Faglig kommentar: Den grønne kanyle

Sygeplejersken tager en grøn kanyle, åbner papiret, sætter kanylen på en sprøjte og trækker den smertestillende medicin op. Hun går ind til patienten, taler med ham, måler ud på huden, spritter af, tager den beskyttende plastichætte af nålen og skal netop til at stikke, da hun kommer i tanke om artiklen i Sygeplejersken nr. 24, 2002. ''Fastliggende kanyle til subkutan medicinering.''

Er det egentlig nødvendigt at stikke den gamle, tynde mand dybt ind i musklen tre gange om dagen? Han er ikke begejstret for ideen og ligger og kryber sammen. Hun bryder sig ikke om at stikke ham, fordi det helt åbenlyst er meget ubehageligt for ham.

I dette tilfælde kan sygeplejersken roligt lade være med at benytte intramuskulær injektion. Den smertestillende medicin, som manden med terminal cancer skal have, kan med fordel gives i en fastliggende subkutan kanyle. Patienten kan få medicinen, mens han sover, han behøver ikke blive vendt og drejet, og metoden er bekvem, skånsom og smertefri.

I midten af 1800-tallet blev injektionskanylen opfundet, og den subkutane injektion var den første parenterale administrationsmåde, der blev taget i brug. Siden er billedet vendt, så det i dag i høj grad er intramuskulære injektioner, der benyttes i Danmark, men det er der ingen grund til, ingen evidens for. De førende lærebøger i palliativ medicin angiver alle, at subkutan injektion er at foretrække.

Vanedyr

Der kommer konstant ny viden i sygeplejen. Om nye teknikker, forsømte områder og om specifikke patientgruppers særlige behov. Danske og internationale tidsskrifter bugner med resultater af undersøgelser og forskning i sygepleje. En del af denne viden berettiger til ændringer af praksis, men det er vanskeligt at ændre indarbejdede vaner og rutiner.

Ny viden skal være tilgængelig, der skal være tid til at søsætte forandringer, og afdelingssygeplejersker og oversygeplejersker skal - med et utåleligt moderne ord - være omstillingsparate.

Valg af medicineringsform er et område, hvor sygeplejersker meget konkret kan ændre vaner på et afgrænset område af stor betydning for patienterne. Her kan helhedssynet og respekten blive synlig, fordi en ændret fremgangsmåde betyder mindre smerte for patienten, og etiske betragtninger kan få liv gennem den adfærd, man vælger at have med sin kanyle.

Skal det være den lange grønne eller den lille tynde, insulinpenagtige sag, der finder vej ind i patientens korpus?

Forandring fryder

Sygeplejersken står i sine egne tanker med kanylen strittende op i luften. Hun vender tilbage til patienten og sit forehavende, da patienten hviskende spørger, hvor længe han skal ligge og frygte det stik, der uundgåeligt må komme. ''Det kommer ikke,'' svarer hun. ''Jeg har fundet på noget bedre.''

Hun går ud i depotet og finder alle de grønne, intramuskulære kanyler, afdelingen er i besiddelse af. Ude i medicinrummet låser hun dem inde sammen med morfikaen og skriver en ganske kort besked. Sygeplejerskerne må fra dags dato låse en grøn kanyle ud, når de skal bruge den. Hun håber, at det vil gøre det nemmere at få forandringen implementeret i praksis. Af hensyn til patienterne. De nye subkutane kanyler ligger i depotet.