsløshed og andre sociale problemer, som igen fører dårligt helbred med sig. Men fattigdom og ulighed er også velkendte problemer i mindre bysamfund som hovedstaden Wellington, der kun har 340.000 indbyggere.
''Vi ser en stor social forarmelse. Specielt efter de reformer, vi fik sidst i 80'erne og i 90'erne - hvor velfærdsstaten var under afvikling, skatterne blev sat ned, og de offentlige udgifter faldt,'' siger administrator Petra von Munckhof, lægehuset Union Health Center i Wellington-forstaden Newtown.
Mindre stat
New Zealands økonomiske nedtur startede, da Storbritannien kom i fællesmarkedet, og det newzealandske smør og lammekød nærmest fra den ene dag til den anden forsvandt fra de engelske forretninger.
Næste chok for økonomien var de store oliekriser i 70'erne, og i begyndelsen af 80'erne satte en borgerlig regering store bygge- og energiprojekter i gang for lånte penge. Formålet var at skabe beskæftigelse og gøre landet uafhængigt af importeret energi. Da Labour overtog regeringen i 1984, havde New Zealand en meget stor og knirkende offentlig sektor. Erhvervslivet var afhængigt af statsstøtte og stærkt reguleret.
Staten stod ikke bare for uddannelse og sundhedsvæsen, telefon og postvæsen. Den ejede også banker, forsikringsvirksomheder, hoteller og en stor del af udlejningsboligerne.
Skatten var høj, der var underskud på betalingsbalancen, og udlandsgælden var voksende. Noget måtte der gøres, og ironisk nok blev det socialdemokraterne i Labour-partiet, der begyndte at liberalisere den newzealandske økonomi. Støtteordninger blev afskaffet, skatten sat ned på de sidst tjente dollars, og jernbaner, elværker og andre statsejede virksomheder blev til offentligt ejede selskaber.
Men det var intet mod de reformer, der blev gennemført, da det borgerlige National Party kom til magten i 1990. Statsejede selskaber blev privatiseret. Fagforeningerne mistede deres rettigheder og de fleste af deres medlemmer. Socialhjælpen blev skåret ned til et eksistensminimum, og betingelserne for at få hjælp blev skærpet.
Der blev indført brugerbetaling, markedsmekanismer og frit-valgs-modeller i uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet. Boligmarkedet blev liberaliseret, og huslejerne steg voldsomt. I løbet af 90'erne rettede økonomien sig, men om det skyldes reformerne eller ej, er newzealandske økonomer uenige om.
Fattigdomsfælde
Et grundlæggende princip i de økonomiske reformer var at erstatte brede sociale ordninger med målrettet støtte til dem, der virkelig trængte. F.eks. blev den lave husleje i statsboligerne afløst af markedsleje, og folk med dokumenterede behov kunne søge boligtilskud og andre støtteordninger.
Generelle skattenedsættelser skulle til gengæld sikre, at folk fik flere penge til at betale deres udgifter med. Men for mange familier med beskedne indtægter var det et dårligt bytte. Skattelettelserne gavnede velhavende familier og husstande uden børn. Støtteordningerne var til gengæld alt andet end rundhåndede, og mange familier blev fanget i en fattigdomsfælde, fordi de mistede støtten, når de forbedrede deres indtægt.
Den fattigdom, der er statistik i de officielle rapporter, er hverdag for sundhedsplejerske Mary Siakisoni.
Hun arbejder i Plunket, den selvejende institution der i mange år har udført sundhedsplejen for den newzealandske stat. Mary Siakisoni og sundhedshjælper Mileti Halo kører et opsøgende projekt for udsatte familier i South Auckland.
Den dag, Sygeplejersken følger dem på arbejde, gælder det første besøg en familie fra Tonga.
Lose Kalekale bringer sine tre børn ud til den rullende sundhedsplejeklinik i minibussen. Den ældste dreng, Matthew på tre, har gamle børnesår over det hele. Han har fået antibiotika én gang, men der er stadig betændelse, og tvillingerne Jonathan og David på knap et år er blevet smittet.
Lægebesøg er gratis for børn under seks, men Lose Kalekales problem er at komme hjemmefra. Hendes mand bruger bilen til at komme på arbejde i, og han kommer først hjem klokken fem.
Mary aftaler med fru Kalekale, at Mileti Halo skal komme tilbage senere på dagen og køre hende til lægen med børnene.
De har det ellers godt, og vaccinationerne er i orden. Men Mary konstaterer, at Matthew har loppebid, og spørger Lose Kalekale ud om lejligheden. Hvad den koster, og hvem husværten er.
''Nu må vi få ham til at desinficere lejligheden. Ellers kontakter vi sundhedsmyndighederne.'' forklarer hun bagefter.
Smøgen med rækkehusene ender i en lille ukrudtsbevokset plet grus direkte op ad et jernbanespor. Et farligt sted for børn at lege, og familien burde faktisk have en anden lejlighed, mener Mary.
''Problemet er, at de er indvandrere med midlertidig opholdstilladelse, og derfor er de ikke berettigede til en statslejlighed. Men måske kan vi alligevel overtale Housing New Zealand til at give dem en.''
Enlig mor til ni
I en bungalow i forstaden Glenn Innes tager Lupe Peake imod i sin slidte dagligstue med seks af sine ni børn omkring sig. En kusine er også på besøg, og der er skruet helt ned for lyden på fjernsynet.
Lupe Peake er en stor og meget smilende kvinde. ''Jeg har ni børn,'' ler hun.''Fire hvide, en sort og fire brune. Og jeg får sikkert otte til.''
Det mindste barn, Cecilia på syv måneder, er netop kommet hjem fra sygehuset. Hun har astma og har været indlagt flere gange med luftvejsinfektioner, sidst i tre måneder med en alvorlig lungebetændelse.
Cecilia er tør på kinderne og har eksem på hovedet. Hun gnubber sig utilpas i tøjet, som om det klør, og Mary taler længe med moren om allergi.
Specielt hvordan hun skal være forsigtig med at give hende babymos fra glas og holde meget øje med, hvordan hun reagerer på mad, hun ikke har prøvet før. Men hun skal heller ikke bruge sæbe til at vaske pigen med, og hun skal give hende en bomuldstrøje på under den fine, pastelgrønne kunststoftrøje.
Mary har undersøgt pigen og konstateret, at hun udvikler sig normalt.
''Men jeg er ikke glad for, at hun kun får 450 ml mælkeblanding om dagen. Det er for lidt, så du må skifte sutten ud.''
Mary vil ikke vaccinere Cecilia. Med alle de problemer, pigen har haft, er det en lægeopgave. Men hun tager fat i den næstmindste, Cecelina på halvandet år.
Hun er forkølet og har mellemøreproblemer, selv om det er sensommer og dejligt vejr udenfor. Mary beder alligevel kusinen se efter de andre børn, mens Lupe Peake kommer ud i bussen med Cecelina. Hun er allerede bagud med vaccinationerne, og Mary mener ikke, hun bør vente længere.
Faldende realindkomster og voksende fattigdom er dokumenteret i en lang række rapporter, men kan for nemheds skyld illustreres med væksten i privat velgørenhed.
I første kvartal af 1990 uddelte Frelsens Hær 1.226 fødevarepakker, i første kvartal 1994 var tallet 14.906 pakker. I 1994 blev der uddelt fødevarehjælp af i alt 365 organisationer, tilsammen 40.000 pakker om måneden.
Uden offentlig transport
Faldende realindkomst har især ramt enlige forsørgere og maori- og stillehavsfamilier. Det konstaterer National Health Comittee, der rådgiver regeringen i sundhedsspørgsmål, i en rapport fra 1998. En lang række sygdomme optræder oftere hos børn og unge med maori- og stillehavsbaggrund end hos den øvrige befolkning, og det kan i vid udstrækning forklares med dårlige sociale og økonomiske vilkår, hedder det.
Paradoksalt nok er maori og stillehavsindvandrerne samtidig de grupper, der er dårligst til at benytte sundhedsvæsenets tilbud. Næsten halvdelen af børnene fra disse grupper bliver f.eks. ikke vaccineret. Mange søger forklaringen i livsstil og kulturelle barrierer, men sundhedsplejeleder Sue Radford peger på et mere kontant problem. De fattige familier har simpelthen svært ved at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, fordi de mangler transportmuligheder.
Den typiske newzealandske bolig, også lejeboligen, er en bungalow på en lille græsplæne. Derfor ligger millionbyen Auckland spredt ud over et meget stort område. Den offentlige transport er så dårlig i forstæderne, at man er nødt til at have en bil for at komme på arbejde, bringe børnene til lægen, i børnehave osv.
Fattigdomssygdomme
Igennem de sidste 10 år har Sue Radford oplevet almindelige infektionssygdomme som et stigende problem. F.eks. mellemørebetændelse.
Newzealandske huse har ikke centralvarme, og selv om klimaet i Auckland er middelhavsagtigt, kan vinteren være kold og fugtig. Kolde og overfyldte boliger gør mellemørebetændelse hos børn til et udbredt problem. Det bliver skærpet af, at der er ventetid på at få lagt dræn på de offentlige sygehuse. Og det er ikke alle familier, der har råd til en privat sundhedsforsikring, så de kan springe ventelisten over hos en privat ørelæge.
''Men hvis tilstanden bliver kronisk, kan det give høreproblemer, som igen giver indlæringsvanskeligheder. Og så forlader barnet til sidst skolen med et socialt handicap,'' siger Sue Radford. Sygdomme, der næsten var udryddet, som rakitis er dukket på igen.
Overfyldte boliger
''I vores område har vi mere og mere meningitis, især hos de dårligst stillede familier,'' siger sundhedsplejerske Mary Siakisoni, der især arbejder blandt stillehavsfamilier. ''I en lejlighed med fire værelser kan der være fire familier med børn, og især vintrene er svære. Der er i forvejen megen astma, og vi får en kighosteepidemi hvert andet til fjerde år.''
Sharon Morunga, der arbejder i en maorilægeklinik og er formand for maorisygeplejerskerne i NZNO, betragter de høje huslejer som et af de alvorligste sundhedsproblemer. ''Folk er jo flyttet sammen i overfyldte huse, hvad der er nok til at give en vækst i tredjeverdenssygdomme som gigtfeber og tuberkulose,'' siger hun.
''De bor i garager og campingvogne, fordi det er billigere. Men der er for lidt plads, og der er ikke faciliteter til at lave mad til en hel familie. I det område, jeg kommer fra, er tre familier med børn brændt inde i campingvogne i de seneste år. De har ikke elektricitet, så de må bruge levende lys og ild.''
I aktion for velfærd
Det er på denne baggrund, at NZNO i de kommende måneder begynder at varme op til efterårets parlamentsvalg. ''Vi vil pege på problemerne, og så vil vi spørge, hvad politikerne vil gøre ved dem,'' siger Sharon Morunga.
''Vi vil have beskæftigelse. Vi vil have jobbene igen, så folk kan få råd til at købe et hus, og deres bolig ikke skal være afhængig af, hvad de kan få i socialhjælp.''
Ved sidste valg tog NZNO det usædvanlige skridt at støtte et enkelt politisk parti, Labour, i valgkampen. ''Vi var bekymrede for, at hvis den konservative regering fortsatte, ville udviklingen bort fra 60'ernes og 70'ernes sociale politik være så ekstrem, at vi aldrig ville få den tilbage,'' siger NZNOs formand Jane O'Malley.
''Vi har solgt ud på så mange områder. Vi havde statsejede foretagende overalt, jernbaner, fly, teleselskaber. De er væk. Og folk var bange for, at vi også ville miste uddannelsen og sundhedsvæsenet.''
Kollektiv holdning væk
Støtten til Labour gav diskussion i organisationen, men ingen sygeplejersker har meldt sig ud i protest. Medlemstilslutningen har aldrig været større, fremhæver Jane O'Malley. ''Vi har været så vant til et samfund med gode boliger, gratis uddannelse, gratis sundhedsvæsen, omsorg for de gamle og handicappede. De sidste 10 år har ændret alt det, og det har været et chok for mange.''
Labour vandt valget i 1999, men virkningerne af de liberale reformer vil på mange områder vare ved. Hele plejehjemssektoren nåede f.eks. at blive privatiseret, og ingen kan se, hvor regeringen skulle få penge fra til at købe den tilbage igen.
''Problemet er også, at de borgerlige havde succes med deres reformer. Tidligere havde vi en kollektiv tankegang, men det lykkedes dem at individualisere vores kultur,''siger Chan Dixon, der er faglig sekretær i NZNOs Auckland-afdeling.
Når hun kommer ud på sygehusene, møder hun sygeplejersker, der kræver 15 pct. i lønforhøjelser. Det er der ikke noget at sige til, for sygeplejerskerne har også haft en faldende realløn og tjener nu så lidt, at mange rejser til udlandet for at arbejde. ''Men skatten er også blevet meget lavere, og det er meget upopulært at røre ved. Når jeg siger til sygeplejerskerne, at lønforhøjelser vil kræve højere skatter, så er det ikke noget, de som borgere kan acceptere.''