Kan små børn se og høre?

Etniske minoritetsfamilier har ofte en helt anden opfattelse af børns kompetencer og behov end danske familier. Det kan gøre det svært for sundhedsplejersken at opnå forståelse for sine synspunkter hos familierne.

Side 20

Billede  

Side 21 

Fatme, en ung mor, jeg kommer hos som sundhedsplejerske, ringede en dag til mig og græd. Hun syntes, der var problemer med amningen og ville gerne have besøg samme dag. Jeg lovede at komme forbi.

Fatme og Mohammad er palæstinensiske flygtninge fra Libanon. De har tre børn: Hassan på tre år, Bassam på to år og Mona på tre måneder. Fatme kom til Danmark som 17-årig. Hun har gået på sprogskole inden Monas fødsel og har deltaget i et enkelt beskæftigelsesprojekt.

Familien deler en treværelses lejlighed med Fatmes bror, kone og to små børn. Der er mange konflikter børnene imellem, så Fatme opholder sig mest hos sin mor, der har en lejlighed i nærheden. Fatmes mor er enke og har seks hjemmeboende børn. Flere af disse børn har massive sociale problemer og er indblandet i kriminalitet.

Mohammad har under hele deres ægteskab boet i udlandet. Han har søgt familiesammenføring og har faktisk fået tilladelsen for kort tid siden. Han har været i Danmark i tiden omkring Monas fødsel og er nu rejst tilbage for at afvikle sin lejlighed. Han vil snarest muligt flytte sammen med sin familie.

Hassan og Bassam er altid blevet passet i hjemmet, bortset fra de to måneder, Fatme gik på sprogskole, hvor de blev passet i sprogskolens børnehave. Børnene blev dér beskrevet som understimulerede med motoriske, sociale og sproglige problemer. De var ofte syge og havde svært ved at falde til i børnehaven. Da Fatme fødte, måtte de holde op i sprogskolens børnehave. Hassan startede i en børnehave i lokalområdet for en uge siden. Jeg har haft kontakt med familien, siden jeg kom på 15-måneders besøg hos Bassam få måneder inden Monas fødsel. Jeg har støttet Fatme i at søge sin egen lejlighed, søgt opprioritering på ventelisten for drengene, søgt pædagogisk friplads til Hassan og har visiteret familien ind i Børn- og Unge-afdelingen. Familien har for nylig fået tildelt en sagsbehandler.

Det er svært for Fatme at få dagligdagen med børnene til at fungere. Der er altid mange konflikter, og hun synes ikke, børnene hører efter, når hun opdrager dem. Målet med mine besøg i familien har været at støtte Fatme i at stille relevante forventninger og udfordringer til børnene samt give Fatme indsigt i, hvorledes hun kan forebygge, at børnene bliver syge så ofte. Desuden har vi talt om graviditet og fødsel samt amning. Fatme har ikke ammet de to store drenge. Fatme fødte ambulant, og jeg har været der to gange efter fødslen.

Jeg har ikke mødt Mohammad endnu. Fatme fortalte ved sidste besøg, at Mohammed er meget opfarende over for børnene. Han bliver stresset, når de larmer. Mohammed har svært ved at sove om natten. Søvnproblemet har stået på i mange år.

Uro under besøg

Fatme kontakter mig telefonisk. Hun græder og synes, der er problemer med amningen og vil gerne have et besøg samme dag. Jeg lover at komme forbi.

Fatme bor efter fødslen hos sin mor. Da jeg ankommer, er Fatme i stuen med sine tre børn. Hassan er ikke kommet af sted til børnehave, da Fatme ikke har haft overskud til at aflevere ham. Desuden er Fatmes mor, hendes svigerinde og dennes toårige søn til stede. Svigerindens nyfødte barn sover i et andet værelse. De tre drenge løber omkring og tjatter til hinanden. Fjernsynet er tændt, lyden er høj. Der er megen uro, og børnene græder, når de kommer

Side 22

til at skubbe for hårdt til hinanden. Børnene tager ikke notits af, at jeg kommer ind i stuen. Jeg hilser på børnene og søger øjenkontakt med hvert enkelt barn. De tre kvinder sidder i sofaen. Jeg ønsker svigerinden tillykke med hendes nyfødte og spørger til Fatmes mors helbred. Hun har dårlig ryg, og jeg har kun set hende siddende i sofaen. Svigerinden kommer med kaffe. Børnene løber faretruende tæt forbi med risiko for at vælte kaffekopperne. Svigerinden stiller et bord beskyttende foran sofabordet. Jeg foreslår, at børnene tilbydes at lege med noget legetøj for at fastholde dem i en aktivitet. Fatme finder et stykke papir og en farve til hver af børnene. Der falder så megen ro over stuen, at samtale i perioder er mulig.

Fatme fortæller, hun ikke er tilfreds med Hassans nye børnehave. Børnene bliver afleveret i en kælder om morgenen, hvor de opholder sig i en time, inden de bliver kørt ud i en skov. Hun bryder sig heller ikke om, at de er ude hele dagen i al slags vejr. Hun overvejer at flytte ham til en anden børnehave.

Bryst er bedst

Mona begynder at klynke. Fatme tager hende op og lægger hende til brystet. Mona tager fat om brystvorten, og sutter fint. Fatme kigger på Mona og begynder at fortælle om sine problemer med amningen. Hun er bekymret for, om hun har mælk nok og er derfor begyndt at give flaske. Vi taler om, at mælkemængden kan være påvirket af træthed, at det er svært for Fatme at få hvilet tilstrækkeligt, og at hun ikke får hjælp til børnene af sin mor og svigerinde. De har selv rigeligt at se til. Mona bliver i mellemtiden færdig med at amme, og det er tydeligt, at hun er mæt. Det gør jeg Fatme opmærksom på. Jeg vejer Mona, og det viser sig, at hun har taget meget fint på. Fatme siger, at hun nu føler sig mere tryg ved, at Mona får nok at spise. Hun er veltilpas og vil gerne i kontakt. Hun løfter hovedet i maveliggende stilling. Vi taler om, at Mona nu begynder at blive mere vågen og også græder af andre årsager end sult. Hendes behov for at være i kontakt med sine forældre/sine omgivelser vil vokse. Hun har brug for noget at kigge på, eksempelvis en bamse eller en uro, at bevæge sig, komme om på maven, blive masseret, blive sunget for og talt til. Fatme spørger, om det virkelig er rigtigt, at små børn kan se og høre. Det kan de, siger jeg og beder Fatme prøve at fastholde øjenkontakt med Mona. Fatmes mor og svigerinde virker også overraskede over den oplysning. Mona kigger opmærksomt på sin mor, og Fatme bliver glad, da hun mærker kontakten til Mona. Min fornemmelse er, at Fatme er blevet mere tryg ved, at hun har nok mælk til Mona, og at hun vil fortsætte amningen. Jeg spørger Fatmes mor, om hun er enig med mig i mine forslag. Hun siger, hun håber, det vil lykkes med amningen, for hun mener også, bryst er bedst.

For og imod udendørsleg

Vi taler om Fatmes overvejelser om at tage Hassan ud af den nye børnehave. Jeg spørger Fatme, hvordan Hassan reagerer, når hun henter og bringer ham i børnehave. Fatme kan mærke, at han er ved at vænne sig til at være derhenne, og at han kan lide at komme hen og lege med de andre børn. Jeg siger, at det er min erfaring, at børn bruger mange kræfter på at lære de mange nye mennesker i en børnehave at kende.

Set i lyset af, at han har skiftet børnehave en gang, synes jeg, det bør overvejes grundigt at udsætte ham for endnu et skift. Selvfølgelig er det ærgerligt, at børnene skal opholde sig i en kælder, inden de kommer af sted til skov-børnehaven, men jeg gætter på, at det er en stor oplevelse for Hassan at prøve at være så meget udendørs, siger jeg. Vi taler om, at der er kulturelle forskelle på, hvad henholdsvis Fatme og jeg tænker om det at være udendørs. Jeg siger, jeg forstår, at det kan virke koldt at sende sine børn udendørs om vinteren, når man kommer fra et andet klima.

På den anden side er det værd at overveje, hvilke signaler man sender til sit barn. Børnene vil jo komme til at vokse op i Danmark, og det vil være et handicap for dem, hvis de fra barnsben lærer, at man ikke kan opholde sig udendørs ni måneder om året. Dette udløser en længere snak mellem Fatme, hendes mor, svigerinden og mig. Kvinderne er overbeviste om, at børnene vil blive mere syge, end de er i forvejen, hvis de kommer udendørs. Jeg fortæller, at man ikke bliver mere syg, hvis man opholder sig udendørs i vinterperioden, tværtimod.

Dertil kommer, at hvis børn er meget indendørs, går de glip af megen leg, hvor de rører sig. I skoven kan Hassan få helt andre oplevelser end hjemme i lejligheden, både i forhold til bevægelse, men det betyder også noget for hans sprog, at han kommer i et andet miljø, hvor han skal bruge andre ord end hjemme.

Børn, der kommer udendørs, bliver mere veltilpasse. Hassan vil have brugt mange kræfter og være træt, når han kommer hjem. Efter leg udendørs vil han have brug for de mere stillesiddende aktiviteter. Jeg gætter på, at der vil opstå færre konflikter børnene indbyrdes. Fatme siger, hun vil tænke over, hvad vi har diskuteret. Hun og hendes mor har lyttet til mine argumenter for at sende Hassan i skovbørnehaven, og de vil overveje det en ekstra gang, inden de evt. tager ham ud af børnehaven.

Når jeg er sammen med familien, finder vi ved hvert

Side 23

besøg et eller to punkter at sætte fokus på. Det er nødvendigt at følge op på den samtale, vi netop har haft. Bassams situation skal også drøftes.

Somalisk pige uden sprog

Familien er fra Somalia og består af Abdi, som er 30 år gammel, Zainab på 28 år og tre børn, Mohammed på 4 1/2, Suhra på 2 1/2 og nyfødte Yasin.

Abdi kom til Danmark uden familie som 20-årig. Han har taget en gymnasieuddannelse og læser nu til ingeniør. Abdi taler somali, arabisk og dansk.

Zainab er kommet til Danmark i forbindelse med sit ægteskab for seks år siden. Hun taler somali, arabisk, godt engelsk og forstår lidt dansk. Hun har ingen familie i Danmark.

Abdi har en del venner, hvorimod Zainab føler sig meget isoleret med sine børn. Hun er skeptisk over for kontakt til de andre somaliske kvinder i området, som hun ikke mener, hun har meget tilfælles med.

Abdi og Zainab er meget engagerede i deres børn og har brugt sundhedsplejersken meget til at diskutere især opdragelsesmæssige problemer.

Jeg kommer i familien, da den yngste dreng er seks dage gammel. Begge forældre er til stede. Abdi har 14 dages barselsorlov. Mohammed er i børnehave, mens Suhra stadig passes hjemme. Begge forældre giver udtryk for, at det går godt med den lille Yasin, og de har ikke mange spørgsmål, der vedrører ham.

Abdi er derimod meget bekymret for Suhra på 2 1/2 år, fordi hun ikke har noget sprog. Hun har lyde, som hun bruger, når hun ønsker noget, samtidig med at hun peger. Hun er ikke ret interesseret i leg med andre børn. Hun kan blive meget optaget af at lege for sig selv. Har ikke vist nogen særlig interesse for sin lillebror.

Mens jeg er der, farer Suhra meget omkring. Der er ikke noget legetøj i stuen, som er spartansk indrettet. Suhra løber rundt i fin flæsekjole og klatrer i og på møblerne. Far og mor råber indimellem til hende, at hun skal lade være, men hun ænser dem næsten ikke og leger videre. Kigger nysgerrigt på mig og smiler, men kontakter mig ikke.

Da jeg spørger til familiens hverdag, kan jeg høre, at Abdi har meget travlt med sit studium. Han tilbringer noget af sin fritid sammen med mændene i den somaliske mandeklub. Ind i mellem tager han børnene med på biblioteket. Zainab opholder sig mest i hjemmet, hvor hun laver mad og gør rent. Hun har været meget træt i løbet af denne graviditet og har ikke haft meget overskud. Hun savner sin familie.

Skepsis over for billedbøger

Jeg tror, Suhra bliver overladt en del til sig selv. Derfor foreslår jeg forældrene, at de bruger tid på at lege med hende hver dag og især koncentrerer sig om hendes sprog ved hjælp af billedbøger. Begge forældre er skeptiske over for dette forslag, da de aldrig har læst for deres børn, og de mener heller ikke, at Suhra vil kunne få noget ud af det. Far henviser igen til sin travlhed. Jeg spørger, hvad familien har af legetøj til Suhra. Abdi henter en bamse og en dukke og siger, at hun ikke gider lege med dem.

Jeg foreslår noget andet legetøj, som måske kunne udfordre hende noget mere og samtidig være med til at stimulere hendes sprog. At de sætter sig sammen med hende og leger med hende samt inddrager hende i pasningen af lillebroderen. Det falder ikke naturligt for forældrene. De synes, de har mange andre ting at tage sig til og

Side 24

spørger i stedet, om der ikke er en specialist, der kan se på hende. Det der skal til, er mere nærvær fra forældrenes side, og at Suhra får et mere stimulerende miljø med legekammerater og aktiviteter. Det lykkes mig ikke at forklare, hvad jeg mener, så de forstår det.

Keder sig

Da jeg kommer i familien 14 dage senere, har jeg besluttet mig for at få et klarere indtryk af Suhra. Abdi er syg og deltager ikke i samtalen. Han fortæller mig dog, at han har kontaktet dagpasningen med henblik på at få en plads til Suhra i daginstitution. Det går stadigvæk fint med Yasin.

Suhra er hjemme, og som under sidste besøg løber hun rundt i stuen i fuld fart. Jeg nærmer mig hende for at opnå kontakt, og hun kigger nysgerrigt på mig, men kontakter mig ikke. Jeg sætter mig hos hende og kilder hende. Hun griner henrykt, men jeg fornemmer ingen rigtig kontakt eller ønske herom.

Senere lægger hun sig foran det tændte fjernsyn og kigger på en tegnefilm.

Jeg spørger Zainab, om hun også er bekymret for Suhra. Hun siger, hun er meget bekymret både for sproget og for hendes adfærd. Hendes kontakt til Suhra er ikke særlig tæt. Hun skal næsten tage fat i hende for at få kontakt, fordi hun er så optaget af sin egen verden. Suhra har kun behov for fysisk kontakt, når hun er meget ked af det. Hun virker interesseret i andre børn, men betragter dem som regel nysgerrigt uden at kontakte dem.

Jeg sætter mig igen ned til hende og snakker til hende. Hun kigger på mig, men jeg forstyrrer hende helt klart i hendes fjernsynskiggeri. Hun skubber lidt til mig og fjerner sig. Jeg spørger Zainab, om hun tror, Suhra keder sig, og hun siger med eftertryk ja, og: ''She knows every corner of this flat.'' Igen kommer snakken til at dreje sig om forældrenes rolle. Zainab har under graviditeten haft det dårligt og erkender, hun ikke har haft mange kræfter til Suhra. Desuden er det nu koldt udenfor, og Suhra kan ikke komme ud. Det mener jeg godt, hun kan, men Zainab synes, det er for koldt. Hun er meget bange for, at børnene bliver syge, og giver mig ikke ret i, at bakterier og virus trives bedre inde end ude. Hun er gal på sin mand, fordi hun mener, han overlader for meget til hende. Han går indimellem på biblioteket med børnene, men er generelt meget væk fra hjemmet.

Kontakt til pladsanvisning

Jeg giver Zainab ret i, at der er grund til bekymring for Suhra. Jeg mener, forældrene har en rolle i det, men kan ikke få dem til at forstå det. Jeg er dog også i tvivl om, om Suhra kan fejle noget.

Det er dog klart for mig, at jeg ikke kan komme langt nok via besøg og dialog, bl.a. fordi vores forståelsesrammer er så forskellige. Forældrene er velbegavede og meget engagerede i deres børn, men har en anden opfattelse af, hvad der skal til, end jeg har.

Der er ingen familie i landet, der kan aflaste og hjælpe dem med børnene, så de kunne få tætte relationer til andre voksne.

Da jeg mener, der relativt hurtigt skal gøres noget for Suhra, spørger jeg Zainab, om det er i orden, at jeg kontakter dagpasningen (pladsanvisningen) for at søge en opprioritering, så Suhra kan få en plads i institution hurtigst muligt. Desuden spørger jeg, om det er i orden, at jeg deltager i møde med pågældende institution, så vi sammen kan fortælle om Suhra og hendes problemer. Dette er Zainab meget tilfreds med.

Jeg anbefaler, at de skriver Suhra op til flere institutioner, men Zainab ønsker kun den i nærmiljøet, da

Side 25

der ellers bliver for langt at gå med Suhra, når hun skal hentes og bringes.

Fraværende fædre

Her er to vidt forskellige familier med forskellige problemstillinger, men med mange lighedspunkter. Problemerne kan have en kulturel eller social baggrund, men de kan også komme af at være i en migrantsituation.

Der er mange forskellige måder at være familie på. Den palæstinensiske familie er en traditionel arabisk storfamilie med et tæt familiært netværk, som ikke er almindeligt i en moderne dansk familie. Den støtte, der traditionelt ville være fra netværket i den palæstinensiske familie, er dog ikke helt intakt, idet de andre kvinder i familien har nok at gøre med deres eget. Familiefaderen er for tiden fraværende og ser ud til at have nogle psykiske problemer, og desuden er storfamilien socialt belastet af kriminalitet. Den somaliske familie er en kernefamilie med far, mor og børn. Som følge af omstændighederne er den endnu mere løsrevet fra storfamilien end en dansk kernefamilie, fordi de intet familiært netværk har i landet.

Den somaliske familie kan beskrives som veluddannet og bevidst. Zainab tager afstand fra sine landsmænd, hvilket er sjældent at opleve hos etniske minoritetskvinder. Hun føler ikke noget stort fællesskab med de andre somaliske kvinder i området, fordi de er mere traditionelle i deres livsstil og opfattelser, end hun er.

Dette øger hendes isolation betragteligt sammen med hyppige fødsler, travlhed i hjemmet, kulden, manglende danskkundskaber og netværk. Zainabs utilfredshed med sin mands fravær fra hjemmet svarer til klager, vi ofte hører i danske familier. Følelsen af svigt, af at blive ladt alene med børnene og en vis bitterhed over ikke at bruge sit potentiale er velkendt fra danske småbørnsmødre. Zainabs handlemuligheder er dog ikke de samme som danske kvinders.

Den store forskel på de to familier er, at sundhedsplejersken og familien i den palæstinensiske familie ikke ser de samme problemer, hvorimod både sundhedsplejersken og den somaliske familie har samme bekymring.

Dobbelt opgave

Sundhedsplejersken i den palæstinensiske familie står således over for en dobbelt opgave - nemlig via sin dialog at få familien til at se de problemer, hun ser, og støtte dem i at vælge nogle handlinger, som er til gavn for børnenes udvikling. I den somaliske familie handler det om at støtte familien i at finde brugbare løsninger på Suhras problemer, så hun kommer til at trives bedre. I begge tilfælde bliver kulturen den barriere, som gør det svært for sundhedsplejersken at opnå forståelse for sine synspunkter i familien. Det handler om opfattelsen af børns kompetencer og behov: kontakt, stimulerende indendørs og udendørs miljø, vigtigheden af at bruge sin krop, forældres rolle over for deres børn, brug af legetøj, opfattelser af sundhed og sygdom m.m. Etniske minoritetskvinder har hyppigere psykiske problemer og efterfødselsreaktioner end danske kvinder (1). I disse to tilfælde er begge kvinder isolerede og utilfredse med deres livssituation. Selv om de ikke har deciderede psykiske problemer, lever de dog et liv, som de ikke finder tilfredsstillende, hvilket kan skabe problemer i deres forhold til børnene. Det kunne være en god ide at inddrage begge kvinder i en form for gruppeaktivitet, som ville være med til at gøre hverdagen mere udfordrende og give dem nogle redskaber til at håndtere deres livssituation bedre.

I begge familier er det nødvendigt for sundhedsplejersken at inddrage de tværfaglige samarbejdspartnere for at sikre børnenes udvikling. Det drejer sig om kontakt til socialrådgivere, pædagogiske konsulenter og pædagoger på institutionerne. Det vil evt. kunne komme på tale at afholde møde i en tværfaglig gruppe for at koordinere indsatsen. Der vil desuden være behov for besøg ud over grundtilbuddet, idet børnenes og familiernes problemer er af en sådan karakter, at de skal følges tættere. -

Lisbet Hansen er sundhedsplejerske i Esbjerg Kommune. Rie Hedegaard er sundhedsplejerske i Odense Kommune. Begge har afsluttet Indvandrerstudier på Mellemøststudiet, Syddansk Universitet i Odense.

Sundhedsplejerskebesøgene hos de to familier i artiklen fandt sted i januar 2001. Familiemedlemmernes navne er ændret for at sikre deres anonymitet. Af samme grund er det heller ikke anført, hvem af forfatterne, der har besøgt hhv. den palæstinensiske og den somaliske familie. Besøgene indgår som en del af Lisbet Hansen og Rie Hedegaards opgave i kulturteori på Syddansk Universitet, ''Sundhedsplejerskens rolle i de etniske minoritetsfamiliers integrationsproces,'' marts 2001.

Billederne til denne artikel er modelfotos og har ikke noget med familierne i artiklen at gøre.

Fatme spørger, om det virkelig er rigtigt, at små børn kan se og høre. Det kan de, siger jeg og beder Fatme prøve at fastholde øjenkontakt med Mona. Fatmes mor og svigerinde virker også overraskede over den oplysning.

Kvinderne er overbeviste om, at børnene vil blive mere syge, end de er i forvejen, hvis de kommer udendørs. Jeg fortæller, at man ikke bliver mere syg, hvis man opholder sig udendørs i vinterperioden, tværtimod.

Jeg foreslår forældrene, at de bruger tid på at lege med hende hver dag og især koncentrerer sig om hendes sprog ved hjælp af billedbøger. Begge forældre er skeptiske over for dette forslag, da de aldrig har læst for deres børn.

Litteratur

  1. Jeppesen KJ et al. Etniske minoritetsbørn i Danmark - det første leveår. Rapport nr. 2 fra forløbsundersøgelsen af børn født i 1995. København: Socialforskningsinstituttet; 1998.
Emneord: 
Sundhedspleje
Indvandrer
Familie