Sundhedspleje fremmer integration

Sundhedsplejersker har meget at byde på i dialogen med etniske forældre om børn og børneopdragelse i Danmark. De bidrager til integrationen ved bl.a. at sørge for, at etniske forældre kender den danske holdning til børneopdragelse. Men indsatsen kræver ressourcer.

Første gang, sundhedsplejersken møder den etniske minoritetsfamilie, må hun gøre meget ud af at fortælle om muligheder og begrænsninger i sit arbejdsfelt, så familierne får et klart billede af, hvordan vi kan samarbejde. Sundhedsplejersken må gøre det klart, at vi er ansat i kommunalt regi og samarbejder med f.eks socialrådgivere. Det er vigtigt for at opnå tillid i familien, at vi fortæller om tavshedspligt og journalpligt, og at vi ikke går videre med oplysninger, medmindre forældrene er orienteret. Når rollerne er klart definerede, er det lettere for familien at bruge os og få os placeret i det kommunale system.

Vi oplever ofte at blive bedt om hjælp til opgaver, der ligger ud over vores faglige område: indskrivning til daginstitutioner, oversættelse af breve, kontakt til boligforeninger, viceværter o.lign. Det skyldes både en usikkerhed om vores funktion, men også at sundhedsplejersken er den eneste dansker, der måske kommer i hjemmet. Denne position giver os en enestående mulighed for at komme tæt på familien og få et billede af familiens ressourcer, problemer og kulturelle værdier.

Det er af afgørende betydning, at vi møder forældrene i en respektfuld dialog. Vi må lytte til forældrenes fortællinger om dagliglivet for derigennem at høre, hvordan de ser på situationen. Vi må tage os tid. Det drejer sig ikke blot om at formidle viden, men om at gøre viden og færdigheder efterspurgte. Vi må erkende og gribe fat i de kompetencer, forældrene har fra deres kultur.

Afstand og misforståelser

I dialogen får vi et indgående kendskab til andre måder at være forældre på, som beriger vores syn på børn. F.eks. ser vi, at de unge etniske minoritetskvinder umiddelbart har nemmere ved at rumme at få børn. De gør sig ikke så mange overvejelser, om de ønsker at få et barn, og om det nu måtte passe ind i deres studium, karriere og liv i øvrigt som de danske unge kvinder. Et fænomen som kolik optræder ikke så hyppigt som blandt danske småbørn. Formentlig fordi de udenlandske mødre ikke stiller så mange krav til sig selv om at måtte klare alt muligt andet ved siden af at være mor. De bliver derfor ikke så stressede, hvis det lille barn er uroligt.

Traditionelt opfatter fædrene omsorgen for små børn som kvindens domæne og prioriterer derfor sjældent at være til stede, når vi kommer.

Side 27

Billede

Side 28

Vi skal gøre mere ud af at inddrage fædrene i vores besøg for at aktivere den ressource, de besidder i forhold til deres små børn.

Børn i tomrum

Vi kan fortælle om børneopdragelse i Danmark, og om, hvordan vi opfatter børns kompetencer, udvikling og selvstændighed, individualitet kontra kollektivisme, legens betydning, stimulering af de små børn samt holdning til afstraffelse. Hvis ikke etniske minoritetsforældre kender til den danske baggrund for at opdrage børn hjemme, i institutioner og skoler, vil der typisk opstå misforståelser og afstandtagen. Dette vil efterlade børnene i et tomrum, hvor der ikke er sammenhæng mellem de forventninger, normer og regler, de oplever hjemme, og dem, de støder på i det omgivende samfund.

De to punkter, hvor dansk opfattelse af barnets rettigheder for alvor støder sammen med henholdsvis muslimsk og somalisk tradition, er omskæring og fysisk afstraffelse. Lovgivningen i Danmark er klar: Begge dele er forbudt og strafbart at udføre. Sådanne forbud kan blot ikke stå alene. ''Hvordan skal jeg så opdrage mit barn, når jeg ikke må slå?'' er et spørgsmål, vi ofte møder. Det er nødvendigt at diskutere disse problemstillinger med forældrene, så de har mulighed for at tilegne sig nye metoder til at magte opdragelsen på.

Lykkes dialogen, kan den være medvirkende til, at forældrene er bedre rustet til at støtte deres børn i at udvikle sig optimalt og blive integreret i det multikulturelle danske samfund. Forpasses denne mulighed, kan det påvirke børnenes sundhed: fysisk, psykisk og socialt. På sigt kan det betyde en forskel i antallet af marginaliserede og dårligt integrerede etniske minoriteter.

Interkulturel kompetence

I dialogen med etniske minoritetsfamilier er det nødvendigt, at sundhedsplejersker besidder interkulturel kompetence. Hermed mener vi, at familiens kulturelle baggrund tænkes med i arbejdet, samt at familien bliver præsenteret for dansk kultur og normer og ud fra dette får mulighed for at træffe fremadrettede valg. Denne tankegang er afgørende altid at have med i arbejdet - uanset hvilket emne, der berøres. Tales der f.eks. om kost, er det relevant, at sundhedsplejersken spørger om moderens forhåndsviden fra hjemlandet: Hvilken mad ville man der vælge at give barnet? Er det noget, der kan fås i Danmark? Sundhedsplejersken informerer om kost til barnet ud fra danske traditioner, normer og viden om ernæring. Målet er, at moderen bliver bevidst om, at der kan træffes forskellige valg. Moderen kan vælge en arabisk eller dansk løsning eller måske en kombination.

Som sundhedsplejersker oplever vi mange måder at være familie på, og det gælder selvfølgelig også for etniske minoriteter. Sundhedsplejersken skal være opmærksom på ikke at se sig blind på den kulturelle dimension, men være klar over, at etniske minoriteter kommer med vidt forskellig baggrund og også bor i vidt forskellige lokalmiljøer i Danmark, som modtager flygtninge og indvandrere på forskellig måde og med de forskellige ressourcer, der måtte være i miljøet. Der er en verden til forskel på at møde danske normer og værdier som bosnier på Fanø i forhold til de danske normer og værdier, som bosniere støder på i Vollsmose. Sundhedsplejersken og familien skal således befinde sig i et interkulturelt rum, der skabes af oprindelsesland, modtagerland og det lokale miljø.

Sundhedsplejersken som rollemodel

Når vi indgår i samtalen med forældrene, kommer vi i nogle familier til at fungere som rollemodel for, hvordan en problematik kan diskuteres på vej mod nye løsninger. Måske er der i familien ikke præcedens for diskussion mellem ægtefællerne om, hvordan børneopdragelsen gribes an.

Da den sproglige barriere ofte er stor, har vi brug for nogle nonverbale redskaber til at styrke relationen mellem barn og forældre. Det kan f.eks. dreje sig om at demonstrere vigtigheden af øjenkontakt, lave spædbarnsmassage, vise, hvordan barnets sanser kan stimuleres, sammen lave spædbarnekost osv. Marte Meo (1) er en metode, som netop kan bruges, hvor det kan være svært at verbalisere begreber.

I dialogen med forældrene må vi også tage børnenes muligheder for fritidsaktiviteter op. Ofte ved etniske minoritetsforældre ikke, hvilke muligheder der er i lokalmiljøet for at gå til sport, blive spejder, gå på biblioteket eller til andre fritidstilbud. Eller de ved ikke, hvad det indebærer, at børnene deltager i koloni eller går til børnefødselsdage. Usikkerhed bevirker måske, at de ikke tør sende børnene af sted. Her kan en snak om forældrenes usikkerhed og barnets udviklingsmuligheder måske åbne for, at forældrene får mod på at give deres barn nye udfordringer.

Kulturelt puslespil

Vi har erfaring for, at etniske minoritetskvinder har megen glæde af gruppeaktiviteter, hvor de både kan mødes med hinanden og med sundhedsplejerskerne som både fagpersoner, kvinder og danskere. Grunden til, at vi i første omgang ikke prøver at integrere

Side 29

kvinderne i danske mødregrupper, er primært den sproglige barriere, men også at vi mener, at kvinderne har brug for en mellemstation, hvor de kan overveje og debattere deres position mellem to kulturer. Efterhånden brydes den sproglige barriere, og de etniske minoritetskvinder får mulighed for at deltage i danske mødregrupper.

Nogle kvinder, som er kommet til landet uden netværk som meget unge, har næsten ingen forhåndsviden om, hvordan børn traditionelt blev opdraget i hjemlandet, eller deres viden er måske baseret på myter. I gruppesammenhæng får de mulighed for at bygge et nyt netværk op og få samlet de brikker, der mangler i deres kulturelle puslespil. Der sker ofte det i grupperne, at der skabes grobund for forandring. Nogle kvinder er længere fremme i integrationsprocessen og kan med sundhedsplejersken som katalysator give de nytilkomne og mere isolerede kvinder et positivt skub.

Tegneterapi til børn

Ud over sådanne gruppeforløb kan der også være behov for særlige grupper for krigsramte og traumatiserede børn, f.eks. samtalegrupper eller tegneterapigrupper. Vi oplever, at mange forældre ikke magter at tage hånd om barnets angst og sorg over at forlade legekammerater, familie og fædreland, forvirring over at ankomme til et fremmedartet land, fordi de selv har mange svære ting at bearbejde i kølvandet på forfølgelse, krig og flugt. Børnene har brug for at bearbejde disse følelser og har ikke tid til at vente på, at forældrene får overskud til at støtte dem i denne svære situation. Her kan samtalegrupper eller tegnegrupper for børn måske være et frirum for barnet, hvor det kan tale eller tegne med andre børn i samme situation under kyndig ledelse af en fagperson. Forældrene skal inddrages i sådanne forløb, og mange gange kan gruppearbejdet være en forløber for, at forældrene får mere indsigt i barnets situation.

Nøglepersoner og fagfolk

I indvandrerkredse er der forskellige eksisterende netværk, som f.eks. kvindeklubber i boligområder, kvindeforeninger, bestyrelse for moskéen eller muslimsk skole. Her kan sundhedsplejersken trække på nøglepersoner, som kan rådgive om, hvordan vi kan få fat på folk, få spredt information eller få vejledning om konkrete problemer på et generelt plan. På den måde inddrager vi det lokale indvandrermiljø som en del af vores arbejdsfelt og som en ressource. I højere grad må vi gøre brug af de ressourcer, der findes i det lokale indvandrermiljø.

I de indvandrerfamilier, hvor børnene har særlige behov, er det relevant, om vi involverer andre fagpersoner, som f.eks. socialrådgivere, psykologer, familierådgivere/hjemmevejledere, pædagoger, lærere og terapeuter. Dette samarbejde bør foregå i tværfaglige grupper, hvor indsatsen bindes sammen. Afgørende er det, at de faste medlemmer i gruppen, f.eks. psykolog og sundhedsplejerske, besidder interkulturel kompetence. Møderne bør afholdes

Side 30

jævnligt, og ved hvert møde bør der laves en kreativ handleplan med en deadline, som en af fagpersonerne er ansvarlig for. Vi ønsker at opbløde rigide faggrænser i et samarbejde, så de enkeltes ressourcer udnyttes optimalt. Når vi kommer som konsulenter i daginstitutionerne, bliver vi ofte brugt som sparringspartnere i forhold til etniske minoritetsbørn med specifikke problemer. Ofte er det os, der har motiveret forældrene til at sende barnet i institution og har forberedt dem på, hvad det indebærer. I forhold til pædagogerne er sundhedsplejerskens styrke, at vi kender barnets hjemmemiljø og også er i stand til - i samarbejde med forældrene - at videreformidle en viden om barnet, som forældrene ikke kan pga. sproglige og forståelsesmæssige problemer. Sundhedsplejerskens essentielle redskab i arbejdet er dialogen, og derfor er adgang til god tolkning en nødvendighed. Dette forudsætter, at der er veluddannede og dygtige tolke til rådighed.

Relevant uddannelse

Der er mange faktorer, som bevirker, at sundhedsplejerskearbejdet med indvandrerne kræver ekstra ressourcer. Dialogen om normer og traditioner i henholdsvis oprindelseslandet og Danmark og bevidstgørelsen om nye valgmuligheder vil tage tid. Ændring af adfærd og rutiner kræver en hyppig opfølgning, og skal dette lykkes, må sundhedsplejersken aflægge flere besøg. Hertil kommer, at tolkning indebærer, at samtalen tager dobbelt så lang tid, fordi alting skal siges på to sprog. Bestilling af en velegnet tolk tager også tid.

For at opnå interkulturel kompetence skal sundhedsplejersken have mulighed for at deltage i relevante kurser og studier. Det kan også være en god idé, om en mere erfaren sundhedsplejerske er makker med den, for hvem indvandrerområdet er nyt. Samarbejdet kan foregå både på det praktiske plan i besøgsarbejdet og som faglig vejledning. Det kræver også tid og ressourcer.

Gruppeforløb med indvandrere kræver mere forarbejde end med danskere. Det kan dreje sig om en længere motivationsfase. Det kan også være nødvendigt at motivere ægtefællen til at give sin tilladelse. Grupperne bliver ikke selvkørende efter et par ganges forløb, hvilket ofte er tilfældet med danske grupper.

Her skal sundhedsplejersken være tovholder i hele forløbet. Ofte vil vores forberedelse til det enkelte møde være mere tidskrævende. Der skal måske udarbejdes særligt materiale. Det kan tage ekstra tid at finde et velegnet lokale. Lokalet skal ligge i nærmiljøet, og det er vigtigt, at kvinderne kan være sikre på, at udefrakommende mænd ikke dukker op.

Arbejdet i indvandrerfamilier kræver ekstra ressourcer for at lykkes, hvilket der bør tages højde for i udregning af normering i sundhedsplejen. Hvis samfundet vil det sundhedsfremmende arbejde, også i forhold til etniske minoriteter, skal disse ressourcer afsættes.

Sundhedsplejen har med de rette ressourcer en unik mulighed for at lave et vigtigt stykke sundhedsfremmende arbejde i de etniske minoritetsfamilier. -

Lisbet Hansen er sundhedsplejerske i Esbjerg Kommune. Rie Hedegaard er sundhedsplejerske i Odense Kommune. Begge har afsluttet Indvandrerstudier på Mellemøststudiet, Syddansk Universitet i Odense.

Sundhedsplejersker oplever ofte at blive bedt om hjælp til opgaver, der ligger ud over deres faglige område: indskrivning til daginstitutioner, oversættelse af breve, kontakt til boligforeninger, viceværter o.lign.

''Hvordan skal jeg så opdrage mit barn, når jeg ikke må slå?'' er et spørgsmål, vi ofte møder. Dialog med forældrene er vigtig, hvis de skal tilegne sig nye metoder til at magte opdragelsen på.  

Litteratur

  1. Bakke L. Video hjælper svage familier. Sygeplejersken 2001; (2):28-34.
Emneord: 
Sundhedspleje
Indvandrer
Familie
Kultur